Bakken Bears inviteret til at jagte forlænget europæisk vinderstime

Bakken Bears får lov til at jagte en fortsættelse på den øjeblikkelige europæiske sejrsstime og dermed give Aarhus og omegn flere europæiske oplevelser ind i 2024. Det er realiteten efter Bakken Bears er inviteret til en sen plads i den europæiske turnering ENBL.
– Det er i vores DNA at gå efter store oplevelser og europæisk succes, og da vi fik en invitation til at indtræde i ENBL, tog det os meget kort tid at sige ja. Både fans, kommercielle partnere og spillere kommer til at få flere af de hele specielle europæiske aftener, fortæller Michael Piloz, administrerende direktør i Bakken Bears.

Bakken Bears og ENBL har tidligere haft dialog om aarhusiansk deltagelse i turneringen, og flere omstændigheder betød, at nu var det rigtige tidspunkt kommet.

– Vi kom langsomt i gang i sæsonens europæiske kampagne, men vi har set, at holdet er modnet over de otte hidtidige opgør, men ikke tids nok til videre kvalifikation i turneringen. Holdet har imidlertid over de seneste uger bevist niveauet med sejre over ellers ubesejrede FC Porto, samt Norrköping Dolphins, og da ENBL henvendte sig med en plads, gav det kun sportslig mening at sige ja, også for at fortsætte med at udvikle holdet, fortsætter Michael Piloz.

ENBL er i gang med sin tredje sæson og har deltagelse af 16 hold fra Belgien, Holland, Polen, Litauen, Letland, Estland, Tjekkiet, Bulgarien, Rumænien og Danmark. Blandt deltagerne er polske Zielona Góra, hvor både danske Iffe Lundberg og Bakkens amerikanske guard Skyler Bowlin tidligere har huseret, samt det ligeledes polsk traditionshold Start Lublin, der som Bakken Bears tidligere har spillet Basketball Champions League.

Med gode hold fra nogle af de store basketballlande i Europa, bliver det ingen let opgave for Bakken Bears at indgå i ENBL:

– Det europæiske basketlandskab bærer præg af mere og mere kvalitet i disse år, og der er virkelig nogle klasseklubber med. Derfor er det også flatterende, at ENBL henvendte sig til os, da den nuværende konflikt i Israel betød, at Hapoel Be’er Sheva måtte udtræde. Der var kontakt til hold fra meget større lande, men ENBL gjorde hurtigt klart, at de på baggrund af vores europæiske meritter og store lokale opbakning foretrak Bakken Bears. Nu skal vi fortsætte vores gode udvikling, og gøre to sejre i træk til en rigtig sejrsstime i Europa, afslutter Michael Piloz.

Bakken Bears træder ind i gruppe A og kommer i gruppe med Bristol Flyers (England), Uniclub Casino Juventus (Litauen), Polski Cukier Start Lublin (Polen), Landstede Hammers (Holland), Tartu Ülikool Maks & Moorits (Estland), Spartak Pleven (Bugarien) og Svendborg Rabbits.

De øvrige hold har allerede spillet kampe, så Bakkens kampe skal passes ind i løbet af vinteren. Det står dog allerede klart, at Bears har premiere i ENBL 6. december i en velkendt arena i Svendborg.

European North Basketball League, eller ENBL, er en nyere, men hurtigt voksende turnering. Organisationen bag er dog erfaren, med over 20 år som arrangør af EYBL, som er Europas måske mest succesfulde turnering for ungdomshold, hvor hold fra 37 lande deltager i et format, som minder om de voksnes Europa Cup turneringer.

Deltagerne i ENBL er inddelt i to grupper, med otte hold i hver og holdene spiller mod hinanden én gang, enten hjemme eller ude. Efter gruppepillet er slut, går top fire i hver gruppe i kvartfinalerne, hvorefter top fire spiller Final Four.

Blackout-semifinale #3 med festivalbilletter på spil
26 apr 2024

Blackout-semifinale #3 med festivalbilletter på spil

Mandag 29. april tager Bakken Bears imod Svendborg Rabbits i, hvad der potentielt kan...
Bakken Bears kæmper sig til matchbold
25 apr 2024

Bakken Bears kæmper sig til matchbold

Bakken Bears har matchbold i semifinaleserien mod Svendborg Rabbits efter en arbejdssejr mod et...
Tilmelding til sommer camps er åben
24 apr 2024

Tilmelding til sommer camps er åben

Tilmeldingen til to af sommerens camps er nu åben. Det er den traditionelle Bears...
Bakken Bears kan forvente massivt publikum mod sig
23 apr 2024

Bakken Bears kan forvente massivt publikum mod sig

Torsdag aften kl. 19:15 tager Svendborg Rabbits imod Bakken Bears i Rise Sparekasse Arena...
NEWS ARCHIVE