VIGTIG SEJR I UNGARN

Bakken Bears vandt 86-80 på udebane over Egis Körmend, og da Kataja samtidig vandt hjemme (efter dobbelt overtime) over Legia Warszawa, kan Bears gå videre med en sejr i en af de to resterende kampe.

Bears startede flot og kom foran 12-5, men gik så i stå mod et Egis Körmend-hold, der var uden Jordon Varnado, men hvor Krisztofer Durazi spillede sit livs kamp. Durazi scorede 15 point i første halvleg, men Bears debutanten Nimrod Hilliard svarede igen med 13 point i de første tyve minutter. Egis Körmend kom foran 22-15, inden Bears sluttede perioden bedst af og fik reduceret til 25-21 efter ti minutter.

I anden periode indledte hjemmeholdet med at smide bolden væk nogle gange, og Bears kom foran 29-27 inden hjemmeholdet igen var bedst. Da Körmend havde point guard Frank Turner på bænken kunne bjørnene igen tage teten og var foran 40-36, inden hjemmeholdet fik sluttet bedst af. 41-41 ved pausen.

Tredje periode var helt lige. Bears nåede foran med fem point et par gange undervejs, bl.a. på baggrund af et fremragende indhop af Morten Sahlertz, men de ungarske vicemestre fik udlignet til 60-60 inden sidste periode.

Bearsholdet havde kæmpet med reboundspillet i de første perioder, men fik styrket indsatsen under kurven i fjerde periode. Morten Sahlertz fortsatte sit gode spil ved at ramme en treer, og sidste gang Körmend var foran var da Durazi dunkede sine eneste to point i anden halvleg i kurven til 70-69. I slutfasen var det Hilliard, Diouf og Jukic med treere samt Darboe og Evans fra straffelinjen, der afgjorde kampen.

Bakken Bears har dermed tre sejre efter fire kampe – ligesom Körmend. De to hold er lige indbyrdes, idet ungarerne vandt med seks point i Aarhus og den samlede score er også helt lige (begge hold er +20 – det bliver afgørende, hvis de to hold slutter a point). Begge hold mangler en tur til Finland og en kamp mod Legia (Bears hjemme – Körmend ude). Legia og Kataja har begge blot en enkelt sejr og skal dermed vinde begge de sidste to for at have chancen for at gå videre.

Debutanten Nimrod Hilliard blev topscorer med 19 point på 10 skud, og han supplerede med seks assists, mens Ryan Evans scorede 16. Darko Jukic og Michel Diouf scorede hver 14 point. For Körmend havde Frank Turner 18 point og 10 assists, mens Durazi scorede 17 point og Justin Edwards 16.

Bears spiller næste gang på søndag hjemme mod Værløse.

 

Dagens ungarske vicemestre lagde hårdt for land med en lynhurtig trepointscoring efter flot gennemspil et helt frit skud. De danske mestre svarede dog hurtigt igen i den anden ende med trepointsscoring af Tylor Ongwae. Begge mandskaber begyndte kampen i enormt højt tempo og flotte scoringsprocenter. Gæsterne fra Ungarn trak dog en smule fra efter tre minutter af første periode med flere scoringer i træk. Dette bragte desværre for Bakken Bears stillingen op på 5-12. De aarhusianske værter bragte efterfølgende Michel Diouf og Adama Darboe på banen, og det var i den grad med til at gøre en forskel. På ganske få minutter var ”Bjørnene” foran med 15-12 til stor jubel fra et veloplagt publikum i Vejlby-Risskov Hallen. Bears-spillerne virkede til at lukrere på energien fra lægterne, og de fortsatte det imponerende momentum, hvilket bragte stillingen op på 20-14 med to minutter tilbage af første periode. Bakken Bears lignede efter første periode et mandskab, der spillede med det samme velkendte tempo fra de europæiske kampe var de foregående sæsoner, og de vandt første periode med 25-17. Tylor Ongwae imponerede med 10 point i perioden.

”Bjørnene” var det nordlige Aarhus virkede dog ikke til at have spist sig mætte efter første periode, og de fortsatte med at sætte klørene i de ungarske gæster i begyndelsen af anden periode. Med to minutter spillet af perioden var stillingen 34-19. Bakken Bears spillede på dette tidspunkt med enormt stort overskud, og gæsterne virkede ikke til at have løsningerne i hverken angrebet eller forsvaret. Men bedst som Bakken Bears bragte sig komfortabelt foran, så begyndte holdet at brænde for mange muligheder omkring kurven og bag trepointslinjen, og det fik gæsterne til at indhente forspringet med små skridt, og med fem minutter til pause var ”Bjørnene” pludselig kun foran med tre point. Head coach Steffen Wich foretog derfor en velovervejet timeout for at sætte en stopper for gæsternes momentum. Bakken Bears fik også en smule bedre fat efter den korte pause ved igen at sætte point på tavlen. Stillingen var dog meget lige op til pausen, hvor de to hold kunne gå til pause med stillingen 44-40.

Bakken Bears kom bedst ud efter pausen ved at sætte fire hurtige point på tavlen. Hjemmeholdet åbnede med de flotte takter fra anden periode og bragte sig foran med 50-42 efter to minutter af tredje periode. ”Bjørnene” spillede tålmodigt angrebsspil og lod bolden gøre arbejdet. Det førte blandt andet til et helt frit trepointskud fra publikumsfavoritten Michel Diouf. Den lange senegaleser ramte treeren til stor tilfredshed for hjemmepublikummet. De danske mestre bragte sig med treeren foran med 55-44 med fem minutter spillet af tredje periode. Gæsterne fra Ungarn fik efterfølgende en smule bedre fat, men det var ikke nok til for alvor at bringe sig tilbage i kampen. Opgøret var dog forsat meget åbent med en Bakken Bears-føring på syv point til stillingen 58-51 med to minutter tilbage af tredje periode. Tredje periode sluttede 63-57.

De danske mestre fra Bakken Bears kom meget skidt ud til fjerde og sidste periode. De ungarske vicemestre scorede ni point i træk og bragte sig foran i kampen for første gang siden begyndelsen af kampen. De skulle gå to minutter af perioden, før ”Bjørnene” kom på scoringstavlen. Hjemmeholdet var dog kun bagud med to point med seks minutter tilbage af kampen, og kampen var derfor stadig helt åben. En velmødt Vejlby-Risskov Hallen leverede også en fremragende indsats ved højlydt at bringe holdet fremad. Med et fremragende alley-oop til Tylor Ongwae og en flot forsvarssekvens af Bakken Bears kom man tilbage i kampen med stillingen 75-76 med blot tre minutter tilbage. Hallen var på kogepunktet. Tylor Ongwae bragte holdet foran med en lang treer. 81-79. Den hæsblæsende afslutning faldt dog ikke det aarhusianske hjemmeholds vej, da man i slutminutterne brændte for mange chancer og ikke kunne finde vej til kurven. Bakken Bears taber derfor onsdags kamp og første opgør i dette års FIBA Europe Cup med 81-87.