Overtidsgyser sender Bakken Bears til europæisk semifinale

Der skulle fem minutters overtid til, før Bakken Bears kunne booke billet til Final Four i European North Basketball League. Newcastle Eagles tvang kampen i overtid ved at hente ti point på tre minutter, men i overtiden tog Bakken initiativet og vandt 96-92.
 
– Det er en vild følelse og det var en vild kamp. Det, at vi er bagud med fem ved fuld tid, og så ender med at vinde kampen, det er jo helt vildt, så jeg håber publikum nød det, sagde Noah Churchill efter kampen.
 
Bakken vandt den første kvartfinale i Newcastle med 92-87 og de skulle bruge hvert eneste af de fem points forspring onsdag aften. Hjemmeholdet havde ellers ti point at give af med 2:18 igen, 76-71, men Newcastle fremtvang overtid med hårdt presforsvar, der fik Bakken til at smide bolde væk.
 
Rickey McGill blev næsten helten for gæsterne. Tajh Green satte to point, inden Green scorede otte point i træk for Newcastle, kun afbrudt af to straffe fra Bakkens Skyler Bowlin. Med 29 sekunder igen var gæsterne pludselig foran med tre og Bakkens forspring over to kampe var skrumpet til to.
 
Bowlin kom til straffelinjen og satte et enkelt af to skud, inden bolden gik den anden vej ved stillingen 81-83. Newcastle søgte desperat efter de tre point, der ville sende kampen i overtid og Jordan Johnson tog ansvaret. Han fintede et skud bag tre’eren på venstre side og fik trukket kontakt fra Bowlin, hvilket gav tre straffekast. Hallen kogte i larm, men Johnson satte sikkert alle tre skud til 81-86, og så skulle kampen i overtid.
 
I overtidens første minut bredte stilheden sig i hallen, for McGill startede med at score to gange for Newcastle, efter Bakken havde smidt to bolde væk. Noah Churchill fik kæmpet sig til en fejl og to straffekast, men med tre minutter igen kunne Green alligevel sende Newcastle i front med 83-92 på et straffekast.
 
Det blev imidlertid gæsternes sidste scoring og stemningen steg decibel for decibel, efterhånden som Bakken fik kæmpet sig tilbage i kampen. Scoringer fra Parsons, Knudsen, Bowlin og Evans sendte Bakken i front, først i den samlede stilling og så også i onsdagens kamp. Til en øredøvende jubel kunne Gustav Knudsen dunke sejren på 96-92 hjem med 16 sekunder igen.
 
Det er første gang i Bakken Bears’ historie at en kamp er gået i overtid, uden at den pågældende kamp er endt uafgjort.
 
Bakken Bears er nu kvalificeret til sin fjerde europæiske semifinale gennem tiden – og den første i ENBL. Hvor ENBL Final Four spilles, afhænger af hvilke fire klubber, der kvalificerer sig.
 
– Vi er tilbage i semifinalen! Det var en sjov kamp, der svingede frem og tilbage. Med overtiden var det en helt speciel oplevelse og vi kæmpede os simpelthen bare til sejren. Det var en ruchebanetur, og det er altid lidt ekstra godt at ende ovenpå i de kampe. Det var kun muligt på grund af vores sammenhold, sagde Ryan Evans, der havde 16 pointog 6 rebounds.
 
Bakkens topscorer blev Malik Parsons med 20 point.
Blackout-semifinale #3 med festivalbilletter på spil
26 apr 2024

Blackout-semifinale #3 med festivalbilletter på spil

Mandag 29. april tager Bakken Bears imod Svendborg Rabbits i, hvad der potentielt kan...
Bakken Bears kæmper sig til matchbold
25 apr 2024

Bakken Bears kæmper sig til matchbold

Bakken Bears har matchbold i semifinaleserien mod Svendborg Rabbits efter en arbejdssejr mod et...
Tilmelding til sommer camps er åben
24 apr 2024

Tilmelding til sommer camps er åben

Tilmeldingen til to af sommerens camps er nu åben. Det er den traditionelle Bears...
Bakken Bears kan forvente massivt publikum mod sig
23 apr 2024

Bakken Bears kan forvente massivt publikum mod sig

Torsdag aften kl. 19:15 tager Svendborg Rabbits imod Bakken Bears i Rise Sparekasse Arena...
NEWS ARCHIVE