Bakken Bears begyndte aftenens Champions League-kvalifikationskamp med hæsblæsende tempo og højt pres, der pressede de cypriotiske gæster fra Keravnos. De aarhusianske værter fik fat i rebound-spillet i begge ender ad banen, men udeholdet fulgte godt med på scoringstavlen med effektive scoringsprocenter. Efter to minutter spillet af første periode var stillingen 8-6 til de danske bjørne. Udeholdet fra Keravnos lod sig dog ikke slå ud af Bakken Bears’ start og svarede hurtigt tilbage med flere scoringer i træk. Det lykkedes også udeholdet at komme foran med 10-14 halvvejs inde i perioden. Der var generelt høj kvalitet over hele linjen fra begge mandskaber, og det lignede bestemt begyndelsen på en spændende affære i Vejlby-Risskov Hallen fredag aften. De danske mestre sluttede bedst af i første periode og havde lettest ved at spille sig til åbne muligheder. Første periode sluttede derfor med stillingen 28-18 til Bakken Bears. Dette var blandt andet efter et flot indhop af den nye bjørn David Efianayi med seks hurtige point.

Bakken Bears fortsatte de lovende takter fra slutningen af første periode og bragte sig indledningsvist yderligere foran mod Keravnos. Aarhusianerne virkede til at have tingene under kontrol, og de bragte sig derfor foran med 14 point efter to minutter til stillingen 34-20. Danskernes dominerende spil virker også til at frustrere gæsterne, der skruede op for det fysiske spil. Desværre for gæsterne førte det fysiske spil til flere usportslige fejl, der sendte Bears på linjen til gratis point. De danske mestre lod sig heller ikke kyse af det hårde spil, og de fortsatte ufortrødent med at sætte point på tavlen. Halvvejs inde i perioden var stillingen 36-22. De cypriotiske mestre arbejdede sig dog stille og roligt ind i kampen igen, og med pausen var stillingen nu 45-39 til Bakken Bears. Det var derfor lagt op til en yderst spændende anden halvleg.

Bakken Bears kom skidt ud efter pausen, hvor Keravnos hurtigt bragte sig foran med 45-49, og man kunne så småt mærke nervøsiteten sprede sig i Vejlby-Risskov Hallen. De danske mestre havde inden kampen et forspring fra det første opgør på ni point, og derfor var ”Bjørnene” blot foran med tre point i det samlede regnskab tre minutter inde i tredje periode. Dette fik head coach Steffen Wich til at reagere hurtigt med en velovervejet timeout for at bryde gæsternes momentum. Bakken Bears fik efterfølgende en smule bedre fat i angrebsspillet med et par vigtige scoringer for at mindske gæsternes forspring. Bears genvandt momentum og bragte sig tilbage i kampen ved stillingen 57-57 til stor jubel fra de fremmødte aarhusianske fans.

Fjerde og sidste periode åbnede desværre klart bedst for de cypriotiske udehold. Gæsterne kom hurtigt foran med de meget omtalte ni point, og den samlede stilling i Champions League-kvalifikationen var derfor helt lige. Bakken Bears havde på dette tidspunkt enormt meget brug for støtte fra et veloplagt publikum, og de gjorde, hvad de kunne. Der var en glimrende kulisse i Vejlby-Risskov Hallen fredag aften. De aarhusianske bjørne var på dette tidspunkt bagud med 58-73 og var på dette tidspunkt på vej ud ad turneringen. Med tre minutter tilbage af perioden havde de regerende danske mestre fortsat svært ved at lukke hullet, og det krævede på dette tidspunkt ti point, hvis man skulle bringe sig helt tilbage og spille sig videre til anden kvalifikationsrunde. Keravnos vis desværre imponerende spil og spillede med imponerende skudprocenter, hvilket gjorde det mere end vanskeligt at indhente cyprioterne. Opgaven blev også for stor for de danske bjørne, og efter en skuffende tredje og fjerde periode må man desværre forlade Champions League-kvalifikationen i første runde med et nederlag på 69-94.

Dagens kamp åbnede meget rodet fra begge mandskaber, hvor Bakken Bears var de første til at komme på tavlen med to straffekast af amerikanske Hayden Dalton. Både EBAA og de danske mestre brændte mange chancer i kampens indledning, og havde også problemer med at tippe bolden i efter rebounds under kurven. Det var dog det unge og talentfulde EBAA-hold, der kom bedst ud af de efterfølgende minutter. Med to treere fra henholdsvis Simon Bjørnebo og David Kristensen, bragte de sig foran med 6-2. Udeholdet fra Bakken Bears fik en smule bedre fat i spillet i de næste minutter, men halvvejs inde i første periode var det forsat EBAA i førersædet. Dette kunne de blandt andet takke dobbeltlicensspilleren David Kristensen for. Den unge dansker havde scoret otte ud af holdets elleve point efter fem minutter af perioden. Stillingen var på dette tidspunkt 11-6 til EBAA. Bakken Bears formåede dog mod slutningen af perioden at skrue op for tempoet og effektiviteten omkring kurven, og det betød desværre for EBAA, at udeholdet hentede sin første føring i kampen med tyve sekunder tilbage. Det unge hjemmehold fra EBAA havde dog sidste boldbesiddelse, og i samme instans som skuduret udløb, scorede Tobias Reinholt to point og bragte føringen tilbage på EBAA-hænder. Første periode sluttede med 20-19 til EBAA-holdet ledt af Mads Sigersted.

Anden periode åbnede mere velspillende fra begge mandskaber, hvor begge hold spillede tålmodigt angrebsspil og fandt de rigtige løsninger. De to hold fulgtes rigtig godt ad, og halvvejs inde i anden periode var stillingen helt lige ved 33-33. EBAA havde stor andel af kampen, og de virkede meget opsatte på at drille storebror fra Bakken Bears, der havde problemer med at trække fra, når de spillede sig til en føring. Men to minutter tilbage af perioden virkede Bakken Bears til at have fået en lille smule momentum med flere scoringer i træk. Stillingen var 35-43 på dette tidspunkt. Her var det vigtigt for hjemmeholdet fra EBAA at holde fast, så de ikke skulle ud at jagte for stor en Bears-føring efter pausen. De danske mestre virkede dog til at have flest kræfter i benene inden pausen, og det lukke ses på scoretavlen, hvor Bakken Bears sikrede sig en føring på tretten point til stillingen 37-50. EBAA fik kun scoret to point i de sidste fire minutter af anden periode.

EBAA kom bedst ud fra pausen med en lang treer fra Filsoof, men træner Mads Sigersted var ikke tilfreds med nogle tekniske detaljer, der ikke var på plads. Hjemmeholdet tog derfor en hurtig timeout allerede efter et minut af tredje periode. EBAA kom bestemt også bedre ud efter pausen, end det man så inden pausen. Hjemmeholdet kunne ikke hentede ikke ind på Bakken Bears, men man spillede lige op med dem. Begge hold havde halvvejs inde i perioden scoret ti point, og kampen på banen havde fået en smule gnist fra begge hold. Hjemmeholdet spillede lige op med Bakken Bears i tredje periode, men der ventede stadig en stor opgave forud, hvis de skulle hente forspringet til de danske mestre. Stillingen var 53-67 efter tredje periode.

Fjerde og sidste periode begyndte med samme fortegn som tredje periode. De to hold fulgtes rigtig godt ad indledningsvist med EBAA som det marginalt bedre hold rent scoringsmæssigt. Det unge hjemmehold havde halvvejs inde i perioden scoret 11 point mod Bakken Bears’ otte point. EBAA kæmpede utrolig hårdt for at holde sig inde i kampen, men udeholdet virkede stærkest og til at have mest overskud til sidst i kampen. De danske mestre virkede til at have de sidste ressourcer, når det blev nødvendigt. Holdet svarede igen med det samme, så snart EBAA nærmede sig bare en lille smule. Hjemmeholdet formåede heller ikke at hente forspringet til sidste i kampen, men det blev alligevel til et hæderligt nederlag til EBAA mod storebroren fra Bakken Bears på 75-89. En skidt sidste halvdel af anden periode fra hjemmeholdet gjorde den store forskel til dagens kamp. EBAA tabte den pågældende periode med 14 point, men spillede lige op med de danske mestre i både første, tredje og fjerde.

De to holds mest scorende spillere blev David Kristensen og Ryan Martin med henholdsvis 18 og 16 point.

Mandagens kamp i Vejlby-Risskov Hallen mellem Bakken Bears og EBAA åbnede lidt anderledes end normalt ved holdpræsentationerne, hvor det unge udehold fra EBAA fik en tilsvarende god modtagelse som Bakken Bears af de fremmødte tilskuere. Udeholdet havde blandt andet dobbeltlicensspilleren David Kristensen og de tidligere Bakken Bears-spillere Keane Thomann og Marius Sørensen i startopstillingen. Det var dog allerede inden kampen tydeligt at se, at begge mandskaber var opsatte på at vinde kampen. EBAA ville for alt i verden gerne drille favoritterne, og Bears ville gerne godt fra land i sæsonen med en sejr i første kamp.

Kampens indledning bar dog en smule præg af, at begge mandskaber ville det for meget. Der blev åbnet med ukoncentrerede turnovers og fejlafleveringer i begge ender af banen. Bears udnyttede dog fysikken i første periodes åbning med flere rebounds, og det første blandt andet til kampens første point med en treer fra hjemmeholdets Tylor Ongwae. Kampen var fortsat rodet efterfølgende, men det virkede ikke til at påvirke Ongwae, der slap gennem udeholdets forsvar og leverede et spektakulært dunk til stillingen 5-0 i Bears’ favør. Svær indledning for unge EBAA, der havde vanskeligt ved at penetrere hjemmeholdets forsvar og matche det fysiske udlæg. David Kristensen sørgede for gæsternes første to point. Udeholdet havde som sagt svært ved at matche op med Bears-spillernes fysik, og det var særligt hjemmeholdets Ryan Evans, der vakte problemer. Amerikaneren spillede en flot begyndelse på kampen, hvor han blandt andet blev fejlet på en scoring og gjorde det til tre point med en straffekastscoring. 10-2 til Bears efter de indledende minutter. EBAA kom lidt bedre med i kampen mod første periodes slutning, hvor de satte sig bedre igennem rent fysisk. Det første til flere point i angrebet, hvor man begyndte at ramme et par treere, og pludselig var EBAA på vej tilbage med stillingen 19-12. Dette fik dog Bears til at skrue op for tempoet, hvor Tylor Ongwae scorede sin anden treer efterfulgt af Morten Sahlertz’ første treer. Thomas Lærke lukkede perioden med et baglæns dunk. Første periode sluttede 28-16 til Bears.

Anden periode begyndte godt for Bakken Bears, der åbnede med en treer fra amerikanske Hayden Dalton i første angreb. De danske mestre åbnede perioden klart bedst, hvor holdet kom til mange flere frie skud end udeholdet. EBAA kæmpede meget for at komme til de helt frie skud, og når de kom til en afslutning, så var det en presset en af slagsen grundet godt forsvarsspil. Bears kunne dog ikke helt følge den gode åbning til dørs, og mange af de efterfølgende angreb resulterede i unødvendige turnovers. Holdet virkede dog stadig til at være i kontrol. Hver gang EBAA fik sat nogle angreb sammen og kom på pointtavlen, så skruede Bears op for tempoet og forøgede forspringet igen. Anden periode var enorm tempofyldt, hvor angrebene sjældent gik skuduret ud. Det var tydeligt, at Bears gerne ville løbe med gæsterne fra EBAA, men de fulgte godt trit i anden periode trods pointforskellen. Det var tydeligt at mærke, at gæsterne ikke ville lægge sig ned uden kamp. De havde dog fortsat store problemer med at dæmme op for stærke Ryan Evans, der nærmest scorede point efter behag med en flot treer og et efterfølgende and-one-spil til tre point. Hjemmeholdets anden amerikaner Tobin Carberry ville også lege med, og han sørgede for seks ubesvarede point til Bears. Dette virkede dog ikke til at behage udeholdets Marius Sørensen, der var brandvarm i anden periode. Danskeren satte blandt andet en flot treer og scorede flere gange ved at udfordre mand mod mand, hvilket bragte ham op på 11 point alene i anden periode på daværende tidspunkt. Hjemmeholdets Tylor Ongwae var dog ligeledes brandvarm, og han satte endnu en treer mod slutningen af anden periode. Kenyaneren stoppede dog ikke der. Han satte endnu en treer inden pausen, og han var dermed fire for fire bag trepointslinjen. Ryan Evans sluttede perioden med 20 point i alt til en pausestilling på 64-39 i Bears’ favør.

EBAA åbnede tredje periode ganske glimrende med to hurtige scoringer en flot treer af Simon Bjørnebo. Udeholdet var klart bedst i indledningsfasen efter pausen. Bears smed alt for mange bolde væk. Angrebsspillet var enormt ukoncentreret. Perioden var en betydeligt langsommere end de to foregående, og der blev brændt enormt mange skud fra begge mandskaber. Effektiviteten og tempoet kunne ikke leve op til første halvleg af kampen. Bears begyndte dog at komme en smule i gang med en flot fadeaway af Ryan Evans til to point. Han fortsatte, hvor han slap. Det var tydeligt, at Bears gameplan stadig var den samme, hvor de spillede med hurtige igangsætninger og eksplosive løb. Det lykkedes blandt andet med et hurtigt kontraangreb og en frispilning af hjemmeholdets trepointsspecialist Morten Sahlertz, der scorede sikkert. Det unge ugehold fra EBAA kæmpede dog bravt for at følge med det høje tempo, og det lykkedes dem faktisk at mindske forspringet en smule og dermed vinde tredje periode med tre point til stillingen 85-63.

Man sad i første periode med en fornemmelse af, at de danske mestre bogstaveligt ville løbe fra unge EBAA, men som tiden gik i begyndelsen af fjerde periode, så hang EBAA stadig i med hård fighter-vilje. Forspringet var stadig med plus tyve point, men det blev det også ved i første halvdel af fjerde og sidste periode. Det skulle dog alligevel vise sig at blive en hård sidste periode for EBAA-holdet, der pludselig virkede til at have ramt muren. Bears kom til lette scoringer, mens EBAA skulle kæmpe enormt hårdt for at komme til afslutninger, som endte med at blive brændt. Hjemmeholdet var inde i en god periode, og offensiven funklede mere og mere i takt med de manglende kræfter fra udeholdet. Bears’ forspring var nu oppe på 30 point. Morten Sahlertz og Tylor Ongwae lukkede kampen med en treer hver. Bakken Bears ender dermed med at vinde ganske overbevisende i sin første kamp i Basketligaen med 119-83 over EBAA, hvor Ryan Evans og Tylor Ongwae blev de mest scorende spillere med henholdsvis 24 og 21 point.

Dagens detalje: Tylor Ongwae slutter kampen på 71,4 % bag trepointslinjen, hvor han skød 5/7.