Sylvester Berg forventer fysisk fight: Vi skal ud og spille kampen på vores præmisser

Sidste hjemmekamp i Bakken Bears’ europæiske kampagne løber af stablen denne onsdag 15. november 18:30. Modstanderen er portugisiske FC Porto og kommer ind til femte spillerunde med masser af selvtillid efter fire ud af fire sejre i FIBA Europe Cup. Sidst de to hold mødtes, vandt FC Porto med 11 point i en kamp, der aldrig for alvor blev tæt.  

FC Porto har set overbevisende ud i denne sæsons FIBA Europe Cup. Her har de taget fire sejre ud af fire mulige. Deres trup til de europæiske kampe har været tæt på halvt portugisisk og halvt udenlandsk – med en god håndfuld amerikanere på holdkortet. 

Topscoreren er 29-årige amerikaner Anthony Barber, som snitter 19,3 point i turneringen. Her følger han op med 5,8 rebounds og 3 assists. Næste mand på listen er endnu en amerikaner; nemlig Phil Fayne. Han ligger på 14,5 point og hele 10 rebounds i snit. 

Bakken Bears’ skæbne i FIBA Europe Cup er allerede afgjort: Holdet kan ikke gå videre fra første gruppespil. Onsdag i sidste uge spillede Bears på udebane mod Manisa BBSK i FIBA Europe Cup. Her viste de rutinerede profiler Ryan Evans, Michel Diouf og Darko Jukic for alvor niveau.  

Evans sluttede på 25 point og 8 rebounds og blev dermed kampens topscorer. Jukic scorede 19 point, og Diouf endte kampen på 13 point og 6 rebounds. Træder de rutinerede profiler i karakter igen onsdag mod FC Porto, vil det forbedre Bakken Bears’ chancer for at fratage portugiserne deres ubesejrede stime.   

Onsdagens kamp bliver Sylvester Bergs tredje europæiske kamp i denne sæson efter at have misset de to første, mens han sad ude med hjernerystelse. Sylvester glæder sig over at være tilbage på banen og spille europæisk for Bakken igen:  

– Det har været fedt at komme tilbage på banen og komme i gang med de europæiske kampe, nu hvor jeg føler, at hovedet er helt normalt igen. Selvfølgelig er det ikke helt optimalt med kroppen endnu. Det var en lang periode, hvor jeg ikke kunne så meget, så kampformen skal lige tilbage på 100 procent. Det er noget, vi arbejder på, så det kommer lige så stille. 

Selvom Bakken ikke kan nå noget videre i FIBA Europe Cup, ser Sylvester Berg stadig frem til kampen. Han fremhæver især, at de skal komme ind med en masse fysik for at matche portugiserne: 

– Jeg forventer det, jeg altid gør, til en kamp; en god holdindsats. Mod FC Porto har vi noget at bevise siden sidste kamp. Vi skal matche dem fysisk og være klar på at fighte. Vi skal ud og spille kampen på vores præmisser. Selvom vi ikke har fået de sejre, som vi gerne ville have, så skal vi stadig udfordre dem og prøve at vinde kampen. 

Det bliver et fyldt Sparekassen Danmark Basketball Center, der lægger rammerne til onsdagens kamp for Sylvester Berg og resten af holdet. Har du endnu ikke fået købt billetter, skal du skynde dig ind på vores webshop – der er kun få pladser tilbage! Vi får brug for alle jer til at fylde hallen med stemning, så vi kan slutte den europæiske kampagne i Vejlby af med et brag.  

 

 

Terrence Hargrove til Bears
15 jul 2024

Terrence Hargrove til Bears

Bakken Bears har indgået en etårig aftale med Terrence Hargrove. Den 193cm høje forward...
NEWS ARCHIVE