GALLOWAYS 15 OG 15 SIKRER SEJREN I VÆRLØSE

Med 15 point og 15 rebounds blev Jonathan Galloway det store lyspunkt, da Bakken Bears vandt en tricky fredagskamp i Værløse. Bears vandt 85-71 efter en fin anden halvleg, hvor især forsvaret stod godt. Værløse scorede blot 29 point i kampens anden halvdel.

Bears, der var uden Ryan Evans, som var offer for amerikaner-rotationen, og Adama Darboe, der var skadet, kom fint fra start. Anført af Chris Ortiz og Jonathan Galloway kom bjørnene foran 7-2 inden Værløse kom i gang. Asbjørn Nerlov satte to treere, og senere ramte Martin Poulsen og Philip Kold også en hver til Værløse-føring 20-15. Bears sluttede dog bedst af i første periode, og udeholdet scorede de sidste ni point, bl.a. fem af Nimrod Hilliard. Bears var foran med 24-20 efter ti minutter.

En treer af Nerlov åbnede anden periode, men Michel Diouf scorede fem point i træk til føring 29-23. I den sidste del af perioden var Evan Fisher og Martin Poulsen de bedste spillere – sammen med bjørnenes Jonathan Galloway. Bears var foran med beskedne 44-42 ved pausen.

Der blev fokuseret på forsvar og reboundspillet i bjørnenes omklædningsrum i halvlegspausen, og det hjalp. Bears fik ramt et par trepointscoringer i tredje periode, men det var især det bedre forsvarsspil, der blev noteret. Bortset fra Evan Fishers to treere i de to første minutter af tredje periode, blev Værløse holdt på syv point i perioden. Morten Sahlertz svarede igen på Fishers scoringer ved selv at ramme to treere og kort efter ramte Hilliard udefra – den sidste treer til Bears i kampen.

Kampens sidste fjerdedel startede David Efianayi med et dunk og et trepointspil – hvilket bragte Bears på 69-55. Værløse kæmpede dog stadig godt imod og holdets topscorer Evan Fisher var en stor mundfuld for udeholdet. Han fik rigtig fin hjælp af unge Alexander Agerskov. Værløse fik skåret Bearsføringen til at være på syv point (66-73), men en scoring af Thomas Lærke, to straffekast af Tylor Ongwae og yderligere to af Michel Diouf fik afgjort kampen.

Man skal være tilfredse med at vinde, når man blot rammer 15,2 % (5/33) af sine trepointforsøg. Værløse ramte flotte 39,3% (11/28). Sejren blev grundlagt på bedre scoringsprocent på 2-pointskud (24/53 til Bears – 16/49 til Værløse) at skyde – og score – flest straffekast (Værløse var 6/11, mens Bears var 22/28) og have færrest turnovers (9-15).

Jonathan Galloway var topscorer med 15 point (+15 rebounds), mens David Efianayi (+6 rebounds) og Nimrod Hilliard hver scorede 13. Morten Sahlertz scorede 12 point og Michel Diouf 11. Tylor Ongwae brillerede ved at tage 11 rebounds, heraf seks i angrebet.

Med sejren rykker Bakken Bears op på ligaens førsteplads med 13 sejre i 14 opgør. Nummer to er Randers Cimbria, der har 13 sejre i 16 kampe, mens Horsens IC lørdag kan nå 13 sejre, når holdet hjemme spiller Wolfpack i deres 15. kampe i sæsonen.

Næste opgave for Bears er på mandag, når holdet møder Randers Cimbria i Basketligaen. Taberen af det opgør har mulighed for hurtig revanche fredag, når holdene igen mødes, denne gang i pokalturneringen. Begge kampene spilles i Arena Randers.

 

Det unge udehold fra Værløse kom fint fra start søndag eftermiddag i Vejlby-Risskov Hallen mod de regerende danske mestre fra Bakken Bears. Sjællænderne bragte sig foran med 4-2 i de indledende minutter. Det var også den start, de havde brug for, hvis de skulle gøre sig forhåbninger om at drille forhåndsfavoritterne. Det aarhusianske hjemmehold virkede dog opsatte på, at Værløse ikke skulle føle, at de var med i kampen. Efter fem minutter spillet af første periode skruede ”Bjørnene” op for tempoet og bragte sig foran med 17-11. Men bedst som det lignede, at Bakken Bears ville lukke kampen allerede i første periode, så kæmpede Susie Heede-Andersens tropper sig tilbage i opgøret med en stilling på 24-21 med to minutter tilbage af perioden. Værløses flotte comeback satte dog endnu engang fut under kedlerne i Bears-offensiven, der sluttede første periode med en føring på 31-21 efter flotte aktioner af Morten Sahlertz og debutanten på hjemmebane Nimrod Hilliard.

Dagens hjemmehold fra Bakken Bears fortsatte ufortrødent med et presse tempoet i vejret i anden periode, hvor Morten Sahlertz også fortsatte med at imponere med sin signaturscoring bag trepointslinjen. Den danske anfører var på dette tidspunkt i kampen topscorer med ti point, hvilket var stærkt medvirkende til en komfortabel føring på 45-31 halvvejs inde i anden periode. Det unge mandskab fra Værløse havde det vanskeligt med aarhusianernes høje tempo og rotation i begge ender ad banen. De to hold gik derfor til pause med en stilling på 58-38.

Tredje periode åbnede bedst for gæsterne fra Værløse, der satte to scoringer i træk. Bakken Bears begyndte meget rodet med upræcise afleveringer og brændte skud. De danske mestres maskineri mindede mest af alt om en kold dieselmotor, der lige skal være varm, inden den kan komme i fulde omdrejninger. Efter et par minutter genfandt Bakken Bears nemlig tempoet fra tidligere og satte atter point på tavlen. Forspringet var derfor tilbage på tyve point som fra tidligere i opgøret. Tredje periodes helt store højdepunkt kom, da Thomas Lærke fra Bakken Bears scorede fra midten ved tredje periodes buzzer-beater. De to hold gik ind til fjerde periode med stillingen 75-55.

Fjerde og sidste periode var med samme fortegn som de forrige perioder. Hjemmeholdet fra Bakken Bears var i fuld kontrol mod et ellers hårdt kæmpende Værløse-mandskab. Fjerde periode var isoleret set meget lige som tredje periode, men de regerende danske mestre virkede aldrig til at være i problemer i dagens kamp. De vinder derfor overbevisende med 102-81 over Værløse.

Hjemmeholdets mest scorende spillere blev Adama Darboe og Morten Sahlertz med 16 point hver. Hos gæsterne blev Nikolaj Boje Bank mest scorende med 15 point.

BEARS I SEMIFINALERNE

Bakken Bears vandt 90-71 i den tredje DM-kvartfinalekamp mod Værløse, og er dermed kvalificeret til DM-semifinalerne. Det er 23. sæson i træk at Bears er blandt Danmarks fire bedste hold. Semifinalerne starter 11. april og modstanderen findes, når kvartfinalerne mellem Randers Cimbria og Svendborg Rabbits er afsluttet. Randrusianerne fører serien 2-1 inden mandagens kamp 4.

Bears, uden fire spillere fra den normale rotation, åbnede bedst og nåede foran 7-0 inden Værløse kom i gang. Ryan Martin var rødglødende i første periode, hvor han scorede ni point. Bears først 28-18 efter første periode.

Udeholdet var langt bedre med i anden periode, som de vandt 18-17. For udeholdet var det Richard Granberry og Mathias Bak, der satte tonen, mens bjørnene havde svært ved at holde et højt tempo. 45-36 ved pausen.

Bakken Bears startede tredje periode klart bedst, stærkt anført af Adama Darboe og Ryan Evans. Bears nåede foran med hele 64-45, men kort efter blev kampen afbrudt, da Bakken Bears’ associate head coach Mathias Bach mistede bevidstheden og blev hentet af en ambulance. Meldingen efter kampen er at Bach er ved bevidsthed og har det godt.

Udeholdet kom klart bedst i gang efter pausen, hvor de gik på et 8-2 run. Det medførte, at Bears blot førte 69-58 inden de sidste ti minutter.

Værløse kæmpede fint imod, og fik skåret Bearsføringen til blot at være på otte point (65-73) inden Hayden Dalton scorede fem point og fik skabt behørig ro. Dalton sluttede kampen med en treer, og hans statline var kampens mest imponerende. 20 point, 12 rebounds og 5 assists. Næstmest scorende for Bears var Ryan Martin, der sluttede med 17 point. For Værløse scorede Mathias Bak og Richard Granberry hver 19 point, som de supplerede med hhv 11 og 10 rebounds.

 

Det holdt hårdt, men Bakken Bears fik sejren i den anden DM-kvartfinalekamp, da de forsvarende mestre vandt 98-87 i Søndersøhallen over et velspillende Værløsehold. Bears fører dermed 2-0 og kan kvalificere sig til DM-semifinalerne allerede på søndag, når holdene mødes i den tredje kamp.

Bears spillede uden Tobin Carberry, Tylor Ongwae og Michel Diouf, der alle måtte sidde ude efter at være blevet skadede i onsdagens kamp i Würzburg. Starten af kampen var præget af en masse angreb og knap så meget forsvar fra begge hold. Værløse kom foran 14-7, men fint spil af Sylvester Berg var medvirkende til at Bears hurtigt fik skabt kontakt. En treer af Adama Darboe bragte Bears foran for første gang i kampen (20-18 efter seks minutter), og endnu en treer fra hans hånd var medvirkende til at Bears vandt første periode 30-24.

I starten af anden periode imponerede Bears med et 10-2 run afsluttet af et dunk af Morten Sahlertz, men ved stillingen 40-26 gik udeholdet helt i stå. Værløse fik reduceret til 45-48 som var stillingen ved halvlegspausen – og det uanset at holdets amerikaner Richard Granberry pga fejlproblemer kun spillede seks minutter i første halvleg.

I tredje periode var Værløse i front. Med fem point bragte en velspillende Asbjørn Nerlov hjemmeholdet foran, og først da Thomas Lærke scorede syv point i træk kom Bears igen foran. Treere af Darko Jukic og Ryan Martin sikrede Bears en føring på 71-67 inden sidste periode.

Førnævnte trepointscoring af Jukic blev indledningen på et 24-4 run, der afgjorde kampen. Bears nåede således foran 87-69 efter en rigtig fin defensiv indsats.

Ryan Evans var mest scorende Bearsspiller med 22 point (+8 rebounds), mens Sylvester Berg scorede 17 point. For hjemmeholdet scorede Asbjørn Nerlov 21 point, mens Richard Granberry scorede 20.

Dagens kvartfinale mellem hjemmeholdet fra Bakken Bears og gæsterne fra Værløse åbnede enormt rodet og kaotisk. Begge mandskaber kæmpede med scoringerne i de indledende minutter, der også bar præg af mange turnovers fra begge hold. Der skulle gå godt fire minutter af første periode, før det begyndte at klikke rent angrebsmæssigt for begge hold. De sjællandske gæster gjorde god figur i forhold til at holde trit med de regerende danske mestre, og halvvejs inde i første periode var udeholdet blot bagud med to point ved stillingen 13-11. Bakken Bears begyndte efterfølgende at få gang i de vante takter med flot spil og fysisk overskud. Særligt den unge Sylvester Berg kom ind i opgøret med masser af energi, og det medførte ni point fra den lokale aarhusianer. Første periode sluttede med en komfortabel føring til Bakken Bears på 35-18.

”Bjørnene” fortsatte de gode takter fra slutningen af første periode. Med hurtige treere fra Thomas Lærke og Sylvester Berg kombineret med en såret offensiv fra Værløse, så voksede forspringet stille og roligt. Susie Heede-Andersens tropper nægtede dog at give op, og de arbejdede roligt ind i perioden, hvor begge hold havde scoret ti point. De sjællandske gæster havde dog stadig en stor opgave foran sig med at indhente det tabte fra første periode. Det hårdt kæmpende Værløse-mandskab virkede dog til at løbe tør for kræfter, jo tættere kampen kom på pausen. Bakken Bears trak fra med 19 point mod Værløses 5 point i den sidste halvdel af anden periode. De to hold kunne derfor gå til pause med stillingen 64-33.

Tredje periode åbnede med jævnbyrdigt mellem dagens to duellanter. Værløse formåede at lukke fint af i defensiven, hvor man fik flere stops med point i den anden ende. Udeholdet kom også bedre med i reboundspillet, hvor det ellers haltede gennem hele kampen. Gæsterne førte derfor med 19-11 i perioden. Bakken Bears skruede dog som så mange gange før op for tempoet og bragte sig foran i isoleret set i perioden med 21-20. Tredje periode sluttede 85-53.

Fjerde og sidste periode begyndte ikke særligt imponerende for det aarhusianske hjemmehold, der spillede enormt ukoncentreret. Bakken Bears lignede unægteligt et mandskab, der følte sig sikker på sejren i den første af fem mulige kvartfinaler. Gæsterne fra Værløse havde fin ære af kampen på den svære udebane i Vejlby-Risskov Hallen, men til trods for en godkendt tredje og fjerde periode måtte man se sig slået med 107-81.

Dagens opgør mellem Bakken Bears og Værløse BK åbnede forventeligt med de regerende danske mestre som det bedste hold. Det var derimod overraskende, at sjællandske gæster slet ikke var kommet på tavlen efter fire minutters spil. Aarhusianerne virkede allerede til begyndelsen opsatte på at revanchere sidste rundes nederlag til Randers Cimbria, og det resulterede i en overbevisende føring på hele 16-0 efter fire minutter af første periode. Særligt hjemmeholdets lokale dreng i skikkelse af Sylvester Berg imponerede indledningsvist med flere flotte aktioner. Hjemmeholdet fra Bakken Bears sluttede også bedst af mod slutningen af perioden, og en føring på 29-6 efter første periode var de hårde fakta for Værløse. Udeholdet kunne ikke finde løsningerne i angrebet mod et meget disciplineret Bears-forsvar. Seks point på en periode er ganske enkelt ikke nok, hvis man vil udfordre et mandskab af Bakken Bears’ kaliber.

Værløse startede anden periode meget bedre. Gæsterne havde på blot tre minutter scoret flere point end i hele første periode til sammen. Realiteterne var dog, at hjemmeholdet fra Bakken Bears fortsatte ufortrødent. Det var ikke med samme antal point fra aarhusianernes side, men det var det samme høje tempo og intensitet i begge ender ad banen. De danske mestre fandt alle de rigtige løsninger i angrebet, og det var ganske enkelt for vanskeligt fra gæsterne fra Værløse at dække op. Danske Sylvester Berg fortsatte også med at imponere for ”Bjørnene” som holdets topscorer i første halvleg med 14 point. Susie-Heede Andersens mandskab spillede alt i alt en fornuftig anden periode, hvor man rent faktisk fik scoret et næsten tilsvarende antal point som de aarhusianske værter. En dårlig første periode og problemer i forsvaret i anden periode gjorde det dog vanskeligt for Værløse at lukke forspringet, som Bakken Bears havde skabt. De to hold kunne derfor gå til pause med en føring til hjemmeholdet på 56-32.

Tredje periodes åbning stod i samme fortegn som første og anden periode med hjemmeholdet fra Bakken Bears som det bedste hold. Pausen var en god mulighed for Værløse til at få talt forsvarsproblemerne igennem, men gæsterne virkede ikke til at have fundet løsningen. Hjemmeholdet var flyvende og spillede med stort overskud og fantasi til flotte scoringer til stor fornøjelse for hjemmepublikummet i Vejlby-Risskov Hallen. Aarhusianerne havde vundet de første fem minutter af tredje periode med 15-8. Den samlede stilling var derfor 73-40 til Bakken Bears. Værløses amerikaner Austin Pope gjorde dog sit for at holde gæsterne inde i kampen. Han var konstant en trussel for Bakken Bears-forsvaret med sin hurtighed på den første dribling, og han stod også noteret som holdet topscorer med 14 point i kampen. Tredje periode sluttede 86-49 til Bakken Bears.

Fjerde periode var væsentlig bedre fra Værløses side. Holdet formåede meget bedre at følge trop med Bakken Bears på antallet af point scoret i perioden. Kampen var reelt afgjort med det kæmpe store forspring. Det sjællandske mandskab virkede dog opsatte på at gøre god figur i den resterende del af kampen, og det kunne ses ud fra scoren af fjerde periode alene. Her var den indbyrdes score helt lige med 18 point til hvert hold. Værløse spillede en flot fjerde og sidste periode, hvor man top scoretavlen fik lige så mange point som Bakken Bears med 27 point i perioden. Det var dog ikke nok til at ændre på kampens udfald, og de aarhusianske mestre sikrede sig dermed en sejr på 113-74 over Værløse.

Holdets mest scorende spiller blev Sylvester Berg med 22 point.

Kampen begyndte i højt tempo fra begge mandskaber, hvor begge hold fik point på tavlen indledningsvist. Angrebene løb sjældent skuduret ud, eftersom begge hold løb meget med bolden. Bakken Bears startede kampen som så mange gange før med et fuldbanepres, men Værløse løste det glimrende i opgørets begyndelse. Kampens efterfølgende minutter var dog en noget rodet affære, hvor begge mandskaber brændte mange chancer. De mange brændte chancer førte til utroligt mange rebounds, og det blev bedst illustreret ved syv rebounds til Bakken Bears’ Michel Diouf allerede efter syv minutter af kampen. Første periode var med to minutter tilbage fortsat hele lige med stillingen 10-10. Hjemmeholdet fra Værløse gjorde det utroligt godt, hvor især Richard Granberry voldte gæsterne store problemer. Bakken Bears brændte alt for mange muligheder i første periode, og det var hjemmeholdet fra Værløse gode til at udnytte. Sjællænderne gik uimponeret til kampen, og de kunne slutte første periode med en føring på 15-14. Bakken Bears kunne ikke være tilfredse med sine skudprocenter.

Bakken Bears åbnede anden periode meget bedre, og de fik hurtigt skabt en føring med en treer fra Morten Sahlertz og Hayden Dalton. I anden periodes åbning var det nu i stedet hjemmeholdet fra Værløse, der havde problemer med at få scoret. Bakken Bears formåede at spille et til tider træt Værløse-mandskab tynde. Aarhusianernes amerikanske Hayden Dalton åbnede perioden med 10 point på blot tre minutter. Hjemmeholdets Richard Granberry var fortsat sjællændernes bedst mand. Hans gode fysik var en udfordring for Bears, og amerikaneren fremtvang mange fejl på Bears-spillerne. Skudprocenterne fra Bears var til trods for føringen stadig en udfordring, hvor alt for mange oplagte scoringsmuligheder blev misbrugt. Bakken Bears kunne dog stadig gå til pause med en føring på 31-40. Det var måske forventet, at Bakken Bears ville dominere kampen, men det havde bestemt ikke været tilfældet i første halvleg.

Værløse åbnede tredje periode med to turnovers, der førte til to scoringer for Bakken Bears. Steffen Wichs mandskab havde skruet gevaldigt op for den defensive intensitet. Værløse virkede en smule nervøse, og Susie Heede-Andersen foretog en hurtig timeout for at få styr på tropperne. Efter timeouten kom der en lille smule mere styr på det for hjemmeholdet, hvor Bears ikke længere trak fra. Forspringet på plus ti forblev dog det samme i mange minutter. Bakken Bears havde indtil videre ikke haft en eneste offensiv rebound, hvilket var medvirkende til, at hjemmeholdet fra Værløse hang på i kampen. Hjemmeholdet var bedre med i tredje periode, men udeholdet kunne lukke tredje periode med en føring på 50-63.

Værløse åbnede fjerde og sidste periode med en blokering og en treer i den anden ende. Den perfekte start på fjerde periode, hvis Værløse skulle tilbage i kampen. Et forspring på ti point ville ikke være umuligt at hente. Værløse havde dog ikke held med at bevare momentum, og udeholdet fra Bakken Bears skruede en smule op for tempoet og øgede forspringet igen. Værløse nægtede dog at give op, og særligt Richard Granberry spillede med musklerne. Amerikaneren kom til flere scoringer og fremtvang igen flere fejl fra Bears-spillerne. Værløse kom rigtig godt med mod slutningen af kampen, og med et minut tilbage var Bears-forspringet reduceret til blot otte point. Kampen dog med en udesejr til Bakken Bears med cifrene 78-90. Aarhusianerne levede op til favoritværdigheden men spillede ikke nogen god kamp. Bjørnene virkede ikke fuldt ud fokuserede i kampen, og det virkede som om, at man allerede havde onsdagens hjemmekamp i FIFA Europe Cup mod Steaua Bucarest i tankerne. Bakken Bears skal i hvert fald vinde et gear eller to mere frem, hvis man skal have noget med fra den kamp.

Mest scorende spiller for Bakken Bears blev Ryan Evans med 17 point.

BEARS I POKALSEMIFINALERNE

Bakken Bears kvalificerede sig fredag aften til pokalsemifinalerne efter en god tredje periode i kvartfinalen mod Værløse. Bears vandt 94-69 efter 1. divisionsholdet faktisk førte 42-40 ved halvlegspausen. Bakken Bears kvalificerede sig med sejren til pokalturneringens semifinale for 18. gang i de seneste 20 sæsoner!

Bears vandt første periode 17-13, men i anden halvleg gav Værløses større aggressivitet bonus for hjemmeholdet. Især havde hjemmeholdet i første halvleg problemer med Tanner Giddings, der ramte en del mellemlange skud. Værløse scorede hele 29 point i anden periode.

Bears, der pga reglerne om brugen af udenlandske spillere i pokalkampe mod lavere rangerende hold var uden Doug Wiggins og Tony Bishop, satte til anden halvlegs start DeVaughn Akoon-Purcell og Michel Diouf på banen, og de to fik sat tonen for hvordan der skulle spilles forsvar efter pausen. Bears var langt mere aggressive og fik holdt Værløse på 27 point i anden halvleg. Selvom Værløse scorede de første fire point i tredje periode, vandt udeholdet 34-12 i den fjerdedel og pludselig var kampen afgjort. Michel Diouf gav en masse fylde i forsvaret og samtidig scorede han 10 point på de 10 minutter han spillede – nemlig hele tredje periode.

I fjerde periode var Bears fortsat i kontrol, men gashåndtaget blev sluppet en smule.

Mest scorende var Morten Sahlertz (18 point, 5 steals), mens Jaye Crockett supplerede fint (15 point, 8 rebounds). For Værløse var Giddings mest toneangivende (20 point, 7 rebounds), mens Lukas Speidel (16 point, 5 rebounds) også bidrog fint.

Udover Bears er Wolfpack i semifinalerne. De sidste to kvartfinaler står mellem EBAA og Hørsholm, mens Horsens IC møder Svendborg Rabbits.

Uden at være presset for alvor kvalificerede Bakken Bears sig til pokalturneringens semifinaler med en komfortabel sejr over Værløse. Bakken Bears vandt 110-56 og kan konstatere, at holdet er i semifinalerne efter to sejre over 1. divisionshold, idet modstanderen i 1/8-finalerne var BK Amager.

De otte bjørne, der var udtaget til kampen startede eller lidt tungt og kunne ikke matche Værløses energi. Det sjællandske hjemmehold fulgte med til stillingen 16-18 inden seks point af Keane Thomann gav udeholdet et lille hul. Bears førte 24-16 efter første periode.

Herfra var der dog klasseforskel på de to hold, som der også bør være på de forsvarende pokalvindere og et hold af unge og talentfulde spillere fra de næstbedste række. Bears vandt anden periode 31-8, hvilket medførte en føring på hele 29 overskydende point ved halvlegspausen.

Mønsteret fortsatte i anden halvleg og Bears førte 90-46 efter tre perioder inden sejren altså blev på 110-56.
Eftersom modstanderen var et hold fra 1. division, måtte bjørnene kun spille med en ikke-europæisk- og ikke-cotonou-spiller, og her var Keane Thomann valgt – et godt valg eftersom Thomann scorede hele 32 point!

Bakken Bears point: Keane Thomann 32, Kristjan Kitsing 23, DeVaughn Akoon-Purcell 18, Morten Sahlertz 12, Sylvester Berg 9, Adama Darboe 6, Thomas Lærke 5, Nicolai Iversen 5

De øvrige semifinalister er Horsens IC (der slog Svendborg Rabbits ud), SISU eller Hørsholm samt Randers eller Næstved. Semifinalerne spilles medio december.