Flot sejr i Svendborg

Bakken Bears fik en fin sejr på 97-85 i Svendborg efter en kamp, hvor Bears startede flot og spillede en glimrende tredje periode, som blev vundet 26-9 – så gjorde det mindre, at spillet ikke gled i kampens sidste fjerdedel, som Svendborg vandt klart.

DeVaughn Akoon-Purcell spillede mindre godt søndag mod Stevnsgade, men det blev revancheret fra starten af opgøret i Svendborg, hvor han scorede 12 af Bears’ første 19 point – til føring 19-3! Herefter begyndte Svendborg at ramme deres trepointforsøg – i alt fem stk i første periode – her i blandt Stefan Bonneaus afsluttende i første periode, som Bears stadig vandt 33-21.

I anden periode kæmpede Rabbits sig tættere på, og dumme turnovers og endnu en afsluttende treer til Rabbits gjorde, at kaninerne øjnede et comeback. 54-47 til Bears ved pausen.

Tredje periode startede også lige, men ved 62-54 havde Bears fået nok. Et 18-2 run afgjorde kampen, hvor der stod 80-56 inden sidste periode. Rabbits havde imidlertid ikke opdaget, at kampen var afgjort, og startede sidste periode med et 12-2 run. Selvom det kneb gevaldigt med især angrebsspillet, lykkedes det Bears at få stoppet blødningen. Claus Magaard sænkede ganske vist en treer til 77-86, mens Thomas Lærke løb bolden i kurven to gange og Bears cruisede hjem med en sejr på 12 point.

DeVaughn Akoon-Purcell scorede 31 point (og 5 assists), mens Kristjan Kitsing scorede 17 point (+ 6 rebounds). Thomas Lærke scorede 14 point (+6 rebounds og 4 assists). Eric Palm fik meget spilletid og spillede en flot kamp med 9 point, 6 rebounds og 4 assists – og det faktum at Bears vandt 26 point i de knap 29 minutter han spillede.

Mest scorende for Svendborg var Stefan Bonneau (18 point) og Cameron Jones (16 point).

Bears spiller igen allerede torsdag, når turen går til Næstved – det er ugens tv-kamp på TV2 SPORT.

 

Bears-sejr i sidste minut

Bakken Bears fik den ventede sejr over Stevnsgade, men det holdt meget hårdt og kampen blev først afgjort i det sidste minut, som Bears vandt 7-0. Kampen endte 90-81 og dermed fik Bears sin 15. sejr i 18 kampe, mens Stevnsgade endnu ikke har prøvet at vinde.

Stevnsgade startede klart bedst og bragte sig foran 13-6, men et par udskiftninger senere var Bears foran med 15-13. Den store profil i første periode var udeholdets Jesper Sandager, der satte fem trepointscoringer i første periode. Desværre for udeholdet scorede han blot to point i resten af kampen.

Stevnsgade startede også anden halvleg bedst. Udeholdet bragte sig foran 34-23 mod et Bearshold, der slet ikke dækkede op. Omvendt var Stevnsgade utrolig velskydende i kampens første 15 minutter. Bjørnene fik dog samlet op og især Eric Palm fik trådt et skridt op og han sluttede perioden med otte af hjemmeholdets sidste ti point. Stevnsgade foran 42-40 ved halvlegspausen.

Stevnsgade – nu anført af Filip Rajovic og Jens Erik Nielsen – var foran indtil 50-49, men herefter var Bears foran. Fra 56-55 scorede hjemmeholdet seks point i træk og i starten af fjerde periode gik Bears på et 10-2 run. Ved 72-59 var det svært at forestille sig at kampen ikke var afgjort – men Stevnsgade kæmpede forbilledeligt og kom tæt på.

Bears holdt den tociffrede føring til 77-66, men så begyndte Filip Rajovic for alvor at score. Et layup og to trepointscoringer skabte spænding og da Jonel Palou reducerede til 83-81 var spændingen fuldt tilbage. Desværre for Stevnsgade fulgte et par turnovers, mens Bearsspillerne fik udnyttede deres chancer, og dermed blev spændingen i kampen punkteret.

Mest scorende for Stevnsgade var Filip Rajovic (24 point på 10 skud), mens David Champagnie scorede 18, som han supplerede med 16 rebounds. For Bears scorede Eric Palm 20 point – foruden 8 assists – mens Thomas Lærke satte 15, som han supplerede med 10 rebounds og 7 assists. Ligaens topscorer DeVaughn Akoon-Purcell scorede 14 point og tog 8 rebounds.

Stevnsgade spiller næste gang på onsdag ude mod Hørsholm, mens Bears har to udebanekampe i den kommende uge – mod Svendborg tirsdag og Næstved torsdag.

Fremragende anden halvleg giver sejr i Randers

En lige en første halvleg blev afløst af en anden halvleg med Bakken Bears ved rattet, mens Randers Cimbria kæmpede med at hægte sig fast på passagersædet.

Det var et Bearshold med fire skader (Michel Diouf, John Williamson, Sylvester Berg og Marius Sørensen) og to syge (Chris Christoffersen og Daniel Kristensen), men til gengæld med Esben Reinholt som debutant. Omvendt manglede Cimbria Chris Nielsen og Marinus Mouboe.

Det var en ekstremt lige første halvleg, hvor Bears førte det meste af tiden, men aldrig fik slået et hul til randrusianerne. Hjemmeholdet dominerede Bears i reboundspillet, og selv når Bears dækkede godt op fik Cimbria ofte både anden og tredje chance. Bears førte 43-40 ved pausen.

Efter halvlegspausen var der til gengæld ingen tvivl – Bears spillede langt bedre forsvarsspil, tog sig af reboundspillet og fik afleveret bolden i angrebet. Tredje periode blev vundet 31-11 og bjørnene fortsatte godt ind i fjerde periode inden det til sidst blev lidt rodet.

Det var Bears 14. sejr i 17 kampe – der er stadig otte point op til HIC, der har spillet tre kampe mere, på førstepladsen. Kampen sluttede 103-69 til Bakken Bears.

Basketligaens topscorer DeVaughn Akoon-Purcell blev kampens topscorer med 22 point, mens Mike Gesell og Adama Darboe scorede 12 hver. Roses skal også Morten Sahlertz, der foruden fem point tog 6 rebounds og havde 7 assists!

For Cimbria scorede Deuce Bello 18 point, mens Eric Kibi satte 14 point på tavlen.

Næste opgave for Bears er søndagens hjemmebanekamp mod Stevnsgade.

 

Stor Bearssejr uden flere profiler

Bakken Bears uden skadede Michel Diouf, ikke-spille berettigede John Williamson og de to profiler Thomas Lærke og DeVaughn Akoon-Purcell, vandt sikkert over et Hørsholm-hold, der manglede karantæneramte David Harder og skadede Mikael Vincents. Bears vandt alle fire perioder, tre af dem med mindst 11 overskydende point og forskellen blev nok bedst illustreret i scoringsprocenterne. Hørsholm skød 41% på toere, mens Bears skød 50%, og forskellen var endnu større på treere, hvor Bears ramte 53% og Hørsholm blot 22%.

Kampen startede ellers frisk og lige ud. Hørsholm var med i den første halvdel af perioden, men var sidste gang i front ved 14-13. Bears scorede 13 point i træk – anført af to treere fra anfører Nicolai Iversens hænder – og det run blev forlænget til et 19-4 run, hvor Bears ramte hele fem treere. Udover Iversens to, blev det til tre stk fra Morten Sahlertz.

Anden periode fortsatte hvor første var sluttet og Bakken Bears scorede de første syv point – i alt gik bjørnene således fra 13-14 til 39-18! 79ers svarede igen med et par treere og fik – trods to treere fra Eric Palm midt i perioden – bedre fat i spillet. Bears vandt perioden med to point, og føringen ved halvleg var 51-35.

Også i tredje periode var Bears bedst fra start. Ti point i træk fjernede den sidste rest af spændingen og da Bears også sluttede bedst med et 8-2 run lukkede kampen endegyldigt ned. Hjemmeholdet foran 75-48 inden sidste periode.

Selvom begge hold manglede nogle profiler og kampen reelt var afgjort, blev der kæmpet til sidste minut. Bakken Bears fortsatte den fine eftermiddag bag trepointslinjen ved at sætte fem styk i sidste periode, heraf ramte Morten Sahlertz den næstsidste et par meter bag linjen og Marius Sørensen scorede sine første Bearspoint i sin debut med blot tre sekunder igen, så Bears rundede 100 point – slutresultatet blev 102-64.

Topscorer for udeholdet blev Marvin Dominique med 15 point, mens Asbjørn Midtgaard scorede 14 som blev suppleret med 9 rebounds. Midtgaard kæmpede forbilledligt, men var oppe imod et par store og stærke spillere i Keane Thomann og Chris Christoffersen. Jyles Smith scorede 11 point, tog 6 rebounds og havde 4 assists.

For Bears scorede alle ti spillere, der var på banen. Pointene var fint fordelt – mest scorende var Eric Palm og Mike Gesell, der hver scorede 16. Gesell havde derudover 8 assists og de knap 29 minutter han havde på banen blev vundet med 41 point! Kristjan Kitsing scorede 15 point og tog 5 rebounds, mens Morten Sahlertz scorede 14. Nicolai Iversen og Keane Thomann scorede hver 10 point.

Næste opgave for 79ers er først 1. februar, når holdet tager imod Næstved, mens Bears allerede onsdag spiller den sidste kamp i dette års Basketball Champions League, når tyrkiske Banvit kommer på besøg. Næste kamp i Basketligaen er et topopgør, når holdet drager til Forum Horsens for at møde HIC – det sker den 2. februar.

 

Bears fik fat i forsvaret mod Hørsholm

Efter et nederlag til SISU og to nederlag i Basketball Champions League, kom Bakken Bears tilbage på sporet mod Hørsholm 79ers. I de seneste træninger har fokus været på forsvaret og i tre af de fire perioder blev der leveret i den ende.

Bakken Bears kom flyvende ud af starthuller og fire forskellige spillere ramte i alt hele fem trepointscoringer i første periode. Bears pressede udeholdet godt, og holdt 79ers på blot 14 point. Det hjalp naturligvis ikke udeholdet af Mikael Vincents måtte sætte sig skadet ud efter blot et par minutters spil.

Føringen på 27-14 efter ti minutter blev med et super run øget til 41-17 midt i anden periode efter noget af det bedste Bearsspil længe. Udeholdets topscorer Marvin Dominique, der slet ikke var kommet på tavlen på dette tidspunkt fik langsomt men sikkert spillet sig ind i kampen og med ham fulgte resten af udeholdet, så Bears-føringen ved halvleg var begrænset til at være på 19 point – bl.a skaffet efter en buzzer beater næsten fra midten af Bears-topscorer Kristjan Kitsing.

Tredje og fjerde periode var helt lige. Intensiteten dalede og selvom Bears igen ramte fem trepointscoringer i tredje periode var forsvaret slet ikke på niveau med første halvlegs. Jyles Smith leverede den bedste præstationen af en enkelt spiller i en enkelt periode, da han scorede 14 point i tredje periode. Igen afsluttedes perioden af en treer af Kitsing, der i alt scorede 19 point.

I fjerde periode var der længere mellem scoringerne. For Bears var Keane Thomann godt spillende, mens Asbjørn Midtgaard udmærkede sig for udeholdet. Facit blev en sikker Bearssejr på 90-71 og dermed 12. sejr i 14 kampe.

Mest scorende for Bears var Kristjan Kitsing, der scorede 19 point, mens DeVaughn Akoon-Purcell scorede 16. For 79ers scorede Jyles Smith 20 point, mens Mathias Bæk og Marvin Dominique scorede 12 hver.

 

Det blev til et skuffende nederlag i Gentoftehallen, da Bakken Bears lørdag besøgte SISU. SISU var i teten hele kampen og vandt fortjent 108-100 – en sejr, der ikke burde være kommet i fare, men var lige ved at komme det i de sidste minutter.

SISU stillede op uden den nye mand Derrick Wilson og uden skadede Adjehi Baru, mens Bears manglede Michel Diouf og Adama Darboe, der begge var skadede. Til gengæld var Morten Sahlertz tilbage efter en skadespause og der var debut til Eric Palm.

Efter en relativt lige start, hvor SISU førte 9-8 midt i perioden tog Alassan Touray over og scorede seks point i træk. SISU holdt føringen perioden ud og Oliver Strøh ramte en treer til stillingen 30-23 efter første periode. Det slappe Bears-forsvarsspil fortsatte og SISU øgede føringen. 43-30, 47-32 og 51-36 inden Bears fik reduceret marginalt, så der ”blot” var 12 point mellem holdene ved halvlegspausen (53-41).

Havde det set skidt ud i de første to perioder, faldt Bears helt sammen forsvarsmæssigt i kampen tredje fjerdedel. Midtvejs i perioden gik hjemmeholdet på et 16-2 run til føring 80-53 – inden Bears fik reduceret så SISU førte 84-63 inden sidste periode.

Selv midtvejs i fjerde periode var der ikke noget, der tydede på et comeback. Selvom Bears skar hjemmeholdets føring til 92-78 satte SISU seks hurtige point og forskellen var igen 20 point med fire minutter igen. Et 17-2 run havde dog givet håb hvis ikke det var fordi Oliver Strøh løb et fastbreak i kurven til føring 102-95. Bears missede et åbent skud og så kunne SISU vinde kampen fra straffelinjen.

Bears var bagud næsten overalt i statistikblokken: 47-35 i rebounds, 46-36 i trepointsprocenter, 54-48 i topointsprocenter, 33-16 i assists samt 27-12 i fejl. Og det er generelt svært at vinde når man møder et velspillende og velskydende hold, der udviser det ekstra overskud.

DeVaughn Akoon-Purcell scorede 21 point, mens Mike Gesell scorede 19 og havde 7 assists. Debutant Eric Palm scorede 14 point, mens Kristjan Kitsing scorede 11 og Keane Thomann 10.

For SISU, der blot havde syv mand på banen, hvilket gør præstationen endnu mere imponerende, havde Kyle Draginis sin anden triple-double i sæsonen med 25 point, 12 rebounds og 13 assists (den første i øvrigt også imod Bears), mens Oliver Strøme havde 22 point, 5 rebounds og 6 assists. Tanner McGrew var meget tæt på en treble-double med 21 point, 13 rebounds og 9 assists. Anders Haas scorede 18 og Alassan Touray scorede 16.

Næste kamp for Bears er onsdagens opgør i Basketball Champions League, når Fraport Skyliners tager imod i Frankfurt.

Foromtale: Lokalopgør mod Randers

Bakken Bears spiller fredags kalenderårets sidste kamp, når Randers Cimbria kommer på besøg. Selvom Bears tidligere på sæsonen har vundet to sikre sejre over Cimbria, er det altid spændende hvilke type kampe det bliver, når de to hold mødes.

Tip off kl. 18.30 i Vejlby-Risskov Hallen.

SIKKER SEJR TIL BEARS
Bakken Bears fik sæsonens 10. Basketligasejr, da holdet vandt 90-58 i Nørrebrohallen over ligaens bundhold, Stevnsgade. Bears er dermed blot en sejr efter Horsens IC, der endda har spillet en kamp mere end bjørnene.

Første periode bar afgjort præg af to hold, der spillede deres første kamp efter en mindre julepause, og stillingen 16-12 efter ti minutter antydede hvad tilskuerne også så – brændte skud i massevis. I anden periode fik Bears lidt mere tur i afslutningerne og ramte hele fem trepointscoringer. Bears skød i første halvleg fine 38% fra treeren (6/16), men kun 27% på topointafslutninger (6/22). Stevnsgade procenter var ringere – 24% på field goals (7/29) og 29% på straffekast (4/14). Bears først 37-20 ved pausen.

Hjemmeholdet startede med at score de første fire point i tredje periode, mens derefter scorede Bears ni i træk, og det lignede at det blev afgørende for kampen. Bears øgede til 65-35 efter tre perioder og efter en næsten lige fjerde periode vandt Bears med hele 32 overskydende point.

For Bears scorede ligaens topscorer DeVaughn Akoon-Purcell 20 point, mens Mike Gesell scorede 14. Sylvester Berg udmærkede sig med 12 rebounds og alle 11 Bearsspillere fik scoret. Bjørnene var uden skadede Michel Diouf, Adama Darboe, Morten Sahlertz og Marius Sørensen, mens Eric Palm manglede pga. manglende spilletilladelse.

Næste opgave for Bears bliver fredagens hjemmekamp mod Randers Cimbria, der tirsdag aften slog Hørsholm efter en fantastisk afslutning. Randers var med 26 sekunder igen bagud med syv point, men vandt 87-86. Der er tip off kl. 18.30 i Vejlby-Risskov Hallen.

 

RABBITS HOLDT PÅ 41 POINT!

Bakken Bears holdt Svendborg Rabbits på uhørte 41 point, da holdene torsdag mødtes i Basketligaen. Kun i en af de fire perioder scorede Rabbits mere end 10 point og den tredjemest scorende kanin scorede blot fem point. Bears vandt 75-41.

Det var med let nervøse anelser, at Bears mødte frem i Svendborg Idrætscenter blot to dage efter at have lukket 114 point ind i Tjekkiet. Bears stillede igen op uden Michel Diouf, og Kristjan Kitsing var heller ikke med – han er ude med en rygskade. Men basketball er et forunderligt spil, Bears startede som lyn og torden og bragte sig foran 20-2! Først da der manglede godt 30 sekunder af første periode scorede kaninerne deres første field goal, og Rabbits sluttede med at score de sidste fire point i første periode og fortsatte med de første fire i anden periode inden en velspillende Nicolai Iversen stoppede blødningen med en treer.

I resten af anden periode fulgtes holdene ad med en Bearsføring på omkring ti point, og anden periode sluttede 32-21. I tredje periode satte DeVaughn Akoon-Purcell tryk på kedlerne og scorede otte af bjørnenes første ti point imod et Rabbitshold, der stadig ikke kunne score. Midt i tredje periode havde Bakken Bears bragt sig foran 40-23! Cameron Jones’ treer i slutningen af periode reducerede Bearsføringen til 48-31!

Rabbits scorede fire hurtige point i fjerde periode, men fra 50-35 scorede Bears 13 point i træk og det afgjorde reelt kampen. I de sidste seks minutter kom de unge spillere ind fra begge hold, og det slap Bears bedst fra. Sylvester Berg scorede ni point i et stretch som Bears vandt 21-6!

DeVaughn Akoon-Purcell noterede sig for 23 point, som han supplerede med 10 rebounds, mens Adama Darboe scorede 11 point. Nicolai Iversen noterede sig for en double-double med 10 point og 11 rebounds, mens Mike Gesell scorede 10 point og havde 6 rebounds. Chris Christoffersen spillede en strålende forsvarskamp og tog otte rebounds. For Rabbits scorede Cameron Jones 17 point, mens Antonio Porta scorede otte.

Bears havde reboundspillet som fokusområde og vandt den kamp med hele 21 overskydende (54-33).

Næste kamp for Bears er allerede på søndag, når Horsens IC lægger gulv til et brag af en pokalsemifinale.

Bears vinder trods hård modstand

Bakken Bears fik en hårdt tilkæmpet sejr over SISU i søndagens kamp i Basketligaen. Dermed fik Bears sin syvende sejr i otte kampe, og er lige i hælene af Horsens IC, der er ubesejret efter otte kampe.
SISU startede bedst og holdets fem første angreb med afslutninger førte til 14 point – fire trepoinscoringer og to straffekast, mens Bears i samme periode blot scorede ni point. Bjørnene fik dog steppet intensiteten op forsvarsmæssigt og holdt SISU fra at score i godt tre minutter, hvor Bears scorede ni point, heraf et dunk af Mike Gesell. Første periode sluttede med en Bearsføring på 22-18.
Bears fortsatte i starten af anden periode, og Nicolai Iversen fik sat sin anden trepointscoring – ud af fire i kampen – til 27-20, men så gik udeholdet i stå. SISU scorede otte point i træk. Herefter bølgede kampen lidt frem og tilbage og SISU førte senere 37-36 inden Bears scorede ti point i træk. Bears sluttede første halvleg med en føring på 50-40.
Også i tredje periode var der runs på 9-10 point. Fra udeholdsføring på 53-40 scorede SISU ni point i træk og senere nåede Gentofteholdet foran 63-60, hvorefter Bears topscorer i sidste sæson Michel Diouf måtte udgå med en ankelskade. Anfører Iversen satte dog endnu en trepointscoring til udligning, hvor DeVaughn Akoon-Purcell satte endnu en til føring til Bears. SISU fortsatte dog med at bide fra sig og var blot bagud 73-70 inden de sidste ti minutter.
SISU holdt Bears indenfor rimelig afstand til 74-80, men et 7-0 run til Bears afgjorde tingene. Selvom SISU sluttede bedst af blev kampens afslutning aldrig helt spændende.
Mest scorede for Bears var DeVaughn Akoon-Purcell med 20 point, mens Nicolai Iversen og Kristjan Kitsing scorede 16 hver. SISUs Kyle Dranginis havde noget så sjældent som en triple-double – 18 point, 12 assists og 10 rebounds. Mest scorende for SISU var Anders Haas med 25 point.
Næste opgave for Bears er allerede tirsdag, hvor holdet møder Banvit på udebane i Tyrkiet, mens det gælder en Basketligakamp i Vejlby-Risskov Hallen torsdag, når Næstved kommer på besøg.

Sikker sejr på Nørrebro

Bakken Bears fik en sikker sejr i sæsonens syvende Basketligakamp, da Stevnsgade blev besejret 108-87. Det blev en kamp, hvor angrebet var noget mere i fokus end forsvaret, og hvor Bears havde otte mand på otte point eller flere.

Kampen blev reelt afgjort allerede i første periode, hvor Bears rykkede fra 21-16 til 36-20. I resten af kampen havde man ikke fornemmelsen af at sejren kunne komme i fare, om end Stevnsgade især angrebsmæssigt bed fint fra sig. Jesper Sandager og David Champagnie var mest fremtrædende for hjemmeholdet.

For Bears, der stillede op uden point guard Mike Gesell, der blev skånet efter at være blevet syet i armen, scorede Basketligaens topscorer DeVaughn Akoon-Purcell 23 point på godt 20 minutters spil, mens Michel Diouf scorede 17 point på knapt 15 minutter. Thomas Lærke, Kristjan Kitsing, Chris Christoffersen og Keane Thomann scorede 10 point.

Det var tredje kamp på fem dage efter tirsdagens sejr over Fraport Skyliners og torsdagens pokalsejr i Værløse. Nu er der pause frem til onsdag, hvor Ironi Nahariya venter i hjemmekampen i Basketball Champions League. Den kamp spilles i Ceres Arena – kampstart er kl. 18.30.
Næste Basketligakamp er søndag den 27. november på udebane mod SISU.