Blod og sved gav femte sejr på stribe

Der var ikke mange tårer, men blod og sved var der i rigelige mængder, da Bakken Bears tirsdag vandt i Randers og noterede sig for sin fem sejr på stribe. Bears vandt 93-81 efter en virkelig stærk afslutning på kampen.

Hele tre gange måtte en spiller lade sig udskifte for at få stoppet blødninger fra flænger, og især da det skete midtvejs i fjerde periode var det voldsomt. Bakken Bears’ Urald King fik en flænge på næsen i et scoringsforsøg, hvor Cimbrias Marquis Addison til gengæld slog sin albue så voldsomt, at han ikke kom tilbage i kampen. Da det skete, havde Bears momentum, som blev udbygget i en fjerde periode, der var kulminationen på en kamp, hvor de to hold kæmpede i en af sæsonens mest velspillede og hårdt fightende opgør.

Bears startede godt, og udeholdet var foran 9-2, 12-4 og 21-15 inden Gustav Rønneholt og debuterende Vincent Bailey fik reduceret, så stillingen efter første periode var 21-19.

Skyler Bowlin åbnede anden periode med to trepointscoringer, inden hjemmeholdet overtog momentum, og efter 16 minutter bragte Cimbria sig for første gang foran ved stillingen 33-32. Randrusianerne scorede også de efterfølgende fire point, inden Bears udlignede med fem hurtige point – en treer fra Bowlin og et alleyoop af Terrence Hargrove Jr. efter assist fra Bowlin. Bears sluttede perioden bedst, takket være Skyler Bowlins fjerde trepointscoring i periode og en buzzer beater af Jacob Polakovich. 44-39 ved pausen.

I starten af tredje periode lignede Bears et hold i kontrol, men fra stillingen 49-41 til udeholdet scorede Cimbria 13 point i træk. Der er ikke noget, en timeout ikke kan klare, og selvom Bakary Camara med en trepointscoring gav hjemmeholdet deres største føring i kampen ved 57-51, kom Bears hurtigt retur. Sylvester Berg spillede en stor tredje periode og var med ti point i perioden kraftigt medvirkende til, at Bears var foran 63-62 inden de sidste ti minutter.

I alt skiftede føringen 13 gange i kampen, og flertallet af dem kom i kampens sidste periode. Midtvejs i perioden reducerede Marquis Addison til 74-75, men det blev sidste gang Cimbria var indenfor rækkevidde af sejren. Bears havde fuldstændigt kontrol med reboundspillet i fjerde periode, hvor det blev til 14 rebounds til bjørnene og blot tre til hjemmeholdet. Skyler Bowlin ramte alle sine otte straffekast i den sidste periode, og tilføjede dertil en trepointscoring.

Den fjerde periode bidrog kraftigt til at Bowlin blev kampens topscorer med 26 point på blot 10 field goal forsøg. Han supplerede med 6 rebounds og 8 assists. Urald King spillede endnu en stor kamp med 19 point og seks rebounds, mens Terrence Hargrove Jr. scorede 12 point og tog fem rebounds. Darko Jukic spillede sin bedste kamp i sæsonen med 11 point og fem assists, mens Sylvester Berg scorede 10 point. For Randers blev Laolu Oke topscorer med 18 point, mens Marquis Addison og Bakary Camara scorede hhv. 15 og 14 point.

Det er værd at notere sig, at selvom Randers Cimbria skød imponerende 41,4% (12/29) bag trepointlinjen, var Bakken Bears’ procent endnu bedre. Bears skød nemlig 50,0% (11/22).

Næste opgave for Bakken Bears er først om en uge. Bears spiller sæsonens anden kamp i ENBL på udebane i Estland, når modstanderen Keila Coolbet tager imod.

VIGTIG TOPKAMP TORSDAG
26 mar 2025

VIGTIG TOPKAMP TORSDAG

I morgen d. 27. marts spiller Bakken Bears en meget vigtig kamp, når Horsens...
IGEN SIKKER SEJR
24 mar 2025

IGEN SIKKER SEJR

Bakken Bears fik sin anden sejr på fire dage over BC Copenhagen, da det...
SIKKER SEJR MOD COPENHAGEN
21 mar 2025

SIKKER SEJR MOD COPENHAGEN

24 point af Sylvester Berg, der ikke engang var på banen i fjerde periode,...
BC COPENHAGEN VENTER I UDEBANEOPGØR
20 mar 2025

BC COPENHAGEN VENTER I UDEBANEOPGØR

Fredag d. 21. marts tager Bakken Bears til København for at spille mod BC...
NEWS ARCHIVE