VELSKYDENDE HORSENS VINDER KAMP 1

Det blev en overbevisende sejr til Horsens IC i den første DM-finalekamp. HIC vandt 106-90, men sejren var reelt større. HIC var således foran med hele 24 point midt i fjerde quarter.

HIC skød fantastisk fra kampens start. Myles Mack, Lawrence Alexander og Will Artino satte i alt seks treere på tavlen i første periode, mens hjemmeholdets Mike Gesell var virkelig velspillende fra start. Point guarden scorede 10 point i træk midt i perioden og 12 point i første periode. HIC nåede foran med syv point (27-20), men Bears kom fint tilbage og Morten Sahlertz udlignede med en buzzer treer til 29-29 efter ti minutters spil. Vi tager den igen – 58 point på 10 minutter!

I anden periode fortsatte det hæsblæsende angrebsspil og HIC kom igen bedst fra start. Hjemmeholdet nåede foran hele 55-40 inden hjemmeholdet fik slået godt igen med et 10-1 run. Marin Mornar nåede dog lige inden pausen at bringe HIC foran 58-50.

Efter halvlegspausen var HIC igen stærkest. Hjemmeholdet gik på et 16-5 run og fik dermed en føring på 74-55. Mens HIC skød fantastisk evnede Bears ikke at få mange forsvarsstops. Efter at have scoret 29 point i hver af de første to perioder scorede holdet 30 i tredje periode, og kampen var afgjort inden de sidste ti minutter.

Foran 88-67 med ti minutter igen kunne HIC slippe grebet på kampen uden sejren dog på nogen måde var i fare. Der blev blot scoret seks point i første fire minutter og hvor det i de første perioder var de to guards Lawrence Alexander og Myles Mack der scorede efter behag, var det i fjerde periode Dan Trist, der excellerede. 9 point og i alt 22 tegnede den store spiller sig for. Bears ramte et par skud til sidst og fik reduceret, men HIC vandt 106-90.

Mest scorende for HIC var Alexander med 23 point, mens Mack og Trist hver scorede 22 og Will Artino 16.

For Bears scorede John Williamson 17 point, mens Mike Gesell og DeVaughn Akoon-Purcell endte på hhv 15 og 14 point.

Kamp to spilles torsdag i Forum Horsens, mens kamp tre spilles mandag i Vejlby-Risskov Hallen.

 

BEARS FORAN 2-0

Bakken Bears tog med en sejr i Svendborg et gigantisk skridt imod DM-finalerne. Bears vandt 85-70 og fører dermed semifinaleserien 2-0. Kamp tre spilles torsdag kl. 18.30 i Vejlby-Risskov Hallen.

Basketligaens topscorer DeVaughn Akoon-Purcell åbnede med at score kampens første fem point, men herefter tog Svendborg over. Rabbits kom foran 6-5, senere 9-6, 11-8 og 13-10. Bears scorede således kun 10 point i de første syv minutter. Et godt indhop af Chris Christoffersen var dog med til at hjælpe Bears imod føring på 16-15 efter ti minutter.

I anden periode var det igen Rabbits, der var bedst. De fynske kaniner førte med op til fem point (25-20) undervejs. Perioden endte med en flot afslutning af Antonio Porta, der sluttede med at sætte en treer til halvlegsstillingen 37-36 efter to Bearstreere af Mike Gesell og Nicolai Iversen.

I tredje periode fik Bears overtaget i kampen på trods af en fin start af Alexander Bak, der spillede en flot kamp. Bak scorede hjemmeholdets første syv point i tredje periode. DeVaughn Akoon-Purcell, der havde scoret otte point i første halvleg, ramte to treere, der skabte et lille hul på 49-44 midt i halvlegspausen. Da Nicolai Iversen kort efter lavede et trepointsplay og Thomas Lærke ramte et lille skud, nåede Bears foran med otte. Akoon-Purcell satte kort efter to straffekast, og herefter var det Mike Gesells tur til et trepointspil, så Bears var oppe med 12. Et Svendborghold, som begyndte at se slidt ud sluttede bedst af anført af en virkelig godt spillende Harding Nana. 65-55 inden sidste periode.

Harding Nana startede også bedst i fjerde periode, hvor han scorede fem hurtige point. Amadou Zaki gjorde et fint indhop, og da Alexander Bak reducerede til 70-76 lignede det spænding. John Williamson, der spillede en flot kamp, scorede fire point og Svendborg gav mere eller mindre op da DeVaughn Akoon-Purcell ramte en treer på 24-sekunders buzzeren. Bakken Bears vandt med slutteligt kampen med 15 point.

John Williamson blev Bearstopscorer med 20 point, som han supplerede med 5 rebounds. DeVaughn Akoon-Purcell scorede 19 point, mens Nicolai Iversen scorede 11. For Svendborg satte Harding Nana 23 point, mens Antonio Porta scorede 14 og Darious Lee Moten satte 10 point på tavlen og tog 11 rebounds.

Kamp tre spilles på torsdag kl. 18.30 i Vejlby-Risskov Hallen. Her kan Bears med en sejr kvalificere sig til DM-finalerne.

 

BEARS VINDER EFTER RIGTIG PLAYOFFSKAMP

Den første DM-semifinale blev præcis som en slutspilskamp skal være. Intens, spændende, og periodevist godt spil – med flotte detaljer og dumme turnovers blandet godt sammen. Bakken Bears vandt 95-79 og fører dermed semifinalerne inden serien flytter sig til Svendborg mandag.

Første periode var med Rabbits i teten. Fynboerne bragte sig foran 8-0 inden et tilsyneladende nervøst spillende Bearshold fik scoret – en velspillende Nicolai Iversen scorede hjemmeholdets første tre point inden topscorer DeVaughn Akoon-Purcell scorede de efterfølgende fem, men samlede også to fejl op – ligesom point guard Mike Gesell. Svendborg fortsatte og nåede foran 17-8 inden Morten Sahlertz ramte en treer og på en god afslutning af især Eric Palm fik reduceret til 17-19. Svendborgs mest scorende spiller i første periode var Antonio Porta, der virkelig var kommet for at spille.

I anden periode stemplede Rabbits’ store spiller Amadou Zaki ind. Han havde afgjort overhånden i de store spilleres kamp i kampen, og var sammen med Porta årsagen til at Rabbits holdt sig inde i kampen. For Bears startede Eric Palm flot, men det lykkedes Bears at skabe et hul før Akoon-Purcell og Darboe ramte en treer. Zaki scorede de sidste to point så Bears førte 45-37 efter 20 minutter.

I tredje periode var Svendborg igen bedst. Porta tiltrak sig mere og mere opmærksomhed og han scorede 7 point i perioden, mens Harding Nana scorede seks og var virkelig farlig i anden halvleg. Rabbits vandt periode tre 22-18 og Bears førte derfor blot 63-59 inden de sidste ti minutter.

DeVaughn Akoon-Purcell, hvis kontraktforlængelse blev annonceret kort inden kampstart, havde holdt sig i baggrunden i tredje periode, men i fjerde stemplede han ind. Han scorede de første fem Bears-point, mens Nana scorede de første otte for Rabbits. John Williamson stemplede imidlertid ind og scorede syv point, da kampen knækkede. Med et and-one play gjorde han det til 83-67 med tre minutter igen. Porta nåede at score en treer inden han fejlede ud, og Rabbits kom aldrig tættere på end 10 point (89-79) inden Bears sluttede med at scorede de sidste seks point.

Akoon-Purcell scorede 20 point, men Williamson scorede 14 og Nicolai Iversen 13. Michel Diouf scorede 10 point og tog 12 rebounds. For Rabbits scorede Antonio Porta 21 point, som han supplerede med seks rebounds og tre assists. Nana Harding scorede 19 point og tog 7 rebounds.

Kamp to spilles mandag i Svendborg – og kan ses på TV2 Sport.

REFERAT: IMPONERENDE SEJR TIL BEARS

Det blev en imponerende stor sejr til Bakken Bears i tv-kampen mod Svendborg Rabbits. Bears vandt 109-74 efter en fantastisk første halvleg, som bjørnene vandt 64-36. Hele 10 spillere scorede mindst 7 point.

Bears stillede op uden de to skadede Michel Diouf og John Williamson. Derudover spillede Keane Thomann ikke på grund af en mindre skade. Rabbits manglede Mathias Kelly.

Kampen startede ganske lige. Efter knap fire minutter blev Stefan Bonneau – ved stillingen 9-9 – idømt sin anden fejl og blev udskiftet med den argentinske bronzevinder Antonio Porta. Det blev startskuddet til et større Bearsrun, og da Porta 4½ minut senere blev udskiftet – tilsyneladende med en ankelskade – var Bears foran 33-15. Bears førte 37-17 efter de første ti minutter.

I anden periode fortsatte Bears med at mase på, uden den helt samme effektivitet. Svendborgs point blev primært scoret af den dygtige guard Stefan Bonneau, der sluttede første halvleg med 12 point, en tredjedel af sit holds score. For Bears var Kristjan Kitsing rigtig velspillende og blev kun scoringsmæssigt overgået af Mike Gesell, der scorede 12. Bjørnene førte 64-36 ved halvlegspausen.

Efter halvlegspausen var Svendborg i førersædet. Bonneau scorede ti point og var en af de væsentlige årsager til at Rabbits faktisk vandt perioden 25-18. I fjerde periode satte Bears bilen i femte gear og fik genstartet det aggressive forsvarsspil. Det medførte en del fastbreaks og følgelig periodesejr på 27-13.

Kitsing blev topscorer med 16 point, mens Mike Gesell supplerede med 14. 10 af de 11 spillede, der kom på banen scorede mindst 7 point. Ingen af bjørnene spillede mere end 25 minutter. For Rabbits scorede Bonneau 27 point.

Statistisk set var reboundspillet næsten lige – Bears vandt 42-40, men Bears klart vandt assist-konkurrencen (32-9) og havde færrest turnovers (7-20).

Sejren var bjørnenes 22. i 26 kampe – Bears er dermed a point med Horsens IC, der dog har brugt yderligere end kamp på at nå det antal.

Bears spiller igen mandag (Næstved, hjemme) inden grundspillet afsluttes torsdag (Hørsholm, ude). HICs sidste opgave er torsdag ude mod SISU.

Rabbits holder fat i fjerdepladsen, men kan ikke længere gå forbi Hørsholm på tredjepladsen. Omvendt er der pres nedefra fra Næstved, der stadig kan overhale Rabbits. Kaniner mangler dog Stevnsgade i sidste kamp, og har derfor gode chancer for at slutte i top 4.

 

SEJR TIL HIC EFTER FLOT COMEBACK

Hele 18 turnovers i anden halvleg kostede dyrt og medførte, at Bears satte en komfortabel føring over styr i topopgøret mod Horsens IC. HIC vandt 94-90 og der venter nu en fantastisk spændende revanchekamp på søndag i Vejlby-Risskov Hallen. HIC kan med en sejr mere eller mindre sikre sig den endelige førsteplads i grundspillet, mens Bakken Bears med en sejr kan bringe sig i pole position inden de sidste kampe.

Første del af første periode var helt lige. For begge hold var scoren fint spredt ud og HIC hang på til 18-19 inden Bears sluttede flot af og scorede 11 ubesvarede point i de sidste to minutter af perioden. I anden periode fortsatte mønsteret og Bears nåede foran hele 46-29 og 50-31 inden perioden sluttede 53-35. Havde man ikke de øvrige indbyrdes kampes rutscheture i den mentale bagage, ville det have lignet en afgjort kamp. DeVaughn Akoon-Purcell og Thomas Lærke havde scoret hhv 17 og 14 point for Bears, mens Dan Trist havde sat 10 point på tavlen for gæsterne.

I tredje periode spillede HIC mere aggressivt og fik presset Bears til turnovers. Hele 13 stk havde Bears i perioden. Udeholdet fik skåret Bearsføringen til 10 point (60-50) midt i perioden, men Bears fik sikret sig lidt luft, da holdet – trods en stribe missede straffekast – kom på 69-52. De forsvarende mestre sluttede dog bedst med et 11-0 run og fik reduceret til 63-69 inden starten på sidste periode.

Endnu engang fik Bears øget føringen, så holdet kom foran med 13 midt i fjerde periode (83-70). Herfra stod der dog kun HIC på programmet. Ti point på under to minutter og selvom topscorer Akoon-Purcell satte et straffekast, var det en begrænset trøst for Bears, eftersom HIC fulgte op med otte ubesvarede point. Thomas Lærke satte en treer til 87-88 med 24 sekunder igen, men Bears lykkedes ikke med selv at score og HIC kunne vinde kampen fra straffekastlinjen. Således fik det kun kosmetisk betydning at Akoon-Purcell satte en treer – sin 36. point – i kampens sidste sekund.

Udover at blive topscorer var Akoon-Purcell også – sammen med Nicolai Iversen – hjemmeholdets bedste rebounder med 11 stk. Næstmest scorende var Thomas Lærke med 25 point. Akoon-Purcell og Lærke scorede således 61 af bjørnenes 90 point og tog 40 af holdets 71 afslutninger!

Lawrence Alexander scorede 20 point for vinderne, mens Iffe Lundberg scoede 18. Han supplerede med 11 rebounds.

Bears tog flest rebounds (45-40), havde de bedste scoringsprocenter (46 -44) fra gulvet og havde klart flest assists (22-14). Men antallet af turnovers var afgørende, her havde Bears 26 imod 13 fra HIC.

HIC har nu fire point forspring til Bears (HIC har 20 sejre og 4 nederlag – mens Bears har 18 sejre og 4 nederlag). Horsens har tre indbyrdes sejre og Bears og vil derfor slutte øverst i tilfælde af pointlighed mellem parterne. Bears skal altså vinde søndag, når holdene igen mødes i Vejlby-Risskov Hallen og selv med en sejr, kræver det, at holdet ikke taber yderligere i denne sæsons grundspil, hvis førstepladsen skal hjem.

Fælles for alle fire kampe (inkl en pokalkamp) imellem de to hold i denne sæson er – udover at Horsens har vundet alle gangene – at det ene hold har været stort foran undervejs og at kampene har været tætte til sidst. HICs sejre har været på 1, 4, 5 og 6 point.

Tip off søndag er kl. 14.00 – det bliver et brag af en kamp!

 

TREDJE SEJR PÅ FEM DAGE

Bears hev den tredje sejr på fem dage, da holdet slog pokalmestrene fra Næstved på udebane. Bears vandt kampen 83-78 og da Horsens samtidig fulgte Bakkens eksempel og tabte til SISU, fik Bears hentet ind på førerholdet. HIC har 19 sejre i 22 kampe, mens Bears har 17 sejre – men kun i 20 kampe.

Næstved startede som lyn og torden og scorede kampens første ti point. Herefter var det ligatopscorer DeVaughn Akoon-Purcells tid – han satte to treere og efter to Næstved treere scorede den amerikansk-trinidadske spiller yderligere en to-pointscoring og et trepointplay – altså Bears’ første 11 point!

Selvom Næstved var i teten i starten af kampen og efter syv minutter var foran 16-6, fik Bears alligevel fat og udlignet til 19-19. Næstved havde ramt fem treere i de første ti minutter, heraf havde Patrick Onwenu to.

I anden periode fortsatte Bears sit run, der i alt blev på 10-0 fra 19-13 til 19-23. Næstveds bedste spiller Earnest Ross scorede ni Næstved-point i træk og da Philip Nolan satte to point, var Næstved i front igen (30-29). Bears havde udfordringer med at stoppe de aggressive Næstvedfolk og Mathias Christensen bringer hjemmeholdet foran 39-34. Bears får sat tre point fra straffelinjen, men er bagud 41-37 ved pausen.

Bears gik fra tredje periodes start over i zoneforsvar, og det havde Næstved svært ved at løse. Bears åbnede med seks hurtige point og selvom Næstved scorede de efterfølgende fem, satte Bears et 13-0 run sammen til føring 56-46. Det forhindrede dog ikke Næstved at hænge på, og Bears førte kun med tre point inden sidste periode (60-57), men momentum var ændret.

Bjørnene åbnede med at score de første fem point i fjerde periode, men fik aldrig slået det endegyldige hul. Næstved blev ved med at komme tilbage og da Earnest Ross satte en meget dyb treer og Næstved fejlede Bears skulle kampen afgøres fra straffelinjen. Det var dog ikke Bears’ livret og holdet scorede blot 3 af 8 straffekast og en fint spillende Deon Mitchell reducerede til 78-81. Desværre for hjemmeholdet satte Adama Darboe de sidste to straffekast og Næstved smed bolden væk i den afgørende sekvens.

DeVaughn Akoon-Purcell scorede 29 point – og har således scoret 60 point på to døgn! Adama Darboe scorede 14 point, mens Chris Christoffersen spillede en virkelig flot kamp med 11 point og 11 rebounds. Bears vandt med 19 i de minutter han var på banen!

For Næstved scorede Earnest Ross 22 point, mens Deon Mitchell scorede 15. Phillip Nolan scorede 11 point og tog 11 rebounds.

Næste opgave for Bears er søndagens hjemmekamp mod SISU – holdet fra Gentofte har slået begge ligaens tophold, og kan rigtig godt bruge en sejr for at slutte i top 4 – Bears skal vinde for at holde trykket på Horsens IC, som Bears møder to gange i næste uge.

 

Knebent nederlag i Forum Horsens

Det blev til nederlag da Bakken Bears torsdag gæstede Forum Horsens, hvor de forsvarende pokalmestre vandt 74-69 i en kamp, der var intens, men ikke specielt velspillet. Første halvleg var lige, men i tredje periode fik Bears slet ikke greb om tingene og selvom holdet dækkede fint zoneforsvar i fjerde periode og holdt HIC på 11 point, var skudprocenterne og flowet i angrebet slet ikke til sejr.

Horsens IC fører med sejren Basketligaen med 17 sejre og 2 nederlag, men Bears har 13 sejre og 3 nederlag. Hvis Bears skal holde trip med topholdet kræver det en sejr i tirsdagens udekamp i Randers.

Mest scorende for Bears var Mike Gesell (15 point), mens Adama Darboe scorede 12, ligesom DeVaughn Akoon-Purcell, der supplerede med 8 rebounds.For HIC scorede Lawrence Alexander 19 point.

Bears skød 26% på 3ere (9/34) og 45% på 2ere (15/33) – noget under vanlig standard. HICs tilsvarende procenter var bedre, om end kun marginalt.

Malurt af bægeret var at netop som coach Wich konstaterede, at det med undtagelse af langtidsskadede Michel Diouf var et komplet Bearshold, røg der endnu en brik ud af ligningen, idet John Williamson efter blot godt et minut på banen blev tacklet og vrikkede om på anklen.

Flot debut til Williamson – nederlag mod Banvit

Det blev til et nederlag i den sidste kamp i gruppespillet i Basketball Champions League. Bears tabte til det tyrkiske storhold Banvit i en kamp, der var afgjort allerede i første periode.

Tyrkerne bragte sig foran 10-0 og senere 17-2 og så handlede det ikke så meget om at finde vinderen, men mere om at få spillet til at glide. Det lykkedes aldrig rigtigt for Bears i første periode, som Banvit vandt 23-8.

I anden periode startede Bears fint og hjemmeholdet skar den tyrkiske føring til at være på 8 point (30-22), men en tyrkisk time out fik rettet op på tingenes tilstand og den spænding der var på vej ind i kampen blev elimineret med syv ubesvarede point af Banvit. Tyrkerne førte 46-26 ved halvlegspausen.

Den nye bjørn, John Williamson, fik en rigtig fin debut med 21 point, men heller ikke han kunne forhindre Bears i at blive hægtet af. Heldigvis for hjemmeholdet blev anden halvleg mere lige end de første 20 minutter havde været, men det blev ved en kosmetisk reducering af scoren, da Bears vandt fjerde periode efter virkelig godt angrebsspil af Thomas Lærke. Lærke sluttede på 17 point, alle scoret efter halvlegspausen.

Banvit slutter puljen på andenpladsen og er kvalificeret blandt de otte hold, der kvalificerer sig direkte til anden runde af playoffs i Basketball Champions League. Bears kan koncentrere sig om den danske Basketliga, der fortsætter med et topopgør på torsdag i Horsens.

 

KLART NEDERLAG TIL BEARS

Det blev til et stort nederlag i udekampen imod Ironi Nahariya. Israelerne vandt 101-62 over de aarhusianske bjørne, der især i anden periode fik kærligheden at føle.

Bears havde svært ved at ramme i første periode og kombineret med et par dumme turnovers tabte Bakken Bears de første ti minutter 19-11. Bears fulgte alligevel med til 21-16, men så gik det stærkt. Anført af en forrygende Nick Faust scorede Nahariya 15 point i træk. Bears fik en smule gang i scoringerne igen, men fandt aldrig modsvar på især Faust, der var stærkt medvirkende til at Nahariya scorede hele 40 point i perioden og dermed førte 59-27 ved halvlegspausen!

Efter pausen fik Bears bedre fat i spillet, men naturligvis uden det fik indflydelse på den manglende spænding om slutresultatet. I anden halvleg blev hjemmeholdet holdt på 42 point, mens Bears fik scoret 35, så resultatmæssigt var det godkendt, men antallet af turnovers var for mange og scoringsprocenterne ikke gode nok. På positivsiden tæller, at Bears vandt reboundkampen med fem overskydende stk.

Mest scorende for Bears var Kristjan Kitsing og Eric Palm, der hver scorede 13 point, mens DeVaughn Akoon-Purcell scorede 11 point. Chris Christoffersen var bedste rebounder med 11 stk. Nick Faust var topscorer for Nahariya med 30 point.

Der resterer nu en kamp i Basketball Champions League – hjemmekampen imod det tyrkiske hold Banvit. Den kamp spilles onsdag den 25. januar kl. 20.00 i Ceres Arena. Inden da spiller Bears i Basketligaen imod Hørsholm – lørdag den 21. januar kl. 14.00 i Vejlby-Risskov Hallen.

Fraport fik deres revanche

Bakken Bears fik ørerne i den tyske maskine, da Fraport Skyliners vandt 102-68 i kampen i den tyske storby. Fraport vandt efter at have været bedst hele kampen igennem. Hjemmeholdet startede med at bringe sig foran 15-2 efter fem minutter og det kom bjørnene ikke igen på.

Fraport ramte 18 af 19 forsøg fra to-pointdistancen i første halvleg, og det illustrerede kampen ganske fint. Bears fik forsvarsmæssigt ikke udfordret de forsvarende vindere af FIBA Europe Cup, og selvom Bears havde flest skud og flest straffekastafslutninger i første halvleg førte Fraport 51-28 ved pausen.

Bears spillede bedre i anden halvleg, men fik stadig ikke stoppet Skyliners’ angreb. Anden halvleg vandt hjemmeholdet 51-40.

Statistisk set var det signifikant at Fraport scorede 31 point på fastbreak, mens Bears blot tegnede sig for 4 point…

Mest scorende for Bears var DeVaughn Akoon-Purcell, der noterede sig for 18 point og supplerede med 7 rebounds. Eric Palm scorede 13 point og tog 5 rebounds, mens Chris Christoffersen var bedste rebounder med 8 stk, foruden sine 8 point.

Topscorere for Fraport var Alex English (24 point) og Shavon Shields (23 point).

Næste opgave for Bears er lørdagens hjemmekamp mod Hørsholm, der onsdag aften tævede Svendborg med hele 31 overskydende point.