Bears tager sikker sejr over Blue hawks

Hjemmeholdet bed fra sig i første halvleg, men bag en uhyre effektiv Ryan Evans, der scorede 29 point på blot 16 skud, sikrede Bakken sig en sejr på 98-76 på udebane over Værløse Blue Hawks.

Med sejren er Bakken stadig i front af Basketligaen, med to point ned til Næstved – og med en kamp i hånden.

Bakkens næste opgaver er på hjemmebane. Først venter Bears Academy mandag, inden der er lagt op til to publikumsbaskere i vinterferien. Først kommer Randers på besøg fredag 9. februar til den traditionsrige fastelavnskamp, hvor der er slik til alle børn, når der er slået katten af tønden. Derefter venter den sidste gruppekamp i europaturneringen ENBL tirsdag 13. februar, hvor Bakken med en sejr over hollandske Landstede vil sikre sig gruppesejren.

Bakken var lørdag uden profilerne Darko Jukic, Malik Parsons og Skyler Bowlin. Sidstnævnte har lørdag været nødsaget til at rejse til USA af familiære årsager.

Inden kampen udtalte Jukic, at Værløses hjemmebane er svær at spille på – og det skulle vise sig at være rigtigt. Værløses dynamiske duo Karl Bøje Formann og Adam Heede-Andersen førte an i løjerne for hjemmeholdet med tilsammen 15 point tidligt i kampen, hvor hjemmeholdet bragte sig i front med 13-7.

Formann ramte yderligere tre tre-point skud i første halvleg, men det var ikke nok til at holde Bakken bag sig. Gæsternes forsvar strammede op og bolden begyndte at flyde bedre i angrebsspillet og i starten af anden periode tog Bakken føringen på en tre’er fra Noah Churchill.

Værløse holdt ved lidt endnu, godt hjulpet på vej af Formanns tre’ere. Hjemmeholdet havde føringer ved 25-24 og 27-26, men langsomt fik Bakken overtaget. Især Ryan Evans var effektiv, med 14 point i en halvleg, hvor han ramte otte af ni skud.

Bakken fik tilkæmpet sig en føring på 34-38 ved pausen og kom ud med en ny ild efter de 15 minutters stop i spillet. Michel Diouf og Noah Churchill ramte straks tre’ere, Sylvester Berg fulgte op med en to’er og så var Bears foran 34-48 bare to minutter inde og luften gik lidt ud af bolden hos hjemmebanetilhængerne.

Det var samtidig starten på lidt af en scoringseksplosion fra Bakken, der satte 31 point på tavlen i tredje periode. Blandt flere highlights var der to dunks i træk fra Diouf og Gustav Knudsen, hvor det sidste sendte Bakken i front med 38-55, på vej mod 55-69 inden de sidste ti minutter.

Hjemmeholdet bed lidt fra sig i de første minutter af fjerde periode, hvor Adam Heede-Andersen satte to tre’ere, der reducerede til 60-71. Det blev dog efter fulgt af en scoringsstime fra Bakken på 3-22, som tog al spænding ud af kampen.

Det endte med en sejr til Bakken på 76-98, med Ryan Evans som topscorer med 29 point. Veteranen ramte 13 af 16 skud på en dag, hvor han dominerede hallen.

Værløse har nu kun få skud tilbage i bøssen for at sikre sig en plads i Playoff-A slutspillet. Nordsjællænderne skal realistisk set vinde resten af kampene, som inkluderer en svær kamp mod Randers, for at overhale BC Copenhagen.

Inden lørdagens kamp blev der afholdt et minuts stilhed for mangeårig kasserer og frivillig i Værløse Basketball Klub, Steen Sommer, der gik bort i løbet af ugen. Steen var også far til Bakkens head coach Anders Sommer, der oprindeligt er fra Værløse, så det var en emotionel start på kampen for alle.
Terrence Hargrove til Bears
15 jul 2024

Terrence Hargrove til Bears

Bakken Bears har indgået en etårig aftale med Terrence Hargrove. Den 193cm høje forward...
NEWS ARCHIVE