13. pokaltitel til Bears

Hvis man fremover vil have defineret hvad pokalbasketball er, så er der nu en instruktionsvideo, nemlig pokalfinalen fra 2020/21, hvor Bakken Bears vandt klubbens 13. pokaltitel. Det skete efter en sejr på 82-80 over Horsens IC i en kamp, der krævede fem minutters overtime.

I modsætning til de gulglædte HIC-spillere kunne Bakken Bears ikke ramme kurven i første halvleg. David Efianayi og Vedran Borovcanin ramte hhv fire og to treere for de gule, der skød 6/13 bag linjen i første halvleg, mens Bears blot ramte 2 ud af 12 forsøg. Alligevel var HIC blot foran med et enkelt point, 36-35 efter Bears havde vundet første periode, hvor de to hold i alt ramte 34% af deres forsøg – uanset distance. For Bears var Deshawn Stephens bedst i første halvleg, han scorede 12 point på bare fem forsøg.

I tredje periode måtte Adama Darboe lade sig udskifte med et slag på munden, og det udnyttede HIC til at bringe sig foran med 10 point (57-47). HIC var foran 59-51 inden fjerde periode.

I kampen fjerde quarter var forsvaret i fokus. HIC scorede blot 10 point, og HIC fik hurtigt reduceret til 59-58, mens HICs mest scorende spiller David Efianayi stod imod med en treer, og da Adama Darboe med en treer igen reducerede HIC-føringen til at være på et point, var det Gage Davis, der satte en trepointscoring.

Herefter scorede Deshawn Stephens et enkelt straffekast, hvorefter QJ Peterson, der ikke havde ramt meget undervejs, satte en trepointscoring efterfulgt af to straffekastscoringer. Men bedst som det lignede en Bears-sejr ved stillingen 67-64, kom HIC igen. Gage Davis scorede fem point, men Deshawn Stephens udlignede til slutcifrene 69-69. Bears havde chancen til sidst, men missede skuddet.

HIC kom bedst fra start i overtidsperioden og bragte sig foran 75-71 og senere 78-74. QJ Peterson, der scorede seks point i overtidsperioden reducerede til 78-76, og efter et misset skud fra HIC, var det Thomas Lærke, der dukkede op og bragte Bears foran med 79-78 med en trepointscoring. Gage Davis, der spillede fremragende i slutfasen. Michel Diouf, der på det tidspunkt endnu ikke havde scoret for sit hold, dunkede en rebound i kurven, tog rebounden efter et misset HIC-skud og scorede det første straffekast til 82-80. HICs sidste chance blev blokeret af Michel Diouf, der dermed løftede sit hold til pokaltitel nummer 13.

Deshawn Stephens var sit holds mest scorende spiller med 26 point (11 skud på 11 forsøg!), og han supplerede med 5 rebounds. QJ Peterson havde en double-double med 15 point og 10 rebounds, ligesom Ryan Evans havde (13 point og 10 rebounds). Adama Darboe spillede en nøglerolle med 13 point, 6 rebounds og 4 assists foruden flere afgørende forsvarsaktioner. For HIC scorede David Efianayi og Gage Davis hhv. 23 og 21 point.

Næste opgave bliver DM-kvartfinalernes første kamp tirsdag mod Bears Academy. Her er der spørgsmålstegn ved flere spillere efter pokalkampen. To spillere fejrede således pokaltitlen med en tur på Skejby Sygehus for at blive syet efter sammenstød undervejs.

Bears klar til pokalfinalen

Pokalfinale – det er facit efter Bakken Bears vandt 96-79 i Arena Randers i pokalsemifinalen. Bakken Bears var efter en fokuseret første periode foran hele kampen, og selvom randrusianerne flere gange var tæt på et comeback, var Bears, trods det at holdet måtte undvære to profiler, bedst på dagen.

Bears kom blæsende ud med fuld intensitet i forsvaret. Bjørnene, der startede med den store lineup på banen, var foran 7-0, og selvom Cimbria kom fint tilbage og udlignede til 9-9 fik udeholdet lagt et godt tryk på hjemmeholdet, der ikke fik nemme scoringer. Bears førte 29-17 efter ti minutter. Anden periode var mere lige, og havde Bears ikke sluttet godt af, ville Cimbria have reduceret Bearsføringen inden halvlegspausen. Bears førte 47-33 efter tyve minutters spillet, bl.a. efter fremragende forsvarsspil af Deshawn Stephens.

Efter pausen fik kronjyderne bedre fat, og fik hurtigt skåret Bearsføringen til at være på under ti point. Brandon Randolph, der ikke havde gjort meget væsen af sig før pausen, samt store Jonathan Jeanne havde langt bedre fat i angrebsspillet, og Bears – uden skadede Tylor Ongwae og Adama Darboe – havde slet ikke samme intensitet i forsvaret. En rigtig fin angrebsindsats af Ryan Evans sikrede, at Bearsføringen trods alt blev øget til 70-53 efter 30 minutter.

I fjerde quarter satte Randers alt på et bræt med en lineup af dygtige skytter, mens Bears havde flere af de store spillere i fejlproblemer. Kampen blev afgjort, da Darko Jukic satte fem hurtige point på tavlen. Bears vandt 96-79, og skal derfor spille pokalfinale mod vinderen af søndagens semifinale mellem Næstved og Horsens IC.

Mest scorende for Bakken Bears blev QJ Peterson (26 point, 5 reb, 6 assists) efterfulgt af Ryan Evans (16 point, 6 reb, 6 assists), Darko Jukic (16 point, 8 assists) og Michel Diouf (16 point). For Cimbria scorede Jonathan Jeanne 24 point.

De to hold mødes igen allerede onsdag i Vejlby-Risskov Hallen.

 

Det holdt hårdt, men det holdt lige akkurat, da Bakken Bears kvalificerede sig til pokalsemifinalerne med en sejr på 81-77 over Svendborg Rabbits. Bears var på hælene, da holdet var bagud med seks point midt i tredje periode, men fik kæmpet sig tilbage med en god forsvarsindsats.

Bears startede med virkelig flot forsvar og dominans i reboundspillet, og nåede foran 22-10 (6.30 spillet). Svendborg blev, som perioden skred frem, mere aggressive, og Bears havde virkelig svært med at tage rebounds under egen kurv.

Rabbits fik reduceret til 15-22 efter første periode, og havde afgjort momentum. Fynboerne nåede endda på 20-22 inden Adama Darboe satte en treer – første Bearsscoring i mere end fem minutter. Rabbits fik første gang kontakt ved 25-25, og selvom Bears scorede de efterfølgende fem point, fik fynboernes energi i reboundspillet dem til at virke stærkest. Fynboerne nåede endda også foran inden udløbet af anden periode, da Brandon Tabb satte periodens sidste skud. 41-40 ved pausen.

I tredje periode kom Bears ud med fornyet energi, men der var alligevel fynsk rebounddominans. Svendborg Rabbits nåede foran 54-48 midtvejs i tredje periode inden en timeout af Bears trænerteamet gav ny medvind. Tre scoringer af Ryan Evans gav udligning 54-54, og kort efter kunne QJ Peterson bringe Bears foran 57-56. Tredje periode sluttede helt lige, 60-60.

I fjerde periode fik Bears hurtigt overtaget og nåede foran 65-60 og 70-62 (34 min), inden der fulgte næsten tre minutter uden scoring. En storspillende Sebastian Åris satte to treere til 68-70, inden Darko Jukic scorede to straffekast. En hårdt kæmpende Adam Lavarity reducerede til 70-72 inden to straffekast af QJ Peterson og et trepointspil af Tylor Ongwae syntes at have afgjort kampen med 70-77 (39.16). På ryggen af fire point, ligeligt delt mellem Åris og Levarity og en turnover på et indkast efter timeout, var der imidlertid spænding igen, men da Bears satte de nødvendige straffekast og Rabbits missede den treer, der for alvor kunne have fået dem tilbage i kampen, lykkedes det bjørnene at hive sejren hjem. Brandon Tabbs treer til 77-81 blev kampens sidste, og selvom Rabbits havde et skud til sidst ville det ikke have været nok til at vinde.

Topscorer for Bakken Bears var QJ Peterson (18 point, 9 rebounds, 5 assists), mens Ryan Evans (16 point, 7 rebounds, 5 assists) og Tylor Ongwae (16 point, 6 rebounds) fulgte lige efter. For Rabbits scorede Sebastian Åris og Brandon Tabb hhv. 18 og 17 point, mens Adam Lavarity scorede 10 point og tog voldsomme 18 rebounds.

De øvrige hold i pokalturneringens semifinaler er Horsens IC, Randers Cimbria og Team Fog Næstved.

Næste opgave for Bears er allerede fredag, når turen går til Nørrebro, hvor Copenhagen venter i en Basketligakamp.

 

Bakken Bears åbnede dagens pokalfinale på fornem vis med en hurtig trepointscoring af Adama Darboe til stor jubel for alle de fremmødte aarhusianere i Forum Horsens. Holdet var helt klar allerede fra tip-off, og særligt Michel Diouf skød flotte procenter med to lange toere og efterfølgende en presset trepointscoring. Den høje senegaleser havde på dette tidspunkt en scoringsprocent på hundrede procent. Værterne fra Horsens havde ikke noget modsvar på Bakken Bears- og ikke mindst Michel Dioufs offensiv. 12-4 til ”Bjørnene” efter blot tre minutter. Hjemmeholdet fra Horsens IC kom en smule bedre med i de efterfølgende minutter med flere scoringer efter et par opdækningsfejl af Bakken Bears, men værterne havde fortsat problemer med et dæmme op for en eksplosiv aarhusiansk offensiv. Med to minutter tilbage af en intens første periode, hvor dommerne kom på overarbejde efter flere episoder mellem spillerne, var stillingen 23-15 til ”Bjørnene”. Første periode sluttede med stillingen 28-18 i Bakken Bears’ favør efter en flot indsat af Michel Diouf med 12 point, Adama Darboe med 6 point og Ryan Evans med 6 point.

Åbningen på anden periode mindede til mest af alt om en genindspilning af et shootout fra en gammel western, hvor den ene duellant var hurtigst på aftrækkeren og fik gennemhullet modstanderen. Det var nøjagtigt samme forestilling som første periode. Bakken Bears kom klart bedst ud og satte med det samme flere scoringer i træk. Men ikke nok med det. Det var igen Michel Diouf, der viste sig som en fremragende skytte bag trepointslinjen ved igen at sætte to ud af to. Bakken Bears bumlede derudaf, og med fem minutter til pause var stillingen 46-27. Michel Diouf stod for de 18 af dem. Den sidste halvdel af anden periode var en smule rodet, hvor ingen af holdene rigtigt kunne få tur i den, og de flotte scoringer udeblev. Det var ikke desto mindre Bakken Bears, der gik til pause med en føring på 49-34.

Begge hold kom fint ud efter pausen og fulgtes ad på scoringstavlen. Spændingsniveauet var fortsat enormt højt, og kampen kunne stadig svinge begge veje. Halvvejs inde i tredje periode virkede hjemmeholdet fra Horsens IC dog til at få en lille smule momentum, og det kunne desværre for Bakken Bears ses på scoringstavlen. Med fire minutter tilbage havde de gule værter arbejdet sig ind i kampen igen, hvor forspringet pludselig var reduceret til en forskel på blot 9 point til stillingen 62-53. ”Bjørnene” fra det nordlige Aarhus tyggede sig en smule ud af bjørnefælden mod slutningen af tredje periode, men de var fortsat presset af et klart forbedret Horsens-mandskab efter pausen. Ved periodens udløb var Bakken Bears foran med 11 point til stillingen 69-58, og der var derfor en enormt spændende fjerde og sidste periode i vente i kampen om den eftertragtede pokal.

Kampen blev ikke mindre spændende i fjerde og sidste periodes indledende minutter. Horsens IC fortsatte med at trykke på gassen, og de åd sig langsomt ind på Bakken Bears. Med tre minutter spillet lød den aktuelle stilling på 71-66, hvilket helt bestemt var en pokalfinale værdigt. Stemningen på lægterne i hallen kunne heller ikke være meget bedre. Det var to forskellige fangrupper, der begge kunne lugte sejrens sødme om blot syv minutter. De regerende danske mestre fra Bakken Bears virkede dog opsatte på, at sidste års pokalskuffelse til netop Horsens ikke skulle gentage sig, og med en vigtig trepointscoring fra Darko Jukic med to minutter tilbage fik ”Bjørnene” lidt pusterum med et forspring på 9 point. Forspringet blev også for stort for Horsens at indhente, og dermed kunne Bakken Bears kalde sig pokalvindere anno 2020 med resultatet 89-80.

Michel Diouf var uden tvivl kampens spiller med 26 point og blev fortjent kåret som pokalfinalens MVP.