Referat
Det var et historisk øjeblik da Michel Diouf tog rebounden efter et brændt trepointskud af Chasson Randle i kampens døende sekunder i den tjekkiske provinsby Nymburk. Det brændte skud og den efterfølgende rebound betød sejr til det undertippede danske hold 66-64 over de 12-foldige tjekkiske mestre fra CEZ Nymburk.
Nymburk havde fire importspillere og derudover hele fem spillere, der deltog ved EM-slutrunden i september, heraf tre, der spillede for Tjekkiet, der sluttede på syvendepladsen. Nymburk fører VTB-ligaen foran hold som CSKA Moskva, så der er ingen tvivl om kvaliteten på modstanderen.
Kampen startede eller tungt for Bears. Nymburk ramte to hurtige treere og tog et væld af angrebsrebounds, men efter 6-0 føring gik hjemmeholdet i stå, og Bears gik på et 19-7 run og bragte sig dermed foran 19-13. Den tjekkiske landsholdsspiller Petre Benda fik dog reduceret inden første periodes afslutning. Nøglespiller for Bears i første periode var Darko Jukic, der scorede otte point.
Chris Christoffersen fik sin første kamp som starter, men det gav ikke bonus i første periode, hvor den 218 cm høje bornholmer begik tre fejl på de første tre minutter. Derefter kom Nicolai Iversen ind, og hans arbejdsindsats var medvirkende til den store præstation.
I anden periode scorede Nymburk de første seks point, men bedst som publikum troede hjemmeholdets maskine ville rulle over Bears, vendte kampen igen. Bears bragte sig foran 27-22 inden Vojtech Hruban ramte et par skud. Anden periode sluttede 34-34.
Også i tredje periode startede CEZ Nymburk bedst. Holdet kom foran 38-34 og 40-36, men rystet Bears af fik de aldrig. Nymburk holder sig foran i den første halvdel af tredje periode, men Bears følger med, og bringer sig efter en treer fra Mikkel Plannthin foran ved udgangen af tredje periode.
Nymburk scorede ikke i tredje periodes sidste godt to minutter, og scoringspausen holdt længere end til midt i fjerde periode. I alt lykkedes det Bears at holde tjekkerne fra fadet i 7 minutter og 36 sekunder, men uden det dog lykkedes at slå et større hul end 55-50 – altså et 7-0 run… Hruban fik med en treer udlignet til 55-55, mens hvis man kan tale om turning point i en kamp må det være Nicolai Iversen og Carles Bivias to trepointscoringer i to angreb i træk. 61-55 med to minutter igen.
Det lykkedes Bears at holde føringen med straffekastscoringer fra Bivia og Diouf indtil der resterede 33 sekunder, hvor to turnovers på fem sekunder og et par missede straffekast var ved at koste sejren. Da Howard Sant-Roos samtidig satte tre straffekast og fik reduceret til 64-65 med 17 sekunder og Nicolai Iversen blot scorede et af to kast, var afgørelsen i hænderne på Nymburk, der spillede tiden ned – men Randles miss og Dioufs rebound sikrede en højst overraskende udebanesejr.
Carles Bivia spillede en virkelig flto kamp for Bears. 20 point, 7 rebounds og 7 assists viste hans klasse. Men hele holdet skal roses for en blændende præstation – måske den største enkeltstående sejr i dansk basketballs historie?
Bears fører gruppe F i FIBA Europe Cup med to sejre i to opgør. Nymburk og slovenske KK Tajfun Sentjur har hver en sejr efter Sentjurs sikre sejr over irske Hibernia.
Der er ikke plads til at hvile på sejren – allerede lørdag spiller Bears topopgør i Basketligaen, når Bears og Horsens IC – de to ubesejrede hold – mødes i Jyske Bank Boxen, og tirsdag spilles næste kapitel i FIBA Europe Cup, når KK Tajfun Sentjur gæster Aarhus.
Referat
For så vidt samme udgangspunkt som de foregående hjemmekampe i denne sæson med et Bakken Bears som favorit. Dog med den væsentlige forskel, at det denne gang gjaldt en kamp i FIBA Europe Cup – måske for første gang med Bakken Bears i favoritrollen.
Første periode var ganske lige – med et usikkert hjemmehold og en spillende træner for Hibernia (No 12 – Colin O’Reilly), der var godt skydende fra down town. Darko Jukic lyste op i flere omgange, men svigtende kommunikation i forsvaret kombineret med brændte skud (mange brændte skud) betød, at gæsterne førte med 15-20 efter 10 minutter.
Straks i anden periode blev styrkeforskellen dog tydelig. Chris Christoffersen stemplede ind, og nu var der mere held med skud fra distancen. Bakken Bears vinder perioden med hele 25-9 og efter 2. periode var stillingen derfor 40-29 og kampen var i realiteten afgjort. Forsvaret var bestemt mere aggressivt og i angrebet var der tilsvarende mere koncentration og mere vilje til at finde den frie mand.
Efter pausen fortsatte Bakken Bears med at dominere. Der var bestemt flere flotte episoder og præstationer – Darko i en coast-to-coast med efterfølgende dunk, Michel Diouf med dunk, Sebastian Åris med flot assist, flere steals og en dejlig 3’er fra Mikkel Plantin. Efter de 30 minutter førte hjemmeholdet 73-45 over et mere end modløst hold fra Irland.
Da 4. periode blev sat i gang var kampen for længst afgjort – og til trods for dette var det fantastisk, at publikum i en absolut velbesøgt Vejlby Risskov Hal i den grad levede med på lægterne.
Bakken Bears kunne spille frit, den brede bænk blev benyttet fuldt ud, og i flere omgange så vi den og de ekstra afleveringer i angrebet, der gjorde skytten fuldstændig fri til skud – og nu var vi mere heldige (læs. dygtige). Med knap 4 minutter igen blev der europæisk debut til Sylvester Berg, der markerede sig med både 4 rebound og en scoring. Også gæsterne fra Hibernia fik dog også en række scoringerne, hvilket sluttelig resulterede i en sejr til Bakken Bears på 96-60.
For hjemmeholdet markerede følgende spillerede sig i angrebet – Mikkel Plannthin 10 point, Nicolai Iversen 10 point, Michel Diouf 15 point, Carles Bivià 15 point og Darko Jukic med 19 point (på lige godt 17 minutter).
For gæsterne var de mest scorende Martins Provizors med 12 point og Colin O’Reilly med 13 point.
Næste ”hjemmekamp” er den 7. november mod Horsens IC i Jyske Bank Boxen i Herning – sidste sæsons to finalister.
Referat
Bakken Bears er videre til kvartfinalerne i pokalturneringen efter fredagens sejr på 99-76 over SISU. Michel Diouf mest scorende med 19 point.
Om det skyldtes at Bears senest spillede 48 timer inden kampstart eller bare almindelig fredagstræthed vides ikke, men faktum er, at Bears kom meget flade ud til kampen. SISU derimod spillede virkelig deres chance med et hold, hvor højeste mand blot var 198 cm.
Thomas Lærke startede fremragende, og med otte point fra start bragte han Bears foran 8-5. Herfra gik det stærkt. Anført af Jay Canty scorede hjemmeholdet ni point i træk og lagde pres på Bears. SISU kørte videre og bragte sig foran 18-10, 24-12 og 27-14 efter en treer af August Haas. Bears fik lavet et mod-run på 7-0, men kampens bedste spiller August Haas sluttede perioden flot af til føring 32-23.
August Haas scorede to straffekast i starten af anden – men så havde Bears fået nok. Bjørnene gik fra 23-34 til 35-34 efter et energiboost fra Aladdin Barakeh og fint spil af Mikkel Plannthin. Selvom SISU scoringsmæssigt hængte på, var det nu Bears der var i teten. 46-41 ved halvleg efter 15 point af Thomas Lærke. Anden periode endte 23-9 til Bears.
Efter pausen fortsatte mønsteret. Bears klart bedst efter en fin SISU-start anført af Haas. Fra 52-46 scorede Bears otte point, herefter SISU fem inden et 13-2 run afgjorde kampen endeligt. Selvom SISU reducerede var Bears foran med 15 point inden sidste periode (73-58).
Og mønsteret fortsatte i fjerde periode. Jay Canty scorede en masse point, mens det for Bears var Sebastian Åris og Michel Diouf der scorede. Bears sluttede med et 11-3 run og vandt 99-76.
Point Bears: Michel Diouf 19, Darko Jukic 18, Sebastian Åris 15, Thomas Lærke 15, Mikkel Plannthin 8 (+10 rebounds), Carles Bivia 6, Nicolai Iversen 6, Aladdin Barakeh 5, Jacob Meller 3, Morten Sahlertz 2, Keane Thomann 2.
Point SISU: Jay Canty 30, August Haas 26, Devin Cherry 8, Frederik Rungby 7, Gustav Thestrup 3, Nicklas Jønsson 2.
Referat
Bears slår Rabbits efter comeback
Bakken Bears var bagud med hele 14 point undervejs, men vandt alligevel topopgøret i Svendborg Idrætscenter. Bears vandt 83-78 efter 30 point af Darko Jukic.
Bears stillede op med fuldt hold, men satte ikke Chris Christoffersen på banen, mens Rabbits manglede Antonio Porta og Trevor Noack.
Svendborg Rabbits var klart mest dominerende i første periode. Ligatopscorer Brandon Rozzell ramte tre treere og scorede 11 point af kaninernes 18 (føring 18-7, 5 min). For Bears var Michel Diouf næsten eneste scorer i starten af kampen – han scorede syv af udeholdets første ni point.
Darko Jukic scorede syv point i den sidste halvdel af perioden, og det var medvirkende til at Bears “kun” var bagud 18-28 efter de første ti minutter. Katalysator for at Bears fik stoppet Rozzells scoringer var indskiftningen af Aladdin Barakeh.
Svendborgs dominans stoppede dog ikke med starten af anden periode. Rabbits gik 7-3 og nåede dermed holdets største føring (35-21, 12 min). Endelig kom Bears i gang i angrebet. Sebastian Åris og Darko Jukic ramte treere og det blev indledningen på et 8-0 run. Rabbits holdt ved til 43-34, inden Bears gik på et 11-0 run og bragte sig foran for første gang siden 2-0. Damian Ocana fik udlignet inden halvlegen.
I tredje periode scorede Rabbits ikke de første godt fire minutter, men alligevel fik Bears ikke trukket fra. Bjørnene nåede maksimalt foran med seks, men en uhyre velskydende Claus Magaard scorede fynboernes sidste ti point. 60-62 inden sidste periode.
I kampens sidste fjerdedel fortsatte Bears med at dække fint op. Rabbbits scorede blot syv point i de første syv minutter og Bears nåede foran 76-67 og senere 82-70. Brandon Rozzell scorede tre treere og fik næsten hevet Rabbits tilbage i kampen, men det var ikke nok. Bears vandt slutteligt 83-78.
Mest scorende for Bears var Darko Jukic med imponerende 30 point, mens Michel Diouf scorede 20. Begge supplerede med syv rebounds. For Rabbits scorede Rozzell 30 point, hvilket han supplerede med 10 assists.
Bears er med sejren i spidsen af Basketligaen med fem sejre i lige så mange opgør, mens Rabbits har tre sejre i fem kampe. HIC er det eneste andet ubesejrede hold, men holdet har kun spillet fire kampe.
Bakken Bears spiller allerede igen fredag aften, når holdet gæster SISU i pokalturneringens 1/8-finale.
Referat
Bakken vandt 76-68 i Hørsholm efter en drømmestart med føring på 18-2 efter fem minutter. Carles Bivia mest scorende med 23 point, mens Darko Jukic scorede 11 point i fjerde periode og 18 i alt.
Hørsholm var slet ikke til stede i kampens første fem minutter. Bears blev ikke mødt med den ventede modstand, og efter godt to minutter stod der 12-2 efter otte point af Michel Diouf (bl.a. to dunk). En time out fra hjemmeholdet hjalp ikke, og Bears kom foran 18-2. Hørsholm kom bedre med, bl.a efter en buzzer af Frederik Hougaard. 25-12 efter første periode.
I anden periode faldt kadencen. Bears vandt 16-14 og udbyggede dermed føringen til 41-26. Hørsholm ramte ikke en treer i hele første halvleg.
Tredje quarter var katastrofalt for Bears, der søgte og søgte uden at finde. Samtidig begyndte Hørsholm at få blid på tanden og nye Anali Okoloji ramte holdets første treere. Han fik en rigtig god debut og bliver et fint aktiv for Hørsholm.
I fjerde periode besluttede Darko Jukic sig for ikke at ville tabe kampen. Han scorede bjørnenes første ni point og var med til at holdet afstanden til hjemmeholdet. Det var først i allersidste spilleminut kampen så tæt ud (68-72), men den blev aldrig rigtig spændende. Carles Bivia og til sidst Darko Jukic vandt kampen fra straffelinjen. Sejren blev på 76-68 og dermed har Bears vundet sæsonens første fire opgør.
Mest scorende for Bears var Carles Bivia (23 point), Darko Jukic (18), Michel Diouf (16) og Mikkel Plannthin (7). For Hørsholm scorede Okoloji 25 point, mens Evan Yates (12) og Frederik Hougaard (11) fulgte efter.
Programmet for Bears hedder udekamp i Svendborg på onsdag og pokal-udekamp mod SISU på fredag – en meget vigtig uge.
Referat
Der var tale om de to mest vindende hold i dansk herrebasket, der tørnede sammen en solrig efterårssøndag – denne gang med hjemmeholdet som klar favorit. Et ungt SISU-mandskab med mange nye spillere og uden et par afgørende profiler mod et Bakken Bears, der har høstet selvtillid efter to meget klare sejre i den forgangne uge.
Kampen startede ganske lige de første minutter – men fra midt i perioden var BB alligevel foran med 25-14 og kampen begyndte at ligne noget vi havde set før. Deres penfører kunne for alvor glæde sig over et hjemmehold, der gerne ville aflevere den extra gang – og en center, der var sikker fra linien. Og det var også tydeligt, at coach Israel Martin var indstillet på at bruge hele bænken – at han har fokus på at skabe et team.
Efter første periode var Bakken Bears solidt foran med hele 34-21 (og kampen syntes afgjort – noget der på mange måder kom til at præge resten af kampen).
Anden periode var kendetegnet ved en længere scoringspause – dog bemærkelsesværdigt så flot SISU bed fra sig. Ikke mindst Frederik Rungby gjorde det solidt for gæsterne. For hjemmeholdet virkede det som om koncentrationen svigtede en smule,og at den afgørende kommunikation i forsvaret i flere omgange var ikke eksisterende.
Perioden sluttede med en føring til Bakken Bears på 54-40 (og vinder trods alt perioden med en enkelt pind).
Efter pausen fortsatte kampen i sikker forvisning om, at vinderen allerede var fundet – og at begge hold havde indstillet sig på dette faktum. Dog skal kampens flotteste angreb lige nævnes – Bakken Bears kommer hurtigt frem ad banen, og efter 6-7 afleveringer havner bolden hos en helt fri Thomas Lærke, der scorer en flot 3er.
Det med scoring uden for 3-point-linien var i det hele taget det, som vi alle tager med hjem efter kampen.
I sidste periode var der én spiller, der fuldstændig overtog scenen – nemlig Morten Sahlertz. Efter en lidt forsigtig start på kampen skinnede han igennem loftet med den ene fantastiske 3-point-scoring efter den anden. Morten Sahlertz imponerede med ikke mindre end 8 af ”de lange” og var på denne måde med til, at Bakken Bears satte ny klubrekord med fantastiske 20 3-point-scoringer (den tidligere rekord lød på 16). Og ikke nok med at det var klub – det var også rekord for Basketligaen, den hidtidige var næsten 12 år gammel og var ejet af Svendborg.
For gæsterne fra SISU scorede Fredderik Rungby imponerende 21 point, Asger Hjort 14 og Devin Cherry 12.
For Bakken Bears var det som allerede nævnt Morten Sahlertz der gjorde det utrolige med i alt 26 point suppleret af Carles Bivià med 19 point (heraf 5 3-point-scoringer) og Michel Diouf med 17 point.
Referat
Bears fik den anden kæmpesejr i Basketligaen, da Randers blev sønderbombet i anden halvleg af kampen i Arena Randers.
Randers Cimbria stillede op uden Charlie Burgess, der manglede sin spilletilladelse. Chris Nielsen var pga en lyskeskade tvivlsom, men spillede første halvleg inden han trak sig ud.
Bears, der i kampen gav debut til 17-årige Sylvester Berg, startede bedst og bragte sig foran 7-0 inden Bonell Colas satte fem point i træk. Cimbria fik igen reduceret, da Bears fik slået et hul til 18-9 og stillingen efter ti minutter var 23-17.
I anden periode havde Bears fortsat svært ved at stoppe Colas og Chris Nielsen, der i alt scorede 25 point inden pausen, hvor Bears førte 50-34.
Efter pausen scorede pausen de første otte point, og afgjorde definitivt kampen. Selvom randrusianerne gik på et 7-0 run i slutningen af perioden, blev denne vundet af Bears med 23-13. I fjerde periode gik det helt galt for hjemmeholdet, der blot scorede seks point og tog imod 38. Thomas Lærke scorede 14 af sine 18 point i sidste periode.
Kampen endte med de bizarre ciffre 111-53, men der er ingen tvivl om at Cimbria bliver meget bedre med Charlie Burgess på holdet, og hvis Chris Nielsen spiller hele kampen.
Bears spiller igen søndag, når SISU kommer på besøg. SISU tabte torsdag hjemme mod Stevnsgade.
Point: Michel Diouf 28, Thomas Lærke 18 (14 i fjerde periode), Nicolai Iversen 12, Aladdin Barakeh 11, Darko Jukic 11, Sebastian Åris 8, Mikkel Plannthin 8, Keane Thomann 6, Jacob Meller 4, Carles Bivia 3, Sylvester Berg 2, Morten Sahlertz 0
Randers Cimbria: Bonell Colas 19, DJ Smedley 11, Chris Nielsen 10
Referat
Bakken Bears fik budt Stevnsgade et hedt velkommen tilbage til Basketligaen efter mere end et årtis fravær, da holdet i første periode af holdenes første ligakamp bragte sig foran med hele 25 point (38-13). Resten af kampen blev mere lige, men der blev aldrig antydningen af spænding om resultatet.
Bears startede med Åris, Lærke, Jukic, Iversen og Diouf på banen, mens Stevnsgade indledte med Vincents, Christensen, Balaton, Brooks og Bloch. Udover den store føring til et hjemmehold i hopla blev det i første periode noteret, at Nicolas Christensen fik hele fire fejl.
I kampens anden fjerdedel fik især Mikael Vincents, der er kommet til fra SISU, hevet udeholdet op. Bears vandt dog fortsat perioden sikkert 24-15, og førte således 62-28 ved halvlegspausen.
Også tredje og fjerde periode blev vundet af Bears – 22-17 og 24-17, og selvom Carles Bivià satte en treer til point nummer 100 på et tidspunkt hvor Stevnsgade havde scoret 51, fik udeholdet reduceret til sidst i kampen.
Debutant Bivia blev pointmæssigt kun overgået af Michel Diouf, der i sin debut scorede 20 point og supplerede med ni rebounds. Bivia scorede 18 og havde seks assists. En velspillende Thomas Lærke scorede 16 point – alle i første halvleg – mens Darko Jukic (11 point) og Mikkel Plannthin (10) også nåede et tociffret antal point i deres første optræden i Bearstrøjen. Det er værd at notere, at alle Bearsspillere fik scoret.
For udeholdet var Mikael Vincents mest scorende (17 point), mens Mads Blochs supplerede sine seks rebounds med ti point.
Ikke overraskende var Bears klart bedst i de afgørende kategorier i statistikkerne. 42-20 i rebounds, 30-11 i assists, og 58-38 i procenter på skud fra gulvet.
De to hold får ikke mange dage til at restituere. Allerede torsdag spiller Stevnsgade ude imod SISU, mens Bears skal til Randers. Næste hjemmekamp for bjørnene er søndag mod SISU.