Bears taber trods rigtig god første halvleg.

Bakken Bears tabte den første kamp i Basketball Champions League, da et stærkt tjekkiske mesterhold, CEZ Nymburk, vandt 75-57 i Vejlby-Risskov Hallen. Det var en tættere kamp end ciffrene antyder, tjekker førte nemlig blot med et point i starten af anden halvleg, men herefter får bjørnene ikke lagt tryk nok på forsvaret og havde ikke tålmodigheden i angrebet.

Det var en første periode med rigtig dårlige scoringsprocenter. De første syv minutter endte således 7-7 og de efterfølgende tre også uafgjort, så stillingen efter første periode var 13-13. I starten af anden periode scorede Nymburk de første seks point og udeholdet var også foran 19-23 inden DeVaughn Akoon-Purcell og Dwayne Benjamin tog over. De og resten af bjørnene gik på et 20-4 run til føring 39-27 i en fyldt og kogende hal. Desværre sluttede Nymburk bedst med halvlegens sidste seks point.

Anden halvleg leverede ikke mange lyspunkter for Bears. Tjekkerne startede med at gå på et 13-2 run i tredje periode (og dermed 19-2 i alt), og selvom Bears kæmpede for fuld kraft var det svært at hænge på tjekkerne, der dog kun førte 54-50 efter 30 minutter. Bryon Allen spillede fantastisk i tredje periode, hvor han scorede ti point.

I fjerde periode startede Mike Gesell godt for Bears, der fik reduceret til 56-57 med godt otte minutter igen. Herefter stoppede Bears med at lægge pres på i forsvaret og efterhånden som Nymburk øgede føringen, blev angrebet mere og mere presset. Bears scorede blot et point i de sidste otte minutter af kampen og dermed kun syv point i fjerde periode, og Nymburk vandt en resultatetmæssig komfortabel sejr på 75-57. Bryon Allen scorede 13 point i den afgørende periode og 25 point i alt.

Næste opgave for Bears er søndagens hjemmekamp mod Svendborg Rabbits, herefter gælder det BC Aris i Grækenland.