FIBA Europe Cup – modstandere og datoer
Oprettet 10/10 2019Opdatering: Bemærk nye datoer for kampene mod Kataja.
Bakken Bears skal for tredje sæson i træk deltage i FIBA Europe Cup. De to forrige sæsoner bød på semi- og kvartfinaler, så det er stolte traditioner som 2019/20-udgaven af Bakken Bears skal leve op til.
Bakken Bears indgår i gruppe H. De tre modstandere bliver:
Egis Körmend fra Ungarn – der blev seedet til deltagelse i hovedturneringen af FIBA Europe Cup. Et virkelig stærkt hold, der i sidste sæson efter en førsteplads i grundspillet fik sølvmedaljer, da det ungarske slutspil blev afviklet. I 2018/19 deltog holdet ikke i FIBAs turneringer, men i stedet i Alpe-Adria Cup, som Körmend vandt efter finalesejr over Skrljevo fra Kroatien. I de forrige seks sæsoner deltog Egis Körmend i FIBA Europe Cup. Bedste resultat var en 1/8-finale i 2017/18.
Legia Warszawa fra Polen. Legia deltog i kvalifikationen til Basketball Champions League og vandt over Sigal Prishtina efter overtime, men tabte i anden runde til det russiske VTB-hold Nizhny Novgorod. Legia Warszawa blev i sidste sæson nummer 8 i den polske EBL-liga, og tabte i kvartfinalen mod grundspilsvinderne fra Asseco Arka Gdynia.
Kataja fra Finland. Det finske hold vandt samlet over estiske Tartu i FIBA Europe Cup-kvalifikationen. Efter et nederlag på seks point i Estland, vandt finnerne returopgøret med 12 overskydende point og kvalificerede sig dermed til hovedturneringen. Kataja blev nummer fire i sidste sæsons Korisliiga, men tabte til KTP i kvartfinalerne. Ligesom Bakken Bears deltog Kataja i Basketball Champions League i 2016/17, mens det i de seneste to sæsoner er blevet til deltagelse i det andet gruppespil i FIBA Europe Cup. Det er ottende sæson i træk Kataja spiller Europa Cup – bedste resultat var en kvartfinale i 2012/13-sæsonen.
Bakken Bears har aldrig tidligere mødt hold fra Polen, mens Bears en enkelt gang har været oppe imod hold fra Ungarn. I 2017/18 blev det til sejr hjemme og (stort) nederlag ude mod Szolnoki Olaj.
Bears har større erfaring med finske hold. I 2013/14 blev det til to knebne nederlag mod KTP, og samme år blev det til to sejre over Kataja, som Bears også mødte i den forgangne sæson, hvor Bears også vandt to gange.
Bears åbner med hjemmekampe mod Egis Körmend den 23. oktober og mod Kataja ugen efter, hvorefter der venter udekampe tre uger i træk! Gruppespillet slutter med en hjemmekamp mod Legia Warszawa den 27. november. Puljens to bedste hold går videre til det andet gruppespil, hvor turneringens 16 hold skal barberes ned til otte. Der vil i år ikke støde hold til fra Basketball Champions League, så vinderne af FIBA Europe Cup skal findes blandt de 32 hold, der deltager i gruppespillet.
Program:
23/10 Bakken Bears – Egis Körmend
30/10 Bakken Bears – Kataja
06/11 Legia Warszawa – Bakken Bears
13/11 Egis Körmend – Bakken Bears
20/11 Kataja – Bakken Bears
27/11 Bakken Bears – Legia Warszawa