Referat
Bakken Bears fik belgisk topbasketball at føle i tirsdagens kamp i tredje runde i FIBA Europe Cup. Belfius Mons-Hainaut vandt 90-66 efter at have været foran hele kampen. Bears var med til midt i tredje periode, men havde ikke noget svar da Mons rykkede fra.
For mange turnovers kostede dyrt i start, hvor Mons hurtigt kom foran 10-3, 14-5 og 18-7, men bjørnene fortsatte med at spille hårdt, og kom langsomt bedre med i kampen. Robert Arnold scorede sit 10. point til føring 22-12 til hjemmeholdet inden Bears sluttede halvlegen med syv ubesvarede point, heraf to dunks af Darko Jukic og en sidsteøjebliks trepointscoring af Michel Diouf. 22-19 til Mons.
I anden periode fulgte bjørnene også fint med selvom Andre Collins åbnede med en trepointscoring. Bears scorede seks point i streg og udlignede til 25-25. En uheldig sekvens med en turnover efterfulgt af en usportslig fejl kostede fire point til hjemmeholdet, og Bears fik aldrig kontakt igen om end det var tæt på. 41-33 ved pausen, men optimisme i Bearsomklædningsrummet efter at have fulgt godt med i reboundsspillet og svaret godt igen efter den dårlige start.
Efter pausen var Michel Diouf flyvende i angrebet. Han scorede syv af de første ti point – og Mikkel Plannthin supplerede med en treer. Fra 50-40 scorede Bears syv point i træk, så stillingen midt i perioden var 50-47. Så viste to Monsspillere virkelig deres niveau. Amaury Gorgemans og Austin Nichols fik gang i scoringsmaskinen og Bears begyndte at misse. Et 9-1 run af hjemmeholdet blev fulgt op af flere missede skud fra Bears og perioden sluttede 69-52.
Fjerde periode var uden den spænding, der kendetegner en optimal basketballkamp, og selvom Thomas Lærke smed seks point på tavlen var Bears ikke i nærheden af at true belgierne. Kampen sluttede 90-66.
Statistikken viser at Bears var fint med i reboundspillet (33-32 til Mons), men hvis aarhusianerne skal være med i sådan en kamp, skal trepointskuddene rammes. Bears skød blot 4/21 (19,0%), hvor hjemmeholdet score 8/19 (42,1%). Så hjalp det heller ikke at straffeprocenten var pauver (10/19 – Mons skød 16/16).
Næste kamp for Bears er pokalfinalen imod Horsens IC lørdag, mens det onsdag i næste uge gælder en tur til Ukraine og kamp imod Khimik Yuzhne. To yderst svære opgaver.
REFERAT
Referat
Bakken Bears fik en lektion i litauisk basketball, da holdet onsdag aften tabte til Juventus Utena. Bears kom stort bagud fra starten af kampen og selvom holdet fik skåret føringen til fem point i starten af tredje periode, var Bears ikke tæt på sejren.
Der var tale om en urimeligt dårlig første periode, hvor Michel Diouf var eneste Bearsspiller, der scorede. Han 8 point blev modsvaret af 23 fra hjemmeholdet – og så var der lang vej hjem for bjørnene.
Amerikanske Shawn Glover fik debut for Bears, og han gjorde en fornuftig figur. Men det var først da Chris Christoffersen kom ind, at Bears fik fat. Den lange bornholmer fik generet hjemmeholdets spillere, men Bears fik ikke styr på forsvarsreboundsene. Juventus tog hele 11 angrebsrebounds i første halvleg og i det lys var det imponerende, at Bears kun var bagud med 36-43 ved pausen, bl.a takket være en treer til allersidst af Darko Jukic.
Var der håb om en lige anden halvleg i omklædningsrummet, blev det aldrig indfriet. Juventus var skarpere og da først Samenas begyndte at ramme bag trepointlinjen var kampen forbi. Efter ikke at have scoret før pausen scorede han 23 point (inkl. fem trepoinscoringer) i de sidste 20 minutter! Så var spændingen forduftet og hjemmeholdet kunne trille sejren hjem. Og så må det konstateres at når modstanderne vinder reboundkampen 47-25, så er det meget, meget svært at vinde.
Shawn Glover fik scoret otte point i sin Bearsdebut, men mest scorende blev Michel Diouf med 15 point. Darko Jukic scorede 13, mens Mikkel Plannthin scorede 12 og Carles Bivia 10. For hjemmeholdet var Samenas mest scorende – med næsten dobbelt så mange point som de næstbedste scorende: Zelionis og Dimsa scorede hver 12.
I næste runde spiller Bears igen på udebane, når holdet tirsdag spiller mod belgiske Mons-Hainaut, der onsdag tabte i Ukraine mod Khimik. Inden da spiller Bears hjemme mod SISU – søndag kl. 15.00.
Referat
Sidst de to hold mødtes i Basketligaen blev det til en meget alvorlig lussing til gæsterne fra Stevnsgade – så spørgsmålet var her et par dage inde i det nye år, om Bakken Bears kunne finde viljen og koncentrationen.
Lad det være sagt indledningsvis – eftermiddagens kamp vil ikke gå over i historien – rodet, ukoncentreret, svingende kvalitet og uden vilje (under alle omstændigheder fra hjemmeholdet).
Hvis vi lige tage de vigtigste ting – så handler det om følgende:
• Bakken Bears startede svagt, langsomt og uden vilje – med mange brændte skud
• Men hjemmeholdet kom så midt i første periode pludselig tilbage og spillede de bedste fem minutter i kampen
• Og Bears bragte sig solidt foran med 25-15 efter de første 10 minutter
Anden periode handlede om, at holdene skiftedes til at score – en periode uden anden dramatik, end to tekniske fejl til Stevnsgade’s Nicolas Christensen (den anden dog dømt til bænken i en situation, hvor Nicolas Christensen var på vej til at blive skiftet ud).
Men også ros til Bakken Bears for trods alt at have vilje til at spille bolden videre til den frie mand. Perioden sluttede med hjemmeholdet foran med 45-33.
Efter pausen fortsatte det med mange skud fra distancen – hjemmeholdet var flittige bag 3-point’s linien med skiftende scoringer til Sebastian Åris, Morten Sahlertz, Nicolai Iversen, Darko Jukic og Mikkel Plannthin.
Efter 25 minutter kom Jacob Meller på banen som den sidste at de kun ni spillere, som coach Israel Martin benyttede – Jacob startede med en fin assist. Og Bakken Bears var solidt foran med hele 71-49 efter de 30 minutter.
Herefter hoppede kæden ganske enkelt af for hjemmeholdet. De efterfølgende ca. 7 minutter benyttede gæsterne til at vinde med 18-2 (ja – du læste rigtigt). Bakken Bears havde i disse minutter vel ikke to sammenhængende fornuftige beslutninger – og i angrebet handlede det nu KUN om at skyde fra distancen. Og når heller ikke normalt solide Michel Diouf have en heldig dag ”på kontoret”(blandt andet kun 4 rebounds) – ja – så var føringen pludselig reduceret til kun seks point (73-67).
Det skal bemærkes, at Stevnsgade vandt rebound-kampen med ikke mindre end 38-25 – ganske bemærkelsesværdigt.
Coach Martin valgte endelig at tage en vigtig timeout, hvilket viste sig at have den ønskede effekt. Darko Jukic scorede endelig og stoppede blødningen med en scoring – og kampen ebbede ud med hjemmeholdet som vinder med cifrene 80-72.
Mest scorende for Stevnsgade SuperMen var Alonzo Brooks med 16 point, Adrian Moss også med 16 point og Jonel Palou Visa med 11 point.
For Bakken Bears scorede Sebastian Åris 15 point, Morten Sahlertz 14 point, Darko Jukic 12 point og Mikkel Plannthin også 12 point.
Referat
Bakken Bears vandt kalenderårets sidste kamp, da Randers Cimbria blev slået 110-94 i en kamp, hvor Bears vandt alle fire perioder og hvor kampen først blev afgjort til sidst.
De to hold mødtes senest ti dage tidligere, hvor Bears vandt pokalsemifinalen over Randers, og også tirsdagens kamp i Arena Randers blev en intens omgang.
For Cimbria startede Charlie Burgess bedst og ledte sit hold til føringer på 5-1 og 7-4 inden et 9-0 run til Bears sikrede udeholdet kontrollen i kampen. Cimbria kom tilbage via flotte scoringer fra Chris Nielsen og kom foran 18-15, men Bears sluttede perioden bedst af. Fem point i periodens sidste sekunder gav føring til Bears på 28-22 efter ti minutter.
Også i starten af anden periode var Bears bedst og holdet kom foran 35-24. Cimbria gav ikke op og scorede seks ubesvarede point, men et godt indhop af Keane Thomann sikrede at føringen igen blev tociffret. Bears førte 56-47 ved pausen efter Cimbria scorede to straffekast efter slutsignalet efter en kontroversiel kendelse.
I første halvleg havde Chris Nielsen og Charlie Burgess scoret i alt 32 point, mens det mest bemærkelsesværdige i Bears-statsene var 10 assists til Darko Jukic.
I anden halvleg nåede Cimbria aldrig rigtig tæt på selvom især Troy Gottselig gjorde det godt. Darko Jukic fik gang i scoringen og Michel Diouf fik også hældt sine point i kurven. Kampen knækkede definitivt i den sidste halvdel af fjerde periode og Bears kunne løbe sejren hjem selvom Cimbria fortsatte med at ramme vilde skud.
Mest scorende for Bears var Darko Jukic (23 point, 11 assists, 4 rebounds) og Michel Diouf (22 point, 11 rebounds). Seks spillere nåede i tociffret pointantal. 300 kamps jubilar Nicolai Iversen scorede 15 point og tog fem rebounds, mens Morten Sahlertz scorede 18 point på ni skud.
For Cimbria scorede Chris Nielsen og Charlie Burgess hhv 29 og 22 point.
Næste kamp for Bears er søndag den 3. januar kl. 15.00 når Stevnsgade kommer på besøg. Bears holder nytår på ligaens andenplads med otte sejre i 11 opgør.
REFERAT
Referat
Bakken Bears kom i menneskehænder i onsdagens kamp mod det ukrainske tophold Khimik Yuzhne. De forsvarende ukrainske mestre spillede ekstremt disciplineret i en fysisk hård kamp, og Bears kunne ikke ramme fra distancen i en kamp, hvor der skulle kæmpes mere end normalt for at få de rigtige positioner i angrebet.
Forsvarsmæssigt gjorde Bears det i perioder ganske fint. 75 point til Khimik er ingen skandale, om end en smule for meget hvis man gerne vil vinde kampen. Omvendt er 51 point alt for lidt, hvis man skal være med. Bears ramte kun 11,5% af sine trepointskud (3 for 26) mod gæsternes 36,7%. Samtidig tog udeholdet otte rebounds mere end Bears (40 mod 32). De to statistikker gjorde en afgørende forskel i kampen.
Khimik var – bortset fra den allerførste scoring – foran hele kampen. Efter første periode førte ukrainerne 19-11, men Bears fik hevet godt igen. Bears var kun bagud 26-27 med 3 minutter og 30 sekunder tilbage af anden periode, men så knækkede filmen fuldstændigt. De næste fem minutter – henover halvlegspausen – scorede Khimik 17 ubesvarede point (ni point før pausen – otte efter), og det kom Bears aldrig tilbage fra.
Bears fik skåret ukrainernes føring til ti point (41-51), men spænding om resultatet kom der aldrig. Khimik leverede kampens andet run på et tociffret antal point (10-0 til 61-41), og så var resten kosmetik.
Tilbage sad at nyde den disciplinerede og velforberedte ukrainske hold, der viste hvorfor holdet blot har tabt en eneste af holdets 20 første kampe i denne sæson. Bears derimod skal tilbage i taktiklokalet og finde modtræk inden returopgøret om en god måneds tid. Inden da venter udekampe i FIBA Europe Cup mod litauiske Juventus og belgiske Mons.
Men inden der er tid til igen at tale om Europa Cup, skal Bears dog igennem en pokalsemifinale på lørdag, en juleferie og et par kampe i Basketligaen.
Pokalsemifinalen er imod Randers Cimbria og spilles lørdag kl. 15.00 i Vejlby-Risskov Hallen.
I onsdagens kamp var Michel Diouf mest scorende (13 point) og bedste rebounder (7 rebounds). Darko Jukic scorede 12 point og tog fire rebounds, mens Chris Christoffersen scorede 10 point og supplerede med fem rebounds.
For Khimik scorede Matthew Shaw 19 point og han supplerede med seks rebounds. Brandon Frazier nåede en double-double (12 point og 10 rebounds – men også syv turnovers). Oleksandar Antypos scorede også 12 point.
REFERAT
Referat
Bakken Bears fik sæsonens tredje nederlag, da Horsens IC på hjemmebane vandt 73-62 efter en for udeholdet katastrofal anden halvleg, hvor der kun blev smidt 19 point i kurven.
Bears startede ellers bedst og nåede foran 21-10 inden første periodes sidste minut. Darko Jukic scorede ni point i første periode, der sluttede 21-15 efter en treer af Vedran Borovcanin.
I anden periode startede Bears også bedst med Michel Diouf som toneangivende, og Bears var foran 27-19 inden HIC endegyldigt over kontrollen over kampen. Et 11-2 run anført af Iffe Lundberg og en velspillende Jyles Smith. Bears sluttede ganske vist perioden bedst af og førte 43-38 ved pausen, men HIC havde momentum.
Det var således også HIC der åbnede tredje periode bedst. Efter blot to minutter var hjemmeholdet foran 46-45, og Bears’ angrebsspil var stivnet. Michel Diouf scorede syv af bjørnenes 11 point i tredje periode. Bears bagud 54-55 inden sidste periode.
Scoringsproblemerne fortsatte efter periodepausen. Horsens scorede de første 14 point i fjerde periode, og vi skulle forbi midten af perioden før bolden gik igennem HICs net. Det blev blot til otte Bearspoint i de sidste ti minutter, og dermed ikke spænding til sidst i kampen.
Nederlaget er Bears’ tredje i Basketligaen, hvor Horsens IC endnu ikke har tabt, og dermed er godt på vej imod at sikre sig førstepladsen.
Bakken Bears spiller igen mandag en uhyre vigtig kamp mod Næstved, der ligesom Bears har syv sejre i ti kampe.
Darko Jukic mest scorende for Bears med 14 point, mens Carles Bivia og Michel Diouf scorede hver 13 point. Måske bedste mand var Keane Thomann, der scorede ni point.
For HIC scorer Nimrod Hilliard 17 point, som han supplerede med seks assists og fem rebounds. Jyles Smith scorede 15 point og tog 11 rebounds. Vedran Borovcanin scorede 14 point og tog ti rebounds.
Referat
Efter et overtidsdrama fik Svendborg Rabbits vendt den seneste resultatmæssigt uheldige stime og tilføjede Bakken Bears det andet nederlaget i sæsonen. Rabbits vandt 102-98 efter at have været skarpest i kampens afslutning.
Bakken Bears fik ellers en drømmestart på kampen. Da Mikkel Plannthin ramte en trepointscoring til føring 13-2 væltede det ind med bamser til Børnenes Kontor som en konsekvens af Bakken Bears Teddy Bear Toss. En pause, der bekom Rabbits bedst, men omvendt øgede Bears føringen i resten af perioden. Bjørnenes største føring var ved 24-9, men den giftige duo Rozzell og Porta var i gang. Rabbits fik reduceret til 28-15 ved periodepausen.
Efter en Portatreer som åbning på anden periode satte 100-kamps jubilar Sebastian Åris fem point i streg til føring 33-18 inden Rabbits gik på et 14-2 run og fik reduceret til 35-32. Antonio Porta var ustyrlig i anden periode, og scorede 18 point i første halvleg. Bears sluttede perioden bedst af og havde det ikke været for endnu en dyb treer af Porta havde føringen ved halvlegspausen været tociffret – nu var den i stedet på 47-40.
Rabbits fik hurtigt reduceret til 49-46 men Bears holdt stand, og føringen nåede at blive på 12 point – 60-48. Med under to minutter igen af tre periode var Bears oppe med ti point – 70-60, men en god fynsk afslutning gav et 6-0 run inden Åris sluttede perioden med en treer.
Rabbits vendte kampen og kom foran efter et 12-0 run. Brandon Rozzell stod for de sidste ti point i det run. Føring 78-73 lignede Rabbits et hold i vinderposition, men igen skiftede kampen. En velskydende Mikkel Plannthin ramte to treere og Michel Diouf satte et par straffekast, og så var Bears igen foran – 81-78. Herefter gik Rabbits på et 5-0 run, og så Bears på et tilsvarende. Rabbits var i vinderposition 91-88 ved indgangen til kampens sidste minut, men en scoring af Diouf og en treer af en indtil da anonym Carles Bivia gav Bearsføring 93-91. Antonio Porta blev fejlet og scorede begge straffekast. Michel Diouf brænder et lille skud inden Rabbits får chancen, men Bivia låger Trevor Noacks skud.
I overtiden er det to trætte hold, der er på banen. Der scores ikke i de første to minutter, og Bears forsøger at sejre ved hjælp af trepointskud. En taktik, der ikke virker, på trods af den del frie skud. Rabbits er mere træfsikre, og scorer holdets straffekast. Bears har ellers chancen for at udligne, da Bivia skyder en treer med otte sekunder igen, og så er det kosmetik, da Darious Moten scorer et straffekast til slutresultatet 102-98.
Bears spiller allerede torsdag igen, når holdet gæster Forum Horsens. Hjemmeholdet Horsens IC fører suverænt Basketligaen med 12 sejre i lige så mange kampe. Bears og Team Fog Næstved deler andenpladsen med syv sejre i hhv ni og ti opgør, og Rabbits har seks sejre i tolv kampe. Rabbits’ næste Basketligakamp er onsdag den 16. december, når Randers Cimbria kommer på besøg.
Referat
Bakken Bears vandt 79-60 i den sidste gruppekamp på udebane mod de slovenske mestre KK Tajfun og gik dermed 6-0 i det første gruppespil. Første gang i Bearshistorien holdet går ubesejret igennem et gruppespil, og første gang i dansk basketballs historie.
De første fem minutter var ret lige, men efter Michel Diouf fik ramt to treere fik Bears slået et lille hul. Diouf scorede 12 point i første periode, som Bears vandt 23-19. Anden periode startede nervøst og selvom Diouf og Sebastian Åris ramte treere fik Bears først rigtig kontrol over tingene midt i perioden. Så gik det imidlertid stærkt og kombineret med at Tajfun intet ramte fik Bears stort set afgjort kampen. Perioden blev vundet 24-7 og halvlegsføringen var dermed på 47-26!
I anden halvleg prøvede Tajfun en sidste gang at lukke hullet, men Bears stod imod og kunne relativt uproblematisk køre sejren hjem. Tajfuns scoringsprocenter var bestemt ikke noget at råbe hurra for, hvilket bl.a skyldes glimrende forsvarsspil fra bjørnenes side. Tajfun fik pyntet på scoren i sidste periode, som hjemmeholdet vandt 17-11, men Bears vandt 79-60. Alle 11 bjørne kom ind og gjorde en fin figur.
Tajfun forpassede med nederlaget chancen for at gå videre til Last32-gruppespillet. Bears er videre og senere onsdag finder klubben ud af hvem den sidste modstander bliver – Mons fra Belgien og Khimik Yuzhny fra Ukraine bliver de øvrige.
Topscorer for Bears var Michel Diouf med 20 point, mens Darko Jukic scorede 18. Mikkel Plannthin scorede 13 point.
Næste opgave for Bears er mandagens Basketligakamp mod Svendborg Rabbits, mens næste opgave i FIBA Europe Cup er onsdag den 16. december, når Khimik Yuzhny kommer på besøg til første kamp i Last32-gruppespillet.
