thomas_laerke-w420

Games | 2019-09-22

Bakken Bears vs. Copenhagen Basketball

Bakken Bears åbnede Basketligaen 2019/20 med en sejr over Copenhagen Basketball. Bjørnene vandt 104-75 over holdet, der i sidste sæson stillede op som Stevnsgade, og bjørnene fik dermed revancheret fredagens europæiske nederlag.

Kampen blev spillet i en rigtig fin ramme i Hadstenhallen, hvor lokale Hawks havde sammensat et glimrende arrangement.

Copenhagen åbnede ellers kampen med rigtig god attitude og energi. Københavnerne fulgte godt med og førte faktisk – anført af en velspillende Filip Rajovic – med 23-20 efter de første ti minutter. Bjørnene kæmpede godt, men fik slet ikke gang i det flydende angrebsspil. I anden periode var Copenhagens amerikaner Pat Burke altdominerende. Burke scorede ni point i perioden, og han bragte dermed sin total op på 15 point – kun overgået af Rajovic, der scorede 16. For Bears satte Ryan Evans 11 point på tavlen i perioden, og han var dermed med til at sikre, at Bears førte 49-43 ved pausen.

I tredje periode fik Bears sat meget mere tryk på forsvaret. Copenhagen blev holdt på 17 point, og duoen Rajovic/Burke ikke nåede mere end i alt syv point i perioden. Bears var stadig udfordret i angrebsenden, men fik fine dunks fra Tylor Ongwae og Ryan Evans. I fjerde periode kunne man godt få det indtryk at kræfterne var ved at slippe op for udeholdet. Der farlige duo satte blot et point på tavlen, mens Igor Bakic steppede op med otte point i perioden. For Bears udnyttede David Efianayi , Darko Jukic og Tylor Ongwae det høje tempo til mange scoringer og flotte dunk. Bears vandt fjerde periode 35-15, så den på papiret sikre sejr blev først grundlagt her.

Mest scorende for udeholdet blev Burke (20 p), Rajovic (19) og Bakic (18 point. For Bears scorede David Efianayi og Ryan Evans hver 18 point, mens Tylor Ongwae scorede 16.

Bears spiller næste gang onsdag den 2. oktober, når sidste sæsons guldvindere møder bronzevinderne fra Næstved, mens Copenhagen to dage senere møder Værløse.

 

Kampens resultat:

104-75

Dato:

søndag 22. september 2019

Tid:

14:30

Arena:

Hadstenhallen

Se statistikken

FOROMTALE: BEARS ÅBNER SÆSONEN I HADSTEN

De forsvarende mestre fra Bakken Bears spiller søndag åbningskampen i Basketligaen 2019/20, når holdet på hjemmebane tager imod Copenhagen Basketball. Bears kan ikke undgå at tage favoritrollen, men dels spilles kampen i kølvandet på to europæiske kampe inklusive lange rejser og dels har Copenhagen et spændende hold, der lover meget mere end sidste sæsons placering i den tunge ende af Basketligaens Pro B.

Copenhagen Basketball – det tidligere Stevnsgade – har et rigtig interessant hold med etablerede danske spillere, unge talenter og dygtige udlændinge. Vi nævner i flæng Alonzo Brooks (amerikanske Stevnsgade-legende), Marius Kasiulevicius (litauisk trepointskytte, tidligere Næstved), Patrick Burke (amerikansk forward med erfaring fra Australien) samt de talentfulde unge danske spillere Igor Bakic, Filip Rajovic og Stefan Jevric. Der er meget spændende materiale – også endnu yngre danske spillere – at arbejde med for coachteamet, der består af Mladen Ostojic og Igor Gavrilovic. Eneste bet er, at Boris Vukicevic kort inden sæsonstarten forlod københavnerne for at rykke til Horsens.

Bakken Bears skal spille åbningskampen blot 44 timer efter holdet senest var i kamp. Det skete i forbindelse med kvalifikationskampen til Basketball Champions League. Og blot 72 timer inden den kamp spillede holdet i Cypern og havde en 17 timers rejse hjem.

Bakken Bears åbner sæsonen på en alternativ hjemmebane. Som led i samarbejdet med basketballklubberne i Aarhus, har klubben valgt at flytte udvalgte hjemmekampe til disses hjemmebane, og kampen mod Copenhagen spilles således i Hadsten, hvor de lokale Hawks har satte alle sejl til for at skabe en attraktiv ramme for kampen, der spilles i Hadstenhallen.

Der er tip off kl. 14:30 – billetter kan købes på www.bakkenbears.com

Hovedsponsorer

Bakken Bears A/S - Vejlby-Risskov Hallen - 8240 Risskov - E-mail: info@bakkenbears.com - Telefon: +45 86 770 700

Website by