NEDERLAG TRODS FLOT INDSATS

Det blev et nederlag imod græske Aris, men Bakken Bears kæmpede godt imod og var med i kampens første tre perioder. Da buzzeren lød efter tredje periode var bjørnene blot bagud med et enkelt point, men bolden var i luften og røg sekundet senere i kurven til føring på 60-56. Kort efter ramte Aris et par treere mere og så var kampen knækket.

Bears var ellers fint med i hele første halvleg. Især Adama Darboe startede godt og scorede ni point i første periode, og Bears kunne gå til pause efter de første ti minutter (22-20). I anden periode var Will Cummings bedste mand og han var – sammen med Darboe mest scorende i kampens første 20 minutter med 12 point. Aris førte 39-36 ved halvlegspausen efter en fin afslutning til stor tilfredshed for de mange tilrejsende fans.

I tredje periode kom Bears-topscorer DeVaughn Akoon-Purcell bedre med scoringsmæssigt og han satte syv point på tavlen. Alligevel var Bears ved at blive hægtet af, da Aris bragte sig foran 55-47 med tre minutter igen. Mike Gesell, der også scorede syv point i perioden ramte en toer og en treer, så føringen blev skåret til blot et point, 57-56, men Vassilis Xanthopoulos satte sin treer fra omkring midterlinjen, så Aris førte 60-56.

Michael Jenkins og samme Xanthopoulos åbnede fjerde periode med at ramme to treere og stærke Tadija Dragicevic scorede til føring på 68-56 for Aris. Mike Gesell ramte efterfølgende en treer, men Bears havde ikke energien til at dække lige så godt op som i de første tre perioder og Aris ramte hele seks trepointscoringer i kampens sidste ti minutter.

Mest scorende for Aris var Will Cummings med 19 point, mens Dragicevic scorede 18. Xanthopoulos spillede en virkelig stor kamp med 12 point – en treer til at lukke tredje periode og ni point i sidste periode – og han supplerede med syv rebounds og fem assists.

For Bears scorede DeVaughn Akoon-Purcell 21 point og han tog otte rebounds. Thomas Lærke scorede 15 point, Adama Darboe scorede 14 point, mens Mike Gesell scorede 12.

Kampen sluttede et urimeligt hård program for Bears – fire kampe på en uge – og der er nu otte dage til at restituere inden næste kamp – udekampen i Monaco, som samtidig er den sidste inden jul. Kampen spilles onsdag den 21. december.

 BEARS UDE AF POKALTURNERINGEN

Det blev et nederlag af allersnævreste slags, da Horsens IC og Bakken Bears tørnede sammen i søndagens pokalsemifinale. HIC vandt 90-89 og kvalificerede sig dermed til finalen mod enten Næstved eller Hørsholm.

Semifinalen startede ellers med en 7-0 føring til Bears, men det var også det eneste udeholdet var med i første halvleg. Horsens IC pressede Bearsspillerne, og aarhusianerne havde ikke svar på tiltale. Horsens IC indhentede Bears ved 7-7 og nåede endda foran 19-13 inden Bears fik reduceret en smule. 21-17 efter ti minutter. I anden periode startede HIC med et 7-0 run og nåede endda foran med 23 point (54-31) i slutningen af anden periode. 55-36 ved halvlegspausen.

Det lykkes HIC at holde føringen midt ind i tredje periode, men herfra går Bears på et imponerende flot run. Fra 68-50 til hjemmeholdet scorer Bears 13 af de næste 16 point og med et par treere i det sidste minut af perioden og et layup af dagens fødselar Krisjan Kitsing har Bears reduceret til 74-71.

HIC starter med at score fjerde periodes første syv point, men igen kommer Bears igen. Mike Gesell rammer en treer, så HIC-føringen blot er på et enkelt point (84-85), men Adama Darboe scorer fem point, så Bears faktisk bringer sig foran for første gang siden første periode. Desværre ville Lawrence Alexander det anderledes og et layup og et straffekast, mens Bears kvitterede med en turnover og et brændt skud – sejr til HIC på 90-89.

Topscorer for Bears var Mike Gesell med 22 point, mens Thomas Lærke og Michel Diouf hver scorede 18. DeVaughn Akoon-Purcell supplerede med 14 point. For HIC scorede Vedran Borovcanin 20 point, mens Lawrence Alexander scorede 18.

Næste kamp for Bears er allerede tirsdag, hvor BC Aris venter i Basketball Champions League. Tip off kl. 18.30 i Ceres Arena.

TJEKKISKE KLØ I NYMBURK

Bakken Bears fik en røvfuld i tirsdagens udekamp mod de tjekkiske mestre CEZ Nymburk. Tjekkerne vandt 114-70 trods en tidlig Bearsføring på 15-8. Nymburk skød helt fantastisk og outreboundede Bears i meget voldsom grad.

Udover den tidlige Bearsføring, havde kampen et forløb, hvor Nymburk løbende trak fra. Nymburk vandt de fire perioder med hhv 9, 14, 11 og 10 point!

Statistisk var forskellen voldsom: Nymburk skød 65,9 % på toere (42,9 til Bears), 47,1 % på treere (28,0 for Bears) og tog 55 rebounds (24 til Bears). Eneste lille statistiske upside til bjørnene var antallet af turnovers, hvor Nymburk havde seks flere end tjekkerne (12-18).

Kampens to store oplevelser var Bryon Allen og Vojtech Hruban, der scorede hhv 35 og 28 point. Hvor Allen supplerede sine scoringer med otte rebounds, imponerede Hruban ved blot at brænde et enkelt skud (4/4 på toere og 6/7 på treere). Derudover blev det til fem rebounds.

For Bears scorede holdets topscorer DeVaughn Akoon-Purcell 21 point, mens Kristjan Kitsing scorede 14 point på syv skud inden han måtte udgå med en ankelskade.

Bears bruger onsdagen på hjemturen fra Tjekkiet og torsdag går turen til Svendborg, hvor Rabbits venter i Basketligakampen. Søndag gælder det så den tredje turnering på seks dage, når Horsens IC lægger gulv til i pokalturneringens semifinaler.

Buzzer beater-sejr over Næstved

Med en buzzer beater af Michel Diouf, der ellers pga en ankelskade havde været tvivlsom starter lige op til tip off, fik Bakken Bears forløst Vejlby-Risskov Hallen efter sæsonens største drama. Bears vandt 78-76 over Team Fog Næstved i torsdagens tv-kamp.

Kampens første spændende nyhed var om Michel Diouf kunne spille efter han søndag havde pådraget sig en skade, og 20 minutter før tid vendte fysioterapeuterne Knudsen og Bøttcher tommelfingeren op – og selvom Diouf så lidt rusten ud i starten af kampen viste det sig som en væsentlig beslutning.

Efterfølgende var spændingen knyttet til hvem der skulle ramme Bears’ første trepointscoring, og dermed udløse Teddy Bear Toss – det skete hurtigt, idet DeVaughn Akoon-Purcell satte sit første forsøg – i bjørnenes andet angreb – hvorefter det regnede med bamser.

Bearsholdet spillede sin tredje kamp på fem dage, og der var spænding om hvorvidt hjemmeholdet fysisk ville være helt på toppen. Det svar tonede imidlertid fra start negativt ud – Næstved startede klart bedst, bl.a. anført af Deon Mitchell, der scorede syv af Næstveds første 16 point – føring på 16-5 til udeholdet, der ellers havde haft en skuffende sæsonstart.

Efterfølgende fik Bears dog et 8-0 run, bl.a efter to treere af Adama Darboe, men Næstved sluttede med fem point og føring på 23-15.

Anden periode var mere lige. Hjemmeholdets Thomas Lærke satte to treere midt i perioden og da DeVaughn Akoon-Purcell kort efter scorede og udbyggede bjørnenes run til 8-0, var Næstveds føring blot på et point, 30-31. Næstved sluttede dog perioden bedst og førte 42-37 ved halvlegspausen.

De trætte Bearsben fik en masse energi i halvlegspausen og Bears steppede virkelig op forsvarsmæssigt. Bakken Bears startede med et 14-0 run og kampen var tippet på hovedet. Imidlertid var Næstved ikke sådan at slå ud og stærkt spil af Moritz Lanegger, der fik sin debut, samt Philip Nolan var med til at gøre kampen tæt igen. Bears oppe med en inden sidste periode, 62-61.

Udeholdet startede fjerde periode bedst, og Bears så trætte ud. Næstved bragte sig – efter flotte scoringer af udeholdets bedste spiller Earnest Ross – foran 68-62 og kun to treere af hjemmeholdets DeVaughn Akoon-Purcell sikrede at kampen ikke var afgjort midt i perioden. Næstved førte dog frem til 31 sekunder før tid, hvor Thomas Lærke satte en meget presset og lang treer til 76-76.

Herefter trådte Michel Diouf i karakter. Først et block på en af sjællændernes spillere og slutteligt – da Bears fik bolden med 2,9 sekunder igen – en fade away buzzer beater til 78-76. Stor jubel i Vejlby-Risskov Hallen.

Med sejren holder Bears kontakt til Horsens IC i toppen af rækken med sejr nummer otte i ni kampe – HIC har vundet ni ud af ni. Næstved fik – trods nederlaget – vist at holdet nok skal kravle op i tabellen, men med blot to sejre i ni opgør skal der snart nogle sejre på bordet.

Basketligaens topscorer DeVaughn Akoon-Purcell scorede 21 point og tog 9 rebounds, mens Thomas Lærke scorede 14 point. Tre spillere – Mike Gesell, Michel Diouf og Adama Darboe – scorede hver ti point.

For Næsted scorede Earnest Ross 16 point og tog 13 rebounds, mens Cheikh Sane scorede 14 point.

Næste opgave for Næstved er hjemmekampen mod Stevnsgade onsdag den 7. december, mens Bears spiller i Basketball Champions League tirsdag den 6. i Tjekkiet mod Nymburk og i Basketligaen i Svendborg torsdag den 8.

Flot kamp mod tyrkisk tophold

Bakken Bears spillede en flot kamp på udebane mod det tyrkiske hold Banvit, men måtte trods alt strække våben overfor modstanderen, der er nummer syv i Europa i følge den liste Eurobasket.com laver. Bakken Bears, uden sidste sæsons topscorer og toprebounder Michel Diouf, der er ankelskadet, vandt ellers reboundkampen mod førerholdet fra den tyrkiske liga.

Banvit startede ellers kampen meget stærkt og tog flere angrebsrebounds i de første angreb. Banvit nåede foran 11-0 inden en timeout af udeholdet fik hanket lidt op i tingene. Den ekstremt stærke Gasper Vidmar dominerede i kampens start, og Banvit holdt den tociffrede føring indtil de sidste 90 sekunder af første periode – tyrkerne var endda foran med 15 point på det tidspunkt (29-14). Bears sluttede imidlertid imponerende af ved at score periodens sidste ni point ved Keane Thomann, Adama Darboe og Thomas Lærke. Udover de tre var Nicolai Iversen og Morten Sahlertz på banen i det fine run.

Da Darboe scoringsmæssigt åbnede anden periode med en treer og Thomann fulgte op med en scoring, var en 15-pointskamp pludselig reduceret til en 1-pointskamp! De næste minutter blev der udvekslet scoringer, men Bears nåede ikke foran på noget tidspunkt. Desværre sluttede anden periode – bortfra fra en scoring af Chris Christoffersen – med et 11-0 run til værterne og dermed føring på 54-43 ved pausen.

I tredje periode startede Bears med at barbere på føringen, og selvom Banvit kom foran med 14 point (61-47, 25. minut) fortsatte Bears med at fighte. Reboundsspillet, der allerede i første halvleg var fint, blev endnu bedre efter pausen. Da Bears samtidig fik stops i forsvaret, hvor det kun var kampens bedste spiller Gediminas Orelik, der scorede for Banvit, og da DeVaughn Akoon-Purcell ramte en buzzer-treer, vandt Bears perioden med seks point og var blot bagud 66-71 inden de sidste ti minutter.

Desværre åbnede Banvit med at scorede sidste periodes første otte point og herfra blev kampen ikke tæt igen. Udover Orelik var Can Maxim Mutaf og Damian Kulig virkelig godt spillende for hjemmeholdet, og de mange tilskuere i den godt besøgte hal i Bandirma kunne nyde deres spille og synge deres helte mod sejren, der endte med at lyde på 99-82.

Trods nederlaget er der grund til at kippe med dansk basketballs flag. Bears tog 36 rebounds imod 28 til Banvit, og hjemmeholdet fik ikke mulighed for at rotere mere end otte mand – udover den unge Senel, der fik de sidste 43 sekunder.

Mest scorende for Bears var Thomas Lærke (18 point), mens DeVaughn Akoon-Purcell scorede 15 point, som han supplerede med 6 rebounds. Adama Darboe og Mike Gesell scorede hver 12 point. For Banvit scorede Mutaf 26 point, mens Orelik scorede 25.

Næste opgave for Bears er allerede torsdag, når holdet tager imod Næstved i Vejlby-Risskov Hallen. Næste europæiske opgave er på tirsdag i Tjekkiet, når Nymburk lægger gulv til kampen i Basketball Champions League.

Klart nederlag mod israelsk klassehold

Trods en god første periode fik Bakken Bears ørene i maskinen i sjette runde af Basketball Champions League. Ironi Nahariya vandt 90-71 efter især i tredje periode at have løbet bjørnene over ende.

Israelerne startede med at bringe sig foran 10-2, men anført af DeVaughn Akoon-Purcell scorede Bears de efterfølgende ni point og det blev starten på et 16-2 run. Udeholdet sluttede dog perioden bedst efter Chris Christoffersen blev idømt et par hurtige fejl og dermed ikke kunne fylde i feltet.

I anden periode startede Ironi Nahariya med at score de første ti point og det kom bjørnene sig aldrig over. Føringen blev et par gange skåret til syv point, fx ved halvleg, hvor der stod 42-35.

Efter halvlegspausen startede Nahariya igen bedst og scorede de første seks point, og der gik 3 minutter og 32 sekunder inden Bears fik scoret. Bears kunne slet ikke følge med udeholdet og især Yancy Gates og Gilbert Brown. Kampen fusede lidt ud i fjerde periode, hvor kampen var afgjort.

Nederlaget var bjørnenes femte i seks kampe – næste opgave i europæisk sammenhæng er den ekstremt svære opgave i Tyrkiet, når Banvit tirsdag lægger gulv til. Banvit fører den tyrkiske liga! Inden da – nemlig søndag – spiller Bears i København mod SISU.

Topscorer for Bears var DeVaughn Akoon-Purcell, der scorede 23 point som han supplerede med seks rebounds, mens Thomas Lærke scoede 16 point. For Nahariya scorede Gilbert Brown 21 point.

Historisk sejr over tyske Europa Cup-vindere

Bakken Bears fik klubbens første sejr i Basketball Champions League og samtidig den første danske sejr over et tysk hold fra den bedste række, da de forsvarende tyske bronzevindere og vindere af sidste sæsons FIBA Europe Cup, Fraport Skyliners, blev sendt hjem til Frankfurt med et nederlag på 71-65.

Tyskerne startede ellers mest aggressivt og fik godt fat i de offensive rebounds, og scorede kampens første fem point. Herefter fulgte fem af Bears inden Fraport scorede fire i streg. Men inden Skyliners fik trukket for meget fra, fik Bears gang i angrebsspillet, hvilket ellers kneb i starten. Bears havde således kun en scoring fra gulvet (altså ikke-straffekast) i kampens første godt seks minutter. DeVaughn Akoon-Purcell reducerede med en treer til 13-15 og satte endnu en senere i perioden til 19-18 inden han sluttede med layup. 21-18 efter første periode.

I anden periode spillede Bears virkelig flot. Både Chris Christoffersen (6 p) og Nicolai Iversen 2 p) havde glimrende indhop i perioden, og ved 34-31 tog Michel Diouf og Thomas Lærke over. Perioden blev afsluttet med en treer af DeVaughn Akoon-Purcell – og Fraport havde ikke scoret i periodens sidste tre minutter. 41-31 ved halvlegspausen.

Efter halvlegspausen fortsatte Bears det flotte spil. I tredje quarter var Fraport ikke tættere på end 9 point (43-34 og senere 45-36), mens Bears havde sin højeste scoring med tre minutter igen af perioden, hvor Mike Gesell bragte hjemmeholdet foran 54-39. Morten Sahlertz leverede et rigtig flot indhop og scorede fire point i perioden, hvor det dog var Michel Diouf, der leverede bedst angrebsmæssigt. Hjemmeholdet vandt perioden med et enkelt point og førte 57-46 inden de sidste ti minutter.

I kampens sidste fjerdedel virkede det til at Fraport skruede op for intensiteten, mens Bears glemte holdspillet. Quantez Robertson, der ikke havde ramt noget i de første tre perioder scorede udeholdets første otte point, og Bears havde mange mistede bolde i periodens første fem minutter. Langsomt men sikkert spillede Fraport sig ind i kampen, og med sin tredje treer og 11. point i alt udlignede Quantez Robertson til 61-61 med knapt fem minutter igen. Akoon-Purcell bragte Bears foran inden dansk-amerikanske Shavon Shields udlignede. Spændingen og stemningen var på sit højeste i Vejlby-Risskov Hallen.

Med 2.32 igen af kampen bragte Mike Morrison sit hold foran for første gang siden starten af anden periode, men Thomas Lærke udlignede efter at have taget en offensiv rebound. Kwame Vaughn missede og Michel Diouf ramte et skud i den anden ende. 67-65 til bjørnene. Samme Diouf stjal bolden og Fraport var nødt til at fejle for at nå holdfejl. Da DeVaughn Akoon-Purcell satte to straffekast med syv sekunder igen lignede det afgørelsen og det blev befæstet, da udeholdets Ekene Ibekwe lavede en angrebsfejl på indspillet umiddelbart efter en timeout. Fejl igen og igen to scoringer fra linjen af Akoon-Purcell.

DeVaughn Akoon-Purcell satte hele 24 point på tavlen (på blot 12 skud!) og supplerede med 7 rebounds. Michel Diouf scorede 16 point og tog også 7 rebounds, mens Thomas Lærke scorede 12, som han supplerede med 6 rebounds. For Skyliners scorede Kwame Brown 15 point.

Næste kampe for bjørnene er allerede torsdag (pokalkvartfinale i Værløse) og lørdag (Basketligakamp ude mod Stevnsgade). Næste kamp i Basketball Champions League er onsdag den 23. november mod Ironi Nahariya – i Ceres Arena.

Slovenske mestre for stærke

Det blev også til nederlag i den fjerde kamp i Basketball Champions League, da de slovenske mestre KK Helios Suns viste sig at være for stor en mundfuld.

Bears kom ellers fint fra start og nåede foran 15-11 inden holdet blev ramt af en decideret scoringskrise, der blot medførte seks point i de efterfølgende ti minutter. Slovenerne nåede foran med 11 point og det fik Bears ikke hentet tilbage. Det var en uheldig periode med et misset dunk og et par dumme turnovers, der kostede dyrt.

I anden halvleg viste bjørnene i perioder fine takter, men det var ikke nok til at vinde.

Bears blev igen udspillet i reboundspillet, hvor Helios vandt kampen med hele 46-29. Ingen Bearsspiller tog mere end tre rebounds! Når bjørnene samtidig skød procenter, der var under par – 39,5% på 2ere, 27,8% på 3ere og 58,8% på straffekast – hjælper det ikke just på chancen for sejr. De tilsvarende tal for Helios Suns var 51,5, 39,1 og 85,0%.

Mest scorende for Bears var endnu engang DeVaughn Akoon-Purcell med 15 point, mens Thomas Lærke scorede 13 point og Adama Darboe 7. For Suns scorede en virkelig velspillende Tomas Kyzlink 21 point.

Næste opgave for bjørnene er allerede på torsdag, hvor Randers kommer på besøg i Basketligaen, mens næste kamp i Basketball Champions League er tirsdag, hvor Fraport Skyliners gæster Vejlby-Risskov Hallen.

Første liganederlag i Horsens

I en kamp der længe så afgjort ud, fik Bakken Bears skabt spænding, men desværre kostede en turnover dyrt og Horsens fik fra straffelinjen afgjort topopgøret til sejr til hjemmeholdet, der vandt 104-98. Dermed fik Bears sæsonens første nederlag.

Det blev en kamp uden ret meget forsvar. De to hold scorede i alt 62 point i første quarter – HIC flest med 32. I anden periode fik HIC et 9-0 run i den sidste del af periode, men ud over det, var Bears fint med. Hjemmeholdets Myles Mack scorede 18 point i første halvleg, som HIC vandt 57-51.

Anden halvleg så længe ulige ud med HIC, der cruisede imod en stor sejr. Hjemmeholdet førte 84-66 og nåede foran med hele 20 point i fjerde quarter (91-71 med godt syv minutter igen). Herefter var det Bears’ DeVaughn Akoon-Purcell, der tur i sine skud. Han ramte fem trepointscoringer og satte i alt 21 point på tavlen i de sidste ti minutter! Det lykkedes Bears at skære HICs føring til 99-96, men tættere på kom Bears ikke.

Mest scorende for Bears var DeVaughn Akoon-Purcell med ligaens indtil videre højeste i denne sæson, 36 point, som han supplerede med otte rebounds. Mike Gesell scorede 17 point, suppleret med seks rebounds, mens Dwayne Benjamin scorede 15 point.

For HIC scorede Myles Mack 33 point – ligaens næsthøjeste i denne sæson. Iffe Lundberg spillede en flot anden halvleg og nåede i alt 21 point.

Bears spiller næste gang tirsdag på udebane mod de slovenske mestre fra Helios Suns. Næste Basketligakamp spilles torsdag i Vejlby-Risskov Hallen. Modstanderen er Randers Cimbria – et af de i øjeblikket bedste hold i Basketligaen.

Overmagten på besøg i Aarhus

Engang imellem skal man erkende, at man møder et bedre hold, og det gjorde Bakken Bears i tirsdagens kamp i Basketball Champions League. I store dele af første periode og starten af tredje var AS Monaco overlegne, og Bears blev kørt rundt af et fransk klassemandskab.

Knapt 2000 tilskuere i Arena fik taget til at løfte sig fra starten af kampen, da Chris Christoffersen med største selvfølgelighed noterede sig for kampens første point ved at score to straffekast. Bears førte store dele af første periode, men fra 13-10 strammede Monaco op defensivt. Alligevel kunne DeVaughn Akoon-Purcell efter knap tre minutters scoringstørke bringe Bears foran med 16-15 med en trepointscoring inden Brandon Davies i periodens sidste sekund sikrede periodesejr til Monaco. 16-17 efter første periode.

De første tre minutter af anden periode fik Bears heller ikke scoret, og det gav et 8-0 run til udeholdet og det hul kom Bears ikke op af. Hullet blev groft sagt kun større og større. Bears skar føringen til 22-27 midt i anden periode, men Nic Caner-Medley sluttede perioden flot af og Zak Wright lukkede med to point – igen samtidig med signalet. 45-28 til monegaskerne ved halvlegspausen!

Bears startede faktisk flot i tredje periode. Mike Gesell fik løbet nogle point i kurven og sammen med Thomas Lærke og Michel Diouf fik han lavet point nok til at Bears fik reduceret til 40-51 og 42-53, men en meget velspillende Sergii Gladyr smækkede to treere i kurven som start på et 11-0 run til udeholdet og definitivt game over. Inden sidste periode var stillingen 46-70.

Fjerde periode blev indledt med flere turnovers af Bears og det var Monaco ikke sene til at udnytte. Topholdet i den franske liga leverede fine detaljer, mens hjemmeholdet måtte erkende at modstanderen var alt for stor i tirsdagens kamp.

Mest scorende for Bears var Devaughn Akoon-Purcell (15 point, foruden 5 rebounds), mens Thomas Lærke scorede 12 point. For Monaco var det symptomatisk for en flot holdindsats, at den mest scorende blot satte 13 point på tavlen – det var Jamal Shuler. Ni spillere scorede mindst 6 point!

Næste opgave for Bears er allerede torsdag, hvor holdet møder Horsens IC på udebane.

Bears i Basketball Champions League

Bakken Bears kvalificierede sig til gruppespillet i Basketball Champions League efter to sejre over BC Tartu. 75-67 i Estland og 83-70 i Aarhus medfører, at Bakken Bears er med i gruppespillet blandt ekstremt dygtige hold!

Bears startede som lyn og torden med en 14-4 føring, men Tartu kom tilbage og nåede foran et par gange i anden periode. Bears sluttede dog bedst og DeVaughn Akoon-Purcell dunkede en pauseføring på 37-36 hjem.

I anden periode øgede Bears hurtigt og førte med 6-8 og senere 10 point. Der var reelt ikke spænding om resultatet og Bears sluttede med at vinde med 13 point!

Michel Diouf scorede 21 point for bjørnene, mens Akoon-Purcell scorede 20. Mike Gesell supplerede med 13 point. For udeholdet scorede Janari Jöesaar 21 point.

Champions League starter tirsdag den 18. oktober – første kamp er hjemme mod de tjekkiske mestre fra CEZ Nymburk. De øvrige hold i gruppen er Aris Thessaloniki (Grækenland), Banvit (Tyrkiet), Fraport Skyliners (Tyskland), AS Monaco (Frankrig), Helios Suns (Slovenien) samt Ironi Nahariya (Israel).

Referat

Det blev kun lige ved og næsten for Bakken Bears i den syvende DM-finale. Horsens IC vandt 84-78 og kunne lade sig krone som danske mestre 2015/16 – klubbens sjette DM og det andet i træk.

HIC startede bedst og nåede foran 11-5 og 19-13 efter en start, hvor Bears ikke fik fat i forsvarsreboundene. Heldigvis var Bears godt skydende og ramte hele fem treere i første periode, hvor Bears kom foran 21-19 efter seks point af Darko Jukic og fem af Shawn Glover. HIC nåede foran 26-25 efter første periode.

I anden periode havde Bears problemer med at få stoppet drives fra især Iffe Lundberg og Nimrod Hilliard. Alligevel var Bears kun bagud med tre point ved pausen – 43-40. Igen skød Bears godt udefra – tre treere i perioden.

Tredje periode startede med at Bears fik nogle stops og fik løbet nogle fastbreaks i kurven. Darko Jukic dunkede Bears foran 48-45 og udeholdet havde momentum. Det svingede imidlertid hurtigt den anden vej med et 8-2 run af HIC. Og fra 55-55 løb Horsens på endnu et run – denne gang 9-0 inden Morten Sahlertz reducerede til 58-64 med tredje periodes sidste scoring.

I fjerde periode halsede Bears hele tiden lidt efter. Bears havde fået bragt en del af HICs profiler i fejlproblemer, men fik ikke for alvor udnyttet situationen. Et par gange var Bears ikke dygtige nok til at tippe angrebsrebounds i kurven , bl.a ved 70-74 hvor både Shawn Glover og Michel Diouf havde et tip til reducering. Og da Carles Bivia udgik med en skade med 2 minutter og 30 sekunder igen havde Bears ikke flere våben og HIC vandt 84-78.

Mest scorende for Bears var Darko Jukic og Shawn Glover, der begge scorede 17 point, mens Nimrod Hilliard og Iffe Lundberg scorede hhv 22 og 21 for HIC.

Bakken Bears kan se tilbage på en sæson, der indeholdt rekordmange kampe – 57 stk. Sæsonen indeholdt også en pokaltitel for første gang i tre sæsoner og et avancement til anden runde i FIBA Europe Cup.