Første periode i dagens udekamp i FIBA Europe Cup mod hollandske ZZ Leiden begyndte meget vanskeligt for Bakken Bears. De danske mestre havde i kampens indledning store problemer med at finde kurven, men de hollandske værter ikke havde de store problemer. Aarhusianerne virkede ukoncentrerede i første periode, hvor man smed flere bolde væk i angrebsspillet. Men den helt store forskel var evnen til at ramme på sine skud og evnen til at rebounde i begge ender af banen. ZZ Leiden havde flere spillere, der var kommet godt i gang på scoringstavlen, mens det noget ukarakteristisk for Bakken Bears kun var en enkelt spiller i form af Ryan Evans, der var kommet ordentligt i gang. Aarhusianerne kom dog bedre med mod slutningen af første periode, hvor blandt andet Adama Darboe satte nogle flotte treere. Men til trods for det bedre spil mod slutningen, så ændrede det ikke på, at Bakken Bears var bagud med 27 – 17 efter første periode. Ryan Evans, Adama Darboe og Morten Sahlertz var det eneste spillere med point på tavlen.

Bakken Bears om indledningsvist udmærket ud til anden periode mod det hollandske hjemmehold, hvor man hentede en smule ind på forspringet på 10 point. Leiden skruede dog op for tempoet igen halvvejs inde i perioden og bragte sig foran med 15 point. Værterne havde let ved at komme til scoringer, mens de danske mestre måtte kæmpe utrolig hårdt for sine scoringer. Danskerne begik generelt mange fejl, hvilket tydeligvis frustrerede head coach Steffen Wich på sidelinjen. ”Bjørnene” arbejdede hårdt de sidste par minutter inden pausen og fik sat nogle vigtige scoringer på tavlen, så forspringet ud til tredje periode ikke ville være for uoverkommeligt at indhente. De danske mestre var bagud med 10 point til stillingen 49 – 39. Ikke den bedste kamp af Bakken Bears indtil videre, men de var bestemt stadig med i kampen.

Bakken Bears kom godt ud til tredje periode med en øjeblikkelig treer fra Tobin Carberry. Leiden kvitterede med et direkte modsvar i den anden ende med en tilsvarende treer. Danskerne satte dog i det efterfølgende angreb flot spil sammen, der førte til endnu end scoring. Flotte tendenser fra de danske mestre efter pausen, og det fik Leiden til at foretage timeout kort efter pausen. Dette virkede desværre for Bakken Bears til at have haft en effekt på det hollandske mandskab. De kom utrolig stærkt ud og øgede igen forspringet – denne gang til 14 point. Aarhusianerne havde store vanskeligheder med at lukke hullet mod slutningen af perioden, hvor ZZ Leiden trak yderligere fra. Tingene gik i den grad hjemmeholdets vej, og det blev nok bedst illustreret ved en hollandsk half-court buzzer beater til at slutte tredje periode. Dette bragte forspringet op på 20 point til stillingen 79 – 59.

De danske mestre lignede dog ikke et hold, der havde givet op endnu. De startede som lyn og torden i fjerde og sidste periode med at sætte 10 hurtige point på tavlen. Hjemmeholdet fra Leiden havde kun sat to point på tavlen, og det lignede ikke længere en umulig opgave for det danske mandskab. Bakken Bears fortsatte ufortrødent de efterfølgende minutter, og halvvejs inde i perioden var man blot bagud med fire point. En fantastisk comeback kunne være under opsejling. Med blot et enkelt minut tilbage af kampen var Bakken Bears blot bagud med et enkelt point. Leiden svarede på det efterfølgende angreb igen med en topointscoring, så det hollandske forspring var oppe på tre point med 40 sekunder tilbage af en hæsblæsende fjerde periode. Ryan Martin havde muligheden for at udligne med tyve sekunder tilbage, men desværre for holdet ramte han ikke. Dette blev reelt holdet sidste mulighed for at vinde kampen, eftersom hollænderne sikrede sig et par scoringer til sidst, fordi Bakken Bears blev tvunget til at satse. Kampen endte 89 – 85 til værterne fra ZZ Leiden.

Aftenens kamp mod ZZ Leiden åbnede en smule rodet med flere unødvendige turnovers fra hjemmeholdet Bakken Bears. De hollandske gæster var til gengæld uskarpe omkring kurven i de indledende minutter, og det betød en 5-2 føring til de danske mestre efter tre minutter spillet af første periode. De hollandske vicemestre kom dog en smule bedre med i de efterfølgende minutter, efter Bakken Bears unødigt sendte dem på straffekastlinjen til stor utilfreds for head coach Steffen Wich. Gæsterne udlignede til 8-8. Dette virkede dog ikke til at ryste aarhusianerne, der hurtigt svarede igen med flotte scoringer fra Tobin Carberry og Tylor Ongwae. Bears førte med 15-8 på blot et øjeblik. Leiden kom bedre med i kampen med et par flotte treere, men Bakken Bears førte fortsat med 22-18 med to minutter tilbage af første periode. En hæsblæsende første periode sluttede med 27-22 til de danske mestre fra Bakken Bears.

Anden periode åbnede med samme høje energiniveau som første periode. Begge mandskaber var i den grad mødt op i Vejlby-Risskov Hallen for at spille basket. Det fremstod klart og tydeligt, at begge klubber kendte vigtigheden af at komme godt fra start i et potentielt tæt kapløb som at slutte som de to bedste i gruppen. Kampen var utrolig tæt på dette tidspunkt, og dette fik hjemmeholdet til at foretage en timeout. ZZ Leiden var blot bagud med to point halvvejs inde i anden periode. De to hold fulgtes godt af i de efterfølgende minutter, og med blot to minutter tilbage inden pausen, var stillingen 39-35 til hjemmeholdet fra Bakken Bears. Første halvleg sluttede med de danske mestre som det skarpeste hold, og de sikrede med nogle flotte scoringer en vigtig pauseføring på 45-35 mod de hollandske vicemestre fra ZZ Leiden.

Værterne fra Bakken Bears åbnede tredje periode skidt. Holdet kom ud og lavede mange unødvendige turnovers og ramte ikke på sine skud. Dette lukrerede udeholdet fra Leiden effektiv på, og de var igen med i kampen. Halvvejs inde i perioden havde de danske mestre blot scoret fire point, mens hollænderne havde scoret 12 point. Derfor var den danske føring blevet reduceret til et forspring på kun to point til stillingen 49-47. Publikum havde været med i hele kampen, og der var på dette tidspunkt brug for dem mere end på noget andet tidspunkt i kampen. Støtten virkede til at forplante sig hos spillerne. Hjemmeholdet fik gang i det gode spil igen, og det medførte nogle fremragende scoringer fra blandt andet indskiftede Morten Sahlertz. På sine to første berøringer satte han to lange treere, og Bakken Bears var pludselig oppe med en føring på ti point igen til stillingen 64-54 med to minutter tilbage af tredje periode. De danske mestre sluttede også perioden bedst af, og de lukkede tredje periode med en føring på 71-56.

Fjerde og sidste periode åbnede en smule langsomt på scoringsfronten fra begge mandskaber. Tempoet i opgøret var dog med samme fortegn som tidligere med en meget fysisk kamp, og samtlige spillere gav sig fuldt ud i duellerne. Hjemmeholdet fra Bakken Bears fik dog hurtigt styr på pointene og offensiven i de efterfølgende minutter. Bjørnene fik momentum med et eminent run, og det et resulterede i kampens største føring på 88-61 med fem minutter tilbage af opgøret. Gæsterne fra hollandske Leiden virkede modløse mod slutningen af kampen, og det virkede også til, at kampen allerede var afgjort. Bakken Bears fortsatte dominansen til sidst i kampen, og holdet førte med 103-67 med to minutter tilbage af kampen. De danske danske mestre vandt kampen med 111-71.