Bakken Bears fik perfekt optakt til svære FIBA Europe Cup kampe mod Amager
Oprettet 21/10 2023Bakken Bears fik en god opvarmning til to svære FIBA Europe Cup kampe, da Amager kom på besøg i Aarhus lørdag eftermiddag. Foran over 1100 tilskuere, der var klar til en aktivitetsfyldt eftermiddag, tog Bears tidligt kontrol over kampen og tog en stensikker sejr på 102-74.
Det var en festdag i Sparekassen Danmark Basketball Center, med Halloween-aktiviteter for børnene, foredrag med Thomas Bilde fra TV2, samt en kamp i Kvindebasketligaen mellem Aabyhøj og Amager, efter herrekampen.
I den første kamp var der masser af underholdning. Hvis der var nogen, der troede, at Bakken Bears ville mangle koncentration ved et gensyn med Basketligaen, efter en hård europæisk kamp midt på ugen, tog de grundigt fejl. Bjørnene kom ud med masser af intensitet, og især DeAndre Pinckney og Malik Parsons fik publikum op at stå med en række atletiske dunks de første 15 minutter.
På scoretavlen tog det nogle minutter for Bakken at etablere dominans, efter Pape og Grøn sendte Amager i front med 0-3. Et dunk fra Pinckney nogle minutter senere gav Bears føringen 5-3. Pape udlignede til 5-5 for gæsterne, men det var sidste gang Amager var på lige i kampen.
Bakkens forsvar skruede intensiteten endnu mere op og det blev svært for Amager at score. Samtidig flød spillet i angrebet og først i anden periode havde ti af 11 Bears-spillere scoret og hjemmeholdet var foran 38-16. Andreas Holst scorede et alley oop straks efter pausen til 54-30 og så havde alle fra Bears scoret.
Selv om der ikke rigtig var spænding om resultatet, tabte kampen ikke sin intensitet. Begge trænere havde nemlig en række unge talenter på banen, som virkelig spillede for at vise sig frem for de over 1100 Halloweenstemte tilskuere. Der var masser af flotte momenter fra begge hold, hvor højdepunktet nok var Frederik Drejers alley oop aflevering til en flyvende Andreas Holst i fjerde periode.
For Amager var Oscar Quackenbush eftermiddagens store oplevelse. Den unge guard scorede ikke mindre end 32 point, blandt andet på hele seks tre-pointere.
Slutresultatet lød på 102-74 og Bakken kan nu se frem mod de næste opgaver, der bliver sværere end lørdagens sejr. Der venter nemlig to FIBA Europe Cup kampe, først på tirsdag i Porto, og så onsdag 1. november mod Norköping Dolphins på hjemmebane. De to kampe kan blive afgørende for mulighederne for at gå videre til næste runde af turneringen.
Køb billet til hjemmekampen mod Dolphins her: