En stærk afslutning var tæt på at skabe overraskelsen for Bakken Bears på udebane mod det stærke tyrkiske hold Manisa, men bjørnene måtte se sig slået i de sidste minutter med 85-80. Resultatet betyder, at Bakken Bears ikke kan gå videre fra gruppespillet i FIBA Europe Cup.

Bakken kan se tilbage på to missede muligheder mod Manisa, der er på den øjeblikkelige tredjeplads i Tyrkiet, foran flere af de traditionelle storhold. Bakken havde onsdag eftermiddag, som på hjemmebane for tre uger siden, muligheden for at skabe overraskelsen.

Bakken Bears holdt sig hele kampen inden for rækkevidde af Manisa, selv om hjemmeholdet næsten hele tiden var i front. Fra slutningen af tredje periode blev det for alvor spændende. Malik Parsons reducerede på et layup til 63-55, hvorefter Sylvester Berg scorede i næste angreb til til 63-57.

Hjemmeholdet fik scoret en gang inden tredje periode sluttede, men fra starten af fjerde periode scorede Darko Jukic et layup, inden Skyler Bowlin stjal en bold og fodrede Darko Jukic til endnu et layup og så tog Manisa timeout ved stillingen 64-61, med ni minutter på uret.

Manisa fik skabt lidt afstand med scoringer fra Ryan Luther og Pako Cruz og da James Anderson minuttet efter satte en tre-pointer til 71-63, var det Anders Sommers tur tul at tage timeout. Ud af den var det Ryan Evans, der kunne reducere for Bakken på et layup og minuttet efter fik Michel Diouf tilkæmpet sig to straffekast. Den store senegaleser missede det sidste, men Ryan Evans fik rebounden og Bears sendte bolden til Noah Churchill, som prompte satte en tre-pointer til 71-69.

Bears havde oven i købet muligheden for at reducere eller komme foran, da Emanuel Terry blev dømt for en fejl efter Bergs skud, men muligheden blev forpasset.

I stedet scorede Luther i den anden ende og selv om Diouf reducerede til 73-72 på en tre-pointer, var momentum nu igen med Manisa. Pako Cruz satte først en tre’er og så et layup for hjemmeholdet, og så fandt Bakken igen sig bagud med seks, 78-72, med lige under fire minutter igen.

Herefter fulgte en længere pause, hvor dommerne diskuterede, om der var 24 sekunder på Manisa, og det gav lidt ro for Bakken. Det gav også bonus med en tre-points scoring til Ryan Evans til 78-75.

Tyrkerne spillede med musklerne i deres næste angreb, hvor Ryan Luther tog en angrebsrebound, inden Darko Jukic blev dømt for en fejl på James Anderson, som sikkert gik til linjen og satte to straffekast. Bakken missede i næste angreb og da Cruz så satte en tre’er for Manisa, stod der pludselig 83-75, med under to minutter igen.

Vi skulle helt ned til at der resterede 26 sekunder, før der blev scoret igen. Det var Ryan Evans, der satte to straffekast for Bears, men Manisa brød Bears’ pres og Emanuel Terry lukkede kampen med et layup til 85-77.

Evans lukkede scoringen med en tre’er til slutresultatet 85-80, som betyder, at Bakken Bears definitivt ikke kan gå videre i dette års FIBA Europe Cup.

Bakken viste ellers hele kampen, at de sagtens kunne true det tyrkiske hold. Bakkens havde føringen i kampens start, 4-7, efter to scoringer fra Ryan Evans og en enkelt fra Noah Churchill.

Herefter overtog Manisa imidlertid, men uden af dominere. Emanuel Terry var uhyre effektiv for hjemmeholdet tæt på kurven, med scoring på seks af de første syv forsøg i første halvleg. Terrys 14 point var stærkt medvirkende til at det tyrkiske hold holdt en føring på mellem tre og otte point gennem første halvleg.

Nede i den anden ende kom scoringerne fra alle ni spillere, der kom på gulvet. Veteranerne Darko Jukic, Michel Diouf og Ryan Evans scorede mest, med henholdsvis 8, 8 og 9 point hver, men hele holdet var aktive og så efter scoringerne.

Halvlegsstillingen var 46-39 til Manisa og de endte også med at tage sejren med stærke præstationer fra James Anderson og Emanuel Terry, der scorede henholdsvis 20 og 22 point i kampen. For Bears spillede Ryan Evans stærkt, med 25 point og otte rebounds, mens Darko Jukic scorede 19 point og lagde fire assists.

Næste opgave for Bakken Bears er FC Porto på hjemmebane næste onsdag, i en kamp, hvor der allerede er solgt rigtig mange billetter. Det er en mulighed for Bakken til at vise hjemmepublikummet, at der stadig er masser af kvalitet i holdet – og en sejr over det portugisiske storhold vil betyde meget for selvforståelsen i det nordlige Aarhus.

Statistik: https://www.fiba.basketball/europecup/23-24/game/0811/Manisa-BBSK-Bakken-Bears#tab=boxscore

Efter en storsejr over Værløse Blue Hawks søndag, retter Bakken Bears fokus mod Europa. Onsdag tager holdet en tur til Tyrkiet, hvor de spiller mod Manisa BBSK i fjerde spillerunde af FIBA Europe Cup. De to hold mødte hinanden i første runde, hvor det endte med en snæver sejr til tyrkerne.

Der begynder allerede at se ud til, at der bliver udsolgt til Bakken Bears’ kamp mod FC Porto 15. november, så det aarhusianske publikum må forvente, at bjørnene gør det godt i Tyrkiet. Køb billetter til kampen mod Porto her

Manisa BBSK er at finde på andenpladsen i gruppen efter FC Porto, med sejre over Bakken Bears og svenske Norrköping Dolphins. Manisas topscorer i både den tyrkiske liga og i FIBA Europe Cup er Daron Russell. Her snitter Russell henholdsvis 19,8 og 16 point per kamp.

De to andre amerikanere, Ryan Luther og Emanuel Terry, ligger nummer to og tre på listen. Luther snitter 12,7 point og 7,3 rebounds, mens Terry ligger på 12,3 point og 8,7 rebounds. Det var også netop Emanuel Terry, der blev kampens topscorer i sidste kamp på Bears med 21 point og 12 rebounds.

På trods af successen i den hjemlige liga er historien om Bakken Bears’ europæiske kampagne lidt anderledes. Syv ud af syv sejre i Basketligaen og tre nederlag i de tre første spillerunder i FIBA Europe Cup er det blevet til.

Aarhusianerne har vist gode takter i Basketligaen, og senest tog de hjemme en storsejr over Værløse Blue Hawks på 118-72. Det var også fjerde gang i sæsonen, de ramte over 100 point i en Basketligaen-kamp. Her fik DeAndre Pinckney udbygget sin position som topscorer med 24 point, ni rebounds og tre steals.

Bakken Bears skal have sejren med hjem til Aarhus for at holde drømmen om at gå videre fra første gruppespil i FIBA Europe Cup. Derfor skal der findes de gode takter fra den hjemlige liga frem og tages med til Tyrkiet for at udfordre Manisa BBSK.

Kampinfo:
Tid: 17:00
Stream: stiften.dk/live-sport
TV: SPORT LIVE

Søndag eftermiddag satte Bakken Bears foden ned og viste klassen, efter en utilfredsstillende kamp i FIBA Europe Cup i løbet af ugen. Det blev Værløse Blue Hawks, der måtte tage imod en ordentlig kurv, med en Bakken-sejr på 118-72.

Bakken havde noget at bevise efter det skuffende nederlag til Norrköping Dolphins på hjemmebane i onsdags, og holdet skuffede ikke. Bjørnene var på et tidspunkt i anden halvleg foran med 48 point, og er med sejren stadig ubesejrede i Basketligaen.

Det sætter et spændende opgør op om 14 dage, hvor ligeledes ubesejrede Team FOG Næstved kommer på besøg i Aarhus. Samme dag er der det traditionelle Teddy Bear Toss, hvor det regner med bamser i hallen og der samles ind til Børnenes Kontor. Inden da venter to FIBA Europe Cup-kampe; onsdag på udebane i Manisa og onsdag 15. november på hjemmebane mod Porto til en kamp, hvor der allerede er solgt rigtig mange billetter.

Bakken Bears tog kontrol med kampen fra starten, med specielt DeAndre Pinckney i en offensiv hovedrolle. Den store amerikaner scorede 11 point på seks minutter i første periode, og det hjalp med at sende hjemmeholdet i front med 27-10 efter ti minutter. Pinckney endte med 24 point (career high som professionel), 9 rebounds og 3 steals.

En anden hovedrolle var Bakkens forsvar, der gjorde livet rigtig svært for Værløses angribere. De blåklædte havde 10 turnovers i de første 14 minutter af kampen, primært forceret af et aggressivt forsvar fra Bakken Bears.

Midtvejs i anden periode var hjemmeholdet foran 40-20, og så var det tid til at Værløses Adam Heede Andersen skulle vise hvad han kunne. 11 point, på en blanding af drives til kurven og tre-pointere, blev det til op mod pausen, men det gjorde bare, at Bakkens føring forblev omkring 20 point, ikke at gæsterne kom nærmere.

Et andet højdepunkt i første halvleg var Bears’ 17-årige stortalent Frederik Drejer, der tryllede med en aflevering bag om nakken til Ryan Evans, samt satte et par tre’ere.

Det, der dog fik flest op at stå i hallen, da Sylvester Berg lavede et såkaldt Statue of Liberty-dunk hen over William Højby. Berg kom flyvende fra højre side, med bolden højt over hovedet og knaldede den ned i kurven med autoritet, til ”ooh” og ”ahh’er” fra hllen.

De to hold kom ud til anden halvleg med Bears i front 57-36, så spændingen var til at overse. Det bar spillet også i perioder præg af, med lidt manglende koncentration, efterhånden som Bakken byggede føringen op til både 30, 40 og 48 point.

Værløse er efter otte kampe stadig placeret på en femteplads i ligaen og er sammen med BC Copenhagen og Randers med i kampen om de to sidste playoffpladser.

Statistik: https://fibalivestats.dcd.shared.geniussports.com/u/DBBF/2289289/bs.html

På søndag er det tid til syvende spillerunde i Basketligaen for Bakken Bears. Efter seks ud af seks sejre, skal Bakken Bears forsøge at holde den gode stime mod gæsterne fra Værløse Blue Hawks. I øjeblikket ligger Bears á point med Næstved på førstepladsen, men med en sejr indtager de toppen af tabellen, indtil Næstved møder Svendborg senere søndag.   

Efter at være endt udenfor top seks i de sidste sæsoner, har Værløse Blue Hawks fået en god start på denne sæson. De har spillet syv kampe og taget sejre over BMS Herlev, Bears Academy, BK Amager og BC Copenhagen.  

Holdets topscorer er Adam Heede-Andersen, der snitter 15,1 point, 5 rebounds og 5 assists i Basketligaen. Næste på Værløses topscorerliste er Balsa Veljic og Mikkel Hauge med henholdsvis 12,1 og 12 point hver.   

Med en historik for at producere mange talenter kommer Værløse med en trup udelukkende bestående af danskere. Holdet er en sammentømret gruppe, der har spillet sammen i mange år. Det er altså spillere, der kender hinanden særdeles godt. 

 

Efter seks ud af seks sejre, skal Bakken Bears forsøge at holde den gode stime mod gæsterne fra Værløse Blue Hawks. I øjeblikket ligger Bears á point med Næstved på førstepladsen, men med en sejr indtager de toppen af tabellen. Om de beholder denne, afhænger dog af, om Svendborg Rabbits tager point fra Næstved senere søndag. 

Bakken Bears kommer ind til kampen med et nederlag i onsdagens kamp i FIBA Europe Cup i bagagen. Det samme skete dog for blot to uger siden, men Bears tog alligevel en storsejr i ugens anden kamp mod BK Amager. Holdet kommer altså med en masse ærgerrighed og vilje til at hente sejren og de to point hjem.  

Bakken Bears’ topscorer i ligaen er nyindkøbet DeAndre Pinckney. En ung amerikaner, der kommer direkte fra college og har scoret 13,8 point og 7,4 rebounds i Basketligaen i denne sæson. Herefter kommer de to veteraner, Ryan Evans og Skyler Bowlin med 12,2 point hver. 

Søndag er der samtidig Student Baskeltball Party. Succesen bliver gentaget og Aarhus’ studerende bliver inviteret til fest og basketball i Vejlby-Risskov Hallen. Her vil der være drikkelse fra Carlsberg, pizza fra Surdejspizzeriaet til SU-venlige priser og en masse god stemning. 

 

Kampinfo: 

Basketligaen 

Sted: Sparekassen Danmark Basketball Center 

Tid: 14:00 

Stream: stiften.dk 

Onsdag aften tog Norrköping Dolphins et vigtigt stik fra Bakken Bears i kampen om at gå videre til anden runde af FIBA Europe Cup med en svensk sejr i Aarhus på 69-75.

Det var et Bakken Bears-hold, der viste fightervilje hele kampen igennem. Sylvester Berg var tilbage for Bears efter næsten halvanden måneds skadespause og var, sammen med Skyler Bolin, indpisker. For første gang i dette års FIBA Europe Cup vandt Bakken den kamp i kampen, der handler om rebounds, 38-34. Især i det offensive reboundspil gjorde bjørnene flot figur, med 17 angrebsrebounds.

Det endte dog med ikke at være nok i en tæt kamp, hvor føringen skiftede otte gange. Med tre minutter igen var kampen helt lige, 63-63, efter Bears havde været bagud 46-56. Publikum var på benene og gjorde alt for at heppe bjørnene til sejr, men de næste tre minutter ville bolden ikke i kurven for Bakken.

Michel Diouf, Skyler Bowlin og Ryan Evans havde alle gode skud, der bare ikke gik i, mens de svenske profiler Issac Vann og Felix Terins langsomt fik bygget svenskernes føring 63-72 med 50 sekunder igen.

Bakken forsøgte bravt at hente føringen og tre’ere fra Evans til først 66-72 og så 69-74 gjorde at det kun var svært, men ikke helt umuligt. Med 25 sekunder igen skulle alt dog flaske sig, hvis comebacket skulle lykkes, og det gjorde det desværre – for Bears – ikke. Felix Terins kæmpede sig til to straffekast for Dolphins og da han ramte det ene til 69-75 med 14 sekunder igen, var Bears’ sejrschance reelt forsvundet.

Kampen var ellers tæt hele vejen. Midt i anden periode havde Issac Vann 12 point, og havde i perioder båret svenskernes angreb. I den anden ende havde ingen af Bears-spillerne scoret mere end seks point, men i stedet spillet flot holdangreb, hvor bolden blev delt og alle var trusler. På scoretavlen var det imidlertid helt lige, 31-31.

Der var et andet tal på tavlen, der mod slutningen af anden periode vakte lidt bekymring bandt tilskuerne – og måske hos Bears’ trænerteam. Med to minutter igen af første halvleg fik Gustav Knudsen nemlig sin tredje fejl, da han forsøgte at stoppe Dolphins’ Adam Ramstedt. Publikumsfavoritten måtte derefter tage plads på bænken indtil tre minutter inde i tredje periode, hvor han afløste Sylvester Berg, der også havde pådraget sig tre fejl.

Pausestillingen var helt lige, 38-38, og starten af anden halvleg var lige så tæt som første. Efter de første seks minutter fik Bears imidlertid en scoringspause, som svenskerne udnyttede til at komme i front med 10 point, 46-56. Bears’ comeback på den føring satte den spændende slutning op.

Med nederlaget skal alt flaske sig for at Bakken kan gå videre i turneringen. FC Porto topper stillingen med tre sejre i tre kampe. Herefter følger Manisa med fire og Norrköping med to. Selv med sejre i de tre sidste kampe, kan det blive svært at nå andenpladsen – og kun i seks af ti grupper går andenpladsen videre.

Bears’ næste opgave er hjemme mod Værløse på søndag. Her afholder Bears det årlige Student Basketball Party, hvor VIP-området indtages af 500 studerende.

Statistikker: https://www.fiba.basketball/europecup/23-24/game/0111/Bakken-Bears-Norrkoping-Dolphins#tab=boxscore

Hvordan lyder to timers fri Carlsberg fadøl på PV – Kaffe & Cocktails for en hel studiegruppe? Hvordan er dit beer pong game? Kan du rekruttere en ven eller to, der er lige så gode (eller kan bære dig igennem)?

Til søndagens Student Basketball Party afholder Carlsberg en beer pong turnering. Der er plads til otte hold og du kan tilmelde i til konkurrencen lige her på Facebook eller her på Instagram.

For fjerde gang inviterer Bakken Bears og Studenterhus Aarhus nemlig dig og alle dine studievenner til et eksklusivt event for studerende, når Bakken Bears møder Værløse Blue Hawks! De sidste to gange har alle billetter været revet væk.🕺

Det er ligegyldigt om du er en ægte Bears-fan, lige er kommet hjem fra efterårserie, skal varme op til eksaminer og jul, eller bare vil føle stemningen fra en sport, du ikke har forstand på – dette event handler bare om, at du og dine studievenner har en fed oplevelse sammen! 🍻🐻

ℍ𝕍𝔸𝔻 𝔻𝕌 𝔽Åℝ:
✔️Den første øl/vand er med i prisen på 25 kr. med adgang til de studerendes pre-game område fra. 12.00!
✔️Super tilbud til de første 50 der ankommer!
✔️Fadøl til 25 kr. for medlemmer i Studenterhuset – 30 kr. for alle andre
✔️En lækker madbod
✔️Bar med studievenlige priser
✔️Fed musik
✔️Billetter til kampen er inkluderet (Tipoff 14.00)
✔️Konkurrencer for studerende i game pauser
✔️Gratis adgang til afterparty
✔️Performances fra Bakken Bears Cheer Team og maskotten Grizzly – the one and only!
✔️Masser af holdånd og brøl!

Køb billet her

Onsdag går det andet af tre nordiske baskettopmøder for sig i Aarhus, hvor de svenske fra Norrköping Dolphins kommer på besøg i FIBA europe Cup. Det er anden gang på under to måneder, de to bedste hold i Skandinavien hold møder hinanden, og det tredje sker i Sverige i næste måned.

Sidst trak Norrköping Dolphins det længste strå og sendte Bakken Bears ud af Champions League Kvalifikationen og det fik det svenske basketballforbund til at melde ud på Facebook, at de var “Bäst i Norden”. Med den udmelding, er der lidt mere end vanligt på spil for de to klubber.

Bakken Bears har fået en god start på sæsonen i den hjemlige liga. Det er blevet til seks sejre ud af seks mulige med et snit på hele 94,5 point per kamp. I FIBA Europe Cup er det dog en anden historie med nederlag i de første to kampe til Manisa BBSK fra Tyrkiet og FC Porto fra Portugal.

Nytilkomne Malik Parsons har været den største profik for Bakken Bears i denne sæsons FIBA Europe Cup. Den 24-årige amerikaner kommer direkte fra college, men snitter hele 21 point i denne sæsons FIBA Europe Cup og 11,3 i ligaen. Topscoreren i Basketligaen, den unge amerikaner DeAndre Pinckney, har snittet 13,8 point og 7,4 rebounds. Herefter kommer de to rutinerede spillere Skyler Bowling og Ryan Evans med 12,2 point hver i ligaen.

Norrköping Dolphins minder på mange måder om Bakken Bears. De vandt det første mesterskab for 40 år siden, og klubben har vundet de sidste tre svenske mesterskaber. Det er altså det, man vil kalde et power house i Sverige.

På dette års hold skiller to spillere sig ud. Den ene er ærkesvenske Felix Terrins, som har scoret 15 point i gennemsnit i fire europæiske kampe. Han er en veteran, der startede i Norrköping i 2015, men har siden også repræsenteret andre klubber i både Sverige og udlandet. Terrins var en stor faktor i svenskernes sejr, sidst de spillede mod Bakken Bears. Her ramte han 16 point, 5 rebounds og intet mindre end 8 assists.

Den anden fremtrædende spiller er amerikanske Issac Vann. Han er Dolphins’ topscorer i både svenske Basketligan og FIBA Europe Cup, hvor han snitter henholdsvis 17 og 16,5 point per kamp. Mod Bears i september holdt han sig lige omkring snittet med 16 point og 6 rebounds.

Livestats
https://www.fiba.basketball/europecup/23-24/game/0111/Bakken-Bears-Norrkoping-Dolphins

Kampinfo:
FIBA Europe Cup
Bakken Bears vs. Norrköping Dolphins
Sted: Sparekassen Danmark Basketball Center
Tid: onsdag 1. november kl. 18.30
Stream: Jysk Fynske Medier, herunder Stiften.dk/live-sport.
TV: Sport Live

Bakken Bears fortsætter den europæiske sæson på hjemmebane med besøg fra svenske Norrköping Dolphins. De havde en god aften i september, da de sendte os ud af Basketball Champions League kvalifikationen. Det fik det svenske basketballforbund til at skrive “Bäst i Norden”. Lad os se hvad vore spillere og især vores publikum siger til det…

Norrköping Dolphins minder faktisk meget om Bakken Bears. Det første mesterskab blev vundet for over 40 år siden og klubben har vindet fire svenske mesterskaber siden 2018 – de sidste tre i træk. Det er altså det, man vil kalde et power house i Sverige.

På dette års hold træder to spillere ud af mængden. Først er der ærkesvenske Felix Terrins, som scorer 15 point i gennemsnit i fire europæiske kampe. Han er en veteran, der startede i Norrköping i 2015, men siden har haft afstikkere til andre svenske klubber og udlandet. Terrins var en stor faktor mod Bears, da Norrkoping slog os ud af Basketball Champions League kvalifikationen, med 16 point, 5 rebounds og ikke mindre end 8 assists.

Den anden fremtrædende spillerer amerikanske Issac Vann, der er Dolphins’ topscorer både i den svenske Basketligan og FIBA Europe Cup, med henholdsvis 17 og 16,5 point pr. kamp. Mod Bears i september holdt han sig lige omkring snittet, med 16 point og 6 rebounds.

𝗟𝘆𝘀𝗳𝗲𝘀𝘁
Til alle Europakampe findes mobilen findes frem, lommelygten tændes og publikum laver lyset, når Bears introduceres. Det så fantastisk ud – også for spillerne – i sidste uge.

𝗦𝗮𝗺𝗺𝗲𝗻 𝗺𝗲𝗱 𝘀𝗽𝗶𝗹𝗹𝗲𝗿𝗻𝗲
Børn (og barnlige sjæle) inviteres naturligvis ned på banen for at møde Bears’ spillere efter kampen. Det er ikke bare til denne kamp. Det gør vi altid. Det er nemlig en fed måde at give lidt tilbage til vore fans efter deres opbakning i løbet af kampene.

Vil du gerne at Bakken Bears skal viske det svenske basketballforbunds “Bäst i Norden” ud? Det, de skrev efter Norrköping Dolphins slog os ud af Champions League kvalifikationen?

Det vil hjælpe, hvis vi skaber den magiske stemning, vi så ofte har set i Sparekassen Danmark Basketball Center på europæiske aftener. Det kræver, vi fylder arenaen med basketballelskere, der bakker op om bjørnene. Hvis du ser det her, kender du helt sikkert nogle, som vil med og vil skabe magien, men de ved ikke lige, der er kamp. For selv om vi kæmper for det, er det ikke altid vi er i medierne lige så meget som andre…

Derfor vil det være fedt, hvis du vil hjælpe med at dele.

Billetter købes her: https://shop.bakkenbears.com/kampe/2023-FIBAEUROPECUP02

I sommer vendte Sylvester Berg hjem til Bakken efter en tur i Spanien. Det er dog ikke blevet til den tilbagevenden, han havde håbet på. Det er blot blevet til to kampe i denne sæson for vores nummer 6. Imod Horsens IC i anden kamp i Basketligaen bankede han hovedet sammen med en modspiller. Siden kampen den 19. september har Sylvester Berg siddet ude med en hjernerystelse.

Fysioterapeut hos Bakken Bears, Søren Ege Qwist, følger Sylvesters skadesforløb tæt. Sammen skal de få Sylvester langsomt, men sikkert, tilbage på banen. Dette gør de ved at læne sig tæt op ad en protokol, som Dansk Idræts Forbund har udarbejdet til sportsudøvere, der får en hjernerystelse:

– Vi har lagt os tæt op ad de retningslinjer, som DIF har udarbejdet for hjernerystelse. Dét tror jeg, har været rigtig vigtigt for Sylvester; At han har haft en præcis plan over, hvad han må og ikke må, alt efter hvordan han har det i forløbet, fortæller Søren Ege.

DIF’s protokol indeholder en plan over forløbet tilbage til sporten. Derudover indgår en trappegrafik, som skal illustrere genoptræningsforløbet mod at være 100 procent tilbage på banen. Hvis man oplever, at symptomerne forværres, når man går et trin op, skal men et trin ned igen. Her skal man blive i et døgn, før man igen må gå tilbage til det trin, der forværrede symptomerne. Det er netop denne proces, Sylvester er i, lige nu.

Ifølge DIF er ni ud af ti med hjernerystelse helt tilbage til deres sport efter 14 dage. Hvis man til gengæld vender for hurtigt tilbage, kan det resultere i varige mén. Det er altså afgørende at lytte til, hvornår kroppen siger stop og vurdere, om man skal gå et trin ned ad trappen. Derfor har det også været vigtigt for Sylvester, at Bakken Bears fra start har taget hjernerystelsen meget seriøst. Derudover har han sat pris på den respekt, der er for, at der ingen tidshorisont er på en sådan skade:

– Det har været utroligt beroligende, at klubben har taget min hjernerystelse så alvorligt fra start. Der er meget respekt for processen og giver mig plads til at komme mig helt. Sundhedsstaben har været der for mig hele vejen og har guidet mig den rette vej mod at vende tilbage til banen.

Sylvester fortæller også, at han håber på at vende tilbage til banen indenfor den nærmeste fremtid:

– Jeg er rimelig langt i forløbet, så udsigterne til et comeback er forhåbentlig ikke forfærdelig lange. Dog tager jeg stadig små forsigtige skridt mod at være 100 procent tilpas.

Vi glæder os til igen at se Sylvester på banen, men i mellemtiden ønsker vi ham held og lykke med genoptræningen.

Bakken Bears havde en svær aften i Portugal, da FC Porto tog en sejr på 89-78. På den positive side fik Bakken begrænset nederlaget til 11 point, efter at have været bagud med 20. Det kan have betydning for de videre kvalifikationschancer.

De danske mestre havde svært ved at score, og især havde de læst de bundrutinerede profiler som Michel Diouf, Darko Jukic, og Ryan Evans og Skyler Bowlin, der ikke fik meget plads og alle scorede otte point eller derunder. Lidt bedre gik det for de unge bjørne Gustav Knudsen og Malik Parsons, der satte henholdsvis 15 og 21 point.

For Porto var det især Anthony Barber og Cleveland Melvin, der lyste op. Barber scorede næsten 55% af sine skud tæt på kurven og satte 20 point, mens Melvin ramte tre af syv fra langdistancen og endte med 17 point.

Kampen startede blandet for Bears. Bolden blev smidt væk, hvilket førte til et portugisisk dunk. På den anden side viste Noah Churchill sit bedste spil frem, med en angrebsrebound og et drive til kurven, der begge førte til scoringer og så var Bears foran 2-4.

Desværre fortsatte turnoverne for det danske hold og Cleveland Melvin oversatte det til et dunk, hvilket startede en god periode for hjemmeholdet. Efter seks minutter var Porto således foran 13-6 og Anders Sommer tog en timeout.

Efter timeouten fik Bakken lidt gang i scoringerne, først fra Malik Parsons, så et straffekast fra DeAndre Pinckney og lidt senere scoringer fra Michel Diouf og Skyler Bowlin. Det bragte imidlertid ikke Bakken tættere på hjemmeholdet, for i den anden ende matchede Philip Fayne, Anthony Barber og Cleveland Martin scoringerne og efter ti minutter var hjemmeholdet foran 26-16.

I starten af anden periode stabiliserede hjemmeholdets føring sig omkring de ti point. Holdene byttede nærmest point indtil de sidste minutter, hvor Porto forvandlede 38-28 til 43-28 på en tre’er fra Tanner Omlid, og så et steal og et layup fra Charlton Kloof.

Holdene gik til pause ved stillingen 48-34 og der har helt sikkert været noget at snakke om i Bakkens omklædningsrum. Det var da også et mere aggressivt Bakken-hold, der kom ud i anden halvleg. Malik Parsons ramte og fik kort efter kæmpet sig til to straffekast, inden han kørte til kurven og scorede igen. Så stjal Darko Jukic bolden og sendte Gustav Knudsen til to point i et fast break. Selvsamme Knudsen fordrede DeAndre Pinckney til et dunk lige efter, til 55-43, fire minutter efter pausen.

Selv om angrebet så bedre ud, hentede Bakken ikke ind på hjemmeholdet, for også Porto scorede flittigt. Et af de afgørende momenter var da Gustav Knudsen havde chancen for at reducere til 57-45, men blev blokeret – og Portos Cleveland Martin i stedet scorede en tre’er i den anden ende til 60-43.

Herfra kom Bakken aldrig rigtig tæt på igen. Der blev kæmpet for hver en bold, for konkurrencesystemet er sådan, at det ikke er alle to’ere, der går videre fra de ti puljer. Derfor tæller hvert point i det samlede regnskab og bjørnene kæmpede bravt for at begrænse nederlaget. Det endte da også med at Bakken til sidst trak lidt ind på Porto med scoringer fra Diouf, Bowlin, Churchill og Parsons og vandt fjerde periode med 18-25.

Slutstillingen blev 89-78 og med to nederlag i de første to kampe, står næste uges hjemmekamp mod Norrköping Dolphins som en nøglekamp i gruppen. Billetsalget til den kamp er allerede godt i gang og kan købes her.

Statistik: https://www.fiba.basketball/europecup/23-24/game/2510/FC-Porto-Bakken-Bears#tab=boxscore

 

Vi begynder at glæde os – og de 400 billetter begynder at forsvinde! Der er nemlig kun halvanden uge til vi byder byens studerende til forfest og basketballkamp. Vi har teamet op med Studenterhus Aarhus, Carlsberg, PV – Kaffe & Cocktails og Surdejspizzeria for at lave en lækker søndagslounge, der jo nok udvikler sig til en mindre fest.

Det koster kun 25 kr. – men så får du også den første øl (eller sodavand) med i købet, naturligvis sammen med en siddeplads til kampen. Vi starter forfesten kl. 12 og har tipoff kl. 14.

𝕎ℍ𝔸𝕋 𝕐𝕆𝕌 𝔾𝔼𝕋:
✔️First beer/soda included in the ticket price of 25 DKK
✔️Exclusive, pre-game area only for students from 12.00
✔️Great secret offer for the first 50 students arriving
✔️Draft beer for 25 DKK for Student House members and 30 kr. for everyone else
✔️Awesome street food
✔️Student-friendly priced bar
✔️Great music
✔️Free tickets for the game (Tipoff at 14.00)
✔️Competitions between students during game breaks
✔️Free entrance to afterparty for students
✔️Performances from Bakken Bears Cheer Team and Grizzly – the one and only Mascot!
✔️Lots of team spirit and roars!

Hent billetter nu: https://shop.bakkenbears.com/events/StudentPartyNov23

FC Porto er mest kendt som storhold i fodboldens verden, men klubben har også et basketballhold, der har en lang og succesfuld historie. Det er Bakken Bears’ modstandere tirsdag kl. 21 i FIBA Europe Cups gruppe E i Portugal.

Kampen mellem Bakken og Porto er anden kamp for begge hold, i en gruppe, der ser meget uforudsigelig ud. Begge de første kampe var tætte, idet Porto slog svenske Norrköping Dolphins med otte point, mens Bakken tabte til tyrkiske Manisa med seks.

FC Portos basketballhistorie begyndte i 1926 og siden da er det blevet til 12 mesterskaber og 31 pokaler i diverse cupturneringer i Portugal. I europæiske konkurrencer er det blevet til flere kvartfinaler, med den sidste i FIBA Europe Cup i foråret. På trods af sidste års resultater spillede Porto kvalifikation til årets FIBA Europe Cup, hvor de kom med som lucky loser (de bedste to’ere), efter et nederlag til Mainsa, som de så endte i gruppe med.

Fra årets Porto-hold er der flere, man skal lægge mærke til. Amerikanske Max Landis har været en profil de seneste tre sæsoner for portugiserne, men han har været skadet siden han scorede 31 point i den første kvalifikationskamp 3. oktober. Han er til gengæld blevet erstattet af en af de helt store profiler i Aaron Harrison, der har både NBA og EuroLeague-erfaring. Inden den professionelle karriere spillede Harrison for University of Kentucky, hvor han nåede finalen i NCAA-mesterskabet i 2014, på Harrisons kampvindende skud. Siden da har han spillet i NBA med Charlotte Hornets og Dallas Mavericks, samt i EuroLeague/EuroCup-klubberne Galatasaray, Olympiacos og Turk Telecom.

Portos måske største profil lige nu er Anthony”Cat” Barber, der også har været inde og snuse omkring NBA med Atlanta Hawks. Han er en erfaren 29-årig guard, der snitter ikke mindre end 27 point og 7 assists i den portugisiske liga.

En anden profil er Phil Fayne, som faktisk i 2021-22 har tørnet ud for en gammelkendt modstander af Bakken Bears, finske Kataja. Han er en power forward på 206 centimeter, som har været effektiv, med masser af rebounds (12 mod Norrköping) og 16 point i snit. Til gengæld har han kun en straffeprocent på 56%, så det kan Bakken måske udnytte.

Bakken har i år et yngre hold end man har haft tidligere, dog med en række veteraner med oceaner af europæisk erfaring i Ryan Evans, Michel Diouf, Skyler Bowlin og Darko Jukic. Sammen med de unge profiler – af både dansk og amerikansk herkomst – har holdet vist sig at være om end meget konkurrencedygtigt, med en stærkt stigende formkurve. Således er de seneste kampe i Basketligaen vundet eftertrykkeligt og første kamp i FIBA Europe Cup var også flot, selv om det blev til nederlag.

Sidste onsdag var gruppe E’s formodede favoritter fra Manisa i Aarhus og det var de berømte marginaler, der gik imod Bears. Et meget veloplagt Bakkenhold, foran en veloplagt tilskuerskare, skiftedes med Manisa om at have føringen og det var først til allersidst, at gæsterne kunne udvide føringen og til seks point på straffekast.

Cheftræner Anders Sommer ser frem mod kampen i Portugal:

– Vi var på flere parametre tilfredse med præstationen mod Manisa. Men når vi taber reboundkampen med 10, er det svært at få sejre på europæisk niveau. Porto spiller med stor intensitet og fysik, så det bliver afgørende at få rettet op, siger cheftræneren.

Med fem resterende runder i gruppespillet er det umuligt at begynde at regne på resultaterne, så Bakken kan ikke gøre andet end at tage til Portugal og kæmpe for en svær udebanesejr.

Kampen vises på Sport Live og Stiften.dk/live-sport