Referat

I en kogende Vejlby-Risskov Hal var det i sandhed lige ved og næsten da Bakken Bears spillede den femte kamp i FIBA Europe Cups Round of 32. Bears mødte Juventus Utena på hjemmebane, og tabte efter overtime.

Godt 1200 tilskuere fyldte næsten den gamle hal helt op, og godt krydret med ca. 250 litauiske gæster blev der fyret op under stemningen fra start. Mens Bakken Bears ikke havde noget at spille for, blev litauerne mødt med kravet om sejr, hvis holdet fortsat selv skulle kunne afgøre sin skæbne i forhold til kvalifikation til næste runde.

Første periode var utrolig tæt. Største forskel på de to hold var tre point (7-4, 9-6 og senere 15-12 til Bears). Litauerne sluttede bedst af og kort før tid scorede Chavaugn Lewis til udeholdsføring på 20-19. For Bears var Shawn Glover varm med syv point i den indledende fase af kampen.

Juventus scorede de første fire point i anden periode og nåede således foran 24-19 inden Chris Christoffersen reducerede til 21-24. Herefter satte Carles Bivia tryk på og med to treere gav han føringen tilbage til Bears. Holdene fulgtes ad til 31-31 inden et frustreret udehold mistede fokus og Bears scorede på straffekast som følge af alle typer fejl – almindelige, tekniske og usportslige – til føring 37-31. Alijevas reducerede rutineret til 33-37 ved periodens udløb.

Bears kunne – trods føringen – ærgre sig over for mange missede straffekast og nogle åbne treere, der røg ved siden af kurven – men omvendt være tilfredse med intensiteten.

I tredje periode åbnede Darko Jukic scoringen inden seks litauiske point gav udligning. Perioden forløb helt lige indtil Butterfield og Urbutis sluttede med fire point og føring til Juventus på 60-57.

Da en velspillende Zelionis bragte sit hold foran 67-60 med knap syv minutter igen begyndte det at se svært ud for Bears. Bears havde svært ved at score og med 1 minut og 15 sekunder igen var holdet bagud med 66-72. Shawn Glover fulgte en fin indsats op med at sætte sin første treer og efter en straffekastscoring af Darko Jukic og et fastbreakdunk 15 sekunder inden slutsignalet bragte balance i stillingen og stemningen i top. Litauerne havde to chancer til at score, men Bears fik rebounden og Morten Sahlertz’ skud fra egen halvdel var ikke langt fra at ryge i.

I overtiden var Juventus stærkest. Holdet scorede hele 21 point, heraf scorede Spencer Butterfield 12! Bears kunne ikke få stops, og når litauerne ikke scorede tog de angrebsrebounden og kunne forsøge igen.

Med sejren til Juventus og Mons’ sejr over Khimik, er der nu spænding inden sidste runde, hvor Juventus tager imod Khimik og Bears får besøg af Mons. Udover Bears kan alle tre hold slutte i top to og dermed gå videre, så der er lagt op til to virkelig spændende kampe.

Mest scorende for Bears var Darko Jukic med 18 point, mens Shawn Glover scorede 17 og Michel Diouf 15 (som han supplerede med ni rebounds). For udeholdet scorede Spencer Butterfield 23 point og han tog otte rebounds.

Næste kamp for Bears er søndagens udekamp i Basketligaen i Næstved.

Referat

Bakken Bears fik en lektion i litauisk basketball, da holdet onsdag aften tabte til Juventus Utena. Bears kom stort bagud fra starten af kampen og selvom holdet fik skåret føringen til fem point i starten af tredje periode, var Bears ikke tæt på sejren.

Der var tale om en urimeligt dårlig første periode, hvor Michel Diouf var eneste Bearsspiller, der scorede. Han 8 point blev modsvaret af 23 fra hjemmeholdet – og så var der lang vej hjem for bjørnene.

Amerikanske Shawn Glover fik debut for Bears, og han gjorde en fornuftig figur. Men det var først da Chris Christoffersen kom ind, at Bears fik fat. Den lange bornholmer fik generet hjemmeholdets spillere, men Bears fik ikke styr på forsvarsreboundsene. Juventus tog hele 11 angrebsrebounds i første halvleg og i det lys var det imponerende, at Bears kun var bagud med 36-43 ved pausen, bl.a takket være en treer til allersidst af Darko Jukic.

Var der håb om en lige anden halvleg i omklædningsrummet, blev det aldrig indfriet. Juventus var skarpere og da først Samenas begyndte at ramme bag trepointlinjen var kampen forbi. Efter ikke at have scoret før pausen scorede han 23 point (inkl. fem trepoinscoringer) i de sidste 20 minutter! Så var spændingen forduftet og hjemmeholdet kunne trille sejren hjem. Og så må det konstateres at når modstanderne vinder reboundkampen 47-25, så er det meget, meget svært at vinde.

Shawn Glover fik scoret otte point i sin Bearsdebut, men mest scorende blev Michel Diouf med 15 point. Darko Jukic scorede 13, mens Mikkel Plannthin scorede 12 og Carles Bivia 10. For hjemmeholdet var Samenas mest scorende – med næsten dobbelt så mange point som de næstbedste scorende: Zelionis og Dimsa scorede hver 12.

I næste runde spiller Bears igen på udebane, når holdet tirsdag spiller mod belgiske Mons-Hainaut, der onsdag tabte i Ukraine mod Khimik. Inden da spiller Bears hjemme mod SISU – søndag kl. 15.00.