Horsens eller Svendborg: Vi ser tilbage på dem som finalemodstandere

Vi kender først finalemodstanderen torsdag aften omkring kl. 21, så derfor bruger vi lejligheden til at se på begge vore mulige modstandere, Horsens og Svendborg.

Der er faktisk kun sket én gang siden 2006, at de to finalehold ikke har været fra Bakken, Horsens eller Svendborg. Det var i 2014, hvor Randers sneg sig foran Svendborg i semifinalerne. Ellers var det Horsens i 2006, Svendborg de næste syv år og så har det været Horsens de seneste seks gange, kun afbrudt af 2020, hvor corona aflyste finalerne.

Bakken Bears vs. Horsens i finalerne

Bakken og Horsens mødte hinanden i finalerne for første gang i 1998, hvor Horsens tog sejren med 1-4 i kampe. Det var den serie, hvor 220 centimeter høje Ole Bentsen totalt dominerede for Horsens – og som i øvrigt blev afviklet med et ret specielt turneringsformat. Der blev nemlig spillet et slutspil med de seks bedste hold, hvorefter man gik direkte til finalernes kamp 3. Her talte de to kampe mellem holdene i slutspillet nemlig med i finalerne.

Næste gang de to hold mødtes var i 2000, hvor turneringsformatet var ændret, nu til en noget simplere form: Bedst af tre kampe – nok fordi folk syntes, der havde været lidt for meget spænding de forrige år. Eric Bell var Bakkens store stjerne i finalerne, som topscorer i begge Bakkensejre, men det var faktisk Jens Laulund, der havde været holdets topscorer i løbet af sæsonen.

I 2004 løb de to hold ind i hinanden igen, i et finaleformat, hvor man nu spillede maksimalt fem kampe. Bakken tog kamp 1, Horsens kamp 2, Bakken kamp 3 og i kamp 4 var det helt lige efter fire perioder, 68-68, i Torstedhallen. Daryan Selvy var manden, der sendte kampen i overtid til allersidst, og her tog Bakken sejren med i alt 79-84.

To år senere, i 2006, var det Horsens, der tog en sejr på 3-1 i kampe. Horsens havde et stærkt hold, med blandt andet hjemvendte Mikkel Langager på holdet. Kæmpen havde i årene før spillet for blandt andet AEK Athen, Real Madrid og Olimpia Milano, herunder i Euroleague-finalen i 1998 for AEK.

2006 var sidste gang indtil 2015, Horsens var at finde i finalerne, for Svendborg Rabbits overtog førersædet de næste mange år. Det kommer vi til de næste dage…

Syv finaler i streg mod Rabbits

Fra 2007 til 2013 stod der Bakken Bears og Svendborg Rabbits i aviserne, hver gang, der blev talt Basketligaens finaler. Syv gange i træk bragede holdene sammen, en enkelt gang i seks kampe og to gange skulle man ud i syvende og afgørende kamp.

I 2007 bragede Svendborg endelig gennem lydmuren, efter at have truet med det et stykke tid. I en Basketliga, der indeholdt to Horsenshold og superligaaflæggeren AaB Basket, tog Svendborg andenpladsen i grundspillet og ekspederede Randers og Team Sjælland i slutspillet. Holdet indeholdt blandt andet 225 centimeter høje Ivan Höger, Martin Mariegaard og ikke mindst stjernen Joshua Buettner.

De var oppe mod et sultent Bakken-hold, der året før havde lidt et 1-3 nederlag i finalerne til Horsens. Holdet var præget af en stærk kerne af erfarne eller sultne danske spillere, som Søren Ege, Jonas Buur, Andreas Jacobsen, Michael Niebling, Jens Jensen og Nikolaj Iversen, som førte Bakken til sejr i alle tre finaler – det år spillede man stadig bedst af fem kampe.

Året efter gik man over til at spille bedst af syv, men ikke meget ændrede sig. Bakken vandt finalerne 4-0 mod et Rabbits-hold, der havde skiftet Buettner ud med en trio af amerikanske stjerner, der dog ikke kunne stille noget op mod Bakkens kollektiv af danskere, der blev krydret med amerikanske Jason Siggers.

I 2009 skete der imidlertid noget. Toppen af ligaen var rigtigt tæt og Svendborg skulle bruge en sejr over Bakken i sidste spillerunde, for bare at sikre sig tredjepladsen, bag Randers. Bakken vandt 13 og tabte fem i grundspillet, kun en sejr foran Randers og Svendborg, med Amager og Næstved yderligere en kamp bagud. Finalerne blev lige så tætte.

Svendborg havde stadig Ivan Höger i midten, men stjernen var en af de mest seværdige – og dygtige – spillere nogensinde i dansk basket: Johnell Smith. Det kun 185 centimeter høje amerikanske lyn var nærmest umulig at fange og han blev kun bedre i finalerne. Det blev til 32 point i første kamp, hvor Bakken endte med at vinde med et enkelt point, 84-83, og så en nedtur i kamp to, med ”kun”17 i endnu et nederlag. I tredje kamp vendte Smith frygteligt tilbage i en sikker Svendborg-sejr, hvor det blev til 26 point på 17 skud for Smith.

Bakken tog en 3-1 føring i kamp fire, i en kamp, hvor Smiths 30 point blev nulstillet af at syv forskellige Bakken-spillere scorede mellem 9 og 16 point. I kamp fem og seks fik Svendborg udlignet, hvor Smith stod for 27 og 26 point, men så skete katastrofen for Svendborg.

I den syvende og afgørende kamp kunne ingen se Smith i hallen. 12 Svendborgspillerne varmede op, men Smith var ikke en af dem. Svendborg havde holdt det hemmeligt, at Smith var rejst hjem til et sygt familiemedlem, og det var lige før den taktik lykkedes. Bakken følte, at kampen nu var sikker og Svendborg spillede med ALT de havde. To minutter inde i fjerde periode var Svendborg oppe med syv, men en tre’er fra Eric Bell – i øvrigt hans sidste scoring i karrieren – fik Bakken i gang, og mesterskabet gik til Aarhus med cifrene 71-61.

I 2010 var det endelig Svendborg og Smiths tur – med lidt hjælp fra Nicolai Iversen, som Svendborg hentede i Bakken. Svendborg vandt suverænt grundspillet og finalerne. Faktisk formåede Bakken kun at vinde kamp to, 68-63, mens Rabbits tog de øvrige fire ret sikkert. Især femte kamp smertede i Bears-fansenes hjerter, da Bakken kun formåede at score 21 point i anden halvleg og tabte 76-51.

Bakken tog så grueligt hævn i 2011. Chris Nielsen blev hentet i Randers og nuværende Randers-træner Charlie Burgess førte holdet an i point, assists og rebounds gennem store dele af sæsonen. Samtidig var det i Rabbits år ét efter Johnell Smith og selv med en gruppe spillere, der indeholdt Nicolai Iversen, Chanan Colman og Adama Darboe kunne Svendborg ikke stille noget op i finalerne. Bakken vandt 4-0.

I 2012 blev det lidt mere spændende. Bakken var tilbage som vindere af grundspillet på et hold, hvor en hjemvendt Nicolai Iversen, Chris Christoffersen og Andreas Jacobsen gjorde holdet meget robust. Mikkel Plannthin begyndte at gøre sig gældende i Svendborg, blandt andet med 14 point i Svendborgs udebanesejr i finale 1. Bakken tog kamp 2 suverænt og serien blev måske afgjort i kamp tre.

Her var Svendborg foran meget af kampen, således også helt til sidst, hvor Adama Darboe sendte Svendborg op med 57-59. Nicolai Iversen fik imidlertid sendt Bakken i front med to scoringer og Chanan Colman missede et af to straffekast, der kunne have udlignet. Bakken tog således en 2-1 føring – og det blev også til 3-1 med en storsejr i kamp 4. Selv om Svendborg tog en to points sejr i kamp fem, endte Bakken med at tage kamp seks og mesterskabet i Svendborg 76-79.

Den sidste gang Svendborg har været i finalerne var i 2013 og her blev det endnu en episk serie i syv kampe. Donald Rutherford var stjernen i Svendborg, bakket op af Adama Darboe. Svendborg havde vundet grundspillet, men Bakken tog kamp et og dermed hjemmebanefordelen. Den tog Svendborg imidlertid tilbage i kamp to i Aarhus – og sådan gik det. Fire udebanesejre i de fire første kampe, inden Svendborg endelig tog en hjemmesejr – og en 3-2 føring – i kamp fem.

Bakken havde dermed ryggen mod muren i de to sidste kampe, men den udfordring tog Steffen Wichs tropper glædeligt. I kamp seks tog Chris Christoffesen sig af 19 point og 12 rebounds i en sejr på 83-74 og så blev den afgørende kamp 7 sat op i Svendborg.

Den blev lige så tæt, som man kunne forvente. Bakken var foran i de første 27 minutter, inden Svendborg tog føringen i fjerde periode. Hjemmeholdet kom foran 77-69 på en tre’er af Adama Darboe med lige over seks minutter igen og Svendborg Idrætscenter kogte. Der gik imidlertid fire minutter inden hjemmeholdet scorede igen og der havde Chris Christoffersen og Andreas Jakobsen sendt Bears i front – og spurten på 14-0 fik et udråbstegn med et dunk fra Marvell White til 77-83.

Claus Magaard blev så fejlet på en tre’er, der gik i og reducerede til 81-83, men det blev Svendborgs sidste scoring – både i kampen og måske i finalerne indtil denne sæson, hvis kaninerne slår Horsens torsdag aften!

Vi hører mere om de seneste års finaler mod Horsens i morgen.

 

Horsens de senere år
I aften spilles den vanvittigt spændende femte semifinale mellem Horsens og hjemmeholdet Svendborg Rabbits (se den på Sport Live, som fx er gratis med et abonnement på Stiften). I går så vi på de finaler, Bakken har spillet mod Svendborg, og i dag er optakten så et kig på de seneste seks finaler, der alle har været mod Horsens.

I 2015 vendte Horsens endelig tilbage til finalerne, efter at være blevet slået ud af Bakken i semifinalerne de seneste tre år før det. Og de vendte tilbage med et brag, for holdet var både stærkt og sammenspillet.

Kernen på holdet var point guard Skyler Bowlin. Den 195 cm høje amerikaner bandt holdet sammen og var i sin tredje sæson i Horsens, efter at være kommet fra et lavere rangerende amerikanske collegerækker. Siden er han kommet til Tyskland, hvor han spiller på allerhøjeste niveau. Det niveau hev han Horsens med op på, i fællesskab med især Vedran Borovcanin og Marquis Addison, og Horsens chokstartede finalerne med at vinde de to første kampe.

Bakken kom på tavlen i kamp tre, inden Horsens tog en storsejr og 3-1 føring i kamp fire og sendte Bakkens ryg mod muren. Bjørnene overlevede en spændende kamp fem, hvor føringen skiftede 14 gange og Bears vandt med to, efter en bjørneindsats af Jonas Zohore, der scorede 23 point og tog 10 rebounds. Kamp seks blev afslutningen. I en lavtscorende affære var der ingen danskere på scoringstavlen for Horsens, men det var de gule fans HELT ligeglade med, for de kunne fejre et dansk mesterskab.

Horsens holdt kernen på holdet samlet året efter – og tilføjede Nimrod Hilliard og en ung Iffe Lundberg. Bakken havde også handlet ind og det var første gang, hallens publikum kunne se Michel Diouf i aktion, og Darko Jukic havde også sin første sæson som bjørn.

Det endte med at Horsens vandt grundspillet og med en episk 7-kamps finaleserie, der først blev afgjort i sidste periode af kamp syv. Bakkens spanske point guard Carles Bivia havde spillet en uroligt hård serie, med masser af minutter, men han holdt ikke til de sidste ti minutter, hvor han måtte udgå med krampe. Uden hans styring endte Bakken med at tabe kampen – og mesterskabet – med 84-78.

De næste tre sæsoner begyndte Bakken at samle et helt nyt hold, designet til de europæiske kampe. Thomas Lærke og Adama Darboe kom til – for ikke at tale om den fremtidige NBA-spiller
Devaughn Akoon-Purcell. I 2018 stødte også Tylor Ongwae og Ryan Evans til – og Chris Christoffersen spillede stadig.

Resultatet var, at Bakken tabte den første finalekamp i 2017, men siden vandt 12 finaler i træk – og naturligvis også tre mesterskaber, i 2017, 2018 og 2019.

I 2020 blev finalerne aflyst på grund af corona, men i 2021 vendte de stærkt igen, med fornyet spænding. Steffen Wich meddelte før slutspillet sin afgang som træner og Bakken vandt planmæssigt de første tre finaler over Horsens, men pludselig indfandt spændingen sig.

I kamp fire ramte Bakken kun 18% fra tre-pointeren og Horsens tog en sejr på 84-75 og det gentog sig i kamp fem. Her var det 20% af Bakkens skud udefra, der gik i kurven, og Horsens tog sejren med 79-85 i en Bjørnehule, der ellers var klar til fejring.

Holdene måtte ud i en sjette kamp og der var hvisken om, rundt om i Basketdanmark, at hvis Horsens vandt den kamp, ville de nok tage mesterskabet. Det gjorde de ikke. Bakken fik endelig indstillet kanonen og Thomas Lærke, Adama Darboe og QJ Peterson ramte tilsammen 10 af 15 tre’ere (heraf alene Lærke fem af seks) og det var forskellen, der sendte mesterskabet til Bakken – og tillod Steffen Wich at ride ud i solnedgangen over Risskov med sit 13. DM-guld om halsen.

Torsdag aften afgøres det så, hvem Bakken møder i finalerne i 2022. Uanset om det bliver Horsens eller Svendborg, vil det være et hold, vi har masser af finalehistorie med.

Se aftenens kamp på Sport Live (som kan ses på Stiften med abonnement). Her kan du også se finalerne.

Billeder: Carl Erik Hesseldal, Sanne Berg, Allan Høgholm Photography

Tilmelding til sommer camps er åben
24 apr 2024

Tilmelding til sommer camps er åben

Tilmeldingen til to af sommerens camps er nu åben. Det er den traditionelle Bears...
Bakken Bears kan forvente massivt publikum mod sig
23 apr 2024

Bakken Bears kan forvente massivt publikum mod sig

Torsdag aften kl. 19:15 tager Svendborg Rabbits imod Bakken Bears i Rise Sparekasse Arena...
Bears tager stensikkert første stik i semifinalerne
22 apr 2024

Bears tager stensikkert første stik i semifinalerne

Bakken Bears spillede sig til en stensikker sejr i den første semifinale over Svendborg...
Spotlight med fysisk coach Andreas KC
22 apr 2024

Spotlight med fysisk coach Andreas KC

Hvem er det der holder bjørnene flyvende, specielt når de har et presset kampprogram? Det...
NEWS ARCHIVE