Bakken Bears vandt 119-101 over Svendborg Rabbits i den anden DM-semifinale, og de aarhusianske mestre har dermed op til tre matchbolde. Første chance for at kvalificere sig til finalen kommer allerede på torsdag, når holdene mødes i kamp tre i Vejlby-Risskov Hallen.
Basketligaens topscorer QJ Peterson var brandvarm fra kampens start, og han scorede kampens første otte point. Der var spillet mere end halvdelen af første periode inden andre Bearsspillere end Peterson fik scoret. Det var da Michel Diouf på to straffekast bragte Bears foran 15-9. Rabbits kom langt bedre med, og takket være adskillige angrebsrebounds fra bl.a. Durell Vinsons side kom fynboerne foran 19-18 og 21-20 inden Bears sluttede perioden med ni point i træk, bl.a. fem fra Daniel Mortensen.
De første ti minutter vandt Bears 29-21, men i anden periode fik de sydfynske kaniner hul igennem fra distancen. En velspillende Oscar Jørgensen startede andet quarter med at ramme to treere, men det var stadig Bears, der var i kontrol i gode dele af perioden. Et fint indhop og en trepointscoring af Anton Harbo gav Bearsføring på 42-31, men så slap Bears taget i Brandon Tabb og Aaron Levarity, der bragte Rabbits tilbage i kampen. Mikkel Plannthin meldte sig ind med fem point, og da Tabb ramte endnu en treer var forskellen blot to point, inden Tylor Ongwae sluttede anden periode med en treer til aarhusiansk pauseføring på 56-51.
Panderynkerne i Bearsomklædningsrummet var i halvlegspausen primært møntet på forsvaret, eftersom hjemmeholdet havde scoret 30 point i anden periode. At det blev adresseret i pausen, var der ingen tvivl om da tredje quarter startede. Brandon Norfleet scorede to point i starten af perioden, men det var hjemmeholdets eneste scoring i de første tre minutter, hvor Bears omvendt scorede 12 point og kom foran 68-53. Bears nåede endda foran med 22 point sent i tredje periode efter Michel Diouf satte to trepointscoringer inden Rabbits fik reduceret, så Bearsføringen inden sidste periode var på 89-70. Deshawn Stephens scorede 12 point i perioden.
Bears bevarede en føring på omkring 15 point, indtil der resterende mindre end fire minutter af kampen. Her ramte både Brandon Tabb og Sebastian Tabb nogle store skud, og Rabbits fik reduceret Bearsføringen til at være på 107-98 – altså 28 fynske point på de første 7 minutter og 30 sekunder af fjerde periode. Efter en time out kunne QJ Peterson med to layups og Deshawn Stephens med et enkelt afgøre kampen, som Bears altså vandt 119-101.
Hele syv Bearsspillere scorede mindst ti point, flest satte QJ Peterson (26 point, 8 rebounds, 5 assists) på tavlen, mens Deshawn Stephens (22 point, 4 rebounds) fulgte efter. Ryan Evans (15 point, 7 rebounds, 5 assists) var solid som altid. For Rabbits var Brandon Tabb (25 point, 5 rebounds) og Sebastian Åris (17 point, 6 rebounds, 7 assists) mest scorende.
Den tredje DM-semifinale spilles på torsdag kl. 18:30 i Vejlby-Risskov Hallen. Vinder Bears, står den på DM-finale, men fynsk sejr bringer serien tilbage til Svendborg Idrætscenter mandag.
For første gang i 105 dage led Bakken Bears et nederlag, da bjørnene tabte 103-97 på udebane mod Svendborg Rabbits.
Svendborg Rabbits var foran i hele første halvleg, men Bears fik alligevel skabt kontakt og udlignet ved 49-49 godt et minut inde i tredje periode. Herefter svarede fynboerne igen med et ganske imponerende 21-0 run, bl.a. efter fem trepointscoringer, og det afgjorde reelt kampen i Svendborg Idrætscenter. Fynboerne havde et forspring på 20 point (80-60) ind i kampens sidste periode, men selvom fynboerne førte med 17 point (99-82), da der resterede to minutter af kampen, lykkedes det alligevel Bears at skabe spænding. Bears nåede så tæt på som 100-96 efter virkelig gode aktioner af Ryan Evans og Anton Harbo, men hullet var alligevel blevet for stort, og Svendborg kunne hente den første sejr over Bakken Bears i denne sæson.
Svendborg spillede en flot kamp og skød flotte procenter (14/26 bag trepointslinjen – Bears skød til sammenligning 7/31). Når det er sagt, så skal Bears også kigge indad og konstatere at modstanderne at modstanderne i de seneste tre kampe mod Pro A-hold har scoret 103, 91 og 100 point. Intensiteten i forsvaret skal forbedres frem mod slutspillet.
Nederlaget var Bakken Bears’ første siden den 18. november, og dermed slutter en stribe på 19 sejre i træk.
Ryan Evans var bedste Bearsspiller med imponerende 20 point, 17 rebounds og 6 assists. Deshawn Stephens scorede 20 point og tog 11 rebounds, mens QJ Peterson endte på 17 point, tog 5 rebounds og havde 4 assists.
For Svendborg Rabbits scorede Sebastian Åris 24 point, mens Brandon Tabb sluttede kampen på 22.
Daniel Mortensen måtte desværre udgå efter et vrid i anklen. Bl.a. for hans skyld er det godt, at Bakken Bears har ni dage til næste kamp, fredag den 12. marts ude mod Team Fog Næstved.
Klubrekord og storsejr
Der blev sat en klubrekord, da Bakken Bears, med en sejr på 111-91 over Svendborg Rabbits, tog endnu et skridt imod Basketligaens førsteplads. Med bare seks runder tilbage af grundspillet, skal alt gå galt, hvis det ikke skal lykkes Bears at gå ind i slutspillet som topseedet.
Bakken Bears, der igen var uden en skadet Tylor Ongwae, fik en skidt start på kampen. Rabbits kom foran 11-3 og senere 16-7 – i øvrigt på 10 point af Brandon Tabb og 6 af Sebastian Åris – inden Bears fik sat sig igennem i forsvaret. Udeholdet gik på et 14-0 run til føring 21-16 inden Rabbits kom tilbage til at være bagud 20-23 efter de første ti minutter.
Den første halvdel af anden periode var lige inden Bakken Bears igen fik trykket på speederen. For Bears var Darko Jukic (10 point) mest scorende i første halvleg, som endte 46-32 til Bears, der før pausen havde markant bedre scoringsprocenter end Rabbits.
Tredje periode blev en som en yoyo. Bears nåede foran med 19 point, Rabbits skar føringen, så de blot var bagud med ni og perioden sluttede med en Bearsføring på 75-63. Brandon Tabb scorede 16 point i perioden inden han blev udskiftet med fire fejl.
I kampen sidste fjerdedel lå kampen og vippede med en Bearsføring på omkring ti point inden to alley-oop dunk af Deshawn Stephens og et par layups af Darko Jukic fik øget, så ligaens førerhold kom foran med 20 point. Brandon Tabb fik Bears aldrig fat i – han scorede i alt 37 point, men Rabbits fik bortset fra kampens første minutter aldrig fat i forsvarsenden.
For Bakken Bears scorede Darko Jukic (18 point) blandt otte spillere, der scorede otte point eller flere. Alle 11 Bearsspillere, der kom i aktion, fik scoret.
Begge hold fik øget scoringsprocenterne i en anden halvleg, som Bears vandt med de uhørte cifre 65-59.
Nu venter der Basketligaens spillere en landsholdspausen, hvor det danske landshold skal til Litauen for at møde Belgien og værtsnationen, mens Ongwae – hvis han bliver sin skade kvit – skal til Cameroon for at spille på det kenyanske landshold.
Bakken Bears fører Basketligaen med 19 sejren i 20 opgør. På andenpladsen ligger Horsens IC, der lørdag vandt i Randers, med 14 sejre (21 kampe), mens Randers Cimbria (20 kampe) og Svendborg Rabbits (21 kampe) hver har 13 sejre. Dermed skal Bakken Bears blot vinde en af holdets sidste seks kampe for at slutte grundspillet øverst.
Og klubrekorden? Jo, anden halvlegs 124 point er det højeste antal, der er scoret i en halvleg i en Bakken Bears-kamp. Og der er altså spillet 1764 af dem… Den rekord har Svendborg også andel i.
Det holdt hårdt, men det holdt lige akkurat, da Bakken Bears kvalificerede sig til pokalsemifinalerne med en sejr på 81-77 over Svendborg Rabbits. Bears var på hælene, da holdet var bagud med seks point midt i tredje periode, men fik kæmpet sig tilbage med en god forsvarsindsats.
Bears startede med virkelig flot forsvar og dominans i reboundspillet, og nåede foran 22-10 (6.30 spillet). Svendborg blev, som perioden skred frem, mere aggressive, og Bears havde virkelig svært med at tage rebounds under egen kurv.
Rabbits fik reduceret til 15-22 efter første periode, og havde afgjort momentum. Fynboerne nåede endda på 20-22 inden Adama Darboe satte en treer – første Bearsscoring i mere end fem minutter. Rabbits fik første gang kontakt ved 25-25, og selvom Bears scorede de efterfølgende fem point, fik fynboernes energi i reboundspillet dem til at virke stærkest. Fynboerne nåede endda også foran inden udløbet af anden periode, da Brandon Tabb satte periodens sidste skud. 41-40 ved pausen.
I tredje periode kom Bears ud med fornyet energi, men der var alligevel fynsk rebounddominans. Svendborg Rabbits nåede foran 54-48 midtvejs i tredje periode inden en timeout af Bears trænerteamet gav ny medvind. Tre scoringer af Ryan Evans gav udligning 54-54, og kort efter kunne QJ Peterson bringe Bears foran 57-56. Tredje periode sluttede helt lige, 60-60.
I fjerde periode fik Bears hurtigt overtaget og nåede foran 65-60 og 70-62 (34 min), inden der fulgte næsten tre minutter uden scoring. En storspillende Sebastian Åris satte to treere til 68-70, inden Darko Jukic scorede to straffekast. En hårdt kæmpende Adam Lavarity reducerede til 70-72 inden to straffekast af QJ Peterson og et trepointspil af Tylor Ongwae syntes at have afgjort kampen med 70-77 (39.16). På ryggen af fire point, ligeligt delt mellem Åris og Levarity og en turnover på et indkast efter timeout, var der imidlertid spænding igen, men da Bears satte de nødvendige straffekast og Rabbits missede den treer, der for alvor kunne have fået dem tilbage i kampen, lykkedes det bjørnene at hive sejren hjem. Brandon Tabbs treer til 77-81 blev kampens sidste, og selvom Rabbits havde et skud til sidst ville det ikke have været nok til at vinde.
Topscorer for Bakken Bears var QJ Peterson (18 point, 9 rebounds, 5 assists), mens Ryan Evans (16 point, 7 rebounds, 5 assists) og Tylor Ongwae (16 point, 6 rebounds) fulgte lige efter. For Rabbits scorede Sebastian Åris og Brandon Tabb hhv. 18 og 17 point, mens Adam Lavarity scorede 10 point og tog voldsomme 18 rebounds.
De øvrige hold i pokalturneringens semifinaler er Horsens IC, Randers Cimbria og Team Fog Næstved.
Næste opgave for Bears er allerede fredag, når turen går til Nørrebro, hvor Copenhagen venter i en Basketligakamp.
BEARS FORAN 2-0
Bakken Bears tog med en sejr i Svendborg et gigantisk skridt imod DM-finalerne. Bears vandt 85-70 og fører dermed semifinaleserien 2-0. Kamp tre spilles torsdag kl. 18.30 i Vejlby-Risskov Hallen.
Basketligaens topscorer DeVaughn Akoon-Purcell åbnede med at score kampens første fem point, men herefter tog Svendborg over. Rabbits kom foran 6-5, senere 9-6, 11-8 og 13-10. Bears scorede således kun 10 point i de første syv minutter. Et godt indhop af Chris Christoffersen var dog med til at hjælpe Bears imod føring på 16-15 efter ti minutter.
I anden periode var det igen Rabbits, der var bedst. De fynske kaniner førte med op til fem point (25-20) undervejs. Perioden endte med en flot afslutning af Antonio Porta, der sluttede med at sætte en treer til halvlegsstillingen 37-36 efter to Bearstreere af Mike Gesell og Nicolai Iversen.
I tredje periode fik Bears overtaget i kampen på trods af en fin start af Alexander Bak, der spillede en flot kamp. Bak scorede hjemmeholdets første syv point i tredje periode. DeVaughn Akoon-Purcell, der havde scoret otte point i første halvleg, ramte to treere, der skabte et lille hul på 49-44 midt i halvlegspausen. Da Nicolai Iversen kort efter lavede et trepointsplay og Thomas Lærke ramte et lille skud, nåede Bears foran med otte. Akoon-Purcell satte kort efter to straffekast, og herefter var det Mike Gesells tur til et trepointspil, så Bears var oppe med 12. Et Svendborghold, som begyndte at se slidt ud sluttede bedst af anført af en virkelig godt spillende Harding Nana. 65-55 inden sidste periode.
Harding Nana startede også bedst i fjerde periode, hvor han scorede fem hurtige point. Amadou Zaki gjorde et fint indhop, og da Alexander Bak reducerede til 70-76 lignede det spænding. John Williamson, der spillede en flot kamp, scorede fire point og Svendborg gav mere eller mindre op da DeVaughn Akoon-Purcell ramte en treer på 24-sekunders buzzeren. Bakken Bears vandt med slutteligt kampen med 15 point.
John Williamson blev Bearstopscorer med 20 point, som han supplerede med 5 rebounds. DeVaughn Akoon-Purcell scorede 19 point, mens Nicolai Iversen scorede 11. For Svendborg satte Harding Nana 23 point, mens Antonio Porta scorede 14 og Darious Lee Moten satte 10 point på tavlen og tog 11 rebounds.
Kamp tre spilles på torsdag kl. 18.30 i Vejlby-Risskov Hallen. Her kan Bears med en sejr kvalificere sig til DM-finalerne.
Flot sejr i Svendborg
Bakken Bears fik en fin sejr på 97-85 i Svendborg efter en kamp, hvor Bears startede flot og spillede en glimrende tredje periode, som blev vundet 26-9 – så gjorde det mindre, at spillet ikke gled i kampens sidste fjerdedel, som Svendborg vandt klart.
DeVaughn Akoon-Purcell spillede mindre godt søndag mod Stevnsgade, men det blev revancheret fra starten af opgøret i Svendborg, hvor han scorede 12 af Bears’ første 19 point – til føring 19-3! Herefter begyndte Svendborg at ramme deres trepointforsøg – i alt fem stk i første periode – her i blandt Stefan Bonneaus afsluttende i første periode, som Bears stadig vandt 33-21.
I anden periode kæmpede Rabbits sig tættere på, og dumme turnovers og endnu en afsluttende treer til Rabbits gjorde, at kaninerne øjnede et comeback. 54-47 til Bears ved pausen.
Tredje periode startede også lige, men ved 62-54 havde Bears fået nok. Et 18-2 run afgjorde kampen, hvor der stod 80-56 inden sidste periode. Rabbits havde imidlertid ikke opdaget, at kampen var afgjort, og startede sidste periode med et 12-2 run. Selvom det kneb gevaldigt med især angrebsspillet, lykkedes det Bears at få stoppet blødningen. Claus Magaard sænkede ganske vist en treer til 77-86, mens Thomas Lærke løb bolden i kurven to gange og Bears cruisede hjem med en sejr på 12 point.
DeVaughn Akoon-Purcell scorede 31 point (og 5 assists), mens Kristjan Kitsing scorede 17 point (+ 6 rebounds). Thomas Lærke scorede 14 point (+6 rebounds og 4 assists). Eric Palm fik meget spilletid og spillede en flot kamp med 9 point, 6 rebounds og 4 assists – og det faktum at Bears vandt 26 point i de knap 29 minutter han spillede.
Mest scorende for Svendborg var Stefan Bonneau (18 point) og Cameron Jones (16 point).
Bears spiller igen allerede torsdag, når turen går til Næstved – det er ugens tv-kamp på TV2 SPORT.
RABBITS HOLDT PÅ 41 POINT!
Bakken Bears holdt Svendborg Rabbits på uhørte 41 point, da holdene torsdag mødtes i Basketligaen. Kun i en af de fire perioder scorede Rabbits mere end 10 point og den tredjemest scorende kanin scorede blot fem point. Bears vandt 75-41.
Det var med let nervøse anelser, at Bears mødte frem i Svendborg Idrætscenter blot to dage efter at have lukket 114 point ind i Tjekkiet. Bears stillede igen op uden Michel Diouf, og Kristjan Kitsing var heller ikke med – han er ude med en rygskade. Men basketball er et forunderligt spil, Bears startede som lyn og torden og bragte sig foran 20-2! Først da der manglede godt 30 sekunder af første periode scorede kaninerne deres første field goal, og Rabbits sluttede med at score de sidste fire point i første periode og fortsatte med de første fire i anden periode inden en velspillende Nicolai Iversen stoppede blødningen med en treer.
I resten af anden periode fulgtes holdene ad med en Bearsføring på omkring ti point, og anden periode sluttede 32-21. I tredje periode satte DeVaughn Akoon-Purcell tryk på kedlerne og scorede otte af bjørnenes første ti point imod et Rabbitshold, der stadig ikke kunne score. Midt i tredje periode havde Bakken Bears bragt sig foran 40-23! Cameron Jones’ treer i slutningen af periode reducerede Bearsføringen til 48-31!
Rabbits scorede fire hurtige point i fjerde periode, men fra 50-35 scorede Bears 13 point i træk og det afgjorde reelt kampen. I de sidste seks minutter kom de unge spillere ind fra begge hold, og det slap Bears bedst fra. Sylvester Berg scorede ni point i et stretch som Bears vandt 21-6!
DeVaughn Akoon-Purcell noterede sig for 23 point, som han supplerede med 10 rebounds, mens Adama Darboe scorede 11 point. Nicolai Iversen noterede sig for en double-double med 10 point og 11 rebounds, mens Mike Gesell scorede 10 point og havde 6 rebounds. Chris Christoffersen spillede en strålende forsvarskamp og tog otte rebounds. For Rabbits scorede Cameron Jones 17 point, mens Antonio Porta scorede otte.
Bears havde reboundspillet som fokusområde og vandt den kamp med hele 21 overskydende (54-33).
Næste kamp for Bears er allerede på søndag, når Horsens IC lægger gulv til et brag af en pokalsemifinale.
Referat
Bakken Bears sluttede Basketligaens grundspil med en sejr på 87-73 i Svendborg efter en kamp, der var væsentligt mere spændende end cifrene antyder. Bears slutter dermed grundspillet med 23 sejre og blot fem nederlag.
Kampen i Svendborg Idrætscenter startede med en masse scoringer og knapt så meget forsvar. Begge hold regnede skud i kurven og kampen var lige til 12-12 inden Bears kom på et lille run. Bjørnene kom foran 18-12, men Svendborg slap ikke og fik udlignet til 22-22 ved første periodepause.
Bears, der var uden Nicolai Iversen og Sebastian Åris – og med Shawn Glover på bænken i alle 40 minutter – fulgte godt med i starten af anden periode. Ved Bearsføring på 31-27 gik hjemmeholdet på et 8-0 run i en rigtig velbesøgt hal. Rabbits var i front 45-40 inden et par udskiftninger gav et 8-0 run til Bears. 48-45 ved pausen.
Også tredje periode var lige. Rabbits kom igen bedst fra start, bl.a via to treere af Darious Moten og kaninerne kom foran 59-52 inden det så var Bears’ tur til et run. 11-3 i den resterende del af periode og føring på 63-62 til Bears.
I fjerde periodes åbning var der langt mellem scoringerne. De første tre minutter blev der blot scoret to point og den tætte kamp varede indtil der var spillet 36 minutter, hvor Rabbits førte 69-67. Bears scorede takket være Mikkel Plannthins første treer og seks point af en utroligt velspillende Morten Sahlertz 13 point i træk til føring 80-69. Game over og slutteligt sejr på 87-73.
Morten Sahlertz var blandt de bedste spillere for Bears med 19 point og 7 rebounds. De knapt 31 minutter Sahlertz spillede vandt Bears med 30 overskydende point! Darko Jukic blev topscorer med 21 point, 6 rebounds og 5 assists, mens Michel Diouf scorede 17 point og tog 6 rebounds. Carles Bivia og Thomas Lærke scorede hver 11 point.
For Rabbits scorede Brandon Rozzell 19 point – heraf 15 i første halvleg – mens Darious Lee Moten scorede 15 point og Damian Ocana 12 point.
Bears åbner slutspillet med mandagens første kvartfinalekamp mod Stevnsgade. Kvartfinalerne spilles bedst af fem.
Referat
Bears slår Rabbits efter comeback
Bakken Bears var bagud med hele 14 point undervejs, men vandt alligevel topopgøret i Svendborg Idrætscenter. Bears vandt 83-78 efter 30 point af Darko Jukic.
Bears stillede op med fuldt hold, men satte ikke Chris Christoffersen på banen, mens Rabbits manglede Antonio Porta og Trevor Noack.
Svendborg Rabbits var klart mest dominerende i første periode. Ligatopscorer Brandon Rozzell ramte tre treere og scorede 11 point af kaninernes 18 (føring 18-7, 5 min). For Bears var Michel Diouf næsten eneste scorer i starten af kampen – han scorede syv af udeholdets første ni point.
Darko Jukic scorede syv point i den sidste halvdel af perioden, og det var medvirkende til at Bears “kun” var bagud 18-28 efter de første ti minutter. Katalysator for at Bears fik stoppet Rozzells scoringer var indskiftningen af Aladdin Barakeh.
Svendborgs dominans stoppede dog ikke med starten af anden periode. Rabbits gik 7-3 og nåede dermed holdets største føring (35-21, 12 min). Endelig kom Bears i gang i angrebet. Sebastian Åris og Darko Jukic ramte treere og det blev indledningen på et 8-0 run. Rabbits holdt ved til 43-34, inden Bears gik på et 11-0 run og bragte sig foran for første gang siden 2-0. Damian Ocana fik udlignet inden halvlegen.
I tredje periode scorede Rabbits ikke de første godt fire minutter, men alligevel fik Bears ikke trukket fra. Bjørnene nåede maksimalt foran med seks, men en uhyre velskydende Claus Magaard scorede fynboernes sidste ti point. 60-62 inden sidste periode.
I kampens sidste fjerdedel fortsatte Bears med at dække fint op. Rabbbits scorede blot syv point i de første syv minutter og Bears nåede foran 76-67 og senere 82-70. Brandon Rozzell scorede tre treere og fik næsten hevet Rabbits tilbage i kampen, men det var ikke nok. Bears vandt slutteligt 83-78.
Mest scorende for Bears var Darko Jukic med imponerende 30 point, mens Michel Diouf scorede 20. Begge supplerede med syv rebounds. For Rabbits scorede Rozzell 30 point, hvilket han supplerede med 10 assists.
Bears er med sejren i spidsen af Basketligaen med fem sejre i lige så mange opgør, mens Rabbits har tre sejre i fem kampe. HIC er det eneste andet ubesejrede hold, men holdet har kun spillet fire kampe.
Bakken Bears spiller allerede igen fredag aften, når holdet gæster SISU i pokalturneringens 1/8-finale.