thomas_laerke-w420

Games | 2019-11-06

Legia Warszawa vs. Bakken Bears

SEJR I POLSK GYSER

Det afgørende i basketball er at føre til sidst, og den viden havde Bakken Bears afgjort tillært sig i onsdagens udekamp i Warszawa, hvor Legia tog imod. Bakken Bears førte kun i blot 2 minutter og 2 sekunder, men de sidste to sekunder blev afgørende – det var nemlig den tid, der var tilbage på uret, da Ryan Evans satte et skud til slutresultatet 84-83.

Begge hold havde inden dagens kamp tabt til Egis Körmend, men slået Kataja. Derfor var dagens kamp afgørende for, hvilket hold, der skulle lægge sig på puljens andenplads efter de første tre kampe. Nu venter så yderligere tre kampe, der kommer til at afgøre, hvilke to hold der går videre til anden runde. Og intet er afgjort her, idet Kataja, der er uden sejre, spiller alle tre resterende kampe på hjemmebane i det østlige Finland, mens Bakken Bears blot har en enkelt hjemmekamp tilbage. Og det polske hold, der ganske vist blot har en hjemmekamp tilbage, får to nye profiler ind på holdet inden de kommende kampe.

Bears, der var uden en skadet Thomas Lærke, kom skidt fra start, og var bagud 0-8. Fine takter fra Adama Darboe, der scorede seks af bjørnenes første otte point sikrede udligning til 8-8 inden polakkerne igen satte sig på kampen. Hjemmeholdet fik dog aldrig lagt afgørende afstand til Bakken Bears, der blot var bagud 22-17 efter første periode. I anden periode kom Bears godt fra start – bl.a. scorede Chris Ortiz Bears’ første ti point i perioden – og var foran 35-33 inden en meget uheldig afslutning gav polsk pauseføring på 42-35.

Bears gav aldrig op. Darko Jukic, der ellers havde fået et skrub og blot scoret to point i første halvleg, spillede en fremragende anden halvleg, Ortiz spillede flot forsvar på en af polakkernes profiler, Matczak, mens Jonathan Galloway havde en flot indskiftning i tredje periode. Bears var kun bagud 64-61 inden sidste periode fordi polakkernes Finke blev fejlet i et trepointforsøg (og scorede alle tre forsøg).

Bakken Bears var bagud stort set hele fjerde periode. Darko Jukic fortsatte med at score, og selvom der var polsk føring på 80-72 med tre minutter igen, viste Bears karakterstyrke og godt forsvar, da det virkelig gjaldt. Treere af Ortiz og Darboe, et godt drive af Jukic, to flotte scoringer af Diouf og et point fra linjen af Darboe gav Bears mulighed for sejr til sidst, hvor Ryan Evans kunne afgøre kampen. Efter tre time outs på stribe lykkedes det Bears at sikre, at Legia ikke fik en kvalificeret afslutning afsted.

Trods sejren kan det ustabile Bearsspil ikke skjules, og det giver givetvis trænerstaben panderynker, at holdet blev outreboundet (46-37). Legia havde derfor 15 afslutninger mere end Bears, og kun en langt bedre scoringsprocent (48,4 mod 38,0) sikrede den spinkle sejr.

Topscorer for Bakken Bears var Darko Jukic med 18 point, hvoraf 16 blev scoret efter pausen. Jukic supplerede med 5 assists. Chris Ortiz spillede sin bedste kamp i bjørneuniformen med 16 point og virkelig solidt forsvarsspil, mens Michel Diouf scorede 16 point, havde ni rebounds og 3 blocks. Også Adama Darboe skal nævnes med 14 point, 8 rebounds og 5 assists. Topscorer for Legia var Michael Finke (20 point) efterfulgt af Filip Matczak (18).

Legia forstærkes til de afsluttende kampe i puljespillet af den tidligere polske landsholdsspiller Michal Michalak, der blev topscorer i sin debut i søndagens sejr i den polske liga. Ny mand er også AJ English, der i sin tid i Frankfurt har spillet Bakken Bears ud af banen. Endelig forventes Keanu Pinder at være tilbage fra skade til opgøret i Aarhus om tre uger. Det vil gøre polakkerne til et helt andet og meget bredere hold. Inden da skal Bears dog spille på udebane mod Egis Körmend på onsdag og mod Kataja den efterfølgende onsdag. Nu vendes fokus dog mod den hjemlige liga, hvor BK Amager venter på udebane på lørdag.

Kampens resultat:

83-84

Dato:

onsdag 06. november 2019

Tid:

20:00

Arena:

Se statistikken

FOROMTALE: FØRSTE EUROPÆISKE UDEKAMP

Legia Warszawa er et stærkt navn i sportsverdenen, men vi skal en del år tilbage før vi finder hovedstadsklubben øverst i polsk basketball. De seneste år har der dog været fremgang i klubben, der spiller sin tredje sæson i den bedste række i denne omgang.

Legia har fået en svær start på sæsonen med nederlag i de seneste fem kampe, men i søndags fik holdet sin første sejr. Holdet vandt 103-95 over MKS DG i en kamp, der markerede debut til den tidligere polske landsholdsspiller Michal Michalak, der scorede 22 point, tog 5 rebounds og havde 6 assists. Det er dog tvivlsomt om Michalaks internationale spilletilladelse når at blive klar til torsdag.

Hvad Legia ikke har haft i starten af denne sæson i den polske liga har holdet haft i starten af FIBA Europe Cup. I kampen mod Kataja var holdet foran 39-9 inden kampen blev rullet hjem med sejr på 86-55. I kamp to var holdet også foran på udebane mod Egis Körmend inden ungarerne fik vendt kampen til sejr på 74-60.

Legia står dermed – ligesom Bakken Bears – med en sejr i to kampe. Begge hold har fået Kataja og tabt til Körmend, og kampen ser dermed vigtig ud ift at gå videre til næste runde.

Bakken Bears ser ud til at få en holdidentitet som et forsvarshold. I de seneste tre kampe har Bears lukket 73, 70 og 63 point imod hhv Svendborg, Kataja og Horsens IC. En lignende indsats bliver nødvendig mod et polsk hold, der har sine forcer i den defensive ende. Legia er et hold, der spiller bundsolidt – ikke med stort pres, men har et velkoordineret forsvarskoncept med fem spillere, der arbejder sammen.

Legia har et velbalanceret hold, hvor en spiller – i hvert fald i Europa – stikker ud scoringsmæssigt. Den amerikanske power forward Michael Finke snitter 20,5 point (top 10 i hele FIBA Europe Cup) samt 6,5 rebounds.

Legia deltog – ligesom Bakken Bears – i kvalifikationen til Basketball Champions League. Holdet vandt begge kampe over Sigal Prishtina fra Kosovo – begge kampe med to overskydende point. I anden runde var Nizhny Novgorod fra Rusland for stærke. Russerne vandt med 13 point i Polen og med 15 point hjemme.

Bakken Bears har fået et par vigtige sejre indenfor den seneste uge. Kataja blev besejret i onsdagens kamp og søndag vandt Bears topopgøret i Basketligaen over Horsens IC.

Der er tip off kl. 20.00 – kampen kan ses på FIBAs YouTube-kanal.

 

Hovedsponsorer

Bakken Bears A/S - Vejlby-Risskov Hallen - 8240 Risskov - E-mail: info@bakkenbears.com - Telefon: +45 86 770 700

Website by