Nyhedsarkiv | TRICKY UDEBANEKAMP FOR BEARS

TRICKY UDEBANEKAMP FOR BEARS

Oprettet d.

Efter sikre sejre over Stevnsgade, Randers og SISU, gælder det lørdag det fjerde Basketligaopgør for Bakken Bears. Turen går til Hørsholmhallen – et tricky sted, hvor kampene ofte er tætte, og hvor hjemmeholdet gennem de seneste år har taget fine skalpe.

For ni måneder siden fik Hørsholm 79ers en af disse skalpe, dog uden kampen var tæt, da holdet tævede Bakken Bears, 107-69. Den kamp kom bare to måneder efter Bears havde vundet 123-80 samme sted.

Bakken Bears har været i hopla i de første tre kampe, men Hørsholm har også spillet godt. I første spillerunde blev det til et knebent nederlag på udebane imod medaljefavoritterne fra Svendborg (74-77), mens det senest blev til sejr i Randers (81-74) på trods af at sjællænderne var bagud med 18 point undervejs.

Bakken Bears har i ugen op til kampen igen haft Chris Christoffersen med i fuldt omfang efter hans tilbagevenden fra danseverdenen. Dermed er Bears i stærkeste opstilling til kampen.

Igen i denne sæson er Hørsholm styret af en spansk head coach. Rafa Monclova har erstattet Miguel Hoyo i spidsen for nordsjællænderne.

Profilen i de første to kampe har været store Evan Yates, der snitter 17,5 point og 9,0 rebounds pr. kamp. Den fra USA hjemvendte Anders Skou har også scoret fint – 15,5 point pr. kamp, mens den tidligere Bearsspiller og nuværende Hørsholmikon Frederik Hougaard binder spillet sammen og snitter 4,5 assists samt 10,5 point. Også Andreas Meilby Amundsen, der er kommet til fra Copenhagen Wolfpack har gjort det fint (11,5 point pr. kamp).

David Harder, der er kommet til fra SISU, er endnu ikke slået igennem i Hørsholmtrøjen, hvor han blot har spillet en enkelt kamp, og her var i fejlproblemer. Derudover mangler Hørsholm i skrivende stund spilletilladelser på tilbagevendte Bojan Marinkovic og holdets nye amerikaner, Anali Okoloji, der har spillet på hele tre store universiteter: Seton Hall, George Mason og Eastern Michigan.

Hørsholm har altid været kendt for deres mange unge spillere, og denne sæson er ingen undtagelse. Læg mærke til navnene Sikander Nielsen, Emil Hjorth, Asbjørn Midtgaard og Jesper Sandager – de har alle gode chancer for at blive profiler i Basketligaen.

Hovedsponsorer

Bakken Bears A/S - Vejlby-Risskov Hallen - 8240 Risskov - E-mail: info@bakkenbears.com - Telefon: +45 86 770 700

Website by