Alle Basketligaens kampe på Stiften.dk

Jysk Fynske Medier, Basketligaen og F3 Media Group indgår aftale, som betyder, at abonnenter på 15 lokale medier som de eneste får adgang til at se alle kampe fra Basketligaen de kommende tre år.

Jysk Fynske Medier, Basketligaen og F3 Mediagroup har indgået en aftale, der bringer basketball-sporten hjem i stuerne hos abonnenterne på Jysk Fynske Mediers 15 lokale medier.

Med aftalen får abonnenter på Jysk Fynske Mediers lokale titler mulighed for at se samtlige kampe i Basketligaen, både live og on demand.

Jysk Fynske Medier indgik i foråret en distributionsaftale med F3 Media Groups sportskanal, SPORT LIVE, så sportskanalens programmer også er tilgængelige via Jysk Fynske Mediers mange lokale og regionale medier. SPORT LIVE sender hvert år live fra en lang række forskellige sportsgrene fra hele Danmark – bl.a. boksning, 2. divisionsfodbold, volleyball, tennis, futsal, motorsport og omkring 50 kampe fra Basketligaen samt de danske basketlandskampe. Og nu kan Jysk Fynske Mediers abonnenter altså glæde sig til også at følge alle de øvrige kampe fra Basketligaen også.

”Vi prøver hele tiden at gøre vores abonnementsprodukter endnu mere attraktive, og det bidrager muligheden for at se topsport på sit lokale medie i den grad til. Basketligaen er en perfekt tilføjelse til vores udbud af sport,” siger Jørn Broch, nyhedsdirektør i Jysk Fynske Medier.

Jysk Fynske Medier har ligeledes haft en aftale om at vise udvalgte speedwaymatcher fra den danske speedwayliga i den forgangne sæson og har siden 1. august vist samtlige fodboldkampe fra landets 2. og 3. division, og derfor kan abonnenter på de lokale medier se masser af sport som supplement til den mere traditionelle nyhedsformidling.

”Vi ved fra samarbejdet med SPORT LIVE, at vores brugere kan lide basketball. Det koger i hallerne, når der er kampe i ligaen, og det sportslige drama kan man mærke ud gennem tv’et, computeren og mobilen. Vi glæder os til sammen med Basketligaen at gøre dansk basket endnu bedre i de kommende år,” siger Jørn Broch.

Basketligaen ser også frem til samarbejdet med mediekoncernen.

”Det er med stor glæde vi i Basketligaen nu indgår et strategisk vigtigt og spændende samarbejde med Jysk Fynske Medier. Basketball i Danmark er i flot fremgang medlemsmæssigt, og det gode momentum, der er i klubberne, skal vi fastholde og forsat videreudvikle på. Der er det væsentligt at have en anerkendt og dygtig medie partner som samarbejdspartner.

 

Trekløveret mellem Jysk Fynske Medier, SPORT LIVE og Basketligaen ser vi som rigtig stærkt og vi tror på at denne konstellation giver gode muligheder for både fans og samarbejdspartnere til altid at kunne følge Basketligaen,” siger Troels Fjellø Mortensen, formand for Basketligaen og Direktør i Svendborg Rabbits.

 

Første gang abonnenterne kan få glæde af den nye aftale er i morgen, torsdag, når Svendborg Rabbits er på besøg hos Holbæk Stenhus. Torsdagens anden kamp, mellem BMS Herlev og Randers Cimbria, er tv-kamp på SPORT LIVE og dermed også mulig at se for Jysk Fynske Mediers digitale abonnenter.

 

FAKTA

Om Jysk Fynske Medier

Jysk Fynske Medier (JFM) er Danmarks næststørste private mediekoncern og favner Danmark bredt med et udgivelsesområde, der strækker sig over Fyn, Sjælland og Jylland fra Limfjorden i nord til den dansk-tyske grænse i syd. Med 63 ugeaviser og 15 dagblade samt en række nationale, regionale og lokale nyhedssites, fire kommercielle radiostationer og Radio4 er Jysk Fynske Medier hver uge i kontakt med omkring halvdelen af den danske befolkning.

Dertil drives digitale aktiviteter som Gul&Gratis, deal.dk og SPOTdeal. Jysk Fynske Medier ejer desuden trykkerier, distributionsselskaber, kommunikationsbureauet STEP m.m.

Om Basketligaen

Basketligaen er herrernes liga i dansk basketball. Det er en professionelt drevet liga med et sportsligt, økonomisk og mediemæssigt stærkt fundament med fokus på organisations- og talentudvikling. Basketligaen er en selvstændighed juridisk enhed med ansvar for at afvikle Danmarksmesterskabet. Basketligaen er underlagt Danmarks Basketball-Forbunds rigsdag, der er den øverste instans i basketballforbundet.

Om F3 Media Group

F3 Media Group A/S har i over ti år arbejdet med alle aspekter af branding indenfor sport. Selskabet etablerede i 2019 sportskanalen SPORT LIVE.

SPORT LIVE er en dansk sportskanal, som dækker en bred vifte af sports- og idrætsbegivenheder, der ikke normalt får plads på tv. Kanalen sender fra mange forskellige sportsgrene og kommer vidt omkring i hele Danmark til klubber, turneringer og events.

 

Billede: Per Bille/Ry Foto

Bakken Bears vs Horsens, basketball, vejlby risskov hallen Nummer 3 Tony Carr Nummer 5 Ryan Evans Nummer 7 Noah Churchill Nummer 10 Eliah Childs Nummer 12, Skyler Bowlin Nummer 22, Deng Adel
Terrence Hargrove til Bears
15 jul 2024

Terrence Hargrove til Bears

Bakken Bears har indgået en etårig aftale med Terrence Hargrove. Den 193cm høje forward...
NEWS ARCHIVE