Bakken Bears kæmper sig til matchbold

Bakken Bears har matchbold i semifinaleserien mod Svendborg Rabbits efter en arbejdssejr mod et godt kæmpende, men decimeret, hjemmehold. Med sejren på 80-93 tager Bakken Bears en 2-0 føring i serien og kan tage finalepladsen med en sejr på hjemmebane mandag. Køb billetter her.

Bakken Bears amerikanske veteran Skyler Bowlin havde over de seneste tre kampe inden torsdag ramt flotte 60% udefra, nærmere betegnet 15 af 25 tre’ere. I første halvleg torsdag hævede han barren og satte fem af fem forsøg, og han sluttede med at ramme 8 af 11 for 72%.

Kun sekunder inden tredje periodes afslutning blev Svendborgs i forvejen slemme skadesproblemer endnu værre. Kaninerne stillede kun op med otte spillere til torsdagens semifinale, men måtte slutte den med syv, da Dylan Van Eyck vrikkede om på foden i en reboundsituation.

Kampens første halvleg var så tæt, som det næsten er muligt, idet ledelsen skiftede, eller kampen var lige, hele 11 gange.

For velskydende Svendborg var pointene ligeligt fordelt mellem de fem startere og det unge danske stortalent Tyrease Dada – og kun store Kevin Marfo ramte ikke mindst én tre’er. Seks ramte tre’ere på tolv forsøg var medvirkende til at Svendborg kunne holde trit med Bakken ved pausen.

Holdene gik til halvleg helt lige, 48-48, men nu fik Bakken et lille overtag, især på baggrund af en hævet forsvarsintensitet. Skyler Bowlin missede endeligt udefra omkring tre minutter inde, men han sikrede sig selv rebounden og under tre sekunder senere satte amerikaneren sin sjette tre’er til 49-57.

Kort tid senere tipdunkede DeAndre Pinckney med autoritet til 51-59, men bjørnene fik aldrig sat et rigtigt bid ind på kaninerne og aarhusianernes føring lå konstant mellem fem og otte point.

Da Van Eyck måtte gå ud, var Svendborg bagud med 64-69, men i løbet af fjerde periode opbyggede Bakken føringen til først 10 og så 15 point. Bakken spillede intenst til sidste sekund og uden at spille prangende blev det til en arbejdssejr på 80-93, da hornet lød efter 40 minutter.

Bakken kan med en sejr mandag tage finalepladsen – mens det ser meget mere spændende ud i den anden semifinaleserie. Her vandt Horsens 87-90 på udebane over Team FOG Næstved og udlignede dermed serien.

DM-finalerne kamp #1: Whiteout med festivalbilletter på spil 
02 maj 2024

DM-finalerne kamp #1: Whiteout med festivalbilletter på spil 

Det er første kamp i finaleserien, og for 22. år i træk er vi...
Drama om at blive vores finalemodstander
01 maj 2024

Drama om at blive vores finalemodstander

Horsens har lige fået kåret både årets træner og årets spiller i Basketligaen. Næstved...
Gustav har meldt sig til NBA Draften
01 maj 2024

Gustav har meldt sig til NBA Draften

Gustav Knudsen har officielt meldt sig til NBA draftet 2024. Det foregår 27. juni...
Vi er klar til DM-Finalerne!
29 apr 2024

Vi er klar til DM-Finalerne!

For 22. gang i træk skal Bakken Bears spille DM-finaler – og i dem...
NEWS ARCHIVE