Storkamp af Lærke i sikker sejr

28 point af Thomas Lærke var den store historie i Bakken Bears’ sejr på 108-68 over Værløse i lørdagens Basketligakamp.

Bears åbnede første periode med en føring på 11-1 inden Værløse kom i gang. Godt midtvejs i første periode blev Thomas Lærke skiftet ind, og han nåede hele 15 point på de 4 minutter og 29 sekunder han spillede i perioden. Bears førte 32-17 efter de første ti minutter.

Anden periode startede med sløjt angrebsspil fra begge sider. Det tog næsten seks minutter før et af holdene nåede over seks point i perioden. Bears fik sat tempoet op i den sidste del af perioden, som blev vundet 15-2, således at halvdelsføringen var på 53-25.

Deshawn Stephens var med otte point stærk i starten af tredje periode, men det ændrer ikke på indtrykket af at intensiteten faldt i begge ender af banen. I fjerde periode fik Thomas Lærke hurtigt scoret otte point, så han nåede 28 point – blot tre fra sit Bears career high på 31.

Thomas Lærke var mest scorende – og undervejs rundede han sin trepointscoring nummer 500 for Bakken Bears – med de 28 point, der blev suppleret af 6 rebounds og 7 assists. Adama Darboe scorede 15 point, mens Deshawn Stephens scorede 14. Daniel Mortensen tog imponerende 12 rebounds. Anton Harbo scorede 10 point og supplerede med 7 rebounds. Peter Møller scorede 17 point.

Bears fører Basketligaen med 13 sejre i 14 kampe, mens Randers har 11 sejre. Næste opgave for Bakken Bears er onsdagens pokalkamp i Svendborg, inden det fredag gælder en Basketligakamp i Nørrebro mod Copenhagen.

SIKKER SEJR I VÆRLØSE

Bakken Bears fik sæsonens anden sejr, da Værløse blev besejret 106-74 i en mennesketom og Coronaaffolket Søndersøhal. Bears, der var uden Ryan Evans, Darko Jukic og Thomas Lærke, leverede en koncentreret indsats i en kamp, hvor QJ Peterson blev topscorer med hele 34 point.

Første periode var relativt tæt – dog med en lille føring til Bears hele vejen igennem, men bjørnene fik trykket på i den første halvdel af anden periode, som udeholdet vandt 18-5. QJ Peterson var første halvlegs helt store spiller – han var noteret for 25 point ved pausen. Bears førte 59-42 ved pausen.

I tredje periode fortsatte Værløse med at bide godt fra sig. Hjemmeholdet scorede mest i periodens indledning, men ligesom i første periode strammede Bears grebet i slutningen af tredje periode anført af Tylor Ongwaes 10 point i perioden. I kampens sidste fjerdedel rykkede et koncentreret Bearsmandskab fra, godt anført af Deshawn Stephens, der var dominerende i reboundspillet.

Mest scorende for Bears: QJ Peterson (34 point, 6 rebounds, 4 assists), Tylor Ongwae (20p, 8r, 4a), Deshawn Stephens (15p, 19r, 5a, 3 blocks), Morten Sahlertz (12 p, 4r, 5a) og Anton Harbo (11p).

Næste opgave for Bears er lørdagens kamp i Randers. Randrusianerne åbnede tirsdag deres sæson med en sejr over Bears Academy.

GALLOWAYS 15 OG 15 SIKRER SEJREN I VÆRLØSE

Med 15 point og 15 rebounds blev Jonathan Galloway det store lyspunkt, da Bakken Bears vandt en tricky fredagskamp i Værløse. Bears vandt 85-71 efter en fin anden halvleg, hvor især forsvaret stod godt. Værløse scorede blot 29 point i kampens anden halvdel.

Bears, der var uden Ryan Evans, som var offer for amerikaner-rotationen, og Adama Darboe, der var skadet, kom fint fra start. Anført af Chris Ortiz og Jonathan Galloway kom bjørnene foran 7-2 inden Værløse kom i gang. Asbjørn Nerlov satte to treere, og senere ramte Martin Poulsen og Philip Kold også en hver til Værløse-føring 20-15. Bears sluttede dog bedst af i første periode, og udeholdet scorede de sidste ni point, bl.a. fem af Nimrod Hilliard. Bears var foran med 24-20 efter ti minutter.

En treer af Nerlov åbnede anden periode, men Michel Diouf scorede fem point i træk til føring 29-23. I den sidste del af perioden var Evan Fisher og Martin Poulsen de bedste spillere – sammen med bjørnenes Jonathan Galloway. Bears var foran med beskedne 44-42 ved pausen.

Der blev fokuseret på forsvar og reboundspillet i bjørnenes omklædningsrum i halvlegspausen, og det hjalp. Bears fik ramt et par trepointscoringer i tredje periode, men det var især det bedre forsvarsspil, der blev noteret. Bortset fra Evan Fishers to treere i de to første minutter af tredje periode, blev Værløse holdt på syv point i perioden. Morten Sahlertz svarede igen på Fishers scoringer ved selv at ramme to treere og kort efter ramte Hilliard udefra – den sidste treer til Bears i kampen.

Kampens sidste fjerdedel startede David Efianayi med et dunk og et trepointspil – hvilket bragte Bears på 69-55. Værløse kæmpede dog stadig godt imod og holdets topscorer Evan Fisher var en stor mundfuld for udeholdet. Han fik rigtig fin hjælp af unge Alexander Agerskov. Værløse fik skåret Bearsføringen til at være på syv point (66-73), men en scoring af Thomas Lærke, to straffekast af Tylor Ongwae og yderligere to af Michel Diouf fik afgjort kampen.

Man skal være tilfredse med at vinde, når man blot rammer 15,2 % (5/33) af sine trepointforsøg. Værløse ramte flotte 39,3% (11/28). Sejren blev grundlagt på bedre scoringsprocent på 2-pointskud (24/53 til Bears – 16/49 til Værløse) at skyde – og score – flest straffekast (Værløse var 6/11, mens Bears var 22/28) og have færrest turnovers (9-15).

Jonathan Galloway var topscorer med 15 point (+15 rebounds), mens David Efianayi (+6 rebounds) og Nimrod Hilliard hver scorede 13. Morten Sahlertz scorede 12 point og Michel Diouf 11. Tylor Ongwae brillerede ved at tage 11 rebounds, heraf seks i angrebet.

Med sejren rykker Bakken Bears op på ligaens førsteplads med 13 sejre i 14 opgør. Nummer to er Randers Cimbria, der har 13 sejre i 16 kampe, mens Horsens IC lørdag kan nå 13 sejre, når holdet hjemme spiller Wolfpack i deres 15. kampe i sæsonen.

Næste opgave for Bears er på mandag, når holdet møder Randers Cimbria i Basketligaen. Taberen af det opgør har mulighed for hurtig revanche fredag, når holdene igen mødes, denne gang i pokalturneringen. Begge kampene spilles i Arena Randers.

 

Det unge udehold fra Værløse kom fint fra start søndag eftermiddag i Vejlby-Risskov Hallen mod de regerende danske mestre fra Bakken Bears. Sjællænderne bragte sig foran med 4-2 i de indledende minutter. Det var også den start, de havde brug for, hvis de skulle gøre sig forhåbninger om at drille forhåndsfavoritterne. Det aarhusianske hjemmehold virkede dog opsatte på, at Værløse ikke skulle føle, at de var med i kampen. Efter fem minutter spillet af første periode skruede ”Bjørnene” op for tempoet og bragte sig foran med 17-11. Men bedst som det lignede, at Bakken Bears ville lukke kampen allerede i første periode, så kæmpede Susie Heede-Andersens tropper sig tilbage i opgøret med en stilling på 24-21 med to minutter tilbage af perioden. Værløses flotte comeback satte dog endnu engang fut under kedlerne i Bears-offensiven, der sluttede første periode med en føring på 31-21 efter flotte aktioner af Morten Sahlertz og debutanten på hjemmebane Nimrod Hilliard.

Dagens hjemmehold fra Bakken Bears fortsatte ufortrødent med et presse tempoet i vejret i anden periode, hvor Morten Sahlertz også fortsatte med at imponere med sin signaturscoring bag trepointslinjen. Den danske anfører var på dette tidspunkt i kampen topscorer med ti point, hvilket var stærkt medvirkende til en komfortabel føring på 45-31 halvvejs inde i anden periode. Det unge mandskab fra Værløse havde det vanskeligt med aarhusianernes høje tempo og rotation i begge ender ad banen. De to hold gik derfor til pause med en stilling på 58-38.

Tredje periode åbnede bedst for gæsterne fra Værløse, der satte to scoringer i træk. Bakken Bears begyndte meget rodet med upræcise afleveringer og brændte skud. De danske mestres maskineri mindede mest af alt om en kold dieselmotor, der lige skal være varm, inden den kan komme i fulde omdrejninger. Efter et par minutter genfandt Bakken Bears nemlig tempoet fra tidligere og satte atter point på tavlen. Forspringet var derfor tilbage på tyve point som fra tidligere i opgøret. Tredje periodes helt store højdepunkt kom, da Thomas Lærke fra Bakken Bears scorede fra midten ved tredje periodes buzzer-beater. De to hold gik ind til fjerde periode med stillingen 75-55.

Fjerde og sidste periode var med samme fortegn som de forrige perioder. Hjemmeholdet fra Bakken Bears var i fuld kontrol mod et ellers hårdt kæmpende Værløse-mandskab. Fjerde periode var isoleret set meget lige som tredje periode, men de regerende danske mestre virkede aldrig til at være i problemer i dagens kamp. De vinder derfor overbevisende med 102-81 over Værløse.

Hjemmeholdets mest scorende spillere blev Adama Darboe og Morten Sahlertz med 16 point hver. Hos gæsterne blev Nikolaj Boje Bank mest scorende med 15 point.

BEARS I SEMIFINALERNE

Bakken Bears vandt 90-71 i den tredje DM-kvartfinalekamp mod Værløse, og er dermed kvalificeret til DM-semifinalerne. Det er 23. sæson i træk at Bears er blandt Danmarks fire bedste hold. Semifinalerne starter 11. april og modstanderen findes, når kvartfinalerne mellem Randers Cimbria og Svendborg Rabbits er afsluttet. Randrusianerne fører serien 2-1 inden mandagens kamp 4.

Bears, uden fire spillere fra den normale rotation, åbnede bedst og nåede foran 7-0 inden Værløse kom i gang. Ryan Martin var rødglødende i første periode, hvor han scorede ni point. Bears først 28-18 efter første periode.

Udeholdet var langt bedre med i anden periode, som de vandt 18-17. For udeholdet var det Richard Granberry og Mathias Bak, der satte tonen, mens bjørnene havde svært ved at holde et højt tempo. 45-36 ved pausen.

Bakken Bears startede tredje periode klart bedst, stærkt anført af Adama Darboe og Ryan Evans. Bears nåede foran med hele 64-45, men kort efter blev kampen afbrudt, da Bakken Bears’ associate head coach Mathias Bach mistede bevidstheden og blev hentet af en ambulance. Meldingen efter kampen er at Bach er ved bevidsthed og har det godt.

Udeholdet kom klart bedst i gang efter pausen, hvor de gik på et 8-2 run. Det medførte, at Bears blot førte 69-58 inden de sidste ti minutter.

Værløse kæmpede fint imod, og fik skåret Bearsføringen til blot at være på otte point (65-73) inden Hayden Dalton scorede fem point og fik skabt behørig ro. Dalton sluttede kampen med en treer, og hans statline var kampens mest imponerende. 20 point, 12 rebounds og 5 assists. Næstmest scorende for Bears var Ryan Martin, der sluttede med 17 point. For Værløse scorede Mathias Bak og Richard Granberry hver 19 point, som de supplerede med hhv 11 og 10 rebounds.

 

Det holdt hårdt, men Bakken Bears fik sejren i den anden DM-kvartfinalekamp, da de forsvarende mestre vandt 98-87 i Søndersøhallen over et velspillende Værløsehold. Bears fører dermed 2-0 og kan kvalificere sig til DM-semifinalerne allerede på søndag, når holdene mødes i den tredje kamp.

Bears spillede uden Tobin Carberry, Tylor Ongwae og Michel Diouf, der alle måtte sidde ude efter at være blevet skadede i onsdagens kamp i Würzburg. Starten af kampen var præget af en masse angreb og knap så meget forsvar fra begge hold. Værløse kom foran 14-7, men fint spil af Sylvester Berg var medvirkende til at Bears hurtigt fik skabt kontakt. En treer af Adama Darboe bragte Bears foran for første gang i kampen (20-18 efter seks minutter), og endnu en treer fra hans hånd var medvirkende til at Bears vandt første periode 30-24.

I starten af anden periode imponerede Bears med et 10-2 run afsluttet af et dunk af Morten Sahlertz, men ved stillingen 40-26 gik udeholdet helt i stå. Værløse fik reduceret til 45-48 som var stillingen ved halvlegspausen – og det uanset at holdets amerikaner Richard Granberry pga fejlproblemer kun spillede seks minutter i første halvleg.

I tredje periode var Værløse i front. Med fem point bragte en velspillende Asbjørn Nerlov hjemmeholdet foran, og først da Thomas Lærke scorede syv point i træk kom Bears igen foran. Treere af Darko Jukic og Ryan Martin sikrede Bears en føring på 71-67 inden sidste periode.

Førnævnte trepointscoring af Jukic blev indledningen på et 24-4 run, der afgjorde kampen. Bears nåede således foran 87-69 efter en rigtig fin defensiv indsats.

Ryan Evans var mest scorende Bearsspiller med 22 point (+8 rebounds), mens Sylvester Berg scorede 17 point. For hjemmeholdet scorede Asbjørn Nerlov 21 point, mens Richard Granberry scorede 20.

Dagens kvartfinale mellem hjemmeholdet fra Bakken Bears og gæsterne fra Værløse åbnede enormt rodet og kaotisk. Begge mandskaber kæmpede med scoringerne i de indledende minutter, der også bar præg af mange turnovers fra begge hold. Der skulle gå godt fire minutter af første periode, før det begyndte at klikke rent angrebsmæssigt for begge hold. De sjællandske gæster gjorde god figur i forhold til at holde trit med de regerende danske mestre, og halvvejs inde i første periode var udeholdet blot bagud med to point ved stillingen 13-11. Bakken Bears begyndte efterfølgende at få gang i de vante takter med flot spil og fysisk overskud. Særligt den unge Sylvester Berg kom ind i opgøret med masser af energi, og det medførte ni point fra den lokale aarhusianer. Første periode sluttede med en komfortabel føring til Bakken Bears på 35-18.

”Bjørnene” fortsatte de gode takter fra slutningen af første periode. Med hurtige treere fra Thomas Lærke og Sylvester Berg kombineret med en såret offensiv fra Værløse, så voksede forspringet stille og roligt. Susie Heede-Andersens tropper nægtede dog at give op, og de arbejdede roligt ind i perioden, hvor begge hold havde scoret ti point. De sjællandske gæster havde dog stadig en stor opgave foran sig med at indhente det tabte fra første periode. Det hårdt kæmpende Værløse-mandskab virkede dog til at løbe tør for kræfter, jo tættere kampen kom på pausen. Bakken Bears trak fra med 19 point mod Værløses 5 point i den sidste halvdel af anden periode. De to hold kunne derfor gå til pause med stillingen 64-33.

Tredje periode åbnede med jævnbyrdigt mellem dagens to duellanter. Værløse formåede at lukke fint af i defensiven, hvor man fik flere stops med point i den anden ende. Udeholdet kom også bedre med i reboundspillet, hvor det ellers haltede gennem hele kampen. Gæsterne førte derfor med 19-11 i perioden. Bakken Bears skruede dog som så mange gange før op for tempoet og bragte sig foran i isoleret set i perioden med 21-20. Tredje periode sluttede 85-53.

Fjerde og sidste periode begyndte ikke særligt imponerende for det aarhusianske hjemmehold, der spillede enormt ukoncentreret. Bakken Bears lignede unægteligt et mandskab, der følte sig sikker på sejren i den første af fem mulige kvartfinaler. Gæsterne fra Værløse havde fin ære af kampen på den svære udebane i Vejlby-Risskov Hallen, men til trods for en godkendt tredje og fjerde periode måtte man se sig slået med 107-81.