Kampen begyndte i højt tempo fra begge mandskaber, hvor begge hold fik point på tavlen indledningsvist. Angrebene løb sjældent skuduret ud, eftersom begge hold løb meget med bolden. Bakken Bears startede kampen som så mange gange før med et fuldbanepres, men Værløse løste det glimrende i opgørets begyndelse. Kampens efterfølgende minutter var dog en noget rodet affære, hvor begge mandskaber brændte mange chancer. De mange brændte chancer førte til utroligt mange rebounds, og det blev bedst illustreret ved syv rebounds til Bakken Bears’ Michel Diouf allerede efter syv minutter af kampen. Første periode var med to minutter tilbage fortsat hele lige med stillingen 10-10. Hjemmeholdet fra Værløse gjorde det utroligt godt, hvor især Richard Granberry voldte gæsterne store problemer. Bakken Bears brændte alt for mange muligheder i første periode, og det var hjemmeholdet fra Værløse gode til at udnytte. Sjællænderne gik uimponeret til kampen, og de kunne slutte første periode med en føring på 15-14. Bakken Bears kunne ikke være tilfredse med sine skudprocenter.

Bakken Bears åbnede anden periode meget bedre, og de fik hurtigt skabt en føring med en treer fra Morten Sahlertz og Hayden Dalton. I anden periodes åbning var det nu i stedet hjemmeholdet fra Værløse, der havde problemer med at få scoret. Bakken Bears formåede at spille et til tider træt Værløse-mandskab tynde. Aarhusianernes amerikanske Hayden Dalton åbnede perioden med 10 point på blot tre minutter. Hjemmeholdets Richard Granberry var fortsat sjællændernes bedst mand. Hans gode fysik var en udfordring for Bears, og amerikaneren fremtvang mange fejl på Bears-spillerne. Skudprocenterne fra Bears var til trods for føringen stadig en udfordring, hvor alt for mange oplagte scoringsmuligheder blev misbrugt. Bakken Bears kunne dog stadig gå til pause med en føring på 31-40. Det var måske forventet, at Bakken Bears ville dominere kampen, men det havde bestemt ikke været tilfældet i første halvleg.

Værløse åbnede tredje periode med to turnovers, der førte til to scoringer for Bakken Bears. Steffen Wichs mandskab havde skruet gevaldigt op for den defensive intensitet. Værløse virkede en smule nervøse, og Susie Heede-Andersen foretog en hurtig timeout for at få styr på tropperne. Efter timeouten kom der en lille smule mere styr på det for hjemmeholdet, hvor Bears ikke længere trak fra. Forspringet på plus ti forblev dog det samme i mange minutter. Bakken Bears havde indtil videre ikke haft en eneste offensiv rebound, hvilket var medvirkende til, at hjemmeholdet fra Værløse hang på i kampen. Hjemmeholdet var bedre med i tredje periode, men udeholdet kunne lukke tredje periode med en føring på 50-63.

Værløse åbnede fjerde og sidste periode med en blokering og en treer i den anden ende. Den perfekte start på fjerde periode, hvis Værløse skulle tilbage i kampen. Et forspring på ti point ville ikke være umuligt at hente. Værløse havde dog ikke held med at bevare momentum, og udeholdet fra Bakken Bears skruede en smule op for tempoet og øgede forspringet igen. Værløse nægtede dog at give op, og særligt Richard Granberry spillede med musklerne. Amerikaneren kom til flere scoringer og fremtvang igen flere fejl fra Bears-spillerne. Værløse kom rigtig godt med mod slutningen af kampen, og med et minut tilbage var Bears-forspringet reduceret til blot otte point. Kampen dog med en udesejr til Bakken Bears med cifrene 78-90. Aarhusianerne levede op til favoritværdigheden men spillede ikke nogen god kamp. Bjørnene virkede ikke fuldt ud fokuserede i kampen, og det virkede som om, at man allerede havde onsdagens hjemmekamp i FIFA Europe Cup mod Steaua Bucarest i tankerne. Bakken Bears skal i hvert fald vinde et gear eller to mere frem, hvis man skal have noget med fra den kamp.

Mest scorende spiller for Bakken Bears blev Ryan Evans med 17 point.

Aftenens kamp i Vejlby-Risskov Hallen mellem Bakken Bears og Randers Cimbria begyndte med højt tempo. Udeholdet fra Randers åbnede med en flot forsvarsaktion, hvor man fik fremtvunget et steal. Det var dog det aarhusianske hjemmehold, der fik bolden gennem kurven først. Amerikanske Ryan Evans satte to point på tavlen. Randers svarede dog igen i den anden ende med en lang treer. Cimbria fra dog ikke ene om at stå godt i forsvaret. Bakken Bears’ Tylor Ongwae ville også lege med, og han lavede et flot steal, der førte til en dunk i den anden ende til stor begejstring for hjemmeholdets fremmødte tilskuere.

Det lignede herefter et lille overtag til Bakken Bears, hvor amerikanske Tobin Carberry blev fejlet på en treer og scorede på alle tre efterfølgende straffekast. Dette gav på daværende tidspunkt en føring på 13-8 til hjemmeholdet, hvor amerikaneren havde sørget for syv af dem. Men bedst som det så ud til at gå Bears’ vej, så smed hjemmeholdet flere bolde væk i angrebet. Randers udnyttede uskarpheden fra værterne. De arbejdede sig stille og roligt ind i kampen, og med blot ét minut tilbage kom Randers foran for første gang i kampen til stillingen 20-21. Bakken Bears’ rutinerede Adama Darboe lukkede første periode af med en treer, og Bears førte nu pludselig med 23-22 ved slutningen på første periode. En periode med flot spil fra begge mandskaber, der skiftedes til at tage føringen flere gange.

Bakken Bears åbnede anden periode bedst med fire ubesvarede point, men det var alligevel hjemmeholdets head coach Steffen Wich, der tog kampens første timeout. På Bears-bænken var man ikke tilfreds med rebound-arbejdet, hvor Randers fik fat i det hele. Dette virkede til at sætte noget i gang hos hans spillere, eftersom de fik fat i flere rebounds med scoringer til følge. Dette fik Randers’ head coach Jimmy Moore til at tage timeout, men lige lidt hjalp det for gæsterne. Bakken Bears dominerede resten af perioden. Randers havde svært ved at følge op på deres gode første periode, og bjørnene kunne gå til pause med en føring på 59-32.

Tredje periode fortsatte med samme billede, hvor Bears var solide og effektive i begge ender af banen. Angrebsspillet var gået fuldstændig i stå for Randers, hvor man brændte alt for mange chancer. De havde det også svært med hjemmeholdets defensiv, der var gode til at lægge pres og stresse kronjyderne, hvilket frustrerede dem. Chris Nielsen var bedste mand for Randers, og han scorede mange flotte point. Dette var dog ikke nok, når man generelt brændte for mange chancer og ikke kunne dæmme op for Bakken Bears’ offensiv. Aarhusianerne virkede ikke til at skue til scoringstavlen undervejs, og de bankede derudaf. Tredje periode sluttede med cifrene 83-47.

Fjerde og sidste periode var lidt en flad fornemmelse, hvor man sad med indtrykket af, at kampen reelt var afgjort for mange minutter siden. Udeholdet fra Randers skal dog roses for at spille en flot periode. De spillede for at slutte godt af trods det ventede nederlag, og de formåede at vinde fjerde periode med 27-26. Dette var dog ikke nok til at ændre på, at der var klasseforskel i Aarhus torsdag aften.

Bakken Bears indledte returkampen i Vejlby-Risskov Hallen med flot forsvar, og man fik spillet sig til fine muligheder i offensiven. Afslutningerne var dog ikke helt skarpe nok, og der var derfor udeholdet fra Spirou Charleroi, der kom først foran i kampen med to point fra et dunk. Bears svarede dog fint igen med en fremtvungen turnover til Spirou, og Ryan Evans blev fejlet under kurven i en kontra og fik to straffekast til hjemmeholdets første point i kampen.
Bakken Bears fik dog problemer i offensiven i de efterfølgende minutter, hvor omgangen med bolden var for langsom. Belgierne kom dog fint i gang rent offensivt, og de kom også foran med 1 – 11 efter 6 minutter af første periode. Danskerne havde virkelig problemer i kampen på dette tidspunkt. Head coach Steffen Wich tog som resultat en klog timeout. Holdet fik snakket om tingene, og særligt Darko Jukic virkede ikke tilfreds med tendensen i kampen, og han trådte virkelig i karakter. Jukic var hovedarkitekten med seks point i træk til hjemmeholdet. Bears var kommet bedre med i kampen, men forspringet til Spirou var mere eller mindre det samme, da belgierne fortsat kom til point. Morten Sahlertz fik dog hallen til at eksplodere med en flot treer, som han oven i købet blev fejlet på. Han formåede dog ikke at score på straffekastet, der kunne have gjort det til et firepointsspil. Første periode bar præg af, at belgierne kom alt for nemt til point, hvor Bakken Bears skulle arbejde mere for sine egne point. Perioden sluttede 14 – 29.

Udeholdet fra Spirou åbnede anden periode med en lang treer. De virkede virkelig til at have tur i den til dagens kamp, hvor de ramte det hele. Michael Diouf svarede hurtigt igen med to point, men det overordnede billede var, at aarhusianerne havde store problemer med at dæmme op for udeholdets flotte angrebsspil. Belgierne kom let til point, og danskerne kunne ikke ramme sine skud. Denne svære periode i kampen gav udeholdets største føring i kampen på hele 20 point til stillingen 17 – 37. Spirou viste virkelig prøver på sine offensive kvaliteter, hvor de hele tiden fandt den åbne mand til fri afslutninger. Hvis ikke de scorede på sine skud, så blev de fejlet og kom på straffekastlinjen.
Bears kom efterfølgende en lille smule bedre med i kampen rent defensivt, hvor man formåede at få nogle stops. I den anden ende satte Thomas Lærke en flot treer, hvilket bragte tændingen tilbage på banen såvel som på tilskuerpladserne. Offensiven begyndte stille og roligt at rulle efterfølgende, og kampen begyndte at blive enormt fysisk præget. Hårde fejl blev begået, og en usportslig fejl bliver begået af Spirou, der giver Bears to straffekast og boldbesiddelse. Dette kunne meget vel vise sig at være et momentumskift i kampen. Vejlby-Risskov Hallen var fuldstændig elektrisk, og publikum bakkede enormt op om holdet. Der var på dette tidspunkt mange spændinger mellem de to hold på banen, og begge hold virkede til at ville give alt for at gå videre til næste runde. Bakken Bears var bestemt ikke klar til at lægge sig ned trods det store forspring til Spirou på 17 point. Der var en tydelig tro på, at tingene stadig kunne lade sig gøre. I de døende sekunder af anden periode opsnappede Hayden Dalton bolden og driblede op ad banen, og han sendte en perfekt treer afsted i kurven. Desværre havde amerikaneren ikke sluppet bolden i tide, og der var derfor ingen buzzerbeater til hjemmeholdet i denne omgang. Paustillingen lød derfor på 30 – 47.

Bakken Bears kom flot ud til tredje periode med en flot blokering af Ryan Evans i forsvaret. Pausen virkede til at være kommet forsvaret til gode, der stod rigtig solidt i begyndelsen. Darko Jukic åbnede med en treer, og den elektrisk stemning fortsatte i hallen. Holdet virkede enormt opsatte på at komme tilbage, og det begyndte også at de lovende ud, da Tobin Carberry sendte en succesfuld treer af sted og blev fejlet samtidig. Han scorede efterfølgende på straffekastet og gjorde det til et firepointsspil. Alt klikkede for Bears på dette tidspunkt, og angrebet var brandvarmt. Darko Jukic sendte en flot treer afsted til stillingen 42 – 49. Hallen eksploderende. Bears var tæt på at fuldende et formidabelt comeback. Spirou kæmpede virkelig med at få offensiven til at fungere, og Bears reducerede yderligere til stillingen 47 – 51. Hjemmeholdet havde gang i en sand pointfest, og Tylor Ongwae ville også lege med. Kenyaneren sendte en succesfuld treer afsted, og Spirous forspring på 20 point var reduceret til et enkelt point, hvilket betød, at Bears var foran i det samlede regnskab efter en topointssejren på udebane. Belgierne virkede helt klart rystede, og Vejlby-Risskov Hallen var på kogepunktet. Det var en fremragende tredje periode af Bakken Bears, der vandt perioden med 27 – 12. Bjørnene var ikke klar til at gå i vinterhi. De havde spist sig ind på belgierne, som var det belgiske vafler. Tredje periode endte 57 – 59, så det var fuldstændig lige mellem de to hold. Der ventede derfor nogle neglebidende sidste ti minutter i fjerde og sidste periode.

Fjerde periode åbnede meget kaotisk, men begge hold ofrede alt i duellerne om bolden. Michel Diouf leverede en flot blokering, og Adama Darboe satte en flot treer i den anden ende. 60 – 59 til Bears. Spirou arbejdede sig gradvist tilbage i rytmen i fjerde periode, og kampen var helt lige. Det var marginaler, der skulle afgøre kampens udfald. Belgierne begyndte at få bedre fat rent defensivt, og Bears fik derfor kun sendt pressede afslutninger afsted. Momentum svingede afslutningsvist til udeholdets fordel efter en flot blokering i forsvaret og en scoring i den anden ende. Det så på nuværende tidspunkt svært ud for Bears med stillingen 64 – 72. Thomas Lærke satte dog igen lidt liv i kampen med to point på tavlen med en flot aktion, og Hayden Dalton satte en flot treer med blot et minut tilbage af kampen til stillingen 69 – 72. Samtlige tilskuere i Vejlby-Risskov Hallen rejste sig op i håbet om at hjælpe holdet med at fuldende comebacket og skabe sensationen ved at slå det belgiske klassemandskab. Med få sekunder tilbage af kampen havde Bakken Bears brug for et stop, så de kunne forsøge at afgøre kampen til egen fordel. Men med en flot angrebsaktion af Spirou til sidst i kampen måtte Bakken Bears inkassere to point og se nederlaget i øjnene. Det blev dermed et nederlag på 69 – 74 trods en fremragende indsats og formidabelt comeback mod et belgisk klassemandskab.

I kampens indledning kom hjemmeholdet fra Spirou Charleroi hurtigt ud ad starthullerne med hurtige tre point på tavlen, og det var svært ikke allerede at bekymre sig en smule for det belgiske storholds kvaliteter. Bakken Bears svarede dog hurtigt igen med to point fra Michel Diouf efter et en klassisk fade-away. Danskerne fik efterfølgende lukket ned for mange af belgiernes angreb med flot opdækning. Tobin Carberry bragte holdet foran med en flot aktion og to point under kurven. Bears fik efterfølgende et flot stop i forsvaret, og det førte til et kontraangreb med tre point til følge fra Tobin Carberry. Fremragende begyndelse for aarhusianerne. Spirou Charleroi havde store problemer med at finde vej gennem den danske defensiv. Bears fik endnu et stop, der medførte to point fra Jukic i den anden ende. På hjemmeholdets efterfølgende angreb smed de bolden væk, og Bears straffede det med en hurtig treer. 5 – 12 til Bears og belgierne tog timeout. Mod slutningen af første periode havde Spirou fortsat svært ved at komme til muligheder, men de fik alligevel scoret på nogle svære skud. Bakken Bears havde mange muligheder i angrebet, men der blev brændt alt for mange chancer. De brændte muligheder førte i sidste ende til et comeback fra hjemmeholdet, og de to hold måtte se første periode slutte med stillingen 18 – 15 til hjemmeholdet. Bears gjorde dog god figur mod forhåndsfavoritten i første periode.

Anden periode blev åbnet med en bedre offensiv fra Bears side. Hayden Dalton sørgede for periodens første to point med en flot fade-away til stillingen 18 – 17. Spirou Charleroi begyndte dog så småt at finde eksempler frem på sin skræmmende offensiv, hvor de spillede bolden flot rundt og fandt den frie mand hver gang. Hjemmeholdet skrabede alle rebounds til sig i begge ender af banen, men Bears kæmpede dog bravt, og de var forsat helt med i opgøret. Men til trods for hjemmeholdet fine spil, så havde de problemer med effektiviteten. Det udnyttede Hayden Dalton med en flot treer, og pludselig var Bears foran i kampen. Dette fik Spirou til at tage endnu en timeout, men det var danskerne, der kom bedst ud efterfølgende. Med en lang toer af Diouf og en flot treer af Carberry, så var Bakken Bears nu foran med 22 – 29. Der begyndte dog at melde sig en smule træthedstegn for danskerne mod slutningen af anden periode, hvor man spillede bolden for lidt rundt grundet manglende løb for hinanden. Det blev en smule for individuelt, og det straffede Spirou ved at score fem ubesvarede point til pausestillingen 27 – 29. Bakken Bears førte dermed til pausen efter en formidable og meget disciplineret første halvleg mod et belgisk klassemandskab. Bears førte til pausen til trods for mange brændte chancer i angrebet. Forsvaret stod dog solidt og forcerede flere turnovers.

Bakken Bears kom ud til tredje periode som lyn og torden. Med to hurtige point af Adama Darboe og en blokering i den anden ende af Michel Diouf, så virkede det rigtig lovende for danskerne. Hjemmeholdet fik dog lige pludseligt momentum og scorede på hvert angreb. I løbet af få minutter havde belgierne scoret otte ubesvarede point, hvilket fik head coach Steffen Wich til at tage en klog timeout for at bryde hjemmeholdets gode rytme. Den korte pause virkede til at få lidt ro på gemytterne, og Darko Jukic scorede hurtigt to point og trak en fejl og gjorde det efterfølgende til et trepointsspil med scoring på straffekast. Bears kæmpede sig efterfølgende tilbage i kampen med flere scoringer i træk, og de havde fundet et modsvar på hjemmeholdets otte ubesvarede point. Resten af perioden forløb meget lige mellem de to hold, og de skiftede til at sætte point på tavlen. De fulgtes ad i resten af perioden, og tredje periode sluttede med stillingen 47 – 45 til belgierne. Med blot en enkelt periode tilbage sad man med et indtryk af, at danskerne sagtens kunne spille op med det belgiske storhold. Der kunne godt ligge et flot resultat og vente for enden af fjerde og sidste periode. Med Bakken Bears’ indsats indtil videre var der i hvert fald forudsætninger for et overraskende resultat.

Forhåbningerne fik dog kortvarigt et hug i tuden, da Hayden Dalton uheldigt fejlede en modstander på et trepointsforsøg til stor frustration for Steffen Wich på sidelinjen. Hjemmeholdet fik tilkendt tre straffekast og scorede efterfølgende på to af dem. Hjemmeholdet førte nu med 49 – 45. Det var sådanne fejl, Bakken Bears ikke måtte lave, hvis man skulle have det bedst mulige resultat med hjem til Danmark. Det virkede dog ikke til at slå Bears ud. Tværtimod. Holdene skiftedes til at score i hver sin ende. Det belgiske storhold havde helt klart håbet af have skabt et større forspring til Bears på nuværende tidspunkt, men bjørnene hang i med kløerne. De ville have et resultat med hjem til Aarhus. Det var tydeligt for enhver. Med stillingen 52 – 50 var danskerne da også godt på vej mod et sensationelt resultat på udebane mod forhåndsfavoritten. Ved stillingen 54 – 53 havde Bears mange muligheder for at bringe sig foran i kampen, men de smed alt for mange bolde væk. Med få minutter tilbage af opgøret fik Bears dog lige præcis, hvad de havde brug for, når man ikke havde held med at spille sig igennem forsvaret. Michel Diouf steg til vejrs og scorede en flot treer til udligningen 56 – 56 med to minutter tilbage. Der var derfor lagt op til noget af et drama de sidste par minutter. Kunne Bakken Bears holde fast og skabe sensationen? Med 51 sekunder tilbage af opgøret bragte hjemmeholdet sig foran med 59 – 58 efter flot scoring af hjemmeholdets point guard Alexandre Libert. Det lignede derfor en belgisk hjemmesejr med mindst mulig margin. Med 30 sekunder tilbage af det dramatiske opgør modtog Darko Jukic bolden fra Adama Darboe ude ved venstre hjørne. Han skuede kortvarigt til kampuret, og da der ikke var en holdkammerat åben, så besluttede Jukic at udfordre på ydersiden mod kurven. Danskeren slog din direkte modstander og scorede to point til stillingen 59 – 61, hvilket blev kampens endelige resultat. Bakken Bears slår derfor sensationelt det belgiske storhold og forhåndsfavoritter fra Spirou Charleroi i en lavtscorende kamp med masser af fejl fra begge sider. Der venter dermed et yderst spændende returopgør i Vejlby-Risskov Hallan lørdag klokken 14:00.

I kampens åbning var begge mandskabers angrebsspil præget af mangel på koncentration. Kampens indledende minutter forløb uden scoringer fra nogle af holdene. Det var dog udeholdet fra Leicester Riders, der kom først på tavlen med to point. Hjemmeholdet fra Bakken Bears lavede fejl på fejl, og det virkede til, at de havde enormt svært ved at finde sit vante spil i kampens indledning. Der måtte gå hele tre minutter, før aarhusianerne fik point på tavlen. Det virkede dog hurtigt som om, at holdet bare skulle ryste den nervøse begyndelse af sig. Ryan Evans satte tempoet op med et par scoringer, og med et efterfølgende dunk fra Michel Diouf, var momentum pludselig vendt til Bears’ favør. Med to flotte treere fra Darko Jukic, var hjemmeholdet fra Bakken Bears pludselig i front foran en fyldt Vejlby-Risskov Hallen. Bears havde nu fundet rytmen i begge ender af banen, hvor blandt andet en af de nye spillere i form af Ryan Martin gjorde god figur med flere scoringer og rebounds. Bakken Bears spillede mod slutningen af første periode fremragende basket. Adama Darboe var på dette tidspunkt flyvende, hvilket kom til udtryk ved en frispilning af Ryan Martin med en aflevering bagom ryggen til en fri og succesfuld trepointsscoring, hvilket satte godt gang i Vejlby-Risskov Hallen. Bears sluttede første periode med en føring på 22 – 13.

Udeholdet fra Leicester kæmpede igen med spillet indledningsvis i anden periode, hvilket bedst blev illustreret ved et mislykket frit dunk til stor jubel for tilskuerne. Riders virkede tynget af presset fra Bears. I den anden ende flød angrebsspillet for hjemmeholdet med spektakulære dunks og trepointsscoringer. Bakken Bears var flyvende, og Leicester følte sig nødsaget til at tage en timeout efter endnu et dunk fra Bears – denne gang fra Tyler Ongwae. Vejlby-Risskov Hallen var på kogepunktet. Leicester kom kun til point fra straffekastlinjen. Englænderne blev overmatchet på alle parametre, og Bears fik fat i alle rebounds, så når Leicester endelig fik et stop, så fik Bears en ny mulighed for scoring. Mod afslutningen af anden periode fik indskiftede Hayden Dalton leveret et flot steal, der første til flot dunk af Michel Diouf i den anden ende. Dalton var dog ikke færdig med at imponere. Amerikaneren satte efterfølgende to flotte treere, hvilket også blev fulgt op af Tylor Ongwae med en ny treer. Hallen eksploderede, og Bakken Bear gik til pause med en føring på 54 – 37.

Bears fortsatte, hvor de slap inden pausen. Thomas Lærke satte en hurtig treer, og forspringet var oppe 20 point. Kampens største føring indtil videre. Hjemmeholdet indledte med syv ubesvarede point, og det var blandt andet takket være Michel Diouf, der leverede fremragende rent defensivt med flere blokeringer. Pausen havde ikke hjulpet udeholdet fra Leicester ret meget, da de fortsat har svært ved at komme til point. Bears spillede tredje periode rigtig flot med tålmodigt angrebsspil og flere treere. Leicester fik ikke et ben til jorden i kampen, og Bears sluttede tredje periode med en føring på 85 -58.

Fjerde periode var indledningsvis fremragende fra Bears’ side. Holdet ramte flere flotte treere, og Adama Darboe lavede en fantastisk alley-oop til Tylor Ongwae, der fik hallen til at syde af ekstase. Danske Adama Darboe spillede generelt en fremragende kamp med flotte trepointsscoringer og masser af assists til holdkammeraterne. Mod slutningen af kampen kom den unge og lokale David Kristensen på banen, og den unge dansker gjorde sig hurtigt bemærket til stor jubel for tilskuerne. Først leverede han en fremragende blokering med sin første aktion, og med sin anden aktion få sekunder senere leverede han to point med en flot fade-away. Kampens sidste minutter bar dog præg af, at opgøret reelt var afgjort. Mange ukoncentrerede angreb fra Bears’ side. De tålmodige angrebsspil var forsvundet, og effektiviteten faldt tilsvarende. Tilskuerne fik dog alligevel et par højdepunkter mere at gå hjem på. Først scorede Tobin Carberry kampens point nummer 100, hvilket udløste Stubbs Gastronomi Klub 100, som giver fri adgang til holdets næste hjemmekamp for dagens tilskuere. Til sidst afsluttede Thomas Lærke opgøret med et spektakulært dunk med assist fra Tobin Carberry, og Bears vandt sikkert opgøret med cifrene 103 – 84.

Bakken Bears er dermed videre til anden runde i Champions League-kvalifikationen, hvor man enten skal møde belgiske Spirou Charleroi eller israelske Hapoel Tel-Aviv.

Dagens detalje: Hele Bakken Bears-holdet sendte under kampen 26 trepointsforsøg afsted mod kurven og ramte 13 af dem, hvilket giver en succesprocent på imponerende 50 %.

Bakken Bears fik kløerne i de engelske mestre!

Bakken Bears åbnede kampen rigtig flot rent defensivt i begyndelsen af første periode. Offensiven var dog en smule præget af mangel på koncentration, hvor man lavede flere turnovers og ikke helt kunne finde frem til de nemme point. Offensiven begyndte dog så småt at rulle kort tid efter, hvor specielt Ryan Evans var godt spillende med flere flotte point og aktioner. Amerikaneren gjorde rigtig ondt på det engelske forsvar i første periode, hvor hjemmeholdet fra Leicester generelt havde svært ved at dæmme op for Bears’ offensiv. Leicester Riders havde hele perioden svært ved at komme igennem et solidt Bears-forsvar, hvor særligt Michel Diouf imponerede med flot opdækning og en spektakulær blokering. Bears udviste enorm alsidighed i første periode, hvor alle fem startere kom på tavlen og lagde grundlag for en føring på 26 – 23 efter første periode.

Bears åbnede anden periode med mere ro på bolden i angrebsspillet, der blandt andet bød på en flot assist fra Adama Darboe til Michel Diouf med et no-look-pass. Denne lille pause mellem de to quarters virkede til at komme Bears til gode. Med flotte kombinationer blev Hayden Dalton sat op til en fri treer, og Bakken Bears var pludselig foran med 13 point i anden periode, hvilket tvang hjemmeholdet til at tage en timeout. Defensiven fra Bears var forsat eksemplarisk, og Leicester havde enormt svært ved at komme til de lette point omkring kurven. Michel Diouf var igen arkitekten bag det gode forsvarsspil med blandt andet to blokeringer. Leicester fik lukket forspringet en smule mod slutningen af perioden, hvilket fik Steffen Wich til at kalde timeout. Små justeringer blev foretaget, og danskerne øgede tempoet de sidste par minutter og skabte en pauseføring på 14 point til stillingen 35 – 49 i Bears-favør.

Tredje quarter blev åbnet på samme måde som første med ukoncentreret angrebsspil og flere turnovers. Bakken Bears fik dog hurtigt sat spillet sammen, og momentum skiftede i den grad til Bears’ fordel efter Thomas Lærke blev fejlet på et trepointskud og efterfølgende scorede på straffekast, hvilket gjorde det til et firepointsspil. Hjemmeholdet havde svært ved at holde trit med aarhusianerne, og Bears førte på dette tidspunkt med hele 21 point i tredje quarter, hvilket også var kampens største føring. Hver eneste gang, at Leicester fik en smule momentum, så slog ”bjørnene” tilbage lige med det samme. Steffen Wich og co. havde kampen præcis, hvor de ville have den. Bakken Bears scorede 28 point i tredje periode og gik ind til fjerde periode med en føring på 21 point til stillingen 57 – 78.

Bakken Bears åbnede fjerde periode med flot angrebsspil, og Michel Diouf bemærkede sig med et stilfuldt hook-shot, der bragte ham op på 16 point. Holdet var rent statistisk klart mest effektive i kampen med Diouf på banen. Fremragende kamp fra hans side på nuværende tidspunkt. Leicester forsøgte forgæves at skyde sig tilbage i kampen ved at sætte lange treere. Det lykkedes til tider, men så snart de ramte sine skud, så svarede Bears tilbage med det samme. Hjemmeholdet virkede til tider modløse i fjerde periode, men med flere ukoncentrerede angreb fra Bears’ side, så begyndte englænderne at hale en smule ind på det store forspring. Dette kom blandt andet til udtryk ved, at Bakken blev noteret for fem fejl i perioden mod Leicesters blot ene fejl. Riders fik alt for mange lette point fra straffekastlinjen. Bears havde på nuværende tidspunkt kun formået at score 7 point på lige så mange minutter, og forspringet var nu reduceret til 14 point. Riders forsatte de sidste par minutter med at score point, men Bears fik heldigvis også gang i sit eget angrebsspil, hvor Hayden Dalton scorede en flot treer, og Ryan Evans leverede et flot dunk efter flot kombinationsspil.

Bakken Bears vandt derved kampen med 13 point til slutstillingen 77 – 90 og sikrer sig dermed et glimrende udgangspunkt inden returkampen i Vejlby-Risskov Hallen lørdag den 22. september.

Kampens spiller var Michel Diouf med 16 point, 7 rebounds, 3 blocks og 1 steal.
Hayden Dalton scorede 17 point, og Ryan Evans scorede 16 point.