2018-05-03
Oprettet 3/05 2018BEARS-SEJR OG 3-0 FØRING
Bakken Bears fik den tredje sejr i DM-finaleserien imod Horsens IC, men det holdt hårdere end i de første to kampe. Horsens IC var langt mere aggressive end i de første kampe, og Bears havde svært ved at justere. Med sejren i dagens kamp kan Bakken Bears tage klubbens 16. danske mesterskab på mandag i Aarhus.
Bears startede kampen bedst og bragte sig foran 7-0 og senere 17-8, men herefter var HIC i teten. Hjemmeholdet dominerede reboundspillet, og Bears blev frustrerede over et aggressivt HIC-hold. HIC scorede de sidste fire point i første periode og de første fire i anden. HIC fulgte med til 26-27 inden Bears satte syv point i træk. Horsens IC scorede periodens sidste fire point, og Bearsføringen ved pausen var på 36-32.
HIC vandt reboundkampen 22-13 i første halvleg, men hjemmeholdet havde ikke ramt et trepointskud. Mest scorende i første halvleg var HICs Kevin Larsen (12 point), mens den normale pointsluger, Lawrence Alexander, blot havde scoret to point. For Bears havde DeVaughn Akoon-Purcell scoret 11 point.
Tredje periode var lige. Bears bragte sig foran 45-36, men HIC kom godt igen og fine scoringer af Reggie Agbeko sikrede reducering til 49-52. Tony Bishop sluttede perioden med et flot drive og en trepointscoring og dermed føring på 57-49 inden sidste periode.
Fjerde quarter startede med mest godt forsvar fra begge hold og knapt så opfindsomt angrebsspil. Lawrence Alexander scorede sit holds første trepointscoring i kampens 32. minut, og kort efter fulgte Derrick Wilson op med endnu en. Adama Darboe udbyggede føringen til 60-55 inden Kevin Larsen reducerede og DeVaughn Akoon-Purcell scorede et trepointspil. Herefter blev det hjemmeholdets Oscar Jørgensens tur til at ramme to treere, dog med en af Adama Darboe imellem. HIC havde ved 63-66 chancen for at udligne for første gang siden 22-22, men missede trepointforsøget, hvorefter Darko Jukic ramte en treer. Wilson ramte endnu en treer – hjemmeholdets femte på seks minutter – inden Darboe sluttede trepointfesten med at score Bears’ fjerde i perioden. DeVaughn Akoon-Purcell scorede et trepointspil, og med Bearsføring på 75-66 var kampen reelt forbi.
For tredje gang i tre kampe var Bears-bænken mere scorende end HICs tilsvarende (29-14). HIC var ellers dominerende på andre parametre. Hjemmeholdet scorede 36 point i feltet, mens Bears blot blev noteret for 18, og Horsens vandt også reboundkampen (41-34).
Begge hold skød 24 gange fra trepointdistancen – HIC ramte 5 og Bears 13!
For HIC blev Kevin Larsen topscorer med 18 point, mens Derrick Wilson scorede 12 og Lawrence Alexander 11. For Bears scorede DeVaughn Akoon-Purcell 21 point, mens Adama Darboe scorede 14 (4/5 på treeren).