2021-05-24

Knebent nederlag efter stort comeback

Af: Matti Grabau, Longdog Communications

Femte finalekamp førte til det andet nederlag i træk for Bakken Bears, der efter en stærk slutspurt alligevel tabte til Horsens IC med 79-85 i Vejlby-Risskov Hallen.

Det begynder ellers fornuftigt for bjørnene og Michel Diouf, der sikrer sig tip-off’et og en hurtig føring via QJ Petersons 3’er. Diouf er i det hele taget på spil offensivt med et dunk til 5-4 og en 3’er til 10-7. Hjemmeholdets lovende start topper ved det lækre alley-oop fra Ryan Evans til Darko Jukic, der dunker et forspring på 14-11 i hus. Herefter går Bakkens offensiv fuldstændig i stå, mens Horsens til gengæld for alvor stiller skarpt. Perioden slutter med en føring til gæsterne på 14-18.

Tidligt i anden periode opfanger Adama Darboe snarrådigt en rebound-mulighed i åbent spil: Han stjæler bolden på midten og bringer balance i opgøret med scoringen til 18-18. Jævnbyrdigheden varer dog ikke længe. Tendensen fra første periode med stor offensiv overlegenhed til HIC genindfinder sig midtvejs i andet quarter, og de gule kommer meget komfortabelt foran. Føringen topper med 17 point ved stillingen 31-48, men Bears får dog pyntet lidt på det inden pausen, hvor tavlen viser 35-48.

Bjørnene formår at stoppe blødningen undervejs i tredje periode, som bliver en tæt affære. Men hen imod slutningen begynder Bears endelig at vågne op til dåd og vise offensive tænder. Midt i mestrenes momentum fløjtes perioden dog af, men inden sidste og afgørende fjerdedel er HIC’s føring nu skrumpet til 55-64.

De gode takter fortsætter ufortrødent i sidste periode, hvor Bakken leverer et forrygende comeback. Især Thomas Lærke får sendt succesfulde skud på stribe afsted. Jublen i udsolgte Vejlby-Risskov Hallen når da også nye højder, da Lærke sætter en 3’er til 64-66. Ikke alene er kampen nu indenfor en enkelt scoring, men noget tyder på, Bears langt om længe har fået indstillet det normalt så præcise langskudssigte. Da Tylor Ongwae snart efter ligeledes planter en 3’er, denne gang til 72-73, synes det vanlige offensive niveau endelig at være nået. Og da Evans angrebet efter skyder bjørnene foran for første gang siden midt i første periode, går et lyn igennem publikum: Ellevilde kan de klappe i takt til føringen på 74-73. Herefter skiftes holdene lidt til at føre, men til sidst trækker Horsens igen fra og ender med at vinde 79-85.

Den store forskel er trepointsskuddene. Vi savner skarphed på den front næsten hele kampen igennem. Først til sidst rammer vi dem, og så bliver det rigtig tæt. Men vi mangler heldet i slutfasen, og så begynder trætheden også at melde sig. Generelt roder vi lidt rundt, og især i offensiven skal vi blive bedre i næste kamp.” – Steffen Wich, head coach i Bakken Bears.

Netop trepointsskuddene var en akilleshæl for Bears, der kun ramte seks på 30 forsøg. Uden at være prangende havde Horsens noget større held med den disciplin: Ni på 24. Kampens topscorer blev HIC’s Vedran Borovcanin med 24 point efterfulgt af Deng Geu på 19 og Bakkens Darko Jukic på 16. Assistkronen må Adama Darboe og gæsternes Charles Callison deles om: Seks til hver. Deng Geu topper rebound-statistikken med ni af slagsen. Bedste bjørnerebounder blev Tylor Ongwae med syv styk.

Næste kamp i finaleserien finder sted i Horsens på torsdag den 27. maj. Bakken Bears fører nu 3-2 i kampe og er fortsat kun en enkelt sejr fra at genvinde DM-guldet.

 

DM-finalerne kamp #1: Whiteout med festivalbilletter på spil 
02 maj 2024

DM-finalerne kamp #1: Whiteout med festivalbilletter på spil 

Det er første kamp i finaleserien, og for 22. år i træk er vi...
Drama om at blive vores finalemodstander
01 maj 2024

Drama om at blive vores finalemodstander

Horsens har lige fået kåret både årets træner og årets spiller i Basketligaen. Næstved...
Gustav har meldt sig til NBA Draften
01 maj 2024

Gustav har meldt sig til NBA Draften

Gustav Knudsen har officielt meldt sig til NBA draftet 2024. Det foregår 27. juni...
Vi er klar til DM-Finalerne!
29 apr 2024

Vi er klar til DM-Finalerne!

For 22. gang i træk skal Bakken Bears spille DM-finaler – og i dem...
NEWS ARCHIVE