Finalesejr til Aarhus

Den første finale i Basketligaen gik torsdag aften til Aarhus og Bakken Bears. Bjørnene slap afsted med sejren, 94-90, efter de lukkede Næstved tilbage ind i en kamp, der ellers så ud til at skulle lukkes i tredje periode.

Hjemmeholdet var foran med 18, 71-53, med 12 minutter igen, men så fik Næstved pludselig momentum. Med scoringer fra fem forskellige spillere, skar gæsterne føringen ned til 81-78 på kun lidt over seks minutter og så var der en intens stemning i hallen resten af vejen.

Bakken Bears var på dette tidspunkt i endog rigtig store fejlproblemer, hvilket gjorde det lidt sværere at spille forsvar. Malik Parsons, Sylvester Berg, Skyler Bowlin og Gustav Knudsen endte kampen med fire fejl, mens DeAndre Pinckney fejlede ud med fem.

På trods af fejlproblemerne, fik bjørnene sat en klods i hjulet for Næstved. Gæsternes Josh Okafor reducerede til 88-85, lige da arenauret rundede to minutter. De næste angreb gav ikke noget for nogen af holdene, og vi skulle ind i det sidste minut inden tallene på scoringstavlen ændrede sig.

Skyler Bowlin kørte til kurven med 58 sekunder igen, blev fejlet og satte et af to straffekast til 89-85. Bowlin missede det sidste straffekast og i reboundsituationen blev der fløjtet endnu en fejl på Bakken Bears, så Gus Okafor blev sendt til straffelinjen i den anden ende, hvor han ramte et enkelt af to skud.

Bakken angreb, men mistede bolden, og det så ud til at Mosely skulle reducere hjemmeholdets føring til to point på et helt frit løb til kurven. Ud af ingenting kom Ryan Evans imidlertid flyvende bagfra og blokerede bolden ud af banen.

Næstved fik endnu en chance for et angreb, men fandt ikke kurven, og i stedet for fejlede de Sylvester Berg med 17,7 sekunder igen. Aarhusdrengen satte et af to straffekast, men fik selv rebounden og Bears kunne spille syv sekunder af uret, inden Bowlin blev fejlet og satte begge straffekast til 92-86.

Næstved flyttede bolden op i den anden ende og på fire sekunder driblede Okafor sig til kurven, og til to straffekast. Kun det andet gik i, og så stod der 92-87 med syv sekunder igen. Coach Anders Sommer tog en timeout og tegnede et flot spil på tavlen. Bolden gik til Michel Diouf, som gav den til Skyler Bowlin, som alene på kurven sikrede sejren med et layup. Næstveds Devon Cooper fik pyntet på resultatet til 94-90 som tiden løb ud.

Der var mange flotte præstationer i kampen, men, som det har været det meste af foråret, skilte Skyler Bowlin sig ud for Bakken. Anføreren ramte 60% af sine tre’ere, med seks træffere og har nu samlet ramt på 29 ud af de sidste 48 tre-points forsøg.

Bakken Bears har nu en af de fire sejre, der skal til for at vinde endnu et danmarksmesterskab, men det ser ud til at blive en lige finaleserie. Næste kamp er mandag i Næstved, inden Bears disker op med en af årets store oplevelser 16. maj i Aarhus. Her er der Street Festival inden tredje finale, blandt andet med JJ Paulo som underholdning.

BB pokalfinale 2024 web Fotograf Per Bille 20240121DSC04510
JAGTEN PÅ NYE TRUMFER
21 sep 2026

JAGTEN PÅ NYE TRUMFER

Så er der endelig basket i Sparekassen Danmark Basketball Center igen, når Bakken Bears...
BAKKEN BEARS UDE AF BCL
18 sep 2026

BAKKEN BEARS UDE AF BCL

𝐁𝐚𝐤𝐤𝐞𝐧 𝐁𝐞𝐚𝐫𝐬 𝐮𝐝𝐞 𝐚𝐟 𝐁𝐂𝐋 Bakken Bears kommer ikke til at spille Basketball Champions League...
FINSK MODSTAND I SEMIFINALERNE MOD BCL
17 sep 2026

FINSK MODSTAND I SEMIFINALERNE MOD BCL

De finske mestre Salon Vilpas er Bakken Bears’ modstandere i semifinalen i Basketball Champions...
BEARS ER VIDERE TIL 2. RUNDE
16 sep 2026

BEARS ER VIDERE TIL 2. RUNDE

Trods en svær start vandt Bakken Bears over de hollandske mestre fra Landstede Hammers...
NEWS ARCHIVE