Flot debut til Williamson – nederlag mod Banvit

Det blev til et nederlag i den sidste kamp i gruppespillet i Basketball Champions League. Bears tabte til det tyrkiske storhold Banvit i en kamp, der var afgjort allerede i første periode.

Tyrkerne bragte sig foran 10-0 og senere 17-2 og så handlede det ikke så meget om at finde vinderen, men mere om at få spillet til at glide. Det lykkedes aldrig rigtigt for Bears i første periode, som Banvit vandt 23-8.

I anden periode startede Bears fint og hjemmeholdet skar den tyrkiske føring til at være på 8 point (30-22), men en tyrkisk time out fik rettet op på tingenes tilstand og den spænding der var på vej ind i kampen blev elimineret med syv ubesvarede point af Banvit. Tyrkerne førte 46-26 ved halvlegspausen.

Den nye bjørn, John Williamson, fik en rigtig fin debut med 21 point, men heller ikke han kunne forhindre Bears i at blive hægtet af. Heldigvis for hjemmeholdet blev anden halvleg mere lige end de første 20 minutter havde været, men det blev ved en kosmetisk reducering af scoren, da Bears vandt fjerde periode efter virkelig godt angrebsspil af Thomas Lærke. Lærke sluttede på 17 point, alle scoret efter halvlegspausen.

Banvit slutter puljen på andenpladsen og er kvalificeret blandt de otte hold, der kvalificerer sig direkte til anden runde af playoffs i Basketball Champions League. Bears kan koncentrere sig om den danske Basketliga, der fortsætter med et topopgør på torsdag i Horsens.

 

Klart nederlag mod israelsk klassehold

Trods en god første periode fik Bakken Bears ørene i maskinen i sjette runde af Basketball Champions League. Ironi Nahariya vandt 90-71 efter især i tredje periode at have løbet bjørnene over ende.

Israelerne startede med at bringe sig foran 10-2, men anført af DeVaughn Akoon-Purcell scorede Bears de efterfølgende ni point og det blev starten på et 16-2 run. Udeholdet sluttede dog perioden bedst efter Chris Christoffersen blev idømt et par hurtige fejl og dermed ikke kunne fylde i feltet.

I anden periode startede Ironi Nahariya med at score de første ti point og det kom bjørnene sig aldrig over. Føringen blev et par gange skåret til syv point, fx ved halvleg, hvor der stod 42-35.

Efter halvlegspausen startede Nahariya igen bedst og scorede de første seks point, og der gik 3 minutter og 32 sekunder inden Bears fik scoret. Bears kunne slet ikke følge med udeholdet og især Yancy Gates og Gilbert Brown. Kampen fusede lidt ud i fjerde periode, hvor kampen var afgjort.

Nederlaget var bjørnenes femte i seks kampe – næste opgave i europæisk sammenhæng er den ekstremt svære opgave i Tyrkiet, når Banvit tirsdag lægger gulv til. Banvit fører den tyrkiske liga! Inden da – nemlig søndag – spiller Bears i København mod SISU.

Topscorer for Bears var DeVaughn Akoon-Purcell, der scorede 23 point som han supplerede med seks rebounds, mens Thomas Lærke scoede 16 point. For Nahariya scorede Gilbert Brown 21 point.

Overmagten på besøg i Aarhus

Engang imellem skal man erkende, at man møder et bedre hold, og det gjorde Bakken Bears i tirsdagens kamp i Basketball Champions League. I store dele af første periode og starten af tredje var AS Monaco overlegne, og Bears blev kørt rundt af et fransk klassemandskab.

Knapt 2000 tilskuere i Arena fik taget til at løfte sig fra starten af kampen, da Chris Christoffersen med største selvfølgelighed noterede sig for kampens første point ved at score to straffekast. Bears førte store dele af første periode, men fra 13-10 strammede Monaco op defensivt. Alligevel kunne DeVaughn Akoon-Purcell efter knap tre minutters scoringstørke bringe Bears foran med 16-15 med en trepointscoring inden Brandon Davies i periodens sidste sekund sikrede periodesejr til Monaco. 16-17 efter første periode.

De første tre minutter af anden periode fik Bears heller ikke scoret, og det gav et 8-0 run til udeholdet og det hul kom Bears ikke op af. Hullet blev groft sagt kun større og større. Bears skar føringen til 22-27 midt i anden periode, men Nic Caner-Medley sluttede perioden flot af og Zak Wright lukkede med to point – igen samtidig med signalet. 45-28 til monegaskerne ved halvlegspausen!

Bears startede faktisk flot i tredje periode. Mike Gesell fik løbet nogle point i kurven og sammen med Thomas Lærke og Michel Diouf fik han lavet point nok til at Bears fik reduceret til 40-51 og 42-53, men en meget velspillende Sergii Gladyr smækkede to treere i kurven som start på et 11-0 run til udeholdet og definitivt game over. Inden sidste periode var stillingen 46-70.

Fjerde periode blev indledt med flere turnovers af Bears og det var Monaco ikke sene til at udnytte. Topholdet i den franske liga leverede fine detaljer, mens hjemmeholdet måtte erkende at modstanderen var alt for stor i tirsdagens kamp.

Mest scorende for Bears var Devaughn Akoon-Purcell (15 point, foruden 5 rebounds), mens Thomas Lærke scorede 12 point. For Monaco var det symptomatisk for en flot holdindsats, at den mest scorende blot satte 13 point på tavlen – det var Jamal Shuler. Ni spillere scorede mindst 6 point!

Næste opgave for Bears er allerede torsdag, hvor holdet møder Horsens IC på udebane.

Bears i Basketball Champions League

Bakken Bears kvalificierede sig til gruppespillet i Basketball Champions League efter to sejre over BC Tartu. 75-67 i Estland og 83-70 i Aarhus medfører, at Bakken Bears er med i gruppespillet blandt ekstremt dygtige hold!

Bears startede som lyn og torden med en 14-4 føring, men Tartu kom tilbage og nåede foran et par gange i anden periode. Bears sluttede dog bedst og DeVaughn Akoon-Purcell dunkede en pauseføring på 37-36 hjem.

I anden periode øgede Bears hurtigt og førte med 6-8 og senere 10 point. Der var reelt ikke spænding om resultatet og Bears sluttede med at vinde med 13 point!

Michel Diouf scorede 21 point for bjørnene, mens Akoon-Purcell scorede 20. Mike Gesell supplerede med 13 point. For udeholdet scorede Janari Jöesaar 21 point.

Champions League starter tirsdag den 18. oktober – første kamp er hjemme mod de tjekkiske mestre fra CEZ Nymburk. De øvrige hold i gruppen er Aris Thessaloniki (Grækenland), Banvit (Tyrkiet), Fraport Skyliners (Tyskland), AS Monaco (Frankrig), Helios Suns (Slovenien) samt Ironi Nahariya (Israel).