Storebrorbjørne tog første sejr i slutspillet

Af: Jørgen Rysgaard, Longdog Communications

Efter et brag af en kamp i lørdagens pokalfinale mod Horsens IC var bjørnene fra Bakken Bears klar til at starte deres del i slutspillet i aftens opgør mod bjørnebrødrene fra Bears Academy. Især første halvleg bød på storspil fra Bakken-mandskabet og ved kampens slut var det da også tydeligt, hvem der var storebror.

På trods af en kamptrup på kun 7 spillere lagde Bakken Bears fint fra start med tip-off, og selvom Bears Academy’s Keane Thomann var første spiller på pointtavlen, svarede Michel Diouf hurtigt igen med en 3’er. Derefter satte Bakken også tonen defensivt med et steal fra Q. J. Peterson, som kastede en skarp assist til Thomas Lærke, der kvitterede med et layup. På trods af en ellers stærk start fra Bears Academy, fik både Diouf og Peterson hurtigt spillet sig alvorligt varme fra 3-pointsland, og Peterson brillerede især med sine slashes til kurven, hvor han nærmest virkede ustoppelig. Men det var ikke kun i offensiven, at bjørnene fra Bakken havde tur i den – deres forsvar gav anledning til flere turnovers fra Bears Academy og derfor flere fastbreaks til Bakken, som hurtigt blev konverteret til point til periodens stærke slutresultat 32-13.

Anden periode begyndte med Daniel Mortensen, som fik tilkæmpet sig et layup i posten efter en et par fine dansetrin. Dernæst kom Anton Harbo også godt i gang med to 3’ere i streg. Og 3-pointsregnen stoppede ikke der – Mortensen og Harbo satte hver en 3’er efter Harbos første regnskyl og da Diouf også tilsluttede sig 3’er-regnen, blev Bears Academy nødsaget til at tage en timeout. Efter pausen kommer der mere gang i Thomann, men lidt hjalp det, da Bakken blev ved med at regne 3’ere, hvor især Mortensen og Peterson var fremtrædende til periodens slutresultat på 57-25.

Tredje periode bød dog på andre boller på suppen. Efter en misset 3’er fra Bakken, satte Bears Academy’s Marius Sørensen en fri 3’er og så var periodens takter fra Bears Academy sat. Selvom Peterson svarede igen med en 3’er fra egen hånd, blev Bears Academy ved med at sætte højt tempo, som voldte Bakken problemer. Med offensive godter fra Thomann, Tobias Mønsted, Jacob Vistisen, Magnus Jespersen og Marius Sørensen begyndte Bears Academy at hale langsomt ind på Bakken-mandskabet og gjorde forsvarslivet surt for storebrødrene. I forsvaret stod Bears Academy også stærkere og mere struktureret og fremtvang flere turnovers fra Bakkens side. Bakken fik dog en smule mere styr på spillet mod periodens slut og med både en step-back-3’er fra Peterson og en sikker 3’er fra Mortensen i periodens sidste sekund endte Bakken med en føring på 71-52.

Kampens sidste periode startede med et flot highlight af Vistisen med et slash igennem posten til et luftbårent reverse layup. Og efter to 3’ere til Bakken fra Peterson fortsatte Vistisen de gode takter ved at tage rebounden fra sit eget miss til endnu et reverse layup. Bakken viste dog tydeligt, at de havde genfundet formen fra første halvleg og lod sig ikke overrumple af Vistisen og kompagni, som igen brillerede med en skarp crossover til et lob til Jespersen, som kvitterede med et dunk. Det gode spil fra Bears Academy kunne dog afhjælpe den ustandselige regn af 3’ere, som bjørnene fra Bakken blev ved med at sende afsted. Mortensen satte sent i perioden endnu en 3’er og Lærke fulgte efter med to af sine egne. Som en ringe trøst fik Vistisen sendt kampens sidste scoring afsted og blev dermed topscorer i sin egen trup. Men med individuelle scoringsrekorder på 36 point i Bears-trøjen for Q. J. Peterson og 20 point i Bears-trøjen for Daniel Mortensen og et veloplagt Bakken-mandskab, som ramte 22 ud af deres 55 3-pointsforsøg (40%), var der ikke mange chancer for et upset i aftenens opgør, som da også blev til en sikker sejr til Bakken Bears på 100-77.

 

13. pokaltitel til Bears

Hvis man fremover vil have defineret hvad pokalbasketball er, så er der nu en instruktionsvideo, nemlig pokalfinalen fra 2020/21, hvor Bakken Bears vandt klubbens 13. pokaltitel. Det skete efter en sejr på 82-80 over Horsens IC i en kamp, der krævede fem minutters overtime.

I modsætning til de gulglædte HIC-spillere kunne Bakken Bears ikke ramme kurven i første halvleg. David Efianayi og Vedran Borovcanin ramte hhv fire og to treere for de gule, der skød 6/13 bag linjen i første halvleg, mens Bears blot ramte 2 ud af 12 forsøg. Alligevel var HIC blot foran med et enkelt point, 36-35 efter Bears havde vundet første periode, hvor de to hold i alt ramte 34% af deres forsøg – uanset distance. For Bears var Deshawn Stephens bedst i første halvleg, han scorede 12 point på bare fem forsøg.

I tredje periode måtte Adama Darboe lade sig udskifte med et slag på munden, og det udnyttede HIC til at bringe sig foran med 10 point (57-47). HIC var foran 59-51 inden fjerde periode.

I kampen fjerde quarter var forsvaret i fokus. HIC scorede blot 10 point, og HIC fik hurtigt reduceret til 59-58, mens HICs mest scorende spiller David Efianayi stod imod med en treer, og da Adama Darboe med en treer igen reducerede HIC-føringen til at være på et point, var det Gage Davis, der satte en trepointscoring.

Herefter scorede Deshawn Stephens et enkelt straffekast, hvorefter QJ Peterson, der ikke havde ramt meget undervejs, satte en trepointscoring efterfulgt af to straffekastscoringer. Men bedst som det lignede en Bears-sejr ved stillingen 67-64, kom HIC igen. Gage Davis scorede fem point, men Deshawn Stephens udlignede til slutcifrene 69-69. Bears havde chancen til sidst, men missede skuddet.

HIC kom bedst fra start i overtidsperioden og bragte sig foran 75-71 og senere 78-74. QJ Peterson, der scorede seks point i overtidsperioden reducerede til 78-76, og efter et misset skud fra HIC, var det Thomas Lærke, der dukkede op og bragte Bears foran med 79-78 med en trepointscoring. Gage Davis, der spillede fremragende i slutfasen. Michel Diouf, der på det tidspunkt endnu ikke havde scoret for sit hold, dunkede en rebound i kurven, tog rebounden efter et misset HIC-skud og scorede det første straffekast til 82-80. HICs sidste chance blev blokeret af Michel Diouf, der dermed løftede sit hold til pokaltitel nummer 13.

Deshawn Stephens var sit holds mest scorende spiller med 26 point (11 skud på 11 forsøg!), og han supplerede med 5 rebounds. QJ Peterson havde en double-double med 15 point og 10 rebounds, ligesom Ryan Evans havde (13 point og 10 rebounds). Adama Darboe spillede en nøglerolle med 13 point, 6 rebounds og 4 assists foruden flere afgørende forsvarsaktioner. For HIC scorede David Efianayi og Gage Davis hhv. 23 og 21 point.

Næste opgave bliver DM-kvartfinalernes første kamp tirsdag mod Bears Academy. Her er der spørgsmålstegn ved flere spillere efter pokalkampen. To spillere fejrede således pokaltitlen med en tur på Skejby Sygehus for at blive syet efter sammenstød undervejs.

Bearssejr i intens kamp

Bakken Bears vandt 111-81 over Svendborg Rabbits i sæsonens sidste grundspilskamp. Bears var foran gennem stort set hele kampen, der reelt blev afgjort i tredje periode, hvor Bears bragte sig foran 86-62.

Det var ellers et Bears-hold, der havde revanche til gode efter et nederlag i Svendborg i starten af marts, og omvendt kom modstanderne ud af starthuller for fuld damp. Bakken Bears kæmpede for at matche udeholdets energi, og midtvejs i første periode kom bjørnene i førersædet. Fra starten af kampen var det især Deshawn Stephens, der scorede for hjemmeholdet. Bakken Bears førte 27-21 efter de første ti minutter.

Som kampen skred frem, blev den mere og mere intens, og uagtet at Bears ikke resultatmæssigt havde noget at spille for, gik holdet op i at vinde. Der blev spillet fysisk – fra begge sider – og der var fokus på dommernes kendelser – også fra begge sider. Hjemmeholdet var ved at slå et lille hul midtvejs i anden periode, da det stod 44-29, men Rabbits kom tilbage inden pausen, hvor der stod 51-44. QJ Peterson og Tylor Ongwae var mest scorende for Bakken Bears ved pausen med hhv 12 og 11 point, mens Sebastian Åris scorede 12 for udeholdet.

I anden halvdel af tredje periode tog Bakken Bears det afgørende ryk, da holdet gik fra 62-54 til 88-60. Rabbits satte periodens sidste scoring til pausestilling 86-62. Adama Darboe, der ikke havde scoret i første halvleg, satte 13 point i tredje periode og bidrog til at Bears rykkede fra modstanderne.

Rabbits startede bedst i fjerde periode, hvor holdet scorede de første otte point, men spændende blev det aldrig på trods af Brandon Tabb scorede 14 point for Rabbits i de sidste ti minutter.

Mest scorende for Bakken Bears blev QJ Peterson og Ryan Evans, der sluttede med 19 point, mens Adama Darboe og Deshawn Stephens scorede 13. For Rabbits scorede Brandon Tabb og Sebastian Åris hhv. 19 og 17 point.

Bears sluttede grundspillet med 23 sejre i 26 kampe, mens Svendborg Rabbits sluttede på fjerdepladsen. Bakken Bears møder i kvartfinalerne ligaens nummer otte, Bears Academy, mens Rabbits møder Team Fog Næstved. Vinderne af de to serier mødes i semifinalerne.

 

HIC vinder pointrig kamp

Bakken Bears tabte et pointorgie i Horsens, da HIC vandt 107-105. Bears fandt aldrig rytmen i forsvaret, og da holdet forsøgte at stramme op, ramte HIC et par store skud. Bakken Bears havde chancen til allersidst, men missede en ellers fin chance.

Med sejren fik Horsens IC endegyldigt sikret sig andenpladsen i Basketligaen, og den eneste spænding er, hvorvidt Randers eller Svendborg slutter på ligaens tredjeplads. Bakken Bears er sikre på at slutte grundspillet øverst, og dermed møder holdet ligaens nummer otte Bears Academy i DM-kvartfinalerne. Det blev endeligt efter Academys sejr ude mod Copenhagen.

Det gik stærkt fra starten af kampen. Det lykkedes aldrig Bears at få stoppet et velspillende, godt skydende og hurtigt løbende HIC-hold. Selvom Bakken Bears, anført af Deshawns Stephens 15 point, scorede 31 i første periode var holdet bagud mod et hjemmehold, der scorede hele 39 point. I anden periode fortsatte HIC med at score efter viljen, og efter godt 12 minutter havde de gulklædte smidt 51 point i kurven! Herefter fik Bakken Bears bedre fat, og holdet fik kontakt inden pausen. HIC førte 59-58 ved pausen.

Tredje periode var lige. HIC var foran i den første del af perioden, men Bears, anført af Ryan Evans og Adama Darboe, var toneangivende i kampens slutning. Bears førte med de uhørt høje cifre 83-82 inden de sidste ti minutter.

HIC genovertog momentum. Richmond Aririguzah gjorde det rigtig godt, og de tre HIC-guards Gage Davis, David Efianayi og Charles Callison voldte gennem hele kampen Bears problemer. Og da Bears endelig følte de havde styr på de spillere, dukkede Deng Geu op og satte et par store skud.

Selvom HIC fik skabt en fire point-føring, fik Darboe scoret to straffekast, og Bears stjal det efterfølgende indspil. Desværre missede banens bedste spiller Deshawn Stephens sit forsøg, der kunne have bragt kampen i overtime.

Deshawn Stephens var mest scorende (32 point, 12 rebounds), men også Adama Darboe (18 point, 7 rebounds, 5 assists), Ryan Evans (18 point) og Michel Diouf (16 point, 4/7 på treeren) fyldte godt på pointtavlen. For HIC var den tidligere Bearsspiller David Efianayi mest scorende med 21 point.

Trods savnet af fire stamspillere vandt Bakken Bears 102-95 i tirsdagens topkamp i Arena Randers. QJ Peterson og Deshawn Stephens var bjørnenes mest scorende spillere med hhv 24 og 22 point.

En statistik siger meget om første halvleg – ingen af de to holds coaches valgte at tage en timeout. Det var et udtryk for at de første 20 minutter var meget lige – Bears var i front det meste af tiden, men bl.a. 18 point af Chris Nielsen før pausen gjorde, at der aldrig blev slået et hul. Bears førte den højtscorende affære med 58-52, da den imaginære pausethe skulle indtages. Hvor hjemmeholdet skød godt fra distancen, var Bears mest effektive tæt på kurven. Ryan Evans og Deshawn Stephens scorede hhv. 13 og 12 point i første halvleg, mens QJ Peterson supplerede med 13.

I tredje periode fik Bears justeret i forsvaret, så Chris Nielsen ikke længere kunne sætte dagsordenen. Desværre havde randrusianerne også justeret, så insideduoen Evans og Stephens blot scorede to point i alt i perioden. Summen af de justeringer var dog ikke til ugunst for Bears, der vandt perioden knebent og førte med 78-70 inden de sidste ti minutter

Hvad Evans og Stephens ikke havde scoret i tredje periode, leverede de i kampens sidste fjerdedel. Inden da nåede Cimbria hurtigt at indhente Bears, da de gik fra 70-80 til 82-82, og kronjyderne nåede endda foran 89-88, da Tyre Gathright dunkede to point i kurven. De to store Bearsdrenge samt Tylor Ongwae havde imidlertid ikke tænkt sig at stoppe med at score. Kenyaneren satte, ligesom Stephens, otte point på tavlen i fjerde quarter, mens Ryan Evans scorede seks. I kampens sidste fire minutter var det kun Chris Nielsen – der på det tidspunkt ikke havde scoret siden første halvleg – der scorede for hjemmeholdet, mens hans to treere var ikke nok.

Bears gav debut til Jermaine Ballisager Webb, der scorede fire point, og generelt skal der lyde ros til de fire unge drenge – udover Webb var det Magnus Møllgaard, Anton Harbo og Mads Bro – der fyldte rollerne fint ud, roller der blev større i fraværet af Darko Jukic, Thomas Lærke, Daniel Mortensen og Michel Diouf.

Næste opgave for Bears er søndag, når det gælder endnu en udekamp – den sjette i træk – mod Horsens IC. Kampen er en forsmag på april måneds pokalfinale.

Bears var allerede inden kampen sikker på at slutte Basketligaen som nummer et, og holdet fik sin 22. sejr i 24. kampe, mens Randers Cimbria med nederlaget får svært ved at avancere fra tredjepladsen. Horsens IC ligger på andenpladsen med 16 sejre i 23 kampe, men Randers Cimbria og Svendborg Rabbits hver har 14 sejre i lige så mange kampe.

Bakken Bears hev sejren hjem i en ekstremt intens kamp på Sydsjælland, da Team Fog Næstved blev besejret 86-85. Deshawn Stephens var Bakken Bears’ bedste spiller med 24 point og 10 rebounds, mens Adama Darboe satte kampens sidste scoring, da han ramte et trepointskud med 33 sekunder tilbage.

Bakken Bears kom fint ud af starthullerne og førte hele vejen gennem de første fem minutter, men fik ikke for alvor fat forsvarsmæssigt. Det lykkedes således Team Fog Næstved at sætte 20 point på tavlen i den sidste halvdel af første periode, som hjemmeholdet vandt 28-21. Næstveds Philip Hertz scorede 11 point i de første ti minutter, som han i øvrigt havde startet på bænken.

I anden periode fik Bears langt bedre fat i forsvaret – om end det modsatte også havde været en stor opgave – og samtidig fik udeholdet hul igennem i angrebet. Deshawn Stephens scorede hele 11 point i perioden, og han var hele vejen igennem en stor oplevelse. Bears var foran 48-44 ved pausen.

Bakken Bears startede tredje periode bedst og nåede efter tre point af Stephens og fem af QJ Peterson foran med 56-44, inden holdet fuldstændigt stoppede med at spille. Næstved gik på et 27-5 run, som på ganske spektakulær vis blev afsluttet af hjemmeholdets bedste spiller, Philip Hertz, der fik en usportslig fejl efterfulgt af en teknisk. Sådan en cocktail er som bekendt ensbetydende med diskvalifikation, hvilket var et slag for Næstved. Hertz sluttede med 24 point på bare 10 skud. Bears sluttede perioden med at score de tre straffekast som Hertz kostede sit hold og en treer af Ryan Evans. Næstved førte 71-67 inden sidste periode.

Næstved fik udbygget føringen ved at score de første seks point i fjerde quarter. 77-67-føringen til hjemmeholdet blev imidlertid udlignet med et 10-0-run af Bears, efter bl.a. syv point af Ryan Evans, og Bears kom foran 80-79 på en treer af Adama Darboe. En velspillende Jalen Nesbitt bragte med en treer i det efterfølgende angreb sjællænderne foran, og da Jahmal Jones efterfølgende satte en trepointscoring og bragte sit hold foran 85-81 med to minutter igen, så opgave svær ud for Bears. Imidlertid ville Deshawn Stephens og Adama Darboe det anderledes, og hjemmeholdet endte med at smide de afsluttende bolde væk, således at et par missede straffekast fra Bakken Bears ikke fik betydning.

Udover Deshawn Stephens 24 point var Ryan Evans 15 point, 9 rebounds, 4 assists) mest scorende, mens Adama Darboe (13 point, 5 assists), Tylor Ongwae (13 point, 6 rebounds, 5 assists) og QJ Peterson (12 point) fulgte efter. For Næstved scorede Hertz 24 point, mens Nesbitt satte 18 på tavlen.

Bakken Bears stillede op uden skadede Thomas Lærke, Daniel Mortensen og Darko Jukic. Ingen af de tre forventes klar til næste kamp, der er tirsdag i Randers.

Sejren var Bakken Bears’ 21. i 23 kampe, mens Næstved nu reelt ikke kan kravle længere op end den nuværende femteplads.

 

For første gang i 105 dage led Bakken Bears et nederlag, da bjørnene tabte 103-97 på udebane mod Svendborg Rabbits.

Svendborg Rabbits var foran i hele første halvleg, men Bears fik alligevel skabt kontakt og udlignet ved 49-49 godt et minut inde i tredje periode. Herefter svarede fynboerne igen med et ganske imponerende 21-0 run, bl.a. efter fem trepointscoringer, og det afgjorde reelt kampen i Svendborg Idrætscenter. Fynboerne havde et forspring på 20 point (80-60) ind i kampens sidste periode, men selvom fynboerne førte med 17 point (99-82), da der resterede to minutter af kampen, lykkedes det alligevel Bears at skabe spænding. Bears nåede så tæt på som 100-96 efter virkelig gode aktioner af Ryan Evans og Anton Harbo, men hullet var alligevel blevet for stort, og Svendborg kunne hente den første sejr over Bakken Bears i denne sæson.

Svendborg spillede en flot kamp og skød flotte procenter (14/26 bag trepointslinjen – Bears skød til sammenligning 7/31). Når det er sagt, så skal Bears også kigge indad og konstatere at modstanderne at modstanderne i de seneste tre kampe mod Pro A-hold har scoret 103, 91 og 100 point. Intensiteten i forsvaret skal forbedres frem mod slutspillet.

Nederlaget var Bakken Bears’ første siden den 18. november, og dermed slutter en stribe på 19 sejre i træk.

Ryan Evans var bedste Bearsspiller med imponerende 20 point, 17 rebounds og 6 assists. Deshawn Stephens scorede 20 point og tog 11 rebounds, mens QJ Peterson endte på 17 point, tog 5 rebounds og havde 4 assists.

For Svendborg Rabbits scorede Sebastian Åris 24 point, mens Brandon Tabb sluttede kampen på 22.

Daniel Mortensen måtte desværre udgå efter et vrid i anklen. Bl.a. for hans skyld er det godt, at Bakken Bears har ni dage til næste kamp, fredag den 12. marts ude mod Team Fog Næstved.

Møllgaards 22 point giver Bears-sejr

Sejr til Bakken Bears, højeste pointantal i Bearstrøjen til Magnus Møllgaard og besejlingen af førstepladsen i Basketligaens grundspil til Bakken Bears – det var facit i onsdagens sejr på 114-77 over Bears Academy.

Magnus Møllgaard skrev i den grad overskriften, da hans 11 skud resulterede i 22 point (5/5 på 2pointskud, 4/6 på 3ere), og han supplerede med 5 assists. Møllgaards hidtil højeste score i Bearstrøjen indtil i dag var 13 point. QJ Peterson var mest scorende for Bakken Bears – han scorede 27 point, og tog 12 rebounds, mens Deshawn Stephens scorede 22 point og tog 8 rebounds.

Bakken Bears var uden klubbens fire landsholdsspillere, men de tilbageværende otte bjørne fik alle scoret.

For Bears Academy var Magnus Steen Jespersen topprofilen med 21 point og 8 rebounds, mens Marius Sørensen scorede 13 point, tog 6 rebounds og have 13 assists. Academyholdet var ramt af et par skader, og stillede med fire U19-spillere, der alle fik scoret.

Sejren var Bakken Bears’ 20. i 21 kampe, og forspringet på hele 6 sejre til Horsens IC og 7 til Randers Cimbria og Svendborg Rabbits kan ikke hentes på et tidspunkt, hvor der for Bears’ vedkommende resterer fem kampe i grundspillet. Det er 17. gang Bakken Bears vinder Basketligaens grundspil.

Næste opgave for Bakken Bears er næste onsdag, når turen går til Svendborg. Hjemmeholdet kæmper en indædt kamp for at rykke op fra den nuværende fjerdeplads.

Klubrekord og storsejr

Der blev sat en klubrekord, da Bakken Bears, med en sejr på 111-91 over Svendborg Rabbits, tog endnu et skridt imod Basketligaens førsteplads. Med bare seks runder tilbage af grundspillet, skal alt gå galt, hvis det ikke skal lykkes Bears at gå ind i slutspillet som topseedet.

Bakken Bears, der igen var uden en skadet Tylor Ongwae, fik en skidt start på kampen. Rabbits kom foran 11-3 og senere 16-7 – i øvrigt på 10 point af Brandon Tabb og 6 af Sebastian Åris – inden Bears fik sat sig igennem i forsvaret. Udeholdet gik på et 14-0 run til føring 21-16 inden Rabbits kom tilbage til at være bagud 20-23 efter de første ti minutter.

Den første halvdel af anden periode var lige inden Bakken Bears igen fik trykket på speederen. For Bears var Darko Jukic (10 point) mest scorende i første halvleg, som endte 46-32 til Bears, der før pausen havde markant bedre scoringsprocenter end Rabbits.

Tredje periode blev en som en yoyo. Bears nåede foran med 19 point, Rabbits skar føringen, så de blot var bagud med ni og perioden sluttede med en Bearsføring på 75-63. Brandon Tabb scorede 16 point i perioden inden han blev udskiftet med fire fejl.

I kampen sidste fjerdedel lå kampen og vippede med en Bearsføring på omkring ti point inden to alley-oop dunk af Deshawn Stephens og et par layups af Darko Jukic fik øget, så ligaens førerhold kom foran med 20 point. Brandon Tabb fik Bears aldrig fat i – han scorede i alt 37 point, men Rabbits fik bortset fra kampens første minutter aldrig fat i forsvarsenden.

For Bakken Bears scorede Darko Jukic (18 point) blandt otte spillere, der scorede otte point eller flere. Alle 11 Bearsspillere, der kom i aktion, fik scoret.

Begge hold fik øget scoringsprocenterne i en anden halvleg, som Bears vandt med de uhørte cifre 65-59.

Nu venter der Basketligaens spillere en landsholdspausen, hvor det danske landshold skal til Litauen for at møde Belgien og værtsnationen, mens Ongwae – hvis han bliver sin skade kvit – skal til Cameroon for at spille på det kenyanske landshold.

Bakken Bears fører Basketligaen med 19 sejren i 20 opgør. På andenpladsen ligger Horsens IC, der lørdag vandt i Randers, med 14 sejre (21 kampe), mens Randers Cimbria (20 kampe) og Svendborg Rabbits (21 kampe) hver har 13 sejre. Dermed skal Bakken Bears blot vinde en af holdets sidste seks kampe for at slutte grundspillet øverst.

Og klubrekorden? Jo, anden halvlegs 124 point er det højeste antal, der er scoret i en halvleg i en Bakken Bears-kamp. Og der er altså spillet 1764 af dem… Den rekord har Svendborg også andel i.

 

Sikker sejr i pointrig affære

Af: Jørgen Rysgaard, Longdog Communications

Det tredje opgør på bare to uger mellem Bakken Bears og rivalen Randers Cimbria slog fast at bjørnene sidder retmæssigt på ligaens førsteplads og Bears-mandskabet har da også igennem de tre kampe øget forskellen i slutresultatet til 28 point i dette sidste opgør i trilogien.

Cimbria-spiller Anton Hansen slog før kampen fast, at de ville gå ind til kampen med skærpet fokus og masser af tempo, men det til trods løb Randers-holdet tør for tempo og skarpe skud midt i tredje periode og magtede ikke at står imod bjørnenes dominans.

Første periode startede ud med lige netop dét, som Hansen lovede – tempo. Og masser af det! Selvom Bears kom bedst fra start med en rødglædende Q. J. Peterson som stod for kampens første 5 point, holdt Randers tempoet oppe og viste selv god form i offensiven, hvor Chris Nielsen satte tonen an med modstandernes først 3er. Herfra var det tydeligt at begge hold satte angreb ind på at skabe frie skud fra distancen og her kom især også Adama Darboe og Michel Diouf med i bombardementet fra distancen. Perioden ud forblev tempoet hæsblæsende og bød også på et block fra Ryan Evans og et par flotte dunk fra Randers Cimbria – og så med 10 ramte forsøg fra 3eren – seks 3ere til Bears og fire til Cimbria.

Bjørnene kom stærkt fra start i anden periode med en sikker 3er fra Morten Sahlertz’ hånd efterfulgt af en scoring af Deshawn Stephens fra baseline. Men bjørnene var ikke de eneste, som kom stærkt fra start. Randers holdt en stærk defensiv kørende og især Tyre Gathright holdt rivalerne kørende med en 3er til 35-32. Bjørnenes modsvar var derimod ikke til at tage fejl af – først blev det til en fantastisk lob-aflevering fra Sahlertz, som fandt Stephens i luften til et bragende alley-oop-dunk. Dette highlight blev efterfulgt af endnu en skarp aflevering fra Evans og hvem andre skulle afleveringen være til end en endnu engang flyvende Stephens til endnu et mægtigt alley-oop-dunk til stillingen 37-36. Randers bed sig dog stadig fast og tog en smal føring et par gange inden en forvirrende sekvens med et par tekniske fejl og straffekast. Herefter tog bjørnene føringen med 3ere fra Diouf og Peterson samt Evans’ vanlige magi i posten. Peterson satte tryk på føringen med en demoraliserende 3er i periodens sidste sekunder til stillingen 62-48.

Efter pausen lagde Bears igen stærkt ud med en skarp aflevering fra Darko Jukic til Peterson, som kvitterede med et layup. Men inden bjørnene fik set sig om, havde Randers fået kæmpet sig tilbage i kampen efter vellykkede offensive aktioner, et par offensive rebounds og en 3er fra Chris Nielsen til 66-58. Dog holdt Bears tempoet og den spilmæssige kvalitet højt og selvom der både blev udvekslet 3ere og dunk, ledte Darboe an med to 3ere i træk til en føring på 87-67 med to minutter igen. I kølvandet af Darboes masterclass fra distancen brillerede Evans med et block, hvorefter han i fastbreaken afleverede bolden til igen flyvende Stephens til et alley-oop-dunk. Herefter lavede Evans endnu et block og fandt en åben Anton Harboe til en 3er og en føring på 97-72 i periodens sidste sekunder.

Randers startede fjerde periode håbløst bagud, og selvom de stadig prøvede at holde tempo samt fik spillet sig til point, kom de aldrig tæt på at indhente bjørnene, som satte sig tungt på kampen. Deres forsøg fra distancen ville bare ikke i kurven – men det ville bjørnenes 3ere til gengæld. Daniel Mortensen kom i gang med et par 3ere og Harboe fortsatte sine fine takter fra tredje periode med succes fra distancen og sit stærke spil i forsvaret. Efter en misset 3er sikrede Stephens point med et flot putback-dunk, hvorefter Sahlertz fortsatte bombardementet med en 3er og en føring på 116-92. Herefter gik tempoet en smule af kampen, og selvom Randers stadig prøvede at bide fra sig, var det bjørnenes utvetydige storspil, som sikrede slutresultatet 128-100.

Da head coach Steffen Wich før kampen blev spurgt til aftenens kampplan, sagde han: ”Vi skal ud at løbe rigtig stærkt. Vi skal holde et højt tempo og score masser af point – det skal man altid, når man spiller mod Randers” var det ikke for sjov. Og assistant coach Anders Sommer understregede også efter kampen, at det lige netop var det, der skulle til i den for bjørnene lidt eksperimenterende kamp: ”I sådan en kamp her hvor vi har vundet de to sidste opgør var det vigtigt for os at ryste posen lidt. Både med spillerne på banen, men også med vores spilsystem, hvor vi aften prøvede nogle nye ting og havde nye fokuspunkter. Og det havde vi jo succes med.” Og det er vel netop den mentalitet, som er afgørende for elitebaskets udvikling – selvom man har god succes med det vante spil skal man hele tiden sørge for at udfordre sig selv og skubbe grænserne. Og det gjorde Bears så afgjort i aftenens knusende sejr over én af de stærkest spillende rivaler i ligaen, hvor hjemmeholdet ramte 52,4% af deres 42 forsøg fra 3-pointslinjen mod Randers Cimbrias konverteringsrate på 34,5% og havde 34 assists mod modstanderens 17.

Næste kamp er på udebane mod Svendborg Rabbits og bliver spillet den 13. februar.

 

Bears klar til pokalfinalen

Pokalfinale – det er facit efter Bakken Bears vandt 96-79 i Arena Randers i pokalsemifinalen. Bakken Bears var efter en fokuseret første periode foran hele kampen, og selvom randrusianerne flere gange var tæt på et comeback, var Bears, trods det at holdet måtte undvære to profiler, bedst på dagen.

Bears kom blæsende ud med fuld intensitet i forsvaret. Bjørnene, der startede med den store lineup på banen, var foran 7-0, og selvom Cimbria kom fint tilbage og udlignede til 9-9 fik udeholdet lagt et godt tryk på hjemmeholdet, der ikke fik nemme scoringer. Bears førte 29-17 efter ti minutter. Anden periode var mere lige, og havde Bears ikke sluttet godt af, ville Cimbria have reduceret Bearsføringen inden halvlegspausen. Bears førte 47-33 efter tyve minutters spillet, bl.a. efter fremragende forsvarsspil af Deshawn Stephens.

Efter pausen fik kronjyderne bedre fat, og fik hurtigt skåret Bearsføringen til at være på under ti point. Brandon Randolph, der ikke havde gjort meget væsen af sig før pausen, samt store Jonathan Jeanne havde langt bedre fat i angrebsspillet, og Bears – uden skadede Tylor Ongwae og Adama Darboe – havde slet ikke samme intensitet i forsvaret. En rigtig fin angrebsindsats af Ryan Evans sikrede, at Bearsføringen trods alt blev øget til 70-53 efter 30 minutter.

I fjerde quarter satte Randers alt på et bræt med en lineup af dygtige skytter, mens Bears havde flere af de store spillere i fejlproblemer. Kampen blev afgjort, da Darko Jukic satte fem hurtige point på tavlen. Bears vandt 96-79, og skal derfor spille pokalfinale mod vinderen af søndagens semifinale mellem Næstved og Horsens IC.

Mest scorende for Bakken Bears blev QJ Peterson (26 point, 5 reb, 6 assists) efterfulgt af Ryan Evans (16 point, 6 reb, 6 assists), Darko Jukic (16 point, 8 assists) og Michel Diouf (16 point). For Cimbria scorede Jonathan Jeanne 24 point.

De to hold mødes igen allerede onsdag i Vejlby-Risskov Hallen.

 

Fremragende tredje periode grundlægger sejr

En tredje periode med 14 point af Deshawn Stephens kombineret med en topintens forsvarsindsats, grundlagde søndagens sejr til Bakken Bears over ærkerivalerne fra Horsens IC. Bears vandt 119-92 efter en føring på 60-54 ved pausen. Med sejren øger Bears føringen i toppen af Basketligaen.

Hele første halvleg var – som pointtallene antyder – uden tryk på i forsvarsenden hos de to hold. HIC sluttede første periode bedst af, så holdet var foran 30-27 efter ti minutter. I starten af anden periode var forsvarstrykket om muligt endnu lavere, og hjemmeholdet havde deres største føring efter godt 12 minutter (42-34). Herefter blev der strammet gevaldigt op i forsvaret, og Bears fik ædt Horsens-føringen. Bears førte, bl.a. bag 19 point i første halvleg af QJ Peterson, med seks point ved pausen.

Tredje periode blev bjørnenes klart bedste. HIC blev holdt på bare ti point, mens Bears selv scorede 29. Deshawn Stephens scorede 14 af sit holds point i perioden. I fjerde quarter var kampen afgjort, og det fik betydning for intensiteten. Perioden endte 30-28 på udeholdet.

Allerede i kampens første minutter udgik Tylor Ongwae med en skade, og han kom ikke tilbage. Hos HIC manglede Gage Davis og Lasse Elbæk pga. skader.

Kampens topscorer var David Efianayi, der satte 29 point for HIC, mens Richmond Aririguzoh scorede 16 point, som han supplerede med 12 rebounds. For Bakken Bears scorede QJ Peterson 23 point, som blev suppleret med 6 rebounds og 7 assists, mens Deshawn Stephens blev noteret for en double-double med 18 point og 10 rebounds. Tre spillere, Darko Jukic, Michel Diouf og Daniel Mortensen, scorede 14 point, mens Adama Darboe scorede 12.

Bakken Bears scorede på hele 55,9% (19/34) af holdets trepointforsøg (HIC 9/32, 28,1%), Samtidig dominerede udeholdet også reboundkampen (44-33).

Næste opgaver er lørdag, når Randers Cimbria lægger parket til semifinalekampen i pokalturneringen.