Panderynker hos Bakken Bears på trods af sejr over Horsens

Den nye træner i Horsens IC, Jacob Hjorth, kunne ikke drive de gule til sejr fredag aften, da Bakken Bears besøgte Horsens. Gæsterne løb med en sejr på 78-94 og er dermed igen kun to point bag Randers i toppen af ligaen.

Kampen gik imidlertid ikke smertesfrit for Bakken, der måtte se point guard Noah Churchill forlade banen med en flænge over øjet med ti minutter igen. Da holdet allerede har Skyler Bowlin ude med en skade, må det give panderynker hos coachingteamet, hvis ikke den ene eller begge kan være klar mod Randers torsdag 9. marts i Aarhus.

Bakken Bears kom bragende ud til kampen i Horsens, med et dunk fra Gustav Knudsen. Det unge talent havde endnu seks point på vej mod en tidlig føring til gæsterne på 10-0. Horsens fik sat et enkelt point på tavlen ved Frederik Rungby, inden Bakken tog sig af endnu syv point i træk og var foran 17-1.

Et Horsenshold på hjemmebane kunne dog ikke holdes nede, så Leonardo Carlino og Chris Lykes fik begge sat hjemmeholdet på tavlen et par gange. Hjemmeholdet trak så tæt på som ni, 13-22, sidst i første periode, og herfra bølgede kampen frem og tilbage.

Kampen forløb lidt som en harmonika de næste perioder. Først trak Bakken lidt fra igen og kom foran med 17, så trak Horsens det ind til 11, så kom Bakken foran med 15, inden Horsens kort inden pausen gjorde det til en ni-points kamp.

De to hold kom ud til anden halvleg med Bakken i front med ti, 40-50, og i de første minutter trak Bakken igen fra, blandt andet med et stort dunk på et drive af Darko Jukic til 43-59.

Alligevel trak Bakken ikke afgørende fra og det sidste halvandet minut i tredje periode gjorde resten af kampen sværere for Bakken. Først blev Vedran Borovcanin fejlet på en tre-pointer og Horsens’ veteran satte sikkert alle tre straffekast til 61-72.

Lige herefter førte Bakkens Noah Churchill bolden op ad banen, hvor han blev presset hårdt af Chris Lykes og Borovcanin. Churchill mistede bolden og Horsens løb den i, men Churchill blev i situationen ramt i hovedet, så han efterfølgende måtte forlade banen.

Da Bakken allerede har point guard Skyler Bowlin ude, efterlod det det udeholdet med kun Darko Jukic resterende som spilfordeler. Horsens lugtede nu blod og scoringer fra Aladin Barakeh og Borovcanin først i fjerde periode kom hjemmeholdet helt tæt på, 69-75.

Bakken svarede imidlertid igen med først en tre’er fra Ryan Evans og så endnu en fra Michel Diouf efter en angrebsrebound. De næste minutter scorede Horsens kun én gang og da Bakken scorede yderligere ved Darko Jukic og Gustav Knudsen, kom gæsterne foran 71-91 med fem minutter resterende på uret.

Hermed var kampen reelt afgjort og begge hold kan se frem mod de næste vigtige opgør i næste runde af playoff-gruppespillet.

For Bakken venter ligaens førerhold Randers, der har vundet syv i træk, heraf tre over de to øvrige hold i top tre, Næstved og Bakken. Sidst de to hold mødtes var det i Randers, hvor hjemmeholdet i stærk stil tog sejren. Torsdag 9. marts er opgøret imidlertid i Sparekassen Danmark Basketball Center i det nordlige Aarhus, hvor Bakken med en sejr kan gå á point med Randers.

For Horsens venter Svendborg Rabbits på udebane. Svendborg ånder Horsens i nakken i kampen om den fjerde semifinaleplads, efter fynboerne vandt den første kamp i playoff over BMS Herlev. Det betyder at Svendborg kun er fire point efter Horsens og altså kan hente endnu to point allerede mandag aften.

Statistik: https://fibalivestats.dcd.shared.geniussports.com/u/DBBF/2233014/bs.html

Køb billetter til kampen mod Randers her:

Foto: Per Bille
Bakken Bears kæmper sig til matchbold
25 apr 2024

Bakken Bears kæmper sig til matchbold

Bakken Bears har matchbold i semifinaleserien mod Svendborg Rabbits efter en arbejdssejr mod et...
Tilmelding til sommer camps er åben
24 apr 2024

Tilmelding til sommer camps er åben

Tilmeldingen til to af sommerens camps er nu åben. Det er den traditionelle Bears...
Bakken Bears kan forvente massivt publikum mod sig
23 apr 2024

Bakken Bears kan forvente massivt publikum mod sig

Torsdag aften kl. 19:15 tager Svendborg Rabbits imod Bakken Bears i Rise Sparekasse Arena...
Bears tager stensikkert første stik i semifinalerne
22 apr 2024

Bears tager stensikkert første stik i semifinalerne

Bakken Bears spillede sig til en stensikker sejr i den første semifinale over Svendborg...
NEWS ARCHIVE