Vi begynder at glæde os – og de 400 billetter begynder at forsvinde! Der er nemlig kun halvanden uge til vi byder byens studerende til forfest og basketballkamp. Vi har teamet op med Studenterhus Aarhus, Carlsberg, PV – Kaffe & Cocktails og Surdejspizzeria for at lave en lækker søndagslounge, der jo nok udvikler sig til en mindre fest.

Det koster kun 25 kr. – men så får du også den første øl (eller sodavand) med i købet, naturligvis sammen med en siddeplads til kampen. Vi starter forfesten kl. 12 og har tipoff kl. 14.

𝕎ℍ𝔸𝕋 𝕐𝕆𝕌 𝔾𝔼𝕋:
✔️First beer/soda included in the ticket price of 25 DKK
✔️Exclusive, pre-game area only for students from 12.00
✔️Great secret offer for the first 50 students arriving
✔️Draft beer for 25 DKK for Student House members and 30 kr. for everyone else
✔️Awesome street food
✔️Student-friendly priced bar
✔️Great music
✔️Free tickets for the game (Tipoff at 14.00)
✔️Competitions between students during game breaks
✔️Free entrance to afterparty for students
✔️Performances from Bakken Bears Cheer Team and Grizzly – the one and only Mascot!
✔️Lots of team spirit and roars!

Hent billetter nu: https://shop.bakkenbears.com/events/StudentPartyNov23

FC Porto er mest kendt som storhold i fodboldens verden, men klubben har også et basketballhold, der har en lang og succesfuld historie. Det er Bakken Bears’ modstandere tirsdag kl. 21 i FIBA Europe Cups gruppe E i Portugal.

Kampen mellem Bakken og Porto er anden kamp for begge hold, i en gruppe, der ser meget uforudsigelig ud. Begge de første kampe var tætte, idet Porto slog svenske Norrköping Dolphins med otte point, mens Bakken tabte til tyrkiske Manisa med seks.

FC Portos basketballhistorie begyndte i 1926 og siden da er det blevet til 12 mesterskaber og 31 pokaler i diverse cupturneringer i Portugal. I europæiske konkurrencer er det blevet til flere kvartfinaler, med den sidste i FIBA Europe Cup i foråret. På trods af sidste års resultater spillede Porto kvalifikation til årets FIBA Europe Cup, hvor de kom med som lucky loser (de bedste to’ere), efter et nederlag til Mainsa, som de så endte i gruppe med.

Fra årets Porto-hold er der flere, man skal lægge mærke til. Amerikanske Max Landis har været en profil de seneste tre sæsoner for portugiserne, men han har været skadet siden han scorede 31 point i den første kvalifikationskamp 3. oktober. Han er til gengæld blevet erstattet af en af de helt store profiler i Aaron Harrison, der har både NBA og EuroLeague-erfaring. Inden den professionelle karriere spillede Harrison for University of Kentucky, hvor han nåede finalen i NCAA-mesterskabet i 2014, på Harrisons kampvindende skud. Siden da har han spillet i NBA med Charlotte Hornets og Dallas Mavericks, samt i EuroLeague/EuroCup-klubberne Galatasaray, Olympiacos og Turk Telecom.

Portos måske største profil lige nu er Anthony”Cat” Barber, der også har været inde og snuse omkring NBA med Atlanta Hawks. Han er en erfaren 29-årig guard, der snitter ikke mindre end 27 point og 7 assists i den portugisiske liga.

En anden profil er Phil Fayne, som faktisk i 2021-22 har tørnet ud for en gammelkendt modstander af Bakken Bears, finske Kataja. Han er en power forward på 206 centimeter, som har været effektiv, med masser af rebounds (12 mod Norrköping) og 16 point i snit. Til gengæld har han kun en straffeprocent på 56%, så det kan Bakken måske udnytte.

Bakken har i år et yngre hold end man har haft tidligere, dog med en række veteraner med oceaner af europæisk erfaring i Ryan Evans, Michel Diouf, Skyler Bowlin og Darko Jukic. Sammen med de unge profiler – af både dansk og amerikansk herkomst – har holdet vist sig at være om end meget konkurrencedygtigt, med en stærkt stigende formkurve. Således er de seneste kampe i Basketligaen vundet eftertrykkeligt og første kamp i FIBA Europe Cup var også flot, selv om det blev til nederlag.

Sidste onsdag var gruppe E’s formodede favoritter fra Manisa i Aarhus og det var de berømte marginaler, der gik imod Bears. Et meget veloplagt Bakkenhold, foran en veloplagt tilskuerskare, skiftedes med Manisa om at have føringen og det var først til allersidst, at gæsterne kunne udvide føringen og til seks point på straffekast.

Cheftræner Anders Sommer ser frem mod kampen i Portugal:

– Vi var på flere parametre tilfredse med præstationen mod Manisa. Men når vi taber reboundkampen med 10, er det svært at få sejre på europæisk niveau. Porto spiller med stor intensitet og fysik, så det bliver afgørende at få rettet op, siger cheftræneren.

Med fem resterende runder i gruppespillet er det umuligt at begynde at regne på resultaterne, så Bakken kan ikke gøre andet end at tage til Portugal og kæmpe for en svær udebanesejr.

Kampen vises på Sport Live og Stiften.dk/live-sport

Bakken Bears fik en god opvarmning til to svære FIBA Europe Cup kampe, da Amager kom på besøg i Aarhus lørdag eftermiddag. Foran over 1100 tilskuere, der var klar til en aktivitetsfyldt eftermiddag, tog Bears tidligt kontrol over kampen og tog en stensikker sejr på 102-74.

Det var en festdag i Sparekassen Danmark Basketball Center, med Halloween-aktiviteter for børnene, foredrag med Thomas Bilde fra TV2, samt en kamp i Kvindebasketligaen mellem Aabyhøj og Amager, efter herrekampen.

I den første kamp var der masser af underholdning. Hvis der var nogen, der troede, at Bakken Bears ville mangle koncentration ved et gensyn med Basketligaen, efter en hård europæisk kamp midt på ugen, tog de grundigt fejl. Bjørnene kom ud med masser af intensitet, og især DeAndre Pinckney og Malik Parsons fik publikum op at stå med en række atletiske dunks de første 15 minutter.

På scoretavlen tog det nogle minutter for Bakken at etablere dominans, efter Pape og Grøn sendte Amager i front med 0-3. Et dunk fra Pinckney nogle minutter senere gav Bears føringen 5-3. Pape udlignede til 5-5 for gæsterne, men det var sidste gang Amager var på lige i kampen.

Bakkens forsvar skruede intensiteten endnu mere op og det blev svært for Amager at score. Samtidig flød spillet i angrebet og først i anden periode havde ti af 11 Bears-spillere scoret og hjemmeholdet var foran 38-16. Andreas Holst scorede et alley oop straks efter pausen til 54-30 og så havde alle fra Bears scoret.

Selv om der ikke rigtig var spænding om resultatet, tabte kampen ikke sin intensitet. Begge trænere havde nemlig en række unge talenter på banen, som virkelig spillede for at vise sig frem for de over 1100 Halloweenstemte tilskuere. Der var masser af flotte momenter fra begge hold, hvor højdepunktet nok var Frederik Drejers alley oop aflevering til en flyvende Andreas Holst i fjerde periode.

For Amager var Oscar Quackenbush eftermiddagens store oplevelse. Den unge guard scorede ikke mindre end 32 point, blandt andet på hele seks tre-pointere.

Slutresultatet lød på 102-74 og Bakken kan nu se frem mod de næste opgaver, der bliver sværere end lørdagens sejr. Der venter nemlig to FIBA Europe Cup kampe, først på tirsdag i Porto, og så onsdag 1. november mod Norköping Dolphins på hjemmebane. De to kampe kan blive afgørende for mulighederne for at gå videre til næste runde af turneringen.

Køb billet til hjemmekampen mod Dolphins her:

Bakken Bears har ikke oprettet et kvindehold, men alligevel kan man opleve Kvindebasketligaen i Sparekassen Danmark Basketball Center lørdag – i øvrigt sammen med diverse Halloweenaktiviteter for børn og foredrag for voksne. Bakken Bears’ herrer tager først imod BK Amager, inden Aabyhøjs succesfulde kvindehold møder selvsamme københavnerklub senere samme dag.

Bakken Bears har tradition for at afvikle kampe for børn i ferierne, og efterårsferien er ingen undtagelse. Mellem to ligakampe er der arrangeret gratis (u)hyggelige aktiviteter for børnene. Børnebilletter er ovenikøbet gratis, hvis de hentes sammen med køb af andre billetter.

For de voksne er der også aktivitet mellem kampene. Bakken Bears åbner nemlig JCN Bolig Lounge for alle til et foredrag med Thomas Bilde, der er kendt fra NBA på TV2. Samtidig er der kaffe fra kampsponsor  uhyggelig kage til de første 100 i loungen.

Mellem stregerne er der kamp kl. 14 og 16:30. Først er det Bakken Bears mod BK Amagers herrer. Det er samtidig kamp mellem top og bund i ligaen.

På trods af flere gode præstationer er det endnu ikke blevet til sejr for Amager. Sidst var de ufatteligt tæt på mod Holbæk Stenhus, i en kamp, der blev afgjort i de sidste sekunder. Bakken er derimod foreløbigt ubesejrede, selv om det har krævet comebacks i nogle kampe.

I kampen i Kvindebasketligaen er det også top mod bund. Aabyhøj har vundet to af tre kampe, mens BK Amager stadig søger efter første sejr. De to hold har allerede mødt hinanden en gang i sæsonen og her hentede Amager næsten en 17 points Aaby-føring, men måtte alligevel se sig slået.

I samarbejde med Børnebasketfonden og Kvindebasketligaen er der allerede inden kampene starter arrangeret feriecamp for piger, hvor spillerne fra Aabyhøjs og Amagers kvindehold kommer forbi og giver fifs.

11:00 Pigebasketcamp
13-14 Ankomst til Sparekassen Danmark Basketball Center samt udlevering af bogstavjagt til alle børn
14:00 Kampstart: Bakken Bears vs. BK Amager

Mellem Kampene: 

JCN Bolig Lounge åbner for alle med kaffe fra kampsponsor Bentax og gratis kage til de første 100 gæster fra Det Gyldne Brød.
Trick-or-treat-jagten begynder, og præmier uddeles i VIP-Loungen
Spøgleseshuset  åbner
15:45 Oplæg med Thomas Bilde om damebaskets udvikling i Danmark og om dagens kamp.

16:30 Kampstart – Girls in Front: Aabyhøj IF vs. BK Amager i Kvindebasketligaen.

Bedste Udklædning: Kåres i første timeout af kampen i Kvindebasketligaen

Kampsponsor

Kampinfo:
Basketligaen
Bakken Bears vs. BK Amager
Sted: Sparekassen Danmark Basketball Center
Tid: Lørdag 21. oktober kl. 14.00
Stream: Jysk Fynske Medier, herunder stiften.dk.

Kvindebasketligaen
Aabyhøj vs. BK Amager
Sted: Sparekassen Danmark Basketball Center
Tid: Lørdag 21. oktober kl. 16.30

Der var drama og stemning i Sparekassen Danmark Basketball Center onsdag aften, da Bakken Bears tog imod Manisa FIBA Europe Cup. Holdene skiftedes til at føre hele vejen, men tyrkerne endte med at tage sejren på 76-82.

Med støtte fra et godt stykke over 1000 danske fans og 170 tyrkiske, spillede de to hold en seværdig kamp, hvor der var store dunks, flotte forsvarsaktioner og ikke mindst spænding hele vejen.

Kampen blev først afgjort i sidste minutter. Seks minutter før tid var holdene helt lige, 67-67, efter en Bears-treer fra Michel Diouf, og stemningen i hallen var elektrisk. Manisas Pako Cruz svarede imidlertid øjeblikkeligt igen til 67-70 og herfra haltede Bakken lige lidt efter på scoringstavlen resten af kampen.

Hver gang Bakken fik reduceret, virkede det som om, Manisa svarede igen med det samme. Darko Jukic fik reduceret, Manisa scorede igen, inden Jukic igen reducerede til 71-73 med under tre minutter på uret. Sekunder efter blev Daron Russell imidlertid sendt til straffelinjen for gæsterne og kvitterede med to sikre straffekast.

Russell udbyggede oven i købet gæsternes føring til 71-77 med under to minutter igen, men Michel Diouf holdt spændingen i kampen ved straks at sætte en tre’er til 74-77.

Holdene gik ind i sidste minut med Manisa foran, 76-79, og Manisa i angreb. De spillede skuduret ned, men denne gang missede Russell. Skyler Bowlin fik mulighed for at udligne med 20 sekunder igen, men skuddet gik ved siden af.

Nu måtte Bakken fejle for at stoppe uret og det gav Russell to straffekast, hvoraf han satte det ene til 76-80. Bakken havde travlt, men bolden blev smidt væk og med den turnover forsvandt den reelle chance for en hjemmesejr. Bakken fejlede igen Russell og han kunne sætte to straffekast til slutstillingen 76-81.

Kampens store oplevelser, udenfor slutminutterne, var Bakkens Malik Parsons og Manisas Emanuel Terry, selv om de ikke kunne være mere forskellige. Den lille hurtige Parsons drev i perioder, især i de første perioder, gæk med Manisas forsvar og han endte med 21 point på 15 skud.

Terry er den diametralt modsatte type. Den kæmpestore amerikaner hentede 7 offensive rebounds og det var en stor grund til han også endte med 21 point.

Med sejren indtager Manisa en delt førsteplads i gruppen sammen med FC Porto, der slog Norrköping 79-71. Gruppen ser ud til at være meget åben og intet er afgjort endnu.

Statistik: https://www.fiba.basketball/europecup/23-24/game/1810/Bakken-Bears-Manisa-BBSK#tab=boxscore

Igen i år skal Bakken Bears spille i FIBA Europe Cup. En turnering som klubben tidligere har haft stor succes i. Så sent som i sæsonen 21/22 spillede bjørnene sig frem til en flot semifinaleplads. En præstation der altså skal forsøges gentaget i år, og vejen dertil starter allerede på onsdag, hvor tyrkiske Manisa BBSK venter på hjemmebane i Sparekassen Danmark Basketball Center.

Bakken Bears har fået en flot start på sæsonen, hvor det i den hjemlige liga er blevet til fire sejre ud af lige så mange mulige. Senest blev det på udebane til en overbevisende sejr på hele 85-110 imod Svendborg Rabbits. Det er derfor et hold i god form, der onsdag aften tager hul på den europæiske sæson på hjemmebane. Det handler derfor for bjørnene om at fortsætte ud af samme spor, og spille det sædvanlige højintense spil, med pres højt oppe i banen. I tidligere sæsoner har stemningen i Sparekassen Danmark Basketball Center været elektrisk på de europæiske aftener. Noget man i truppen uden tvivl håber på igen i år.

Manisa BBSK er for de fleste danskere et forholdsvist ubeskrevet blad. Men tag ikke fejl. De storsatsende tyrkere har på fornemste vis spillet sig op fra den anden bedste tyrkiske række, til altså nu også at skulle spille i Europa indenfor få år. En imponerende udviklingskurve for tyrkerne, der altså kommer til det nordlige Aarhus med ambitioner om at vinde. Manisa BBSK kom på fornemste vis igennem kvalifikationen til turneringen, hvor det undervejs blev til en sejr over den kommende gruppemodstander FC Porto på 80-70. Der er derfor ingen tvivl om at det er et meget stærkt tyrkisk hold der kommer på besøg onsdag aften. Et hold som også af FIBA er blevet udråbt som favoritter til at gå videre fra gruppen.

– Jeg glæder mig utroligt meget til på onsdag hvor vi åbner vores europæiske kampagne igen, og jeg glæder mig til at spille i Europa, hvor vi bliver målt med nogle af de bedste hold. Derudover ser jeg personligt meget frem imod at få lov til at spille de europæiske hjemmekampe her i hallen (red. Sparekassen Danmark Basketball Center). Det bliver vildt fedt, og jeg har hørt der skulle være en vild stemning. Så personligt ser jeg meget frem til at opleve det, siger Gustav Knudsen om hans første europæiske kamp på den rigtige hjemmebane, efter sidste års Champions League kampe blev spillet i Aarhus Arena

Kampinfo:
FIBA Europe Cup
Bakken Bears vs. Manisa BBSK
Sted: Sparekassen Danmark Basketball Center
Tid: onsdag d. 18. oktober kl. 18.30
Stream: Jysk Fynske Medier, herunder stiften.dk. Sport Live.
Statistik: ½

At ansætte fra kanten af arbejdsmarkedet kan være en kæmpe gevinst for alle parter.

Hvorfor kan det være en god ide for lige netop din virksomhed at ansætte en fleksjobber fra kanten af arbejdsmarkedet? Fordelene er mange, og lige netop dette vil Søren Riis Malling og Michael Hauge Frænde fra Center for Fleksjob og Særlige virksomhedsindsatser, Aarhus Kommune, slå et slag for:

– Ved at rekruttere fra kanten af arbejdsmarkedet og give mennesker, der har brug for det, en hjælpende hånd for at komme i beskæftigelse, får virksomhederne ikke alene adgang til arbejdskraft som kan bidrage positivt til virksomhedens produktivitet og økonomiske bundlinje. De bidrager også økonomisk til samfundet og styrker deres konkurrenceevne og brand, siger Michael Hauge Frænde, Afdelingsleder Center for Fleksjob og Særlige virksomhedsindsatser, Aarhus Kommune.

Du kan altså som virksomhed både få opfyldt mål for din CSR- eller ESG-profil. Men dette alene er ikke grund nok til at ansætte. For selvom det er mennesker, man snakker om her, så skal det gerne kunne ses på bundlinjen, at man foretager valget om at ansætte fra kanten af arbejdsmarkedet – og det kan det også.

– En fleksjobansat kan frigøre ressourcer hos jeres eksisterende medarbejdere og dermed skabe ekstra produktivitet i jeres virksomhed som kan aflæses på den økonomiske bundlinje, siger Søren Riis Malling, AC-fuldmægtig, Center for Fleksjob og Særlige virksomhedsindsatser, Aarhus Kommune

Som virksomhed har man ofte en masse interne praktiske opgaver, der skal varetages. Dette kan være alt fra vedligeholdelse af personalekøkkenet til at pakke varer ud.

Hvis vi forestiller os en mindre virksomhed, er det ofte en fra kontoret, der står for at sætte frokost på plads og tage af, samt rydde op og rengøre køkkenet efterfølgende. Rundt regnet bruger vedkommende måske 3-6 timer ugentligt på dette. Lige præcis her kan en fleksjobber virkelig gøre en forskel, og frigøre ressourcer fra dem, der i virkeligheden er ansat til andre ting. Kort sagt: Du får mere produktivitet ud af dine fuldtidsansatte.

Det er meget vigtigt at pointere, at de her mennesker er i fleksjobordningen af en årsag. De kan have været ude for en trafikulykke, sygdom, arbejdsulykke eller lignende, som har gjort, at de ikke længere kan varetage et fuldtidsjob. Dog er der stadig masser af restarbejdsstyrke tilbage. Det er et menneske med erhvervs- og livserfaring, man får ind i virksomheden. Nogle af de ting, der ofte ses hos de virksomheder, der har ansat en person på fleksjobordningen er, at de er meget loyale. De er et sted i deres liv, hvor de er færdige med uddannelse og bare er glade for igen at kunne varetage et job. Det er ikke ligesom at ansætte en studiemedhjælper, der har større tendens til at shoppe rundt imellem job, og på den lange bane ikke forsætte i stillingen. Derfor er fleksjobbere ofte værdsatte både af virksomhed og kollegaer.

Det er også vigtigt at pointere, at man ikke kun giver fleksjobberne det ”trælse” arbejde. Der er nogle skånehensyn, der skal tages, og som gør, at det med at skulle brygge kaffe og ordne køkkenet måske er det, de kan holde til. Derudover giver det dem en glæde at kunne varetage reelle opgaver samt føle, at de medvirker til den daglige drift af en virksomhed.

Hvordan gør jeg som virksomhed?

Ofte finder virksomheder ud af, at de har et behov, der skal dækkes. Herefter kontakter virksomheden kommunen, der sender en konsulent ud til virksomheden. Denne konsulent er med til at sørge for, at virksomhedens behov bliver dækket, og at et jobopslag bliver sendt ud i den interne fleksjobavis. Virksomhedens navn vil være skjult, men arbejdsopgaverne vil blive beskrevet. Der vil så blive gennemført en screeningsproces og derefter blive udpeget et række borgere, der kommer til samtale hos virksomheden – sammen med konsulenten. Dette skulle gerne ende ud i en ansættelse af den rette kandidat.

En fleksjobansat kan løse arbejdsopgaver I ikke får løst i dag, udtaler Michael Hauge Frænde, Afdelingsleder Center for Fleksjob og Særlige virksomhedsindsatser, Aarhus Kommune.

Det er ikke altid at en virksomhed er klar over, at de har et behov der skal dækkes, og her sender Aarhus Kommune ofte virksomhedskonsulenter ud for at hjælpe virksomheden i processen.

I Aarhus kommune er der lige nu omkring 7000 mennesker i fleksjobordning. Heraf går cirka 1000 rundt som ledige. Derfor er de i center for fleksjob altid på udkig efter nye arbejdspladser for deres borgere. Der bliver også gjort en stor indsats for at fastholde borgerne i deres arbejde. Dette sker ved hjælp af fastholdelseskonsulenter, mentorforløb og forskellige støtteordningerne. Der kan løbende skrues på forskellige faktorer for at optimere opgaven både for borgeren og for virksomhed, således det er tilfredsstillende for begge parter.

Er din opmærksomhed blevet vækket, og kunne du tænke dig at vide mere? Kontakt gerne Michael Hauge Frænde på telefon +45 20566176 eller på mail: mihf@aarhus.dk

Fredagens kamp mellem Svendborg Rabbits og Bakken Bears var på forhånd imødeset med spænding. Det var to ubesejrede hold, der ovenikøbet begge spiller i europæiske turneringer, så der var dømt styrkeprøve – og den kom Bakken Bears klart bedst ud af. Foran 11-31 efter første periode så Bakken Bears sig aldrig tilbage og tog en sejr på 85-110.

Bakken Bears fik tanket noget selvtillid inden onsdagens svære sæsonpremiere i FIBA Europe Cup på hjemmebane mod Tyrkiske Manisa. Forsvaret var aggressivt og skabte ofte scoringerne i den anden ende ved at tvinge Svendborg til at miste bolden. Samarbejdet i angrebet flød også flot, med 32 assists og masser af flot sammenspil – og spektakulære scoringer og dunks.

Lidt anderledes så det ud for aftenens hjemmehold, der måtte spille tre perioder uden træner Mads Andersen og den amerikanske stjerne Greg Elliott. De to blev diskvalificeret med to tekniske fejl hver i de døende sekunder af første periode, som Bakken dominerede totalt.

Bjørnene kom ud med masser af energi i forsvaret, hvilket de brugte til at stjæle bold efter bold fra hjemmeholdet og løbe ned i den anden ende og score. Fem minutter inde havde fem forskellige Bakkenspillere scoret og de havde bragt gæsterne foran 5-15.

Selv når Svendborg ind imellem scorede, satte Bakken Bears fart på spillet den anden vej, og oftest gik der under fem sekunder før bolden lå i kurven i den anden ende.

Med lige over to minutter igen af første periode, med Bears i front med 7-23, havde Svendborgtræner Mads Andersen fået nok for første gang og han trak en teknisk fejl. Hvis han havde håbet at det ville tænde en ild under hjemmeholdet, så havde det ikke den ønskede effekt, for Bakken fortsatte bare med at lægge point i kurven.

11 sekunder før periodepausen fik Svendborg to straffekast til Toikkanen, som fik reduceret til 11-30. Efter skuddene fik Elliott imidlertid snakket sig til først en enkelt og så to tekniske fejl, hvilket betyder diskvalifikation. Det fik også træner Mads Andersen til at bruge stemmebåndet, og så måtte også han marchere ud af hallen, mens Skyler Bowlin satte et straffekast til 11-31.

Kampen så allerede afgjort ud efter ti minutter og i anden periode fortsatte Bakken med at score livligt, men nu legede Svendborg også lidt med. Der var nogle store highlights, med dunks af Ryan Evans, DeAndre Pinckney og Malik Parsons, mens Svendborgs Willis og Wright fik sat hjemmeholdet på tavlen. Bakken vandt perioden med fem point, 28-23, og de to hold gik til pause med bjørnene i front 34-59.

I løbet af tredje periodes første syv minutter voksede Bakkens føring til 37 point, 43-80, ført an af et par ekstremt atletiske dunks fra DeAndre Pinckney, men med alle spillere på tavlen. Herfra var der ikke længere spænding om sejren, og selv om Svendborg hentede lidt ind til sidst, endte Bakkens sejr med at lyde på 85-110.

Bakken møder onsdag 18. oktober Manisa fra Tyrkiet i FIBA Europe Cup, mens næste opgave i Basketligaen er mod BK Amager lørdag 21. oktober. Denne dag præsenterer Bears to kampe, idet der også afvikles en kamp i Kvindebasketligaen mellem Aabyhøj og BK Amager. Mellem kampene er der Halloween-aktiviteter for børn i hallen.

Et nyt samarbejde mellem Billund Lufthavn og Bakken Bears vil forbedre Bakken Bears’ chancer for at opnå succes i Europa – og give Billund Lufthavn mulighed for at nå nye målgrupper.

Basketball er en sport, der ofte foregår i de højere luftlag og den symbolske synergi, mellem Billund Lufthavn og Skandinaviens mest vindende basketballklub, blev lynhurtigt klar, da Mathias Kehlet fra Bakken Bears og Dan Prangsgaard fra lufthavnene slog hovederne sammen.

– Når man sætter en højtflyvende sport som basketball sammen med flytrafik og lufthavne, så vælter idéerne nærmest ud. Vi indså lynhurtigt, at der var mange spændende muligheder for at lege med koncepterne, fortæller Mathias Kehlet, kommerciel direktør i Bakken Bears.

Blandt flere forskellige tiltag bliver Billund Lufthavn partner for “Månedens Take-Off konkurrence”, hvor Bakken Bears’ fans kan kåre det bedste højtflyvende dunk i klubbens kampe. Blandt deltagerne i afstemningerne trækkes der lod om en præmie, som Bears’ spillere også kommer til at nyde godt af; loungeadgang til næste flyvetur ud af Billund.

Bakken Bears har altid været hyppige gæster i Billund Lufthavn, fordi holdet herfra har kunnet flyve direkte til en lang række af de kampe, man har skulle spille i Europa. Det er hurtigt at komme fra Aarhus til Billund, og for fremtiden bliver det også lidt mere behageligt for Bakken Bears. Når holdet rejser fra Billund til kampe, kommer de med den nye aftale gennem egen indtjekning, får adgang til lounge og ikke mindst mulighed for at bruge eventuel ventetid i lufthavnen konstruktivt i møderum og med forplejning. Dét vil være en af de berømte marginaler, der kan komme til at være afgørende for Bakkens fortsatte succes i FIBA Europe Cup og Basketball Champions League.

– I en sæson med op mod 60 kampe, betyder det noget, at vi kan gøre de mange rejser ud i Europa, komfortable for spillerne. Det er blot én af de mange grunde til, at vi ser meget frem til aftalen med Billund Lufthavn, siger Mathias Kehlet, kommerciel direktør i Bakken Bears.

Det er ikke bare Bakkens spillere, der får glæde af faciliteterne i Jyllands største lufthavn. Når der gennem Bakken Bears arrangeres udebaneture i Europa blandt klubbens partnere, vil de også få adgang til de lækre faciliteter i Billund Lufthavn.

Samarbejdet går dog også den anden vej. Billund Lufthavn indtræder i Bakken Bears erhvervsnetværk, BearsPLUS, og i forbindelse med hjemmekampene planlægges der til enkelte kampe fremstød for lufthavnen – både i VIP-lokalerne og i hallen.

”Det er afgørende for os, at et partnerskab giver værdi begge veje. Vi er derfor glade for at bidrage, til at Bakken Bears får mulighed for at benytte vores veludbyggede rutenetværk i Europa. Omvendt glæder det os at få indblik i veldrevet klub, som på flotteste vis tegner basketsporten. Vi ser frem til at være en del af den fortsatte rejse mod titler og sportslig succes”, siger Dan Prangsgaard, kommunikationschef i Billund Lufthavn.

Aftalen er allerede trådt i kraft, og Bakken Bears benytter lufthavnens faciliteter allerede i uge 43, hvor turen går til Portugal til mødet med FC Porto Basketball i FIBA Europe Cup.

Bakken Bears har gennem efterhånden mange sæsoner spillet i de europæiske turneringer, og i denne uge annoncerede Svendborg Rabbits så, at klubben skal deltage i European North Basketball League, ”ENBL”. De to klubber mødes fredag aften på Sydfyn i en direkte kamp om førstepladsen i Basketligaen.

Svendborg Rabbits har skruet op for ambitionerne i denne sæson, med rekruttering af en række yngre danske spillere og ny deltagelse i European North Basketball League. Samtidig har kaninerne fået en forrygende start, med fire sejre i fire forsøg mod Holbæk-Stenhus, Bears Academy, BC Copenhagen og Horsens IC.

Mads Andersen, der kom til som cheftræner midt i sidste sæson, er altså indtil nu lykkedes med projektet, hvor Rabbits har hentet mange unge danskere til klubben. Derudover ser det ud til, at de to amerikanske spillere Jaedon Elliott Willis og Tyrn Bryan Flowers bliver profiler i denne sæson. De har henholdsvis snittet 17,8 og 17,3 point per kamp.

Også Bakken Bears har formået at hive maksimumpoint ud af de fire kampe. De gange, hvor holdet har oplevet modgang på banen, har bjørnene alligevel fundet måder at vinde på. Det bedste eksempel er mod Randers, hvor Bears var bagud med 18 point syv minutter før tid, men endte med at tage sejren alligevel.

Denne kamp kommer til at være en af sæsonens tidlige pejlepunkter i forhold til topholdenes indbyrdes styrke. Der er lagt op til en interessant duel, hvor vinderen altså får lov til at indtage førstepladsen. Kampstart er kl. 19.00 i Rise Sparekasse Arena i Svendborg.

Head coach Anders Sommer siger om kampen:

– Vi ser frem til topkampen mod Svendborg der som hold og klub har god energi i øjeblikket. De spiller med fart og har hele tiden flere skudtrusler på gulvet. Vi kommer med samme fart og vil forsøge at overmatche dem fysisk. Det er en perfekt modstander for os inden det europæiske gruppespil starter i næste uge

Kampinfo:
Basketligaen
Svendborg Rabbits vs. Bakken Bears
Sted: Rise Sparekasse Arena
Tid: Fredag 13/10 kl. 19:00
Stream: Jysk Fynske Medier, herunder stiften.dk
Statistik og liveopdateringer: https://fibalivestats.dcd.shared.geniussports.com/u/DBBF/2289303/

Onsdag i næste uge starter Bakken Bears’ Europasæson. Billetterne er naturligvis allerede til salg – og du kan spare 33% på billetter hjemmekampene mod Nörrkoping og Porto, hvis du køber dem sammen med billetten til 18. oktober mod Manisa.

 

I næste uge starter FIBA Europe Cup og så får bjørnene travlt. Faktisk så travlt, at man kan nå at se ikke mindre end fem hjemmekampe på sit Bakken Bears Billetabonnement, mellem 18. oktober og 15. november. Det inkluderer endda alle gruppekampe i FIBA Europe Cup (og to ret fede kampe i Basketligaen).
 
Vil man sidde midtfor koster billetabonnementet 59,-/måned for børn, 69,- for studerende og 119,- for voksne. Sidder man ude i siderne, kan man få det endnu billigere: 49,- for børn, 59,- for studerende og 99,- for voksne.
 
Find det gode tilbud her:

I en kamp, der bølgede frem og tilbage, truede BMS Herlev med at skabe en gedigen overraskelse mod Bakken Bears. Bjørnene havde dog mest at skyde med de sidste fem minutter og tog sejren med 70-84.

Bakken Bears startede ellers planmæssigt ud, med at skabe et forspring på 11 point i første periode. Hjemmeholdet svarede derefter igen og kom foran med seks og gjorde midten af kampen spændende. Bakken Bears – og især nogle af de helt unge spillere – sluttede imidlertid kampen bedst. Dermed kan Bakken se frem til opgøret mod ubesejrede Svendborg Rabbits fredag i næste uge, inden første hjemmekamp i FIBA Europe Cup spilles i Aarhus onsdag 18. oktober.

Lørdag åbnede Noah Churchill scoringen for gæsterne, og derefter tog Gustav Knudsen og Malik Parsons over for Bears. Knudsen ramte en tre’er og Parsons tordnede et dunk i og fulgte op med to scoringer mere, inden Knudsen skød endnu en tre’er i kurven, og så var Bakken foran 6-14 efter tre minutter.

Tre scoringer i træk fra BMS Herlevs Abdi Ismail gjorde det til 11-14, men så trådte Skyler Bowlin til for Bakken. Den amerikanske veteran scorede syv hurtige point til 13-24, men det unge hjemmehold havde ikke tænkt sig at give op denne eftermiddag.

Inden periodepausen fik hjemmeholdet skåret føringen til syv, 23-30, blandt andet på scoringer fra Lau Christoffersen. Efter den korte pause kom hjemmeholdet ud med masser af energi og topscorer Igor Bakic kunne to minutter senere udligne til 30-30.

BMS Herlev førte med så meget som 38-32, inden Bakken igen fik styr på tingene med en spurt på 17 point mod hjemmeholdets fem. Det var især Malik Parsons, Michel Diouf og Skyler Bowlin, der satte point på kontoen op mod pausen, hvor aarhusianerne var foran med 43-49.

Hjemmeholdet var dog langt fra færdige med at udfordre favoritterne. Bakken kom godt nok foran med 10 på endnu en tre-pointer fra Skyler Bowlin, men derefter overgik momentum igen til BMS Herlev. Danijel Marsenic satte fem lynhurtige point, inden holdene byttede scoringer et par minutter. Med fire minutter igen af tredje periode, var det igen Marsenic, der var på plettet med en tre’er, der skar Bakkens forspring ned til 60-61.

Hjemmeholdet kom dog ikke tættere på. Bakken fik sat tre scoringer i træk og var foran med 60-66 inden de sidste ti minutter. I første halvdel af fjerde periode havde hjemmeholdet stadig muligheden for at lave overraskelsen, helt op til der var fem minutter igen og stillingen var 68-72.

Først gjorde Skyler Bowlin imidlertid det til 68-73, inden unge Frederik Drejer scorede en vigtig tre’er til 68-76 med fire minutter på uret. Godt et minut senere var det en anden ung spiller, Andreas Holst, der på assist af Skyler Bowlin tordnede et alley oop dunk i til 68-81.

Herfra gik luften ud af hjemmeholdets ballon og Bakken Bears kunne tage den fjerde sejr i Basketligaen ud af lige så mange muligt. Slutstillingen lød på overbevisende 70-84, selv om kampen havde været tættere.

Bakkens næste opgave er mod ligeledes ubesejrede Svendborg Rabbits, i kaninhulen på Sydfyn. Den kamp kommer til at være en af sæsonens tidlige pejlepunkter i forhold til topholdenes indbyrdes styrke.

Statistik: https://fibalivestats.dcd.shared.geniussports.com/u/DBBF/2289308/bs.html#ASFSK