2017-05-08

BAKKEN BEARS VINDER 15. DM-GULD

Bakken Bears vandt klubbens 15. danske mesterskab, da holdet vandt DM-finaleseriens femte kamp 81-73 over Horsens IC og dermed lukkede serien med scoren 4-1. Efter en lige første periode (22-22), trak Bears fra i de efterfølgende to og trods begyndende passivitet kom Horsens IC aldrig tæt på at bringe serien i sjette finalekamp.

Kampen var lige hele første periode og igen i den første del af anden periode. Fra 29-29 gik Bears på et 7-0 run og fik skabt et hul, der holdt halvlegen ud. Føringen efter første halvleg var på 44-37. I tredje periode indledte HIC med næsten at lukke hullet, da først Myles Mack og dernæst Lawrence Alexander ramte en treer, men Bearsholdet blev ikke ramt af nervøsitet og slog straks tilbage med en treer af DeVaughn Akoon-Purcell og fire point af Michel Diouf.

I kampens 28. minut blev hjemmeholdets forspring for første gang tocifret og selvom HIC fik reduceret skabte to scoringer af Akoon-Purcell et hul på 11 point inden sidste periode (63-52). Et par minutter ind i fjerde periode blev Bearsforspringet på hele 16 point (70-54), men herefter virkede det som om Bakken Bears blev bange for at angribe. Passiviteten tog over, og HIC nåede tættere på. Med to minutter igen fik de forsvarende mestre reduceret Bearsforspringet til at være på otte point (77-69), men igen dukkede Michel Diouf op. Hans flagrende forsvarsspil fik generet utroligt mange HIC-angreb og var afgørende i kampen.

Bakken Bears kunne køre en sejr på otte point i hus til stor jubel for en fyldt Vejlby-Risskov Hal. Det er i øvrigt femte kamp i træk med en fyldt hal – i to semifinaler og tre finaler på hjemmebane har publikum givet noget nær den ideelle opbakning.

Mest scorende for Bears var ligatopscorer og finale-MVP DeVaughn Akoon-Purcell (25 point, 8 rebounds, 4 assists), mens John Williamson (15 point, 6 rebounds) og Michel Diouf (14 point, 11 rebounds) fulgte efter. Mike Gesell nåede 9 point og 4 assists trods en ankelskade allerede i første halvleg.

For HIC scorede Lawrence Alexander 19 point, mens Myles Mack tegnede sig for 13 point, 9 assists og 4 rebounds. Iffe Lundberg havde også en komplet statline med 12 point, 6 rebounds og 7 assists.

 

BEARS VIDERE I POKALTURNERINGEN
23 nov 2025

BEARS VIDERE I POKALTURNERINGEN

Bakken Bears vandt søndag over vinderen af divisionspokalen i østdanmark, Hvidovre, og slog sig...
𝐁𝐔𝐒𝐒𝐄𝐍 𝐄𝐑 𝐓𝐑𝐈𝐋𝐋𝐄𝐓 𝐓𝐈𝐋 𝐇𝐕𝐈𝐃𝐎𝐕𝐑𝐄
23 nov 2025

𝐁𝐔𝐒𝐒𝐄𝐍 𝐄𝐑 𝐓𝐑𝐈𝐋𝐋𝐄𝐓 𝐓𝐈𝐋 𝐇𝐕𝐈𝐃𝐎𝐕𝐑𝐄

På denne skønne søndag er der også udsigt til basketball. Bakken Bears er taget...
BAMSEREGN TIL FORDEL FOR BØRNENES KONTOR
22 nov 2025

BAMSEREGN TIL FORDEL FOR BØRNENES KONTOR

I går til kampen mod Horsens IC blev der udløst bamseregn over Sparekassen Danmark...
BEARS-SEJR I BAMSEREGN
21 nov 2025

BEARS-SEJR I BAMSEREGN

23 sekunder inde i topopgør mellem Bakken Bears og Horsens IC ramte Tymu Chenery...
NEWS ARCHIVE