BEARS UDLIGNER TRODS VILDT COMEBACK

Bakken Bears fik for anden kamp i træk afværget eliminationen, da holdet vandt 85-78 i en fyldt Arena Næstved. DM-semifinalen står nu 2-2 og mandag aften afgøres det hvem der går i DM-finalen, når holdene mødes i Vejlby-Risskov Hallen.

Bears havde tydeligvis rystet skuffelsen over onsdagens elimination af FIBA Europe Cup af sig, men det skulle vise sig at være spændende om holdet også fysisk var oven på.

Bears spillede en rigtig fin første periode og især Michel Diouf var skarp i starten. For Næstved var Chris Gabriel stærk indtil han fik sin anden fejl – en teknisk fejl. Thomas Lærke afsluttede perioden med en treer til føring 24-17. I anden periode åbnede Lærke med to point inden Næstved satte 10 point i træk. Darko Jukic og to gange Michel Diouf fik bragt Bears tilbage i front, men Næstved holdt på. Bears foran 42-39 efter Jaye Crockett sluttede perioden med en scoring.

I tredje periode havde Bears virkelig fået styr på forsvaret. Næstved havde svært ved at løse bjørnenes zoneforsvar og Troy Franklin, der havde scoret 18 point i første halvleg, blev holdt fra fadet. Bears kom foran 56-45 og senere 61-49, og havde virkelig fokus på forsvar og rebounds.

Udeholdet var foran 67-53 inden sidste periode, som blev startet med et 4-1 run, men bedst som Næstveds publikum var ved at opgive håbet, fik Troy Franklin, Devin Daly og Kazembe Abif fat. Næstved scorede 13 point i træk, og selvom Crockett scorede fire point, var Næstved tændt. Et par dumme turnovers og en velskydende Troy Franklin gjorde, at Næstved fik reduceret til 74-75 i en kogende hal. Bears bevarede dog roen, fik igen styr på forsvaret og reboundspillet. Michel Diouf satte en virkelig afgørende scoring efter et rodet angreb og selvom JJ Mann ramte en svær treer, havde Bears overskud til at afgøre kampen fra straffelinjen.

Troy Franklin var mest scorende for Næstved (27 point, 5 assists), mens Chris Gabriel scorede 15 point. DeVaughn Akoon-Purcell scorede 18 point for Bears – han var bl.a 9/9 på straffekast – Jaye Crockett scorede 15 og tog 9 rebounds.

Der er tip off til mandagens kamp kl. 18.15. Basketball skal opleves i hallen – har du ikke mulighed for det, viser TV2 Sport kampen.

BEARS SLÅR TILBAGE OG FREMTVINGER KAMP 4

Efter nederlag i de to første semifinalekampe var Bakken Bears under pres til kamp tre i Aarhus. Det var nødvendigt med en sejr, hvis elimination fra kampen om DM skulle afværges, og den mission lykkedes. Bears vandt 100-84, og fik dermed reduceret til 1-2 i serien, der fortsætter på fredag i Arena Næstved. Inden den kamp skal Bears dog spille europæisk semifinale på onsdag, når Sidigas Scandone Avellino gæster Aarhus.

For første gang i denne serie var første quarter relativt lige. Anført af en varm Devin Daly fik udeholdet fra Næstved taget teten i den første del af perioden, men et 10-0 run af Bears fik bragt sig foran 22-14. Bears’ Michel Diouf spillede igen en fremragende kamp, og han sluttede med at score Bears’ sidste fire point i første periode. 28-22 til bjørnene.

I starten af anden periode scorede Næstved hurtigt seks point, men en genopstanden DeVaughn Akoon-Purcell scorede fem hurtige point. Bears-topscoreren har haft et par kampe uden for alvor at kunne ramme kurven, men han var for alvor tilbage i dagens kamp. Bears førte 53-40 ved pausen.

I tredje periode blev der ikke slækket på fokus. Bears nåede foran med 18 point (61-43, 25. minut) og var foran med 16 point (69-53, 29. minut) inden Næstved gik i comeback-mode. Otte point i træk af udeholdet, heraf fem af Kazembe Abif, skabte næsten lighed, men Akoon-Purcell scorede bjørnenes sidste syv point i perioden. 76-63 med ti minutter igen.

Efter Daly havde åbnet scoringen i fjerde periode scorede Bakken Bears 16 point i træk. Det afgjorde reelt kampen, uagtet at Næstved scorede ti point i streg, fem til Daly og fem til Troy Franklin. Nicolai Iversen, Akoon-Purcell og Sylvester Berg fik dog afværget spændingen og det ændrede ikke noget at Franklin og Abif fik scoret til sidst.

Akoon-Purcell blev Bears’ mest scorende spiller med 28 point, som han supplerede med 6 rebounds og 8 assist. Michel Diouf scorede 20 point og han tog 6 rebounds. Troy Franklin scorede 28 point for Næstved og han supplerede med 5 assists, mens Devin Daly scorede 20 point.

 

NEDERLAG MEN GODT UDGANGSPUNKT FOR BEARS

Det blev ikke til sejr, men alligevel et fornuftigt udgangspunkt, da Bakken Bears spillede første kamp i semifinalerne i FIBA Europe Cup. De italienske bronzevindere, Sidigas Scandone Avellino, vandt 75-72 og har dermed en kneben føring inden returopgøret i Vejlby-Risskov Hallen på onsdag.

Bortset fra de første tre minutter, hvor Avellino bragte sig foran 6-0 var Bears rigtig fint med i kampen de første 15 minutter, hvor bjørnene førte 31-27. Hjemmeholdet sluttede dog klart bedst af med et 17-7 run og en buzzer beater af første halvlegs helt store spiller, Jason Rich, sikrede en føring på 37-31 ved pausen.

I starten af tredje periode havde Avellino fokus på at spille bolden ind til den tidligere NBA-spiller Kyrylo Fesenko, og midt i perioden var Bears foran 50-38. Den føring blev øget marginalt inden udgangen af tredje periode, hvor stillingen var 65-52.

Sidste periode tilhørte til gengæld Bears, der vandt de 10 minutter 20-10 og endda havde et trepointsskud til at udligne til sidst.

Michel Diouf var helt fantastisk og den lange senegaleser scorede 26 point på 13 skud! Den danske landsholdsspiller Adama Darboe scorede 11 point og havde 7 assists.

Returkampen spilles på onsdag kl. 18.30 i Vejlby-Risskov Hallen. Den kamp blev udsolgt på bare to timer.

BEARS TABTE EFTER ELENDIG START

Bakken Bears kom elendigt fra start i den anden DM-semifinale, og det kom holdet sig aldrig over. Team FOG Næstved vandt 84-74 og er nu kun en sejr fra at kvalificere sig til DM-finalen og dermed sende Bears i bronzekampen.

Næstved kom blæsende ud af starthullerne og efter føring 5-0 kom Bears en smule tilbage, men Næstved kørte løs i højt tempo, mens Bears virkede tøvende. Det blev 25-6 (efter et 15-0 run) inden Tony Bishop endelig fik scoret. Samme Bishop reducerede til 13-30, der var stillingen efter første periode!

I anden periode fik Bears stabiliseret forsvaret, og holdet fik reduceret til 24-33, mens kampens bedste spiller Kazembe Abif fik hul på hjemmeholdets scoringsbyld. Samme Abif satte senere en treer til føring 44-29, men Bears sluttede perioden bedst af og et par treere af Crockett og Wiggins var med til at reducere til 39-48, som var stillingen ved pausen.

Tredje periode startede med to hold, der havde indstillet forsvaret korrekt, og der gik næsten fem minutter inden et af holdene scorede for anden gang. Hjemmeholdet fik igen slået et lille hul på 13 point, men igen kom Bears fint tilbage. Adama Darboes treer sluttede et 8-0 run, så stillingen inden de sidste ti minutter var 59-54.

I fjerde periode var det især hjemmeholdets Kazembe Abif og Troy Franklin, der brillerede. Bears fik ellers flere gange skåret Næstveds føring til at være på tre point (bl.a. 59-56, 61-58, 65-62, 67-64 og 72-69), men Næstved var – symptomatisk for kampen – skarpest i slutningen af kampen, hvor Bears havde dumme turnovers, mens Næstved var anderledes effektive. Team FOG vandt de sidste tre minutter 12-5.

Abif blev kampens mest scorende spiller med sine 26 point (og 7 rebounds), mens Franklin scorede 22 point og havde 6 rebounds og 6 assists. For Bears scorede Jaye Crockett 17 point, heraf de 15 inden halvlegspausen. Michel Diouf scorede 15 point.

Den tredje kamp spilles på lørdag i Vejlby-Risskov Hallen. Inden da skal Bears et smut til Italien for at spille en rigtig svær semifinale i FIBA Europe Cup, når Sidigas Scandone Avellino er værter onsdag aften.

BEARS I SEMIFINALERNE

Bakken Bears kvalificerede sig torsdag til DM-semifinalerne efter en neglebider af en tredje kvartfinalekamp over Wolfpack. Bears vandt 109-106 efter fem minutters overtime.

Der var flere bemærkelsesværdige ting i Vejlby-Risskov Hallen:

Bakken Bears kvalificerede sig til semifinalerne og er dermed blandt landets fire bedste hold for 22. år i træk. I semifinalerne spiller Bears imod Næstved.

Efter tirsdagens sejr i Frankrig, kvalificerede Bears sig til sin anden semifinale på bare tre dage og for anden gang skete det efter overtime.

Thomas Lærke scorede otte trepointscoringer, hvilket kun er gjort bedre af en Bearsspiller i fire kampe. Lærke scorede i alt 27 point.

Wolfpack spillede med en intensitet som Bears havde svært ved at matche. Wolfpack med Durell Vinson (9 point), Oliver Strøh (7 point) og Niki Tamjidi (6 point) i spidsen var dominerende i de første ti minutter, hvor hele syv Bearsspillere scorede, men Wolfpack satte point på tavlen efter behag. Efter føring på 29-23 efter ti minutters spil kom Bears angrebsmæssigt bedre med i anden periode, men Wolfpack havde stadig frit lejde mod kurven. Udeholdet scorede 56 point i første halvleg efter at have scoret anden periodes sidste fem point. Bears havde ellers et fint run, da 38-45 blev til 52-47 efter bl.a tre treere af Thomas Lærke.

De første otte minutter af tredje periode var lige, men ti point i træk til Bears – efter bl.a endnu to treere af Lærke – og hjemmeholdet kunne gå til pause efter tredje periode med en føring på 80-69. Herefter lignede det cruise control indtil der mangler 150 sekunder. Bears førte 95-82, men så gik forsvaret igen helt i stå. Michael Martin og Georg Berling var de scoringsmæssige drivere i et enormt comeback, hvor Niki Tamjidi udlignede til 95-95 efter en turnover af Bears. Bjørnenes Tony Bishop scorede et fint layup, men Michael Martin udlignede med 2,8 sekunder igen.

I overtiden kom Bears hurtigt foran med fire point, men Wolfpack fik udlignet. Wolfpack kom aldrig foran i ekstraperioden, men det var først i de sidste sekunder at Bears kunne skyde sejren hjem fra straffelinjen.

For Wolfpack scorede Oliver Strøh 24 point, mens Durell Vinson scorede 23 og Georg Berling 20. Michael Martin scorede 16 point og havde 10 assists.

For Bears var Thomas Lærke mest scorende med 27 point, mens Tony Bishop supplerede sine 23 point med 13 rebounds. Nicolai Iversen scorede 16 point og tog 8 rebounds.

 

BEARS I SEMIFINALE EFTER GYSER

Bakken Bears kvalificerede sig tirsdag aften til semifinalerne i FIBA Europe Cup efter et nederlag på 86-80 på udebane mod franske ESSM Le Portel. De danske mestre vandt den første kamp 76-62, og dermed fik Bears den samlede sejr. Men det var efter en gyser, eftersom Bears reducerede til 78-64 med blot fire sekunder igen af den ordinære tid. Derefter måtte de to hold ud i fem minutters spilletid, som Bears chokstartede ved at scorede de første otte point.

Bears kom bagud 44-33 ved halvlegspausen og starten på tredje periode så ud til at blive katastrofal, da Le Portel kom foran med 23 point – og dermed ni samlet – i en helt fyldt hal i Nordfrankrig, hvor 3500 tilskuere sang sig igennem hele kampen.

DeVaughn Akoon-Purcell blev topscorer med 19 point, mens danske Darko Jukic scorede 18 og var helt afgørende i overtiden, hvor han scorede ti point. Jaye Crockett scorede 16 point og tog vanvittige 17 rebounds.

Semifinalerne spilles den 11. og 18. april og Bears møder vinderen af onsdagens kamp mellem Avellino fra Italien og Juventus fra Litauen. Italienerne er favoritter efter uafgjort i den første kamp i Litauen.

 

En flot fjerde periode gjorde forskellen, da Bears vandt udekampen mod Wolfpack og dermed bragte sig foran 2-0 i kvartfinaleserien. Stillingen var lige inden sidste periode (65-65), men periodesejr på 33-12 gav samlet sejr 98-77.

Kampens første tre periode svingede meget i kvalitet, og Wolfpack var på et tidspunkt foran med hele 10 point (20-10 efter seks minutter). Bears kom tilbage til 31-31, men fik aldrig spillet til at glide i første halvleg. Forsvaret var dog fornuftigt inden pausen og Bakken Bears kom foran 48-40 inden Wolfpack sluttede med at score de sidste fem point. 48-45 ved pausen.

I tredje periode svingede føringen flere gange mellem de to hold og hjemmeholdets Danijel Marsenic viste sit talent frem. Den 16-årige spiller scorede otte point i tredje quarter, heraf sit holdets sidste fem point.

I fjerde periode fik Bears endelig styr på både forsvar og rebounds. Efter Wolfpacks Durell Vinson scorede periodens første to point satte Bears 12 point på tavlen med bl.a gode input fra Michel Diouf og tilbagevendte Thomas Lærke. Vinson reducerede til 70-77 inden Bears satte yderligere ni ubesvarede point og herefter var kampen afgjort. Morten Sahlertz var yderligere en væsentlig spiller da kampen blev afgjort.

Michel Diouf blev topscorer og toprebounder med hhv 18 point og 9 rebounds. Thomas Lærke og Tony Bishop scorede hhv 14 point, mens Jaye Crockett scorede 13 og tog 8 rebounds.

For Wolfpack scorede Vinson 28 point, der blev suppleret med 12 rebounds. Georg Berling scorede 18 point.

De tredje kvartfinalekamp spilles skærtorsdag (kl. 16.00) i Vejlby-Risskov Hallen. Hvis Bakken Bears vinder her vil holdet være kvalificeret til DM-semifinalerne. Inden da skal Bears dog en tur til Nordfrankrig for at spille imod Le Portel.

FANTASTISK KVARTFINALESEJR OVER LE PORTEL

Bakken Bears’ fantastiske europæiske eventyr tog endnu et nøk op, da ESSM Le Portel blev sendt hjem fra Aarhus med et nederlag. Bears vandt 76-62 efter en kamp, hvor bjørnene vandt alle fire perioder og eneste lille dryp af malurt i bægeret var, at Le Portel scorede kampens sidste fem point.

Kvartfinalerne i FIBA Europe Cup spilles bedst af to kampe, og Bears har således et forspring på 14 point i bagagen inden returopgøret i Nordfrankrig om en uge. Le Portel viste i 1/8-finalerne fine evner til at indhente forspring, da holdet var bagud med 17 point inden den første kamp mod Sassari fra Italien.

Le Portel havde bedre scoringsprocenter end de danske bjørne, men Bears var totalt dominerende i reboundspillet, der blev vundet 51-38. Bakken Bears havde bl.a imponerende 21 angrebsrebounds (imod 9 til franskmændene). Udover reboundspillet var Bears’ forsvarsspil af meget høj klasse.

En fyldt Vejlby-Risskov Hal så Bears vinde første periode 20-17 og føre 42-35 ved pausen. Undervejs var forspringet oppe på hele 22 point (74-52 med 4.26 igen af kampen), men Le Portel ramte et par store skud i slutfasen.

Jaye Crockett blev topscorer for Bakken Bears (21 point), mens DeVaughn Akoon-Purcell scorede 15. For Le Portel blev Trae Golden mest scorende med 17 point.

Returkamp: ESSM Le Portel – Bakken Bears, tirsdag den 27. marts kl. 20.00 i Le Chaudron (’heksekedlen’).

 

SIKKER BEARSSEJR I KVARTFINALE 1

Bakken Bears bragte sig foran 1-0 i kvartfinaleserien imod Wolfpack efter en overbevisende sejr på 103-68. Bears satte tonen for kampen i anden og tredje periode og så gjorde det mindre, at festen fusede lidt ud i fjerde periode.

Første periode var relativt lige. Bears slog et lille hul til 29-21, men Niki Tamjidi sluttede perioden med at score fire point. Durell Vinson var mest scorende i første periode, hvor han satte 11 point på tavlen. Fra starten af anden periode fik Bears steppet op forsvarsmæssigt, og Wolfpack blev holdt på seks point i de første fem minutter af perioden. Da Bears samtidig ikke havde problemer med at score, var forspring hurtigt oppe på 48-31. Selvom Wolfpack – især Vinson – kom bedre med scoringsmæssigt, udbyggede Bears føringen til at være på 65-44 ved halvlegspausen.

Statistisk set var Bears’ første halvleg unik. Bjørnene skød 19/20 fra toere i første halvleg og 8/16 fra treere!

I tredje periode fortsatte det store tryk imod Wolfpack, og Bears vandt periode 28-12 efter bl.a. at have scoret alle de 10 straffekast holdet skød. Perioden startede med et 13-2 Bears-run og bjørnene sluttede med at gå 11-2.

I fjerde periode startede Wolfpack med at score de første otte point og Bears scorede ikke de første fire minutter. Selvom Adama Darboe og Nicolai Iversen fik gang i scoringen, blev det kun til 10 point til Bears imod 12 til Wolfpack, men det forhindrede ikke indtrykket af en ganske overbevisende sejr.

Alle 12 Bearsspillere spillede mindst 10 minutter, men ingen fik over 20 minutter på gulvet. Det sidste er vigtigt med næste opgave – tirsdagens FIBA Europe Cup-kamp mod Le Portel – in mente.

DeVaughn Akoon-Purcell blev mest scorende for hjemmeholdet med 21 point, mens Tony Bishop (foruden 9 rebounds) og Jaye Crockett hver scorede 14. For Wolfpack scorede Durell Vinson 32 point og han tog 9 rebounds.

Kvartfinale to spilles i Herlev på fredag kl. 19.00, mens den tredje kamp spilles i Vejlby-Risskov Hallen torsdag den 29. marts kl. 16.00.

 

SIKKER NÆSTVED-SEJR OVER BEARS-RESERVER

Det blev ikke overraskende et nederlag i den sidste grundspilskamp, da Bakken Bears på udebane besøgte Næstved. Team FOG vandt 88-66 i en kamp, hvor hjemmeholdet spillede med næsten stærkeste opstilling, mens Bears måtte se bort fra stort set hele den sædvanlige rotation af spillere som følge af skader og sparehensyn. Nederlaget har dog ingen betydning for slutstillingen i Basketligaen, hvor Bears slutter som nummer to og Næstved ender på tredjepladsen.

Bakken Bears gav comeback til to spillere, der i denne sæson har spillet kampe med farmerholdet EBAA, Mathias Thibault og Jacob Meller, mens der var debut til endnu en EBAA-spiller, Jacob Vistisen. Thomas Lærke, der har været ude med en knæskade var med i Næstved og omklædt, men kom dog ikke på banen.

Anført af en rygende varm Troy Franklin startede Næstved klart bedst, og et Bearshold uden naturlig point guard havde udfordringer med at få sat angrebene op. Bearsforsvaret stod ofte fint, men havde store problemer i reboundspillet. Næstved skød virkelig fint i første halvleg, hvor det blev til 11 trepointscoringer (25 forsøg) imod Bears’ ene (10 forsøg).

Næstved førte 55-25 ved halvlegspausen, men i anden halvleg fik Bears mere fat om tingene samtidig med at Næstved ikke skød nær så godt som før pausen. Bjørnene vandt faktisk både tredje og fjerde periode uden der dog på nogen måde var tvivl om hvem der ville vinde kampen.

Bears var dominerende under kurven, hvor Chris Christoffersen noterede sig for en double-double med 16 point og 10 rebounds. Keane Thomann scorede 11 point (+ 7 rebounds) og Nicolai Iversen (+7 rebounds) og Sylvester Berg 10.

Næste opgave for Bears er allerede søndag, hvor Wolfpack kommer på besøg til den første kvartfinalekamp i Basketligaen. Tip off er kl. 14.00.

BAKKEN BEARS SKABER HISTORIE!

Trods et nederlag på 75-81 hjemme mod de lettiske vicemestre Ventspils, er Bakken Bears kvalificeret til kvartfinalerne i FIBA Europe Cup. De danske mestre havde nemlig et forspring på 20 point at tære på fra det første opgør, der endte 93-73. Det er første gang nogensinde et dansk hold er kvalificeret til kvartfinalerne i en europæisk turnering.

Det var en kamp, hvor Ventspils førte det meste af vejen, men aldrig med mere end 10 point og den kampen tippede, da Bakken Bears’ bedste spiller Jaye Crockett scorede otte point i træk i starten af fjerde periode. Herefter var der ikke tvivl om det samlede resultat – kun om den enkelte kamp.

Mest scorende for Bakken Bears blev Jaye Crockett, der scorede 23 point og tog 9 rebounds.

Kvartfinalerne i FIBA Europe Cup spilles i næste uge og modstanderen bliver enten fra ESSM Le Portel eller Dinamo Sassari fra Italien.

Italienerne vandt den første kamp med 17 point, men i skrivende stund fører franskmændene fører ved halvlegspausen 47-38.

Inden de kampe starter skal Bakken Bears spille sidste Basketligakamp i Næstved fredag og DM-kvartfinale mod Wolfpack søndag!

 

IMPONERENDE HISTORISK SEJR TIL BEARS

Bakken Bears fik en virkelig vigtig og imponerende sejr, da Champions League-holdet fra Ventspils fra Letland blev besejret 93-73. Den første kamp blev spillet i Letland, og Bears har dermed et lille forspring at tære på i returkampen, der spilles onsdag den 14. marts kl. 18.30 i Vejlby-Risskov Hallen.

Bears var ellers bagud 22-14 efter første periode, men spillede virkelig disciplineret i den resterende del af kampen – især i forsvarsenden var bjørnenes spil noget af det bedste i denne sæson. Efter halvlegsstillingen 42-38 i Bears-favør fortsatte føringen bare med at stige. Efter tre perioder var Bears oppe 69-60 og kampens fjerde fjerdedel blev vundet 24-13 mod et efterhånden mere rådvildt hjemmehold.

Det var sigende at Bakken Bears vandt reboundkampen 44-33 og samtidig havde hele 10 turnovers færre end letterne (7-17).

Mest scorende for Bears var turneringens topscorer DeVaughn Akoon-Purcell igen mest scorende med 23 point, som han supplerede med 6 assists. Jaye Crockett scorede 17 point og tog 12 rebounds. Michel Diouf scorede 16 point og tog 9 rebounds.

For Ventspils scorede Emmanuel Ubillla 19 point, heraf de 16 i anden halvleg. Han tog endvidere 5 rebounds og havde 4 assists. Aigars Skele og Maris Gulbis scorede 10 point.

Med en sejr eller et nederlag på højst 19 point i returkampen vil Bakken Bears kvalificere sig til turneringens kvartfinaler, der spilles senere i marts. Aldrig før har et dansk hold været så langt i turneringen – kun en gang tidligere har et dansk hold været i 1/8-finalerne; det var da Bears nåede det stadie af turneringen i 2004/05, hvilket skete efter blot et enkelt gruppespil (i modsætning til de to Bears har kvalificeret sig fra i år).