EFIANAYIS 36 POINT SIKRER SEJR OVER AMAGER
David Efianayi noterede sig for Bears’ sæsonhøjeste med 36 point, og det grundlagde lørdagens sejr på 113-91 over BK Amager. Takket være en Næstved-sejr over Randers Cimbria fik Bears udbygget føringen i toppen af Basketligaen, så bjørnene endegyldigt kan sikre sig førstepladsen i den kommende uges to kampe mod Horsens IC.
Til kampen, der blev spillet i Aabyhallen, var Bakken Bears uden profilerne Tylor Ongwae, Nimrod Hilliard, Darko Jukic, Ryan Evans og Michel Diouf, og det betød der var plads til debut til Gustav Rønneholt, der fik et par minutter på banen. At en stor del af den normale rygrad manglede var dog ikke til at se fra starten af kampen, hvor Bears bragte sig foran 6-0, og var det ikke for et par Amager-angrebsrebounds som Magnus Bjørnaa fik point ud af, havde Bears afgjort kampen meget tidligt. Sådan blev det ikke – trods Efianayis 8 og Lærkes 7 point i første periode var Bears blot foran med et enkelt point (26-25) efter ti minutter.
I anden periode ramte Bears fire treere på de første knap fem minutter, og det gav et hul på 10 point imod et velspillende Amagerhold. For udeholdet var især amerikanske Xavier Williams en svær størrelse at håndtere for Bears, ligesom Andreas Høier ramte flere fine skud. Bears førte 50-42 ved pausen.
Bears skruede yderligere op for intensiteten fra starten på tredje periode. Igen blev der ramte fire treere fra starten af en periode – på knapt fire minutter. Bears nåede foran 75-53, og selvom Amager ramte en stribe straffekast i slutningen af tredje periode indstillede begge hold sig på at kampen var afgjort. For Bears var Jonathan Galloway periodens store spiller med ni point, mens Williams fortsatte sin dominans for udeholdet. Han scorede syv point i tredje periode.
Fjerde periode, der startede med stillingen 81-65, var meget lige. Et fint indhop af debutant Rønneholt samt Anton Harbo og Magnus Møllgaard gjorde at Bears vandt perioden 32-26, og dermed kampen med 22 overskydende point. David Efianayi scorede hele 14 point i sidste quarter og blev skiftet ud efter at have scoret 36 point på bare 18 skud! Han supplerede sin eminente kamp med 6 assists, 4 steals og ingen turnovers. Efianayis 36 point er det næsthøjeste en spiller har præsteret i Basketligaen i denne sæson. Jonathan Galloway scorede 21 point og tog 12 rebounds, mens Chris Ortiz og Thomas Lærke scorede hhv. 14 og 13 point.
For udeholdet scorede Xavier Williams 23 point, mens Jonathan Klussmann og Aske Boelt-Petersen scorede 11 point.
Bakken Bears kan nu rette fokus på onsdagens kvartfinalekamp i FIBA Europe Cup i Minsk og de efterfølgende to kampe mod Horsens IC (fredag hjemme og søndag ude). For Amagers vedkommende gælder det lørdag en hjemmekamp mod EBAA – en kamp, der markerer sidste chance for BK Amagers drømme om en slutspilsplads.
REVANCHE MOD WOLFPACK
I december måned vandt Wolfpack overraskende over Bakken Bears. Det fik Bakken Bears revanche for den sidste fredag i februar, da det københavnske hold blev slået med hele 121-66, og dermed udbyggede bjørnene førstepladsen i Basketligaen.
Det startede ellers sløjt for bjørnene, der lige skulle finde sig til rette i Herlevhallen. Hjemmeholdet førte således 12-5 efter godt seks minutter, men efter en justering fra coaching staff gik det stærkt. Bears scorede 18 point i træk og efter to straffekast af hjemmeholdet fortsatte udeholdet den fokuserede indsats med yderligere 15 ubesvarede point. 38-14 efter 12 minutters spil og dermed reelt game over.
Føringen efter første periode var på 26-14, og ved halvlegspausen var Bears oppe med 61-32.
Tredje periode var mere lige. Først i de sidste minutter fik Bears overtaget igen. Bears gik fra 77-51 til periodepausestilling på 84-53 og selvom Wolfpacks unge danskere kæmpede godt imod var de i menneskehænder mod Bears, der vandt sidste quarter 32-13.
Bakken Bears, der var uden en syg Nimrod Hilliard, leverede i lange perioder en fint fokuseret indsats. Flere Bearsspillere viste stor kreativitet, alle 11 spillere fik mindst 13 minutters spillertid, og alle scorede mindst fire point.
David Efianayi blev noteret for 19 point på 9 skud, og han supplerede med 8 assists. Chris Ortiz satte 18 point på tavlen og Ryan Evans scorede 17 point (+7 assists). Jonathan Galloway scorede 14 point på ni skud og tog imponerende 15 rebounds.
For Wolfpack scorede Javion Blake og AJ Sumbry hver 16 point. Førstnævnte havde 9 assists, mens sidstnævnte tog 10 rebounds.
Bakken Bears har nu 19 sejre i 22 kampe, mens Randers Cimbria har 17 sejre og Horsens IC 16. Begge de to hold har spillet 21 kampe.
Næste opgave for Bakken Bears er onsdagens kvartfinale i FIBA Europe Cup, hvor Tsmoki Minsk gæster Aarhus.
SMAL SEJR I RODET AFFÆRE
Af: Matti Grabau, Longdog Communications
Bakken Bears var tilbage i stærkeste opstilling efter landsholdspausen. Desværre var det svært at få øje på, da spillet haltede over hele linjen. Til gengæld var gæsterne fra Svendborg Rabbits på nogenlunde samme niveau, så bjørnene hev til sidst en snæver sejr i land på 87-83.
For en sjælden gangs skyld gik tip-off’et modstanderens vej, og Rabbits udnyttede muligheden til at hoppe foran med to point fra start. Faktisk kom gæsterne også foran med seks point ved stillingen 4-10, men takket være rebounds fra Tylor Ongwae og 3’ere fra Ryan Evans og Thomas Lærke holdt Bears sig inde i kampen. Og netop Evans stod for udligningen til 14-14, hvorefter Lærke skød bjørnene foran for første gang: 16-14. Kort inden periodens afslutning ramte Morten Sahlertz også en 3’er, men Svendborg svarede hurtigt igen, og første periode sluttede 22-22.
I anden periode fortsatte det sløsede spil fra begge parter. Hverken defensivt eller offensivt var præstationerne prangende, men Bears kom dog hurtigt foran 24-22 ved Chris Ortiz. Michel Diouf ramte et par 3’ere, og Evans skød en enkelt 3’er i nettet, så hjemmeholdet begyndte efterhånden at trække fra. Perioden endte med en jysk føring på 47-39.
Tredje periode var straks bedre for Bakken. Evans diskede op med lækkerier under kurven til 59-44, og Darko Jukic dunkede sig til kampens største føring på 61-44. Et par smukke alley-oops blev det også til. Først serverede Evans bolden for Ortiz, der køligt sørgede for 63-48. Herpå fulgte tre fynske 2’ere, men så kom kampens detalje og bjørnenes andet alley-oop: Kaptajn Sahlertz kastede en perfekt pasning afsted op imod kurven og Ongwae, der slam dunkede sig til en føring på 65-54. Pointforskellen endte dog på cirka det samme som forrige periode: 68-61.
Spændingen meldte pludselig sin ankomst i fjerde periode. Jukic lagde ud med en 3’er til 71-63, men så begyndte det alvor at knibe for aarhusianerne. Kaninerne kom foran 72-73 ved holdets mest træfsikre skytte Durell Vinson, og på en enkelt straffescoring øgede gæsterne efterfølgende føringen. Bears skød sig dog tilbage efter en usportslig fejl af Brandon Norfleet, der gav Lærke muligheden på straffe. Han sænkede to, og de danske mestre var nu foran 76-74. Med en Evans-scoring til 78-74 syntes Bears tilbage på sporet. Men Rabbits ville det anderledes, og de kom endnu en gang foran: 78-79. Bakken blev på ny reddet af en usportslig fejl. Denne gang begået af topscorer Vinson, der samtidig blev fouled out. Det viste sig at være det afgørende moment, og hjemmeholdet kunne endelig udbygge føringen en smule. Først med et dunk af Diouf og siden med en 2’er af Lærke: 85-80. Et hurtigt fynsk modsvar på 3 point sendte imidlertid en chokbølge gennem Vejlby-Risskov Hallen. Katastrofen blev nok engang afværget, og Norfleet måtte som den anden svendborgensiske spiller forlade banen med fem fejl på kontoen. Bears formåede herefter at øge føringen, og den uskønne kamp endte 87-83.
Kampens topscorer blev med 18 point Ryan Evans, der som én af få bjørne leverede en solid præstation på vanligt niveau. Durell Vinson fulgte lige efter med 17 point, mens Michel Diouf endte på 16. De to høstede ligeledes rebound-titlerne, dog i omvendt rækkefølge: Diouf på 10 og Vinson på 9. Brandon Norfleet tog assistkronen med 6 af slagsen, og en usædvanligt ufokuseret Nimrod Hilliard fik trods alt sneget sig op på 5.
Bakken Bears konsoliderer dermed førstepladsen i Basketligaen med 36 point for 21 kampe. På de næste pladser følger Randers Cimbria med 34 og Horsens IC med 32. Aftenens modstander Svendborg Rabbits ligger yderligere ti point efter som nummer fire med 22 point.
Bakken Bears havde muligvis tankerne et andet sted under kampen, hvilket kan forklare den noget vakkelvorne indsats. Om en uge spiller de nemlig kvartfinale ved FIBA Europe Cup mod Tsmoki Minsk. Det europæiske brag finder sted hjemme i Vejlby-Risskov Hallen den 4. marts kl. 18.30.
Inden da tager bjørnene dog en tur til København, hvor de allerede fredag møder Wolfpack i Basketligaen.
SEJR EFTER SPÆNDENDE KAMP
Trods en ’lyn-og-torden’-start og føring på 15-4 til Bakken Bears blev det en tæt kamp, da Svendborg Rabbits blev besejret 83-75. Sejren tog Bakken Bears tilbage på ligaens førsteplads.
Oven på torsdagens storsejr over Randers Cimbria, var det et Bearshold med rigtig meget selvtillid, der tog imod Svendborg Rabbits. Torsdagens topscorer Michel Diouf kom flyvende fra start og scorede 8 af sit holds første 10 point på vej mod en tidlig føring på 15-4. En timeout af Rabbits’ head coach Lukas Varga og godt spil af Mikkel Plannthin bragte fynboerne tilbage på sporet. Bears førte dog stadig 25-18 efter første periode.
I anden periodes start var Plannthin fortsat i hovedrollen, og han satte sin anden og tredje treer til reducering til 24-27 – i øvrigt Plannthins 14. og sidste point. Rabbits fortsatte det gode spil og kom foran 35-31, bl.a. efter gode aktioner af Myck Kabongo, inden Nimrod Hilliard fik hjemmeholdets scoringer i gang igen. Rabbits var foran indtil 40-39 inden Michel Diouf scorede syv point i streg, og David Efianayi kunne afslutte bjørnenes 9-0 run til halvlegspauseføring på 48-40.
I tredje periode blev der dækket bedre op fra begge holdenes side. Michel Diouf scorede fem point fra periodens indledning – og var dermed på de 20 han sluttede kampen med – og Sidney Umude svarede senere igen med to trepointscoringer. Rabbits vandt perioden 17-15, men Bears holdt fat i føringen, der efter 30 minutter var på 63-57.
Da Nimrod Hilliard og Thomas Lærke åbnede sidste quarter med at fordele syv point imellem sig, kun afbrudt af to point af Peter Møller, kom Bears foran 70-59, tænkte tilskuerne i den fint besøgte Vejlby-Risskov Hal at det nærmede sig en afgørelse. Det var Myck Kabongo ikke enig i og to treere af ham gav spænding igen. Tylor Ongwae gav dog hjemmeholdet luft med to straffekast, et alley-hoop og en topointscoring yderligere, selvom Kabongo hver gang reducerede for sit hold. Ved 76-73 scorede Bears – efter en time out – på et dunk af Ryan Evans inden Ongwae lukkede kampen med en trepointscoring.
Bears vandt trods 17 turnovers over et velspillende Rabbitshold, der har fundet melodien med tilføjelsen af Brandon Norfleet. Bortset fra de mange mistede bolde havde Bears statistikkerne med sig – bedste scoringsprocenter og flest rebounds. Michel Diouf var med sine 20 point mest scorende foran Nimrod Hilliard (15 point) og Tylor Ongwae (13). Ryan Evans tog imponerende 12 rebounds. For Rabbits scorede Myck Kabongo 17 point, som blev suppleret med 7 rebounds. Mikkel Plannthin var næstmest scorende med 14 point.
Bakken Bears er nu noteret for 17 sejre i 20 opgør, mens Randers Cimbria har 17 sejre efter 21 kampe. På tredjepladsen ligger Horsens IC, der ovenpå dagens overraskende hjemmebanenederlag mod Team Fog Næstved har 15 sejre efter 20 kampe. Svendborg Rabbits ligger på fjerdepladsen med 11 sejre efter 20 kampe, a point med Næstved, der dog har spillet to kampe flere end fynboerne.
Efter den forestående landsholdspause mødes de to hold igen. Og atter engang er det Vejlby-Risskov Hallen, der lægger gulv til holdenes møde den 26. februar.
REKORDBJØRNENE TOTALTRIUMFERER I TOPKAMP
Af: Matti Grabau, Longdog Communications
Det var rekordernes aften for Bakken Bears, der efter en mageløs præstation fuldstændig kørte lokalrivalerne fra Randers Cimbria over i kampen om førstepladsen i ligaen. Hele 127-89 endte opvisningen, der cementerede bjørnemandskabet som Danmarks pt. bedste basketballhold.
Fra kampens start var det tydeligt, der både var tale om et top- og lokalopgør. Gæsterne nød nemlig godt af solid support fra lægterne, som dog svandt mere og mere ind, jo længere Aarhus-holdet trak fra Randers. Samtidig var hjemmeholdets fans i vanlig god stemning, så atmosfæren i Vejlby-Risskov Hallen var en dyst af denne kaliber værdig.
Allerede i første periode tegnede der sig et billede af resten af kampen. Bears nåede at føre 9-0, inden Cimbria endelig kom på tavlen med en 2’er fra kaptajnen Rasmus Bach. Bjørnenes føring blev imidlertid aldrig mindre, hvilket især skyldtes de mange 3’ere fra Bakkens skytter. Første periode bød på fem af slagsen fra fem forskellige sæt bjørnehænder: Ryan Evans, David Efianayi, Adama Darboe, Michel Diouf og Morten Sahlertz. Herudover mindede Diouf med et drønende dunk tilskuerne om sin titel som årets pokalfighter fra sejren i lørdags over Horsens IC. Perioden endte 39-24 til Bears.
Anden periode var ét langt triumftog for aarhusianerne. Syv trepointsscoringer, heriblandt to i træk fra en storspillende Simon Bjørnebo, satte standarden for angrebstaktikken. Et par gode detaljer fra Diouf var der også plads til: Først en nonchalant énhåndsscoring henover hovedet og kort efter et steal krydret med et solidt dunk. Randers var nu slået helt ud af kurs. Hverken boldkontrol, pasninger eller scoringer hang sammen for dem. Faktisk satte de kun tre 2’ere i kurven under åbent spil. Deres resterende syv point blev ramt på straffekast. Forskellen på de to hold udmøntede sig i en pausestilling på 72-37 til Bears. Netop de 72 point er ny rekord i Bakken Bears for flest scorede point i en første halvleg i Basketligaen.
I tredje periode kom Randers lidt bedre med. Perioden begyndte dog lige med et lækkert alley-oop fra Evans til Tylor Ongwae, der bragte bjørnene på 74-37. Men så formåede gæsterne faktisk at hente syv point på hjemmeholdet – anført af énmandshæren Brantley Bynum. Det lille comeback førte til en stabilisering af pointforskellen omkring de 30 point. Man anede en gnist blive tændt i kronjydetruppen, og den kom også til udtryk udenfor selve spillet: Baru Adjehi og Ryan Evans røg i karambolage med hinanden og måtte begge modtage en fejl for usportslig opførsel. Periodens højdepunkt med bjørnebriller var Ongwae, der brillerede i forsvaret med flere fornemme blocks og rebounds. Stillingen efter tredje periode var 93-60 til Bears.
I fjerde periode fortsatte Randers de gode takter og reducerede til 96-69, hvilket var det mindste forspring til Bears siden midt i anden periode. Samtidig blev Jonathan Galloway fouled out, og gæsterne anede i et kort sekund miraklet. Det lys blev dog hurtigt slukket af bjørnenes træfsikkerhed fra trepointslinjen; syv gange lykkedes det at ramme kurven herfra. Især Bjørnebo og Sahlertz var i langskudshumør, og netop anfører Sahlertz nåede i løbet af aftenens kamp over 3000 point som Bears-spiller. Godt over endda. Han er dermed den tolvte skytte i klubbens historie, der havner i det eksklusive selskab. Med sin 3’er til stillingen 125-84 skød ham samtidig endnu en milepæl til Bakken: 22 trepointsscoringer er ny rekord for antal 3’ere i en kamp i Basketligaen. Den føring var også kampens største på hele 41 point. Inden da sørgede Anton Harbo med sin scoring til 116-79 faktisk også for, at hele truppen kom på scoringstavlen. Den magiske aften i februar sluttede med en sejr på 127-89 til Bakken Bears over Randers Cimbria.
Bears sønderknuste dermed de nærmeste ligakonkurrenter med hele 38 point. Rekord-Morten Sahlertz blev hjemmeholdets topscorer med 22 point, mens kampens uovertrufne storskytte blev Cimbrias Brantley Bynum med 33 point. Han leverede desuden ni rebounds, hvilket var to flere end Galloway, Efianayi og gæsternes Baru Adjehi på syv. På assistfronten toppede Darboe og Efianayi med seks hver. Og på skadesbænken lå Darko Jukic og Chris Ortiz, mens Josh Fortune og Chris Nielsen manglede for Randers.
Det fænomenale resultat betyder, at Bakken Bears nu overtager førstepladsen i Basketligaen med 16 sejre og 3 nederlag, mens Randers er lige i hælene med 16 sejre og 4 nederlag.
Næste opgave er hjemmekampen mod Svendborg Rabbits på søndag den 16. februar kl. 15.00 i Vejlby-Risskov Hallen.
VIGTIG ET-POINTSEJR I NÆSTVED
Det holdt hårdt, men Bakken Bears fik en papirtynd sejr med hjem til Aarhus efter søndagens besøg i Næstved. Bears vandt 80-79 efter en afslutning, hvor Team Fog scorede kampens sidste ti point og havde et skud til at vinde kampen. Med sejren rykker Bakken Bears op på ligaens andenplads, to point efter Randers Cimbria og Bears har en kamp i hånden. De to hold mødes i næste spillerunde.
Næstved startede kampen klart bedst. Bears virkende søgende i angrebsspillet og kom bagud 7-15 inden et stærkt 10-1 anført af David Efianayi lukkede første periode til Bearsføring på 17-16. I anden periode førte Bears hele tiden med en håndfuld point, og da holdet også sluttede perioden med et 5-0 run kunne tilskuerne i den pænt fyldte Arena Næstved notere sig, at Bears førte 44-33 ved halvlegspausen.
I tredje periode lykkedes tingene langt bedre for hjemmeholdet. Den nye point guard Aleksandar Solokovic pynter gevaldigt på hjemmeholdets spil, og Næstved fik lynhurtigt barberet kraftigt af afstanden op til Bears, der blot førte 63-60 inden de sidste ti minutter.
I periodepausen inden de sidste ti minutter blev der talt meget om forsvar. At Næstved havde scoret 27 point i tredje periode, var ikke tilfredsstillende, og det blev markant bedre fra starten af fjerde quarter. Næstved skulle virkelig kæmpe for at score, og Bears vandt de første syv minutter 17-9. Føringen på 80-69 virkede til at lulle udeholdet i søvn – i hvert fald glemte Bears at få scoret, og da hjemmeholdet fandt effektiviteten frem blev det pludselig spændende. Med godt 12 sekunder tilbage reducerede Christian Terrel til 79-80, og da Adama Darboe samtidig smed bolden væk havde Næstved chancen med fire sekunder tilbage. Solokovic missede et presset trepointskud, og Bears kunne derfor tage sejren med hjem fra Sydsjælland.
Michel Diouf var mest scorende med 24 point (+6 rebounds), mens Nimrod Hilliard scorede 14. For Næstved scorede Zarko Jukic 13 point på seks skud (og han supplerede med syv rebounds).
Næste opgave for Bakken Bears er onsdagens afgørende FIBA Europe Cup-kamp mod Benfica, mens det lørdag gælder pokalfinale i Forum Horsens.
NEDERLAG I FLOT KULISSE
For anden gang på 12 dage tabte Bakken Bears et Basketligaopgør til Randers Cimbria. Randrusianerne vandt 96-84 i en kamp, der blev spillet i en fremragende kulisse i en stopfyldt Arena Randers. Hjemmeholdet var bedst ude af starthullerne, og det kom Bears sig aldrig over. Med nederlaget overhales bjørnene af både Randers Cimbria og Horsens IC, der fik vendt et truende nederlag i Svendborg.
Cimbria kom flyvende fra start – opsatte på at vise de 800 tilskuere at de spiller med om mesterskabet og på at få revanche overfor Bakken Bears, der i sidste uge slog Cimbria i pokalsemifinalen. Hele seks treere scorede hjemmeholdet i første periode, og så fulgte de op med fastbreakscoringer for resten. Bears sluttede perioden bedst, så Cimbria blot førte 33-27 efter 10 minutter.
Bears reducerede til 31-33 i starten af anden periode, men så gik det stærkt: Et 12-2 run af hjemmeholdet skabte luft, og det kom Bears aldrig tilbage fra. Bjørnene var tættest på ved 41-48, men så sluttede Randers med score periodens sidste otte point.
I anden halvleg kom Bakken Bears aldrig tættere på end at være bagud med ti point, og få minutter før tid fik randrusianerne føringen op på 20 point inden Bears sluttede bedst af, hvilket kan vise sig nyttigt i fald de to hold slutter med lige mange point (hvor indbyrdes kampe er afgørende).
Topscorer for Bakken Bears blev Chris Ortiz (16 point, 8 rebounds), mens Adama Darboe (12 point, 5 assists), Ryan Evans (11 point) og Thomas Lærke (10 point) fulgte efter. For randrusianerne scorede Josh Fortune mest (27 point, 7 rebounds, 6 assists), mens Jonathan Jeanne (24 point, 11 rebounds) fulgte trop.
Bakken Bears spiller igen på onsdag, når det gælder femte spillerunde i FIBA Europe Cup. Her kommer belgiske Spirou Charleroi på besøg i en must-win kamp.
Fremragende første halvleg grundlægger storsejr
En fremragende første halvleg grundlagde en storsejr på 103-70 på udebane over Horsens IC. Bakken Bears holdt hjemmeholdet på 28 point i første halvleg, og selvom værternes topscorer Roberto Gallinat fik gang i pointmaskinen i anden halvleg, så var HIC aldrig tæt på et comeback.
Horsens IC startede ellers fint ud, og i en godt fyldt Forum Horsens var HIC foran 7-5 inden Bearsforsvaret fik fat. Især Darko Jukic var stærk for hjemmeholdet – han scorede otte af sit holds første ti point. HIC var med til 12-15, men et fint 8-0 run af Bears og en trepointscoring til at lukke perioden gav føring på 26-14 til udeholdet.
Første halvdel af anden periode var relativt lige, men ved 37-20 ramte Bears fire treere på tre minutter – foruden et par layups – og pludselig var Bears foran med 31 point inden Stefan Savic på buzzeren ramte en trepointscoring til reducering 28-56 ved pausen.
Og skulle man være i tvivl om HIC kunne levere et comeback efter pausen, så blev det lukket af i de første to minutter af tredje periode, hvor Bears gik på et 7-0 run. Bears nåede foran 74-33 inden Roberto Gallinat fik gang i scoringerne. Han scorede ni point i tredje periode og 12 i kampens sidste quarter. Bears leverede også i anden halvleg en god indsats i forsvarsenden.
I et stramt program med kampe mandag, torsdag og lørdag, var det særdeles vigtigt at Bakken Bears’ coachteam kunne rotere, så risikoen for overbelastningsskader bliver minimeret. Chris Ortiz, der spillede en flot kamp, spillede godt 26 minutter, men ingen af de øvrige bjørne var på banen i mere end 20 minutter. Alle 11 Bearsspillere fik scoret – flest ramte Darko Jukic, der scorede 15 point, mens Adama Darboe scorede 14 (samt 5 assists) og Ryan Evans, Nimrod Hilliard samt Thomas Lærke scorede hver 12. Roberto Gallinat scorede 23 point for værterne, mens Frederik Rungby scorede 12, som han supplerede med 7 rebounds.
Bears skød fremragende i kampen: 14/24 (58,3%) bag trepointslinjen og 21/36 (58,3%) inden halvcirklen.
Næste gang Bears er i ilden er allerede lørdag, hvor en udsolgt Arena Randers lægger gulv til endnu et topopgør, når Randers Cimbria skal revanchere pokalsemifinalenederlag en uge tidligere.
BEARS I POKALFINALEN
Bakken Bears kvalificerede sig til pokalfinalen, da Randers Cimbria efter en hæsblæsende kamp blev besejret 102-95 i Arena Randers. Bears var i scoringsmæssig kontrol indtil midt i fjerde periode, hvor Cimbria virkelig viste holdets kvaliteter.
Bortset fra de første minutter, hvor Cimbria bragte sig foran 7-2, var Bears foran hele kampen. Det betød dog ikke at et fænomenalt velskydende Randers-hold blev sat af. Hjemmeholdet scorede intet mindre end 17 trepointscoringer på 33 forsøg (51,5%). Bears kæmpede mere med at få skuddene i (8/26, 30,8%).
Basketball er et game of runs og især randrusianernes 10-0 i starten af anden periode og tre treere i streg ved stillingen 40-29 gjorde ondt. Chris Nielsen var flyvende i anden periode, hvor han satte Hjemmeholdet startede også tredje periode med seks point i træk til reducering 48-50. Den resterende del af perioden vandt Bears 31-16, der førte 81-64 inden de sidste ti minutter.
Alan Voskuil indledte fjerde periode med en treer og et scoret bonusstraffekast. Bears var foran 92-73, da der resterede godt fire minutter, men så gik Josh Fortune og Corey Silverstrom ellers på arbejde. Førstnævnte scorede 11 point i de sidste fire minutter, mens Silverstrom scorede otte. Cimbria reducerede til 82-92, og til 92-98, men kom ikke tættere på, da Bears ramte de straffekast, der opstod, da Cimbria lavede fejl.
Darko Jukic var mest scorende med 20 point, mens Michel Diouf og Tylor Ongwae scorede hhv. 17 og 16. Ryan Evans scorede 14 point som blev suppleret med 11 rebounds og 8 assists! Hjemmeholdets topscorer blev Corey Silverstrom (22 point), mens Josh Fortune og Chris Nielsen scorede hhv 19 og 18.
Modstanderen i pokalfinalen bliver vinderen af opgøret mellem Næstved og Horsens IC, der krydser klinger søndag på Sydsjælland. Finalen spilles lørdag den 8. februar i Forum Horsens.